LITTERATUREN

Af fhv. lektor MICHAEL RASMUSSEN

---

	Jægeren St. St. Blicher tegnet af Chr. Dalsgaard flere år efter Blichers død. Herning Museum.

LITTERATUREN - 1

MØDET MED SILKEBORG

"Silkeborg. Prøv at sige det et par gange. Silkeborg. En borg af silke. En befæstet by med tårne og tinder af lutter silke. For en fjende må det være vanskeligt at skulle angribe. Allevegne møder man kun stof, der vajer og vifter og giver efter. Slår man, er det i en dyne, der ikke giver genlyd. Man aner ikke, om man har ramt. Man aner ikke, hvor man har hvem eller hvad eller noget som helst. Portiererne kan være fulde af dolke og knappenåle. Og netop når alting tilsyneladende ser allerdovnest og blødest ud, når alting slasker allerskikkeligst og mest eftergivende, kan vinden springe om, blæse op som en orkan og få det blide stof til at stå stramt og smældende hårdt som én stor fane, der fejer alt over ende". (Kjeld Abell: Silkeborg. 1946.)

Så flot og så dramatisk oplevede nogle af os navnet Silkeborg første gang, og ens forbløffelse blev ikke mindre, da man opdagede, at navnet virkelig formodes at betyde "borgen af silke". "Navnet er ligesom bl.a. Guldborg af alment rosende indhold", skriver Bent Jørgensen i Dansk stednavne-leksikon (1982). Det må vel i så fald formodes at henvise til egnens skønhed og ynde. Historien om bisp Peder, der kastede sin silkekalot i Gudenåen, hvor den så drev i land på det sted, hvor Silkeborg Slot ligger, forekommer knap så sandsynlig. Hr. Peder, både den første og den anden, gik hellere med jernhat end med silkehue.
En anden mulig, tidlig erindring om egnen kan ligge i slutlinierne og i omkvædet til folkevisen om Torbens datter: "Så red han over de sorte heder" - og "Der dagen, han dages, og duggen, hun driver så vide". Det mener i hvert fald Ejnar Thomsen i værket De danske Heder (1943).

Et papirklip af H.C. Andersen fra Christines Billedbog, 1859. Silkeborg Kunstmuseum. Foto © 1995 Lars Bay.

Men så skal vi mange hundrede år frem, før vi igen møder Silkeborg-egnen i litteraturen. Det sker, da sognepræst for Gjødvad-Balle menigheder Ole Bork i 1829 i månedsskriftet Nordlyset udgiver to noveller: Ebbe og De tre Klokker underskrevet med signaturen B (gotisk B). På samme tid og i samme månedsskrift udgiver Blicher Hosekræmmeren, Peer Spillemands Skibsjournal og Telse - også under signaturen B, men et latinsk B. Det skabte en overgang nogen forvirring.

Ebbe og De tre Klokker er bygget over to stedsagn, det første om to ridderes strid om den enes datter, den anden om en from piges lange rejse til Rom for at hjælpe sin bror, der står i fare for at blive tvunget til at lade sig skille fra sin hustru. De tre klokker er en gave fra hende til kirkerne i Kragelund, Balle og Sejling, men kun de to første når deres bestemmelsessted. Den sidste ligger på bunden af Gudensø. Til slut anfører Bork Thieles sagn om bisp Peder og silkekalotten. Adolf Ludvig Drewsen, farbror til Michael Drewsen, kendte også disse og andre sagn fra egnen og fortæller dem i forbindelse med sin dagbog i 1850.

Mest spændende som litteratur betragtet er imidlertid Blichers novelle Himmelbjerget fra 1833. En historie om at mødes og skilles og mødes igen, om sommernattens fortryllelse og dagens afsløring af tingenes rette sammenhæng. En ret triviel historie. Men naturbillederne er fantastiske!

"Det var bleven Dag. Langsomt oprulledes i Nordosten Nattens dunkle Forhæng. Lysere og lysere blev Himlens Blaae. Lærkerne sang deres tusindstemmige Morgenchor. Skovens Fugle begyndte med enkelte korte Fløjtetoner at stemme deres Struber. Gjennem Dalene nedrullede de blege Taagebølger og lagde sig som et Tæppe paa Søen".

Seks år senere, i 1839, var Blicher i fuld gang med at forberede det første folkemøde på Himmelbjerget. Det blev til fem i alt - med stigende fiasko. Efterhånden begyndte mange at opfatte Blicher som en farlig mand, sådan som han ivrede for en fri forfatning! Sidste møde var i 1844, og den fri forfatning kom som bekendt i 1849. Året før var Blicher død.

TURISTERNE KOMMER

H.C. Andersen blev den næste digter, der besøgte Silkeborg-egnen - som familien Drewsens gæst. Det blev til tre besøg, grundigt behandlet og dokumenteret af Otto Bisgaard.

Det første besøg i 1850 har hele nyhedens interesse. Andersen suger til sig og noterer i sin dagbog, f.eks. om de sorte storke: "Der er noget troldmæssigt at see en Skare af disse sorte Dyr spanke i de stille Moser". - eller: "I Horisonten steeg en tyk Røg, det var Hedebranden. Ved Solnedgang blodrød Luft, Skovene blev derved mørkere. Hederne mere sorte; det vrimlede med Oldenborg".

Det næste ophold i 1853 blev forlænget af koleraepidemien i København, og Andersens sidste besøg i 1859, mens Drewsen selv var i hovedstaden, var direkte dårligt for Andersen. Alt driller: det er for varmt, kludekogningen lugter hæsligt (det gør den jo også!), børnene græder hele tiden og Himmelbjerget er jo i grunden ikke særlig højt! Men han fik dog skrevet lidt: i 1853 den charmerende rejseskitse Silkeborg til Folkekalender for Danmark 1854, i 1855 historien om Ib og Lille Christine.

I dagvognen mellem Viborg og Randers skrev han 1859 det fine, lille digt: Jylland mellem tvende Have. Laserne (papirfabrikationens råstoffer) kom i 1865 og Christines Billedbog i 1859.

	Akvarel af P.C. Skovgaard: Dagligstuen på Christinelund under herregården Nysø. Christine læser højt for moderen, Jonna Stampe, datter af Adolf Ludvig Drewsen, gift med Henrik Stampe. 1860'erne. Privateje.

Andersen var opmærksom på andet end naturen, da han var her. Han bemærkede også teknikkens indtog i Danmark. Og hans begejstring var stor. I den sene ikke helt vellykkede roman: At være eller ikke være (1857) følger vi Niels Brydes brud med barndomshjemmet og den gamle konservative præstefar, da han møder den nye tid her i Silkeborg med opførelsen af papirfabrikken:

"Niels Bryde traadte ind i Hovedbygningen, der endnu fra gammel tid kaldtes "Slottet". I den store Sal herinde traf han paa næsten hundrede Mennesker, Tømrersvende samt Haandlangere, der sad som de kunde, paa Kurve og Tønder og spiste deres Mad; Kruus og Flasker stode paa Gulvet. En storartet Papiirfabrik skulde anlægges, den rige Vandmasse i Gudenaa gjøre Tjeneste. Ingen tænkte endnu ret den store Betydning, denne nye Bygning vilde faa, at den var Spiren midt i Oplandet til en ny Stad, et nyt Liv skulde fødes paa Heden. Det var i Aaret 1844".

Henrik Pontoppidan fortæller i sine erindringer Drengeaar (1933) om et besøg på egnen, som han aflagde som meget idealistisk, 16-årig ung mand (1873). Også han var begejstret:

"Her (på papirfabrikken) mellem de snurrende Hjul, mellem Valser og Løbebaand, stod jeg i mit Fremtidsrige. Stemplernes tunge Stampen og Svinghjulenes Buldren lød i mit Øre som en løfterig Velkomst. Da jeg om Aftenen ved Solnedgang stod oppe på Himmelbjerget og saae ud over det taageslørede Land, gjorde jeg mig selv det Løfte for Alvor at ville ryste Drengenykkerne af Ærmet. Jeg vilde igen tro paa at være født under en lykkelig Stjerne og fra nu af møde den Skæbne, der var mig tiltænkt, som en Mand".

Bortset fra, at det gik ganske anderledes for Pontoppidan, end han dengang forestillede sig, er det et ganske flot billede på den næsten euforiske maskinglæde, som greb så mange af den såkaldte Gründer-periodes unge.

Næste kapitel Silkeborgs egne forfattere