SILKEBORGS HISTORIE

Af museumsinspektør KELD DALSGAARD LARSEN


	Stiftelserne ved havnen. Michael Sørensens private initiativ og store pengegave til kommunen skabte sin egen lokalplan ved havnen; først blev Michael Sørensens Stiftelse opført og siden kom den kommunale Åstiftelsen til.

Tiden 1922-1941

BYEN NÅR
SINE GRÆNSER - 4

MICHAEL SØRENSENS STIFTELSE

Borgmester Rasmus Bindslev fik den 14. januar 1931 et højst overraskende besøg. Skotøjsfabrikant Jens Michael Sørensen kom til borgmesteren og tilbød en gave på 100.000 kr. til et boligkompleks for ældre mennesker. Der var hæftet nogle betingelser ved gaven: bygningen skulle ligge ved den gamle omlodsningsplads ved åen, stå færdig til oktober samme år, giveren skulle være vicevært med en fast løn og gratis lejlighed, og huslejen måtte ikke overstige 5% af ejendommens værdi.

Borgmesteren var meget interesseret i denne storslåede gave, og han handlede hurtigt. Den vanskeligste betingelse for borgmesteren var, at bygningen skulle ligge ved åen, da arealet her var statens ejendom. Men efter besøg i København og samtaler med ministeriet lykkedes det for kommunen at overtage arealet. Dog måtte kommunen acceptere, at Silkeborg Roklubs hus i nærheden blev stående.


Kommunen udbyggede i 1930'erne alderdomsforsorgen med to kommunale stiftelser. Her Aldersro Stiftelsen på Aldersrovej.

Arkitekt Knud Sørensen havde allerede udarbejdet tegninger til bygningen, og arbejdet gik i gang. Bygningen fik 20 lejligheder, 14 etværelses lejligheder og 6 toværelses lejligheder. Lejlighederne var lyse og venlige med indlagt centralvarme og koldt og varmt vand. Fire lejligheder på hver etage delte et wc, og i kælderen var der fælles badeværelser. På 2. sal var der en stor festsal. Michael Sørensens Stiftelse stod færdig til indflytning i oktober samme år som krævet. Stiftelsen var et af arkitekt Knud Sørensens første, større arbejder i Silkeborg.

Gaven på 100.000 kr. var nærmest gigantisk og ganske uventet. Michael Sørensen stammede fra Ans, var udlært hos skomager Soelberg i Silkeborg i 1898, og havde tjent sin formue i Århus. Giveren gav i et interview udtryk for, at planen om boliger for gamle mennesker havde været lidt af en livsopgave for ham, siden han som lærling havde oplevet sin moders store nød som udslidt, gammel kone. Derfor ønsket om at sikre gamle en bedre alderdom. På spørgsmålet om, hvorfor Michael Sørensen havde valgt Silkeborg, svarede han: "Når jeg har valgt Silkeborg som den by, der skal have de 100.000 kr., er det fordi, jeg der har tilbragt mine lyse, glade og frie ungdomsdage, hvor jeg lærte Silkeborgs skønhed at kende, og hvor jeg kom til at synes godt om byen".

Michael Sørensens Stiftelse fik i 1934 naboskab af en kommunal stiftelse for ældre borgere i Åstiftelsen. Kommunen indviede i 1936 endnu en stiftelse, Aldersro, ude i nærheden af De gamles Hjem ved Sanatorievej. De ældre fik hermed muligheder for en bedre bolig i deres alderdom. Men de delte fortsat wc med naboen og gik i bad i kælderen.

NY UDVIKLING I 1930'ERNE


Funkis-huset Frydenslund, Vestergade 105.

Silkeborg fortsatte den jævne befolkningstilvækst i 1930'erne. Silkeborgensernes antal steg fra 12.078 i 1930 til 14.378 i 1940. Tiårets krise og arbejdsløshed prægede byudviklingen og de enkelte familiers hverdag. Den store arbejdsløshed i 1932 skabte en hidtil ukendt, permanent ledighed. Det var velkendt, at mange arbejdere gik arbejdsløse i vinterhalvåret, men så var de til gengæld sikre på beskæftigelse i sommerhalvåret.

I årene 1932-34 gik størsteparten af håndværkerne og arbejdsmændene arbejdsløse sommer og vinter. Det skabte stor social nød i hjemmene. Krisen kan også ses på antallet af nyopførte lejligheder i perioden 1930-37. 1930: 175, 1931: 142, 1932: 29, 1933: 40, 1934: 141, 1935: 116, 1936: 86 og 1937: ca. 70 lejligheder.

Byen udviklede sig fortsat syd for banen. Det var derfor en selvfølge, at den nye kommuneskole, Vestre Skole, skulle placeres i den sydlige bydel. En voldsom storm i 1934 væltede store dele af Kobskoven lige syd for byen, og Silkeborg Kommune købte arealet af staten med henblik på byggemodning og boligbyggeri i området omkring byens nye stadion. Sydvest for banen opstod endvidere et nyt boligkvarter ved Ørnsø.

Nyudviklingen begyndte så småt i dette tiår at inddrage arealerne på fattiggårdens marker på Århusbakken. Et vigtigt skridt i denne udvikling var reguleringen af landevejen op ad Kildebakken, nedrivningen af den gamle Kneippkuranstalt på Sejsvejen og opførelsen af et nyt villakvarter ved Sejsvejen og op langs Kildebakken.

Boligbyggeriet fortsatte med det karakteristiske, private byggeri med tofamilies huse, hvor ejeren boede i den ene lejlighed og en lejer i den anden. Tiåret fremviste imidlertid også en række nye, større boligbyggerier i den nye, moderne funkis-byggestil. Den nye byggestil lagde vægt på et funktionelt indre med lyse lokaler, centralvarme, koldt og varmt vand. Lejlighederne var som noget nyt så godt som alle forsynet med altan.

ERHVERVSLIVET

HÅNDVÆRK OG INDUSTRI I SILKEBORG 1935 Håndværk og industri var inddelt i en række undergrupper, og i Silkeborg var tallene følgende. Første række antal beskæftigede og dernæst i procent af samtlige beskæftigede i håndværk og industri:
Nærings- og nydelsesmiddel	235	_˜	7,1%
Tekstilindustri	485	_˜	14,7%
Beklædningsindustri	589	_˜	17,9%
Bygge og anlægsvirksomhed	464	_˜	14,1%
Trævareindustri	204	_˜	6,2%
Lædervareindustri	56	_˜	1,7%
Teglværker m.m	32	_˜	1,0%
Metalindustri	581	_˜	17,6%
Kemisk industri	87	_˜	2,6%
Papirindustri	349	_˜	10,6%
Bogtrykkerier m.m.	85	_˜	2,3%
Vaskerier m.m.	127	_˜	3,9%

Krisen i 1930'erne ramte også Silkeborg. De værste år var 1932-34, og derefter gik det mere traditionelt op og ned med beskæftigelsen. Stat og kommuner søgte i 1930'erne mere aktivt end nogensinde før at imødegå krisen og arbejdsløsheden, blandt andet med store anlægsarbejder. Silkeborg Kommune iværksatte en række beskæftigelsesarbejder, f. eks. vejarbejder.

Borgmester Bindslev udtalte, at Silkeborg var en udpræget industriby, og derfor ramte krisen byen ekstra hårdt. Silkeborg havde dog et alsidigt erhvervsliv inden for håndværk og industri.

Tekstil- og beklædningsindustrien var i løbet af de sidste 50 år blevet dominerende, men metalindustrien, bygge og anlæg og papirindustrien var fortsat store brancher i byen. Lovgivningens erhvervspolitik med Valutacentralen var en beskyttelsespolitik af den danske industri, og det kom tekstilindustrien og papirindustrien til gavn. Disse to industrier blev to sikre, stabile og ekspanderende industrier i perioden.

Silkeborg Tekstilfabrik blev i mellemkrigstiden byens største arbejdsplads. Silkeborg Papirfabrik kunne i 1934-36 igen foretage en stor udvidelse med installering af papirmaskine nr. 3.

Ved erhvervstællingen i 1935 var der 3294 mennesker beskæftiget
i gruppen håndværk og industri. Heraf var 2526 mennesker "egentlige industriarbejdere". Tekstil- og beklædningsindustrien var fortsat byens erhvervsmæssige særkende. Metalindustrien var også omfattende, og papir- og træindustrien var relativt store brancher.

Næste kapitel

På arbejdsmarkedet