LITTERATUREN

Af fhv. lektor MICHAEL RASMUSSEN

---

	Tyske soldater på Torvet i Silkeborg 1864.

LITTERATUREN - 2

SILKEBORGS EGNE FORFATTERE

Omtrent samtidigt med H.C. Andersen - i 1856 - holdt Jens Chr. Hostrup, som han selv udtrykte det - sit indtog i Silkeborg. Han ville gerne ud af sit skriveri og ind i præstegerningen. Han og hans kone Elisabeth blev de første præstefolk i byen, efter at Silkeborg var blevet hovedby i pastoratet med Linå som anneks.

Efter Hostrups død i 1892 udsendte hans kone 2. bind af hans erindringer (det første kom i 1891), som bl.a. omhandlede tiden i Silkeborg. Det er en meget morsom beskrivelse af en præsts glæder og sorger i de år, da mormoner og dommedagsprædikanter nok kunne give en præst noget at bestille. Samme år - 1856 - kom distriktslæge Christian Fibiger og hustru Elfride, til Silkeborg. Hendes erindringer Fra Provinsen, blev først udgivet af Jul. Clausen 1939, og er et udmærket supplement til Hostrups.

Hun fortæller bl.a. om den tyske besættelse af byen fra maj til november 1864. Den tyske afdeling var på 3000 mand, byen havde 2338 indbyggere, så distriktslægen havde nok at se til, og han gjorde sit arbejde samvittighedsfuldt. Det sled ham op. Byen modtog 12.000 rigsdaler af staten i erstatning. Besættelsen havde kostet byen over 16.000 rigsdaler, bemærker Elfride tørt.

Omkring århundredskiftet skrev en udmærket dialektdigter, Chr. Sørensen Thomaskjær fra Glarbo, sine digte, og lidt senere kom Edv. Egeberg. Han er en uhyre flittig forfatter både af skønlitterære og historiske værker. Til de sidste hører hans hovedværk Silkeborg Slot I-III (1923-24), hvortil kommer en række historiske romaner, som f.eks. Bromanden (1921), med motiv fra et lokalt sagn om Thomas Bromand, der vender hjem fra de store krige i Centraleuropa i midten af 1700-tallet for at nyde sit privilegium som kro- og bromand i Resenbro. Men jalousi formørker i den grad hans sind, at han ender med at slå sin unge og i øvrigt helt sagesløse kone ihjel. Han når dog at blive overbevist om hendes uskyld og forstår, at han kun har sit eget uregerlige sind at takke for sin ulykke. Afklaret bestiger han til slut retterhøjen.

Henrik Pontoppidan som ingeniørsoldat sommeren 1880.

En forfatter, hvis hele forfatterskab viser hen til hans hjemegn, er Jørgen Nielsen. Landskabet er ikke det idylliske ved Silkeborgsøerne, men det flade og mørke mod vest. Det er heden, der begynder her, og folk i Pårup var i trediverne, da Jørgen Nielsen skrev sine bøger, lige så mørke af sind som landskabet omkring dem. Figurer i et Landskab hedder en af bøgerne meget præcist.

Titlerne er i det hele taget overordentlig oplysende: Lavt Land, Offerbaal, En Kvinde ved Baalet og Dybet. Der er ingen nemme eller svære løsninger. Der er slet ingen. Andet end at gøre sin pligt til det yderste. Selv om det er forgæves. Et gribende forfatterskab, kompromisløst og sanddru.

Nis Petersen boede i sine sidste år i Laven. Det bærer hans digtning kun få spor af, men smukt har en kollega Orla Emmer (1920-76) fastholdt ham i digtet

Orla Emmer, har foruden mange artikler skrevet fire digtsamlinger. Digtet her er fra Kun væksten ser jeg (1976).

Albert Dam, bageren fra Kjellerup, boede i sine sidste mange år i Silkeborg. Han skrev sine første bøger lige efter århundredskiftet, og begyndte så for alvor at skrive igen i slutningen af 1950'erne. Hans vigtigste bøger kom, efter at han var fyldt firs! Han er blevet nævnt som den tredje store mytedigter i dansk litteratur ved siden af Johs. V. Jensen og Martin A. Hansen. De fire mest bemærkelsesværdige bøger er Syv Skilderier, (1962), Vesteuropæers Bekendelser, (1963), Menneskelinjen, (1965), Elleve Rids, (1967).

Mens Johs. V. Jensen og Martin A. Hansen måtte kæmpe sig ud af deres tids undergangsstemning (Johs. V. Jensen) og refleksionssyge (Martin A. Hansen), så arbejdede Albert Dam sig med enestående stædighed uden om det moderne sammenbrud ned til vore fælles forudsætninger, hvis væsentligste drift efter Dams mening var viljen til at overleve og herske.

					Ved Nis Petersens buste De to mænds spørgsmål bragte mig et øjeblik i forlegenhed. En grov næve (en slagters formodentlig) holdt en svær kæp op mod skulpturens skrånende pande... Hvem manden var? Lidelsens og smertens søn, ville jeg have sagt. Angerens og de vilde stormes foretrukne bytte, tænkte jeg så og derpå: Samvittighedens og sandhedens tro våbendrager. Mit svar ramte den spørgendes ryg: Busten er rejst for en særling, der samled på små børns smil. Richard Gandrup
Forfatteren og træskomanden Christian Sørensen Thomaskjær (1841-1919). Foto 1902.		Forfatteren Edvard Egeberg (1855-1938) skrev også romanen En Præsteskæbne.
Digterpræsten Jens Chr. Hostrup fotograferet i København.		Forfatteren Richard Gandrup holder tale ved afsløringen af billedhuggeren C.V. Garms buste af sin bror, Nis Petersen, i Laven 1950.

Nogle af de store temaer i Vesteuropæers Bekendelser - og i Dams forfatterskab i øvrigt - er således magten, kærligheden og døden. Om de to første siger han her, at magten skal man gribe, hvis den tilbydes en - også med risiko for at misbruge den; det kan man aldrig værge sig imod. Og kærligheden skal man følge, for den er i sin frastødning og tiltrækning selve den tvedelte grundmagt, hvorpå hele "verdensmekanismen" beror.

Om døden siger han stærkt og myndigt: "Og Du døer hver Dag og Din Død er endelig i hvert øjeblik. Når Du har gennemlevet det hele og det er længe siden Du var til, skal tings bevægelser og menneskers tale, begivenheders sande forløb og dyrs brølen, jordens naturkatastrofer og verdensrummets eksplosioner, småbitte muldskabningers mimrende liv og usynlige atomer i rummets tågemasser synge om Dig, at Du engang var til og stadig er der".

Kaj Munks tilknytning til Silkeborg er kendt af enhver. Det var her uden for byen, på Hørbylunde Bakke, tyskernes håndlangere den 4. januar 1944 myrdede ham, og det var fra Silkeborg, Kaj Munk dagen efter blev ført til Vedersø, fulgt til bygrænsen af den største menneskeskare, man havde set på egnen nogen sinde. Tyskerne holdt sig diskret borte.

Også Julius Bomholt er Silkeborg-forfatter. Hans erindringsværk med På vej til livet (1956) som det første bind er et af de fineste i dansk litteratur. Men også i større sammenhæng fik Bomholt betydning. Han blev undervisningsminister i 1950 og den første kulturminister 1961. Som sådan fik han vedtaget en ny bibliotekslov og oprettet Statens Kunstfond. Men han var kulturminister, længe før han blev udnævnt til det. Hans bog Arbejderkultur (1932), som partiet, da den udkom, havde svært ved at acceptere, blev afgørende for Socialdemokratiets kulturopfattelse og dermed for en god del af landets kulturpolitik.

I et næsten programmatisk afsnit i bogen skriver han om funktionalismen eller funkis'en, som den jo blev kaldt: "Den demokratiske Klarhed i Linjerne kom (i funktionalismen) tydeligt frem i de offentlige Kontorer, hvor Tingene var nøje afstemt efter Brugbarheden, i Skolelokaler og Biografteatre. Men ogsaa Hjemmene fulgte med i denne Udvikling, saa at Indboet kom til at svare til de moderne Komplekser, der tidligere er omtalt.

Hvad der muligvis i denne Proces gik tabt i Retning af Særegenhed og individuel Fantasi, blev hundredfold erstattet af teknisk Fuldkommenhed, Nytteværdi og økonomisk Opnaaelighed".

I dette sidste afsnit nærmer Bomholt sig en af tidens berømteste formuleringer af kravene til moderne arkitektur og brugskunst - Bauhaus-idealet: at produktet skal være funktionelt, billigt og smukt. Men han er villig til at afstå fra det sidste: det æstetiske. Det fik konsekvenser. Og så fortsætter han med noget, der ligner en fremtidsvision:

"Hvor Kirke og Slot tidligere var dominerende Bygninger i Byen, rejste sig de offentlige Komplekser: Skoler, Biblioteker, Badeanstalter, Jernbanestationer, Posthuse, Elektricitetsværker o.s.v." Men det var ikke en fremtidsvision. Det var udsigten fra Th. Langs Gymnasiums øverste etage, hvor den unge Bomholt havde været både elev og lærer.

Elfride Fibiger og hendes mand, dristriktslæge Christian Fibiger som forlovede i 1855. ELFRIDE FIBIGER OM PREUSSISKE SOLDATER I SILKEBORG 1864 I Silkeborg befandt sig 1. pinsedag 24 officerer, 786 mand og 16 heste. Ikke så snart havde officererne tidligt på formiddagen begivet sig, som det hed sig, ud på jagt, førend der blev uro i lejren, og der skete noget lignende hos Drechsels den 24. april, hvor preusserne tillod sig de skamløseste ekscesser ude i forhaven foran Drechsels bolig, ja endog drev det så vidt, at de hen på aftenen kastede sten ind ad vinduerne. Det var et mirakel, at fru Drechsel, der sad med sin lille en måned gamle dreng på skødet, ikke blev ramt. På faders opfordring om han ville skaffe pålidelige oplysninger om den tyske indkvartering på Silkeborg, sendte farver Chr. Hammer nedenstående: "Fra 24. april 1864 indtil november inklusive havde der i kortere eller længere tid tilsammen været indkvarteret 11.862 menige af alle våbenarter såvel preussere som østrigere; dernæst 306 officerer, deriblandt en general og en oberst. Af heste havde der i nævnte tidsrum været opstaldet 799 og 600 stude". (Elfride Fibiger: Fra Provinsen. Erindringer fra Aarhus og Silkeborg 1852-68. 1939).

Næste kapitel Litterære foreninger