Silkeborg 1846-1996
HISTORIE - NATUR - KULTUR
|
||||||||||||||||||
Da Jeppe Johansens broder, Karl, skulle giftes i slutningen af 1820'erne, inviterede han soldaterkammerater fra Fyn og deres venner med. Derved kom Peder Larsen Skræppenborg med til bryllup i Sinding og lærte af Jeppe Johansen, at "Gud elsker Menneskene". Peder Larsen Skræppenborg tilhørte de gudelige forsamlinger, de vakte. Han rejste i 4 årtier rundt og holdt vækkelsesmøder i Jylland, når han havde fået høsten i hus på sin fynske gård. Senere fik han stor indflydelse på Christen Kold. Begivenhederne ved brylluppet i Sinding understreger, at Silkeborg var en del af det, der foregik i det øvrige Danmark på den tid, og de fortæller, at der fra Silkeborg-egnen øvedes en betydelig påvirkning af folk i andre egne. Som endnu et eksempel på det er det oplagt at nævne, at Jeppe Johansen havde den opfattelse, at trosbekendelsen, som enhver konfirmand kender, skulle være et ord fra Jesu egen mund til apostlene. Opfattelsen, som han publicerede i 1837, og som Grundtvig bakkede op, indebærer et syn på menigheden som den egentlige traditionsbærer. Dette menighedssyn er nævnt her i begyndelsen, fordi det er karakteristisk for det silkeborgensiske kirkeliv, at det er båret af folk i og uden for kirken. Når det er sagt, er det alligevel på sin plads at trække byens første præst, Jens Chr. Hostrup, frem, fordi han med sine anskuelser prægede byen flere årtier frem.
JENS CHR. HOSTRUPSilkeborgs første præst fra 1856 var ikke folkevalgt. Menighedsrådsloven, der gav menighederne ret til præstevalg, trådte først i kraft i 1912. Her i byen er hans navn knyttet til Hostrupsgade. I hans samtid var hans navn kendt grundet hans viser og skuespil. Genboerne er et af dem.
Hostrup gik ikke fra hus til hus på besøg. Det følte han anmassende, men han kom, når der blev kaldt på ham, og han kom, når han følte det nødvendigt. Det gjorde han bl. a., når tidens omvandrende prædikanter fik tag i hans sognebørn. Mest bemærkelsesværdigt er nok hans opgør med mormonerne, der var ved at få indpas i hans sogne og havde gendøbt et par mennesker i Silkeborg Langsø. Ligesom de opfordrede folk til at udvandre til den senere mormonstat Utah. Til det kuriøse hører Hostrups fortælling om hans besøg hos et par unge piger, der levede i håbet om at komme til Utah. For at berøve Utah noget af sin dragende glans fortalte han om flerkoneriet der, men det afskrækkede dem ikke - "de indsaa jo straks, at netop dette gav den bedste Udsigt til at faa en Mand". Hostrup var mod vanekristendom. Imod massekonfirmation og konfirmandaltergang. Han var imod den vanemæssige altergang 2 gange om året, ja nægtede ligefrem at tage distriktslæge Fibiger til alters, fordi han - fejlagtigt - mente, lægen havde udtalt sig imod kristendommen. Det var slidsomt for Hostrup at være præst i Silkeborg med de mange køreture til Linå, så da kongen ville have ham som slotspræst i Hillerød, tog han imod stillingen og flyttede fra den præstegård på Vestergade, der stod færdig i 1858, og som nu ejes af et forsikringsselskab. Tilbage stod i 1862 kredsen omkring Hostrup. SILKEBORG SOM KULTURCENTRUMSådan betegnes byen i slutningen af 1800-tallet dels på grund af de skoler, der voksede frem, men nok så meget fordi byen var centrum for et vidtspændende folkeligt-kirkeligt arbejde af grundtvigsk tilsnit.Da Hostrup rejste, og ministeriet udnævnte en ny præst, der ikke tilhørte den grundtvigske kreds, stod vennekredsen tilbage ledet af købmand C. S. Knap, ofte kaldet "Patriarken", brygger Rasmus Pedersen, der døbte sine børn Hostrup-Pedersen, brænderiejer I. C. Eskildsen, malermester Chr. P. Hansen, der senere blev formand i Højskoleforeningen og flere. Rigsdagen havde i 1855 vedtaget en lov om sognebåndsløsning, således at det var tilladt at knytte sig til en anden præst end ens sognepræst. Flere løste sognebånd til Frederik Ditlev Møller, der var præst i Sejling og Sinding. I årene derefter gik søndagens kirketur for mange silkeborgensere til Sejling og Sinding med vogn eller til fods.
Om et af møderne i 1898 hedder det, at Silkeborg Kirke var fyldt til sidste plads af ca. 700 kirkegængere og til eftermiddagsforedraget i Lunden var der ifølge Silkeborg Avis ikke mindre end 1000 tilhørere. Betragteligt da byen stadig ikke havde mere end ca. 8000 indbyggere. Ofte samledes mødedeltagerne til friluftsmøder. En af Sejling-præsterne skriver "Særlig var de dejlige Sejlture til Himmelbjerget til stor Glæde. Hele Silkeborg-Flaaden med "Hjejlen" i Spidsen og alt hvad der fandtes af Pramme paa Slæbetov blev mobiliseret ... man delte med hinanden af de gode Madkurve og Sang og Taler vekslede" Som et kuriosum kan nævnes, at da den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson skulle tale om engifte og mangegifte, hed det i annoncen "Billetter á 1 Krone faas hos Digmann og Ravn samt ved Indgangen". Alligevel handledes billetterne udenfor til både 3 og 4 kroner, og ud over de 600, der kom ind, gik mange forgæves. Foredragsemnerne var bl. a. den nye litteratur, den historiske bibelforskning, den grundtvigske kreds i forhold til den ubibelske humanisme og til Indre Mission. Silkeborg-konventerne sluttede 1906. Debatten fortsatte i Højskoleforeningen, der holdt sine møder på Højskolehjemmet i Nygade, som et udvalg med patriarken C. S. Knap som formand havde fået købt i 1884. Foreningen havde ved indvielsen 250 medlemmer og blev hurtigt Silkeborgs største forening med 800 medlemmer - stadig set på baggrund af byens 7-8000 indbyggere. I 1892 indbød Silkeborg-kredsen igen Bjørnstjerne Bjørnson til at tale, nu på Himmelbjerget. Da kredsen havde solgt 22.000 adgangstegn, slap disse op, og man opgav at holde mandtal. Kirkeligt Samfund af 1898, en i grundtvigske kredse stadig central forening, overtog senere Himmelbjerg-møderne. Hen mod århundredskiftet var det ellers Indre Mission, der var i fremgang. Næste kapitel Forsamlingsfolket - Indre Mission © Silkeborg Bibliotek og forfatterne. Publiceret på nettet april 2005. E-mail til webredaktøren |