Silkeborg 1846-1996
HISTORIE - NATUR - KULTUR
Du er her: Forsiden By og arkitektur Nybyggertid

BY OG ARKITEKTUR

Af lektor DORTE FOGH og mag. art. LEO K. JENSEN



  Se illustration i stor størrelse
  Ingeniørmajor C.F. Schlegel: Dispositionsplan for handelspladsen Silkeborg, 1845. Klik på billedet og se det i stor størrelse.

Tiden 1845-1941

BYUDVIKLING - 1

NYBYGGERTID

Silkeborgs dåbsattest er et kort, en grundplan. Den blev udfærdiget i 1845 af major ved ingeniørkorpset C. F. Schlegel og kom til at udgøre det byplanmæssige grundlag for handelspladsen Silkeborg, som efter kongelig resolution blev oprettet i 1846.

Intentionerne var beskedne. Langs en øst-vest-gående akse, som orienterede sig mod henholdsvis Århus og Ringkøbing, blev der afstukket to gader, Østergade og begyndelsen af Vestergade, et torv og 30 grunde. I hver sin ende af torvet blev der anbragt en kirke og et rådhus modsat orienteret af, hvad vi ser i dag.

Det viste sig imidlertid hurtigt, at intentionerne havde været alt for beskedne. Og efter anlæggelsen af Søndergade, oprindelig Themgade, i 1848 og Rådhusgade i 1850 kommer den første store byudvidelse allerede i 1851. Antallet af grunde mere end tredobles. Nygade og Fredensgade, dengang Reberbanen, stikkes af, og bebyggelsen føres ad Vestergade ud til den senere Hostrupsgade. Efter Tværgades anlæggelse et par år senere er Silkeborgs nuværende bymidte en realitet. Byen bliver endeligt afgrænset af en markedsplads og et bredt, beplantet bælte mod syd og vest.

Silkeborg er sammen med Esbjerg de eneste planlagte, danske byer i 1800-tallet. Grundplanen er for Silkeborgs vedkommende skakbrætternet. Det vil sige, at de lige gader skærer hinanden i rette vinkler. Det er en glimrende planløsning for en hurtigt voksende by. Nye kvarterer kan føjes til det allerede eksisterende gadenet, uden at hverken orientering eller overskuelighed går tabt. Til toppen

EFTER JERNBANEN

I 1871 videreføres jernbanen fra Skanderborg til Silkeborg. Den ny banegård placeres et stykke uden for byen, og mellem denne og banestrækningen bliver betragtelige områder nu tilgængelige for nybyggeri.

Fra 1880 og i årene frem udlægges her en række nye gader - akkurat som vi finder dem i dag, og byens afgrænsning markeres herefter mod syd af Drewsensvej langs banestrækningen og af Toldbodgade mod vest.

På overgangen mellem den gamle by og de nye kvarterer anlagdes endvidere et nyt torv, Skoletorvet. Det kunne meget belejligt placeres i hjørnet af det grønne bælte, som omgav 1850'er byen. Anlæggelsen af banegård og torv resulterede i, at man nu havde fået fastlagt den opdeling af den indre by i tre funktionelle knudepunkter, som vi til en vis grad møder den dag i dag. Rådhustorvet udgjorde byens handelsmæssige, forvaltningsmæssige og kirkelige centrum. De skole- og senere biblioteksmæssige funktioner knyttede sig til Skoletorvet og gaderne tæt herved. Og endelig blev banegården det overordnede, trafikale knudepunkt. Til toppen

FRA KØBSTAD TIL STOR KOMMUNE

I årtierne mellem 1900 og 1940 rykkede byudviklingen syd for banen. De gamle bydele mod nord blev efterhånden fyldt op, men i modsætning til den stramme og styrede byudvikling her, blev udviklingen i de nye områder i vidt omfang bestemt af kræfternes frie spil. Vejforløbene vidner stadig om dette forhold. Sagen var, at jorden ejedes af private, og deres interesser var mere præget af salgsmuligheder og salgspriser end af overordnede og almene hensyn.

Amaliegade 8  
Amaliegade 8.

 
Den eneste regulerende faktor var Bygningsvedtægten af 1905. Den var imidlertid for svagt et redskab til reelt at kunne styre udviklingen. Omkring 1920 så kommunen sig nødsaget til at gribe ind. Et sagkyndigt udvalg fik til opgave at udarbejde en vejplan, og man havde her helt specielt kik på det sydvestlige område mellem banen, Ørnsø og Almindsø, hvor tilstandene var nærmest klondykeagtige. Vejplanen godkendtes i 1923 og blev i det store og hele bestemmende for udviklingen i årene herefter.

De vigtigste resultater blev Lyngbygades fortsættelse til Ørnsøvej ad den nye gade, Vestre Allé. Et net af gader mod nord og syd fik herefter tilslutning til denne, bl. a. Rolighedsvej, Nørre Allé og Almindsøvej. Øst for Lyngsø udlagdes Lyngsøvej og Bryndumsvej. Omkring 1940 var grænserne nået for yderligere vækst; der var helt enkelt ikke mere plads til rådighed. Mod øst, syd og vest lå statsskovene som uigennemtrængelige barrierer, og umiddelbart nord for Langsøen stødte man ind i Balle og Gødvad Kommuner. Problemet blev løst i 1941. Dele af de to kommuner blev indlemmet i Silkeborg Kommune, som herved fik mulighed for ekspansion nordpå. Til toppen

TVÆRSNIT GENNEM BYENS ARKITEKTUR

Den indre by i Silkeborg er resultatet af en vedvarende og spændingsfyldt byggeproces fra begyndelsen i 1846 til i dag. Det gælder naturligvis byggeriet i de fleste af landets byer. Men i Silkeborg er det i eksemplarisk grad tilfældet, fordi der her ingen rigtig gammel arkitektur var at tage hensyn til, når man byggede. Man har til stadighed bygget nyt, bygget ovenpå, raget ned, bygget om, fyldt huller ud osv. uden smålig skelen til det, der var. Derfor oplever vi i dag heller ingen harmonisk sammenhængende facadeforløb i den indre by, eller gaderum præget af ensartede, arkitektoniske udtryk. Tværtimod. I gadernes husrækker indgår næsten altid bygninger fra hele Silkeborgs levetid, og samlet efterlader de et flimrende og desværre ofte også ubearbejdet og kontrastfyldt indtryk.

Silkeborg har altså altid været på vej til at se anderledes ud. Byen anno 1910 var meget forskellig fra 1860'ernes by både i størrelse og udseende, og byen fra 1910 igen meget forskellig fra nutidens Silkeborg. Til toppen

HUSENE I DET FØRSTE SILKEBORG

  Vestergade 1865
  Vestergade, 1865.

Den tidligste by kan kun erkendes meget sporadisk i den nuværende. Husene var efter vores målestok små og uanseelige, og bybilledet åbent og overskueligt i en grad, vi har svært ved at forestille os i dag.

Kun omkring Torvet og i Østergade byggede man i to etager. Ellers var det almindelige enetages huse i grundmur og med teglhængte tage i røde sten. Hvis huset var et enfamiliehus, havde det som regel mod gaden to vinduesfag, som kunne ligge enten til højre eller venstre for indgangsdøren. Indenfor lå stuen mod gaden, og mod gården et mindre soveværelse og et lille køkken. I et tofamiliehus sad døren midt i facaden med to vinduesfag på hver side. De dekorative detaljer var sparsomme. Oftest indskrænkede de sig til et gesimsbånd mellem muren og taget og måske enkle omramninger omkring vinduerne.

Den stadige strøm af især fattige tilflyttere til byen bevirkede, at huse af denne tidlige type forblev almindelige helt op til århundredskiftet, syd for banen endog indtil første verdenskrig. De var imidlertid, deres uanseelighed til trods, både billige og fornuftige. Til toppen

Næste kapitel Det offentlige byggeri

© Silkeborg Bibliotek og forfatterne. Publiceret på nettet april 2005. E-mail til webredaktøren