SILKEBORGS HISTORIE

Af museumsinspektør KELD DALSGAARD LARSEN

---

	Den faglige organisering skabte selvfølelse hos arbejderne. Et konkret udslag af denne øgede selvbevidsthed var de mange fagforeningsfaner, som var en bekostelig affære for de unge foreninger at anskaffe. Den ældste fane er til Tømrernes og Murernes Fællesforening fra 1880'erne. Den var et dannebrogsflag, mens de senere faner som hovedregel var helt røde. (Snedker- og Tømrerforbundet, Silkeborg). Foto © Lars Bay.

Tiden 1880-1899

FREMSKRIDT OG FORANDRING - 1

UNGDOMMELIG BY I NY FREMGANG

Silkeborg gik i 1880'erne ind i en ny periode med hastig fremgang. Byen voksede i 10-året 1880-1890 fra 2931 til 4217 indbyggere, og fremgangen fortsatte i 1890'erne. Silkeborg blev købstad i 1900, og befolkningen var i 1901 øget til 7228 borgere. Det var mere end en fordobling af befolkningen på 20 år - helt præcis en forøgelse på 147%!

Silkeborg Avis bragte i begyndelsen af 1880'erne gang på gang annoncer, som tilbød beskæftigelse ved byggearbejde. Et af de større byggerier var Silkeborg Vandkuranstalt, som stod færdig i 1883. Men der var i øvrigt stor byggeaktivitet, og Silkeborg Avis kunne den 13. august 1884 skrive følgende om udviklingen de seneste år:

"Enhver, der i de senere år er kommet hertil byen, vil med forbavselse have lagt mærke til den forandring, vor lille by er undergået i næsten alle retninger. Ikke blot er bygningernes antal blevet betydelig forøget, men også deres udseende har forandret sig, så at man nu med sandhed kan sige, at Silkeborg er i færd med at blive - efter sin størrelse - en af de smukkeste byer i Jylland, om ikke i hele landet. En smuk kirke er blevet opført, Torvet er blevet brolagt, de stygge huller, som hist og her fandtes mellem husene, er blevet udfyldt med nye og elegante bygninger, et smukt ligkapel, en ny real- og borgerskolebygning er blevet opført osv. osv., og alt tyder på, at byen er i stærk fremvækst..."

De bedre tider skabte også grundlag for oprettelsen af Silkeborg Bank i 1882. Folketællingen i 1885 viste, at der var 3355 silkeborgensere, hvoraf 1285 eller ca. 38 % var børn under 14 år. Børnene må have sat deres præg på gaderne, i hjemmene og i byen.

Erhvervsmæssigt udgjorde håndværkerne fortsat den dominerende gruppe tæt fulgt af arbejderklassen. Blandt de voksne silkeborgensere var små 40 % tyende, hvilket vil sige, at de ikke havde egen husholdning men boede, spiste og arbejdede hos deres arbejdsgiver. Det kunne være den unge tjenestepige, den ugifte tømrersvend eller karlen i en af købmandsgårdene. Som tyende var man at regne for ufri, og man havde derfor heller ikke stemmeret. Normalt skiftede mænd som tyende status ved indgåelse af ægteskab. Kvinderne havde fortsat ingen valgret.

Silkeborgenserne boede i 1885 hovedsageligt til leje. Byen havde 550 lejeboliger, 58 friboliger og 190 husejere. Friboligerne var især papirfabrikkens boliger på Smedebakken, de gamle længer og Ny længe.

C. COMMICHAU & CO.

	Commichau & Co.'s fabrikker anlagt uden for bymidten tæt på jernbanen. På denne reklametegninng dominerer den nyanlagte trikotagefabrik fuldstændig billedet, men tegneren har faktisk fået mange detaljer med fra datidens Silkeborg: "Hjejlen" på Gudenåen, den nye birkedommerbolig på Chr. 8. Vej, jernbanen, Silkeborg Mølle, Frederiksberg-kvarteret, Amaliegade med hestevogn og de landlige omgivelser.

Silkeborgs industri fik omkring 1880 nye impulser. Trævareindustrien vandt frem, en okkerfabrik blev anlagt til at udvinde farve af egnens jord, to bryggerier begyndte produktionen, og tekstilindustrien var begyndt at etablere sig for alvor.

Tyskeren C. Commichau etablerede et lille uldspinderi ved Kjærsgaard i 1877 dog uden den store succes. Men i 1883 indgik C. Commichau et samarbejde med erhvervsmanden proprietær W. Hansen, Margrethelyst. W. Hansen lod en helt ny fabrik opføre i yderkanten af Silkeborg nær ved jernbanen. Commichaus & Co.s nye fabrik stod klar i november 1883 og var en imponerende bygning: 65 meter lang og 11 meter bred, og fabrikken indeholdt spinderi, farveri og trikotagevæveri.

Commichau oplevede en voldsom ekspansion i 1880'erne. Allerede i 1884 var der 30 fastansatte arbejdere på selve fabrikken og 30-40 kvinder tilknyttet virksomheden ude i byen. De arbejdede i deres hjem for fabrikken. I 1886 nævnes, at arbejderantallet på selve fabrikken var nogenlunde det samme som i 1884, mens der var 90 kvinder, som arbejdede hjemme. I 1887 oplyses, at virksomheden beskæftigede 40-45 på fabrikken og 100-120 kvinder var engageret ude i byen. Commichau kunne således producere og afsætte produkterne, men det kneb alligevel med at få økonomien til at hænge fornuftigt sammen. En række erhvervsfolk bakkede imidlertid Commichau op og sikrede fabrikkens eksistens og udbygning i nogle svære år omkring 1886.

Commichau knyttede sine arbejdere tæt til sig og optrådte som en patriark for sine ansatte. Der blev stiftet en upolitisk arbejderforening, Enigheden, og der blev af og til afholdt skovture for de ansatte.

SILKEBORG OG PROVISORIET

Danmark oplevede en lang, politisk magtkamp i årene 1885-1894 mellem bøndernes Venstre og godsejernes og byborgerskabets Højre. Kampen var også en kamp mellem de to kamre i den danske Rigsdag - det Venstre-dominerede Folketing og det Højre-dominerede Landsting. Landstinget var især efter grundlovsændringen i 1866 blevet Højre-folkenes faste bastion. Venstre mente, at Folketinget som det mest demokratiske kammer skulle have den ledende rolle i Rigsdagen. Men det kongevalgte ministerium mente noget andet. Venstre truede med at sylte al lovgivning, nægte godkendelse af Finansloven og lade alt visne for Højre.

Smed M. Madsen i Møllegade. Mester og svende klar til pause, og kvinderne klar med kaffe. Smedemester Madsen var en af de socialdemokratiske pionerer i Silkeborg. Hans smedeværksted viser også det tætte samspil, der var mellem landbruget og byens erhvervsliv.

Konsejlspræsident Estrup blev regeringsleder i 1875, og hermed tilspidsedes konfrontationen. Estrup sendte Folketinget hjem i 1877 og udstedte sit første provisorium. Altså udfærdigede midlertidige love - provisorier - uden om Folketinget. Men først i 1885 fik konflikten sit fulde omfang. Regeringen sendte Folketinget hjem og begyndte at regere ved provisorier. Venstre reagerede skarpt og antydede, at det nærmede sig landsforræderi, og partiet henvendte sig til kongen for at få ham til at gribe ind. Kongen stod imidlertid helt bag Højre-regeringen og dens leder Estrup.

Silkeborg Avis og redaktør Sørensen havde forudset, at et nyt provisorium ville komme, og avisen reagerede skarpt. Da provisoriet var en realitet, skrev avisen: "Vil kongemagten ikke hjælpe folket af med det forhadte regimente, skal folket vide selv at ryste dette regimente af sig. Vor forfatning er intet værgeløst lam. Den ejer våben, som skal bryde reaktionens modstand. Og skulle reaktionen gå højforræderens oprørsgang udover forfatningens grænser, så skal den finde os som lovens vagt, væbnede med de våben for hvilke revolutionen må vige". Det var næsten opfordring til oprør.

Venstre blev fanget i den politiske kamp ved på den ene side nærmest at true med oprør mod regeringen og på den side trods alt at mane til ro og værdighed. Befolkningen var mest tilbøjelig til at lytte til den ophidsede tale mod regeringen. Der blev oprettet riffelforeninger og drøftet skattenægtelse i kampen mod Estrup. Riffelforening efter riffelforening opstod i Silkeborgs omegn, og det lå latent, at disse foreninger kunne være et af de omtalte våben mod regeringen. Den typiske formålsparagraf for egnens riffelforeninger begyndte således: "Samlagets formål er at forsyne sine medlemmer med rifler til værn for det danske folk og dets frihed". Det lidt underlige ord "samlaget" har sin forklaring i, at man hentede inspiration fra de norske foreninger.

Skattenægtelsesbevægelsen udsprang af det forhold, at Venstre-folkene udlagde Grundlovens tekst således, at det var ulovligt at indkræve skatter, før Finansloven var vedtaget - altså af Folketinget. Venstre mente således, at regeringen manglede lovhjemmel, når den udskrev skatter uden Folketingets godkendelse. Det var jo sendt hjem på ferie. Redaktør Sørensen deltog også i skattenægtelsesbevægelsen, men hele bevægelsen havde mest af alt en symbolsk karakter. Man undlod at betale skat, og når fogeden kom, nægtede man først at betale, dernæst nedlagde man protest og betalte så beløbet. Provisoriet afstedkom en omfattende mødeaktivitet i årene 1885-1887. De fleste af møderne sluttede med kampråbet "Ned med Estrup", men på et stort møde i Linå i maj 1885 råbte folk i stedet: "Leve republikken".

	Væver Mads Anton Madsen (1850-1921).

Redaktør Sørensen og Silkeborg Avis blev drivkraften i den lokale modstand mod provisoriet. En stor, fælles oppositionsforening blev dannet, Demokratisk Forening, med repræsentanter fra Silkeborg By og hele omegnen. Redaktør Sørensen blev ganske naturligt foreningens første formand. Demokratisk Forening indkaldte til protestmøde den 27. september 1885 på markedspladsen. 5000-6000 mennesker mødte op til mødet. Aldrig havde Silkeborg oplevet så stort et møde og så megen politisk virak. Venstres landskendte leder C. Berg var hovedtaleren sammen med den lokale folketingsmand Jens Sørensen. Mødet sluttede med indsamling af penge til de strejkende smede i København.

Socialdemokratiet i Danmark voksede sig stærkt i skyggen af den store, politiske kamp mellem Venstre og Højre i provisorieårene. Begge parter så en fordel i at stå sig godt med dette nye arbejdernes parti. Venstre ønskede at slå en kile ind i arbejdernes traditionelle støtte til Højre i byerne.

Socialdemokratiet i Silkeborg blev stiftet på et møde den 13. september 1884, da væver Madsen blev den lokale partiformand. Silkeborg Avis tog relativt pænt imod denne nye arbejderorganisation. Redaktør Sørensen mente dog, at det nye parti var ganske overflødigt, da Venstres og Socialdemokratiets dagsaktuelle politik var stort set den samme. Derimod var redaktør Sørensen skarp modstander af Socialdemokratiets fremtidsprogram med socialismen. Det lokale Socialdemokrati deltog i den fælles opposition mod Estrup-regeringen. Redaktør Sørensen og væver Madsen var enige om, at parterne var uenige på mange punkter, men så længe man havde den fælles fjende i regeringen Estrup, holdt man sammen.

Demokratisk Forening i Silkeborg høstede i 1888 den store triumf, at man fik lutter Venstre-folk til valgmænd til landstingsvalget fra Silkeborg. Det var en triumf, at en større by kunne bryde Højres traditionelle dominans i byerne. Til de to valgrunder opstillede Venstre-folkene avlsbruger Eskildsen, bager Jørgensen, redaktør Sørensen, sagfører Grabow, købmand Knap og fabrikant Hammer. Højre-folkene opstillede fabrikant Zeltner, brænderiejer Jørgensen og købmand Hansen til begge valgrunder. Højre-folkene i Silkeborg holdt ellers lav profil frem til 1890. Oppositionens lokale hovedmodstander blev derfor de første par år den kongevalgte borgmester V. Drechsel.

Drechsel tog sin opgave som kongelig embedsmand, Højre-mand og politimester meget alvorligt i disse kampår. Især med den skærpede censurlovgivning i 1885. V. Drechsel tog skridt til at få slæbt Silkeborg Avis i retten for lovovertrædelser. I januar 1886 indkaldte V. Drechsel redaktør Sørensen og forelagde denne, at han havde gennemgået alle numre af Silkeborg Avis siden 2. november og fundet ulovligheder i hver og en avis. V. Drechsel foreslog, at redaktøren fik sig en forsvarer til en kommende retssag. Materialet blev overgivet Justitsministeriet, men det ønskede dog ikke at rejse sag mod redaktør Sørensen på det grundlag. Tonen mellem V. Drechsel og redaktør Sørensen havde længe været hård, og i årene 1885 og 1886 blev den yderligere skærpet.

Til Venstres store forbløffelse modstod regeringen Estrup den massive, folkelige opposition og de underliggende trusler og fortsatte med at regere landet med provisorier og kongens støtte. Regeringen Estrup kom endog efter et attentat mod Estrup i 1885 i offensiven mod Venstre.

Venstres taktik mod Højre-regeringen viste sig altså nytteløs, og nogle i oppositionen begyndte at undersøge muligheder for en ny politik i et vist samarbejde med Højre. Det skabte splittelse i Venstre, som blev delt i en moderat fløj, der ikke ville afskrive sig et samarbejde, og en radikal fraktion, der fastholdt den ultimative opposition mod Estrup. Splittelsen i Venstre var i Silkeborg mest markant eksemplificeret i de to aviser i byen. Silkeborg Avis tilhørte den moderate fløj, mens det nye Silkeborg Folkeblad tilhørte den radikale fløj. De to Venstre-aviser skrev ved flere lejligheder hårdt og hånligt mod hinanden, og redaktør Sørensen omtalte gerne Silkeborg Folkeblad som "aftrykket fra Århus" med henvisning til, at Folkebladet blev trykt i Århus og derfor egentlig ikke var et Silkeborg-foretagende.

Den gamle redaktør H. S. Sørensen trak sig noget tilbage omkring 1890 og overlod den politiske kampplads til den nye redaktør, sønnen Sophus Sørensen. Redaktør Sophus Sørensen havde fuldt ud faderens skarpe tunge og pen, men han gik kraftig ind for en mere moderat linie i oppositionspolitikken.

Provisorieårene sluttede i 1894 med et stort forlig. Silkeborg Folkeblad og den radikale fløj var stærkt utilfreds med forliget. Silkeborg Avis var heller ikke særlig begejstret for forliget, men avisen mente dog, at det var til at arbejde videre med. Provisorietiden skabte debat og interesse om tidens politik også lokalt. Silkeborg var takket være Demokratisk Forening og de to Venstre-aviser en Venstre-bastion i kampen mod Estrup, men Højre-folkene var dog ikke ganske slået, selv om de holdt sig lidt i baggrunden. Først omkring 1890 begyndte de at organisere sig i byen samtidig med udsendelsen af Højre-avisen Silkeborg Dagblad. Den lokale politik var ved at udvikle sig til partipolitik.

Næste kapitel Befolkning, byggeri og erhverv 1885-1889