SILKEBORGS HISTORIE

Af museumsinspektør KELD DALSGAARD LARSEN


	Teknisk Skole i industrikvarteret med det store skolehjem som et markant vartegn. Foto: © Lars Bay.

Tiden 1960-1974

EN MODERNE BY
I GODE TIDER - 1

ET EVENTYR I JERN OG BETON

Silkeborg kunne den 9. december 1960 fejre indvielsen af byens nye ringvej. Den var med sine 10,5 km og fire broer landets længste omfartsvej og et gigantisk vejprojekt. Allerede i 1942 havde man påbegyndt projektet på en strækning ved Lysbro, men først i 1952 kom projekteringen af hele vejforløbet. Strækningen Kærsgårdsvej-Ansvej stod færdig i 1955. Broer førte Kjellerup-banen og Viborg-landevejen over den nye ringvej. Den sidste strækning fra Ansvej tog noget længere tid, blandt andet på grund af bygningen af den store bro, der skulle føre over Gudenåen og broen over Langå-banen.

Det store anlægsarbejde krævede enorme opfyldnings-
arbejder, og man havde i Hårup Sande hentet sand i sådanne mængder, at der opstod en kunstig sø. I samtiden var der nogen forbløffelse over, at en stor del af gravearbejdet i Hårup Sande foregik ved skovl. En stor kran læssede sandet af på bredden, og arbejderne skovlede sandet op i vognene. Denne noget omstændelige fremgangsmåde var en beskæftigelsesfremmende foranstaltning. Beskæftigelsessituationen var imidlertid blevet radikalt ændret omkring 1959/60 fra stor arbejdsløshed til mangel på arbejdskraft.

Kaj Neckelmann udvidede konstant i det nye industrikvarter. Den lille herregård, Vester Kejlstrup, ses øverst i billedet. Vester Kejlstrup blev forsørgelsesanstalt, efter at fattiggården på Århusbakken efter besættelsen blev nedlagt. Det nye industrikvarter kom til at ligge på Vester Kejlstrups jorder, og efterhånden voksede Kaj Neckelmann A/S sig så stor, at Vester Kejlstrups gamle bygninger måtte rives ned for at gøre plads til tekstilvirksomheden.

I 1950'erne var ringvejen i vid udstrækning et beskæftigelsesprojekt i det arbejdsløshedsplagede Silkeborg. Den skulle aflaste biltrafikken i selve byen og være tilkørselsvej til byens nye industrikvarter. Med ringvejen havde Silkeborg udviklet sig til en moderne industriby.

Silkeborg Kommune købte den lille herregård Vester Kejlstrup og udstykkede dele af jorden til industrigrunde. Kommunen stod for vejanlæg og byggemodning i det nye kvarter, og grundene blev tilbudt industrivirksomheder på gode vilkår. To af de første større industrier i kvarteret var DAB, som flyttede ud fra Torvet, og Kaj Neckelmann A/S, som etablerede sig i Silkeborg i 1961.

Industrien viste sig yderst interesseret i at etablere sig i det nye industrikvarter, og kommunen kunne snart se, at en udvidelse af kvarteret var påkrævet. Kommunen købte derfor en anden, mindre herregård i området, Øster Kejlstrup, og byggemodnede endnu flere industrigrunde på disse nye arealer. Industrikvarteret voksede op til Nordre Højmarksvej, hvor Silkeborg Maskinfabrik flyttede ud i tidsrummet 1968-1973.

Teknisk Skole flyttede også i flere etaper ud i industrikvarteret, og skolens flotte kollegium, Skolehjemmet, blev indviet i juni 1968 og blev et markant tegn på skolens eksistens i kvarteret.

Silkeborg var stolt over det nye industrikvarter. En avis kaldte det "et eventyr i jern og beton" med henvisning til de mange industribygninger, som blev opført i tidens byggematerialer, elementbyggeri med jern og beton.

Denne udvikling skabte også forandringer i selve byen, hvor industrien overlod bymidten til handel og servicefunktioner.


	Neckelmann A/S var en moderne tekstilvirksomhed, og den blev med tiden Silkeborgs største arbejdsplads.

Beskæftigelsen var god i 1960'erne. Erhvervsmæssigt skete der en række ændringer, og de mest markante forandringer var den store fremgang inden for administration og serviceerhverv og landbrugets dalende betydning. Inden for industri og håndværk var tekstil og beklædning fortsat dominerende (38,8 %) og dernæst kom jern- og metalindustrien (23,0%). Byens gamle flagskib inden for tekstilindustrien, Tekstilfabrikken Silkeborg, måtte dog lukke produktionen i bygningerne i Østergade og på Søvej.

Bilerne var tidens transportmiddel, og landevejene fik stor betydning for den stærkt forøgede trafik. Silkeborg havde en god, trafikal beliggenhed på aksen Århus-Herning-Ringkøbing/Holstebro med den udbyggede ringvej. De gode veje blev et argument over for virksomheder for at få dem til Silkeborg. Bilismens fremgang gav tilbagegang for togtrafikken, og Kjellerup-banen (1967), Bryrup-banen (1968) og Langå-banen (1971) måtte lukke.

KAJ NECKELMANN A/S

Kaj Neckelmann havde i 1957 startet en produktion af kunstsilke og syntetiske garner i lejede bygninger i Brede nord for København. Nationalmuseet skulle imidlertid bruge bygningerne, og Neckelmann begyndte at se sig om efter egnede lokaler. På samme tid måtte Silkeborg erkende, at det planlagte tekstilprojekt med Silkemi havde lidt skibbrud.

ERHVERV I SILKEBORG	1960	1970
Landbrug	1990 _˜ 13,6%	1232 _˜ 6,4%
Industri og håndværk	5700 _˜ 39,0%	7020 _˜ 36,6%
Bygge og anlæg	1315 _˜ 9,1%	1875 _˜ 9,8%
Handel og omsætning	2115 _˜ 14,6%	2816 _˜ 14,7%
Transport	840 _˜ 5,8%	856 _˜ 4,5%
Adm. og serviceerhverv	2605 _˜ 18,0%	4838 _˜ 25,2%
Uoplyst	- _˜ -	535 _˜ 2,8%

Silkeborg Kommunes erhvervsudvalg og Neckelmann kom i en dialog, som resulterede i en samlet flytning af virksomheden til Silkeborg. Kaj Neckelmann lagde vægt på, at Silkeborg var kendt med tekstilindustri, og at der derfor var mange, erfarne tekstilarbejdere i området.

Silkeborg Kommune kunne tilbyde en god grund i det nye industrikvarter, nye parcelhuse på Anemonevej til den nye virksomheds funktionærer og en hurtig og fleksibel betjening. Kaj Neckelmann ønskede kort tid efter etableringen at udbygge sin virksomhed med et større farveri. Det problem var kommunen også
med til at løse ved at tilbyde det gamle slagtehus på Drewsensvej til formålet. Det første spadestik blev taget i 1960, og produktionen var i gang i 1961.

Kaj Neckelmann A/S var en moderne virksomhed, og den ekspanderede voldsomt i løbet af 1960'erne. Flere gange måtte virksomheden udvides, og den blev Silkeborgs største arbejdsplads.

Kaj Neckelmann A/S indførte med udgangen af 1961 som den første virksomhed i Jylland 14-dagesløn i stedet for den traditionelle ugeløn. Det gav nye muligheder for at få opfyldt tidens fristelser ved afbetaling. Til en avis udtalte en hustru til en af arbejderne herom: Hun "synes, at det går bedre med at få betalt skat og afbetalinger. [Vi] har købt fjernsyn til 2000 kr. og skal afbetale 200 kr. om måneden. Fik vi min mands løn udbetalt hver uge, ville vi næppe få penge lagt til side til fjernsynet".

Næste kapitel

Boliger og byudvikling