KUNSTEN

Af museumsinspektør TROELS ANDERSEN

---

	Vilhelm Kyhn (1819-1903): Jysk skovegn. Motivet taget ved Silkeborg. 1845. Olie på lærred, 77,5x104 cm. Statens Museum for Kunst. Udstillet på Charlottenborg 1846. Kyhns billede indvarslede generationer af kunstneres dyrkelse af Silkeborg-egnen.

KUNSTEN - 1

Kunstnerisk skildring af Silkeborg

Da Carsten Hauch i 1853 udgav romanen Robert Fulton, skildrede han, hvordan den unge, vordende opfinder af dampskibet i sine kunstnerdrømme søger ud i de store, amerikanske skove for sammen med sin ven at hengive sig til landskabsmaleriet. De ønskede "at nå de egne, hvor naturen endnu kunne ses i sin vilde og ensomme herlighed". Fulton betragter et storslået landskab, men kan ikke lade være at bemærke, at floderne, der gennemstrømmer det, kunne forbindes, derved kunne man "finde et middel til en hurtigere og bedre sejlads". "Der kender jeg mine landsmænds ånd igen," råbte Barlow, "men nu er du her for at glæde dig over den store skovnatur og ikke for at gruble over, hvorledes den med fordel kan ødelægges." "Og dog må det engang ske," svarede Fulton.

Menneskenes indgriben i den uberørte natur er netop emnet for den første betydelige, kunstneriske skildring fra Silkeborg. Vandmøllen ved Gudenåen, isoleret i skovensomhed, midt i et vidtstrakt landskab, som de nybyggerboliger, Fulton og Barlow opsøger. Det var motivet for den tyskfødte Hermann Carmienckes store landskabsstykke fra 1846, der i dag hænger på Silkeborg Museum. Året før, i 1845, viste han på Charlottenborg-udstillingen et billede med titlen Parti i nærheden af Silkeborg. Carmiencke vendte flere gange tilbage til Silkeborg-egnen i sine billeder, således i en større komposition fra 1848 (En vandmølle ved Silkeborg), med en åben forgrund og møllen gemt bag løvhang. Møllen ved åen blev motiv for et maleri, en gouache fra 1848 og en radering fra 1849. Ellers foretrak Carmiencke at vise det københavnske publikum mere sydlandske motiver fra Tyskland og Italien. I 1851 emigrerede han, ejendommeligt nok netop til det Amerika, som Hauch lod sig fascinere af ved samme tid.

Hermann Carmiencke (1810-1967): Parti ved Silkeborg. 1846. Olie på lærred, 112x155 cm. Silkeborg Museum. Carmiencke var ligesom Kyhn i Silkeborg i 1845. Han nåede at vise et landskabsbillede fra Silkeborg samme år på Charlottenborg. Foto © Lars Bay.

Endnu mere udtalt end Carmiencke havde Vilhelm Kyhn vist det skovrige, mennesketomme land med søerne omkring Silkeborg i to billeder, udstillet på Charlottenborg i 1846. Med titlerne Jysk landskab. Motivet taget ved Silkeborg. Eftermiddagsbelysning, og Jysk skovegn. Motivet taget ved Silkeborg. Det ene af disse billeder var en meget anseelig komposition på ikke mindre end 123 x 188 cm. Måske var det netop denne skildring af det midtjyske landskab med sin hvilende, uberørte skønhed, der inspirerede Hauch til sin amerikanske fantasi? Efter Carmiencke og Kyhn fulgte andre kunstnere. Således Georg Libert, bl. a. i et maleri fra 1852 og Anton Edvard Kieldrup i en række mere eller mindre topografiske billeder. Begge savnede dog forgængernes sans for landskabets dramatiske storhed. Kieldrup koncentrerede sig mere om skildringen af bygningerne, gik tættere på sit motiv og behandlede det tungere, mere detailleret.

	Hans Nicolaj Hansen (1853-1923): Tyttebærpigen på heden. 1822. Pen, pensel, tusch på papir, 30,6x20,8 cm. Silkeborg Kunstmuseum. Tegningen, der er forlæg for en illustration i Ude og Hjemme 22.10.1882, er betegnet Graahede. Foto © Lars Bay.

Fra samme tid stammer Frederik Vermehrens billede af en jysk fårehyrde på heden, malet 1855. Det blev formentlig til under et besøg, som Vermehren aflagde på egnen ved Funder i 1855, kort før han tiltrådte sin første, store udenlandsrejse. Billedet, og en landskabsforstudie til det, findes på Statens Museum for Kunst.

I 1867 den 25. september gæstede Janus la Cour Silkeborg. Han var netop vendt hjem fra et toårigt studieophold i Paris og Rom. I Lunden tegnede han en stor studie af et par træer, hvis nøgne grene mod himmelen bringer J. Th. Lundbyes landskabsopfattelse i erindring. Det havde nok sine grunde. La Cour havde i 1856 sluttet venskab med P. C. Skovgaard, Lundbyes nære ven. For la Cour blev landskabet udtryk for en tabt harmoni og sammenhæng, hvorfra mennesket var lukket ude for bestandig. Denne vemodige tone spores også i tegningen fra Silkeborg. La Cour vendte i øvrigt tilbage til Silkeborg-egnen i 1868 og fandt motiver ved H. C. Andersens bænk og ved Almindsø, hvor han i 1873 malede endnu en skitse (nu i Statens Museum for Kunst).

Det blev en ny generation, og i den først og fremmest Godfred Christensen, der for alvor kom til at udnytte Himmelbjerg-egnens maleriske muligheder. Allerede i 1862, som sekstenårig, havde han under et sommerferieophold ved Horsens gjort en udflugt til Ry, og havde med den helt nye dampbåd "Hjejlen" gjort turen til Himmelbjerget. I 1866 kom han tilbage på en studietur sammen med en akademikammerat, Hans Friis. De slog sig ned i Silkeborg, hvor de vakte opmærksomhed i gadebilledet og opnåede at blive introduceret hos Michael Drewsen. Han bestilte hos hver af dem et billede med motiv fra Silkeborg.

Godfred Christensen malede flere studier i løbet af sommeren, fra Virklund gamle hulvej og fra Sejs Hede, samt en levende studie af graner, sandet jord og lav bevoksning ved Remstrup Å. Det sidstnævnte billede er nu i Silkeborg Museums eje. I 1866 viste han på Charlottenborg-udstillingen to malerier med motiver fra Silkeborg-egnen. Men studierne tjente ellers som forberedelse til større, sammenfattende landskaber, der ikke havde skitsernes direkte naturoplevede præg. En sådan komposition var Sildigt efterår. Motiv fra Silkeborgegnen, der i 1869 vistes på Charlottenborg. Billedet, fik den Sødringske opmuntringspræmie og indkøbtes til bortlodning af Kunstforeningen i København.

Næste kapitel 1880'erne