BY OG ARKITEKTUR

Af lektor DORTE FOGH og mag. art. LEO K. JENSEN

---

Dansk Arkitekt- og Ingeniørkontor af 1945: Borgergade 48-56, 1988. Arbejdernes Byggeforening. I tilknytning til Rosengårdcentret med aktiviteter for pensionister og handicappede m.m. ligger en række postmoderne ældreboliger. Byggeriet citerer flittigt anden og tidligere arkitektur, bl. a. engelske karnapper, altaner og skibsrælinger fra 1930'erne. I midten står et lille, sekskantet hus med lyserøde søjler. Foto 1995 © Lars Bay.

Udviklingen efter 1973

DÆMPET VÆKST

SATELLITBY

I 1970 lagde man Balle, Funder, Gødvad, Kragelund, Lemming, Linå, Sejling-Sinding, Serup og Silkeborg Kommuner sammen med en del af Them Kommune (Virklund) og fik dermed en storkommune. Her tog man hurtigt fat på at udarbejde en dispositionsplan for de næste 15 år.

Der var enighed i byrådet om, at borgerne skulle høres, inden man vedtog de principielle retningslinjer for kommunens byudvikling. Efter høringen vedtog byrådet i 1973, hvordan byen skulle se ud i fremtiden. Man valgte mellem tre modeller:

En udbygning af syv mindre områder. Denne model havde den fordel, at man ikke affolkede de aktuelle landsbyer, men den ville være dyr på grund af de store afstande. Man kaldte modellen Bilbyen. En anden mulighed var Den kompakte By, dvs. en udbygning af den allerede eksisterende by hovedsagelig i et bælte mod nord. Afstandene mellem arbejdsplads og bolig ville ikke blive store, men på grund af terrænforholdene ville kloakeringen blive bekostelig. Derfor valgte man efter udenlandske forbilleder den tredje mulighed: Satellitbyen. Et stort bysamfund med alt, hvad dertil hører ved Sejling-Lemming-Nisset.

De oliekriser, der fulgte i årene efter den demokratiske vedtagelse, satte imidlertid en brat stopper for de store planer. Det fik alvorlige, trafikale konsekvenser, fordi det underdimensionerede vejnet i den indre by blev endnu mere overbelastet.

POSTMODERNISME, NYRATIONALISME OG DEKONSTRUKTION

	Årstiderne: Arepa, 1993. Mads Clausens Vej 12. Direktør Steen Konradsen ønskede at bygge spændende og godt, da det ikke kostede ret meget mere. Firmaets administrationsbygninger er blevet apteret med flere detaljer fra skibsbyggeri såsom en kommandobro til direktionen.

Oliekriserne gav troen på samfundets ubegrænsede vækst et grundskud. I sidste del af 1970'erne kom der mange symptomer på, at det fasttømrede verdensbillede var ved at gå i opløsning. Modernismens standardisering havde været med til at nedbryde samfundets værdihierarki. Alt blev med et af tidens slagord lige gyldigt. Man opgav således forestillingen om, at et individ har én identitet, som det skal erkende og vedgå sig. I stedet begyndte unge mennesker at iscenesætte deres liv. De indstuderede scenarier foran store spejle og øvede sig i at skifte roller.

I overensstemmelse hermed fik mange stilarter lov til at se dagens lys i arkitekturen omtrent som under historicismen i slutningen af 1800-tallet. Søjler og gavlmotiver m.m. blev hentet frem fra glemselen efter at have været bandlyst siden funktionalismen.

Postmodernistisk arkitektur rummede mange lånte stiltræk fra tidligere tiders bygninger. Lysende pastelfarver gav i disse år en mere oplevelsesrig byggekunst, end man havde set længe. I Silkeborg var Amaliegården et af de første steder, hvor man legede med farver og former. Ligesom husenes facader blev mere levende, skiftede deres grundplaner karakter og blev mindre fastlåste. Rumindretningen blev mere fleksibel og dynamisk.

ÅRSTIDERNE Det silkeborgensiske arkitektfirma, Årstiderne, blev oprettet i 1985 af Per Laustsen. Målet var at bygge spændende huse. Man ville ikke skabe nye, stilistiske udtryk, men man ville gerne bringe tidens nye strømninger hertil. Det ambitiøse og talentfulde firma kom derfor hurtigt til at sætte sit præg på bybilledet både med ny- og ombygninger.   Årstiderne: Danwear, 1992. Kastaniehøjvej 2. Jysk Trikotagefabriks anonyme industribygninger på Nørreskov Bakke fik et løft, da de blev ombygget. Nye, dynamiske former afløste modernismens kassebyggeri. Mange kontraster som åbent og lukket, organisk og kantet, let og tungt, vertikalt og horisontalt, hvidt og farvet gav et sammensat og udstryksfuldt resultat. De dekonstruktive bygninger står som et iøjnefaldende vartegn for firmaet ved en af byens udfaldsveje og vidner om opfindsomhed og kvalitetssans.   I begyndelsen byggede man postmoderne, siden dekonstruktivt og nu nyrationalistisk. Men det har hele tiden været karakteristisk, at man i højere grad tog udgangspunkt i stedet og sammenhængen end i teorier om arkitektur. Nogle var begejstrede for postmodernismens formsprog, andre var mere kritiske og talte om overflade-dekoration. Parallelt med tidens værdisammenbrud kunne man se splintrede huse eller bygningsdele, der hørte sammen uden at udgøre en visuel helhed som f. eks. i Danwears iøjnefaldende byggeri på Nørreskov Bakke. Det synes at være sat sammen som en moderne skulptur med større vægt på de æstetiske kvaliteter end på de funktionelle. Man kalder denne form for arkitektur for dekonstruktion. I slutningen af 1980'erne rettede nogle arkitekter igen opmærksomheden mod bygningernes funktion som udtryk for en ny rationalisme. De hæftede sig ved forskellige typer af bygninger som tårnet, broen eller lignende. Et eksempel herpå kunne være det trappetårn, der danner overgang mellem den gamle og nye del af Kejlstruplund. Der er noget arketypisk over det, idet det på samme tid har urgamle og helt nye træk. Nyrationalistiske arkitekter var endvidere meget opmærksomme på de lokale traditioner for arkitektur. Man ville ikke bruge tilfældige elementer som dekoration, men sikre sig sammenhæng med omgivelserne. Det kunne bl. a. ske gennem farvevalg og formsprog. I Silkeborg anbefalede man de jordfarver, som fandtes i området, og man genanvendte de former, som fandtes i de nærmeste huse. Man taler i den forbindelse om regionalisme. Ønsket om at skabe helhed et bestemt sted var karakteristisk for de tidlige 1990'eres udfyldningsarkitektur. Arkitektur er drømme omsat til huse. Det er en smuk drøm engang at få et af landets mest velbeliggende gadekryds, nemlig Chr. 8. Vej fra havnen/Østergade til Viborgbroen, gjort til et harmonisk hele af bygninger og grønne områder langs vandet til glæde for byen.

Næste kapitel Kirke og folk