Silkeborg 1846
-1996
-1996HISTORIE - NATUR - KULTUR
Du er her:
Forsiden
Kirke og folk
De kirkelige retningers tid
KIRKE OG FOLKAf provst CHRISTEN DAMGAARD NIELSENTiden 1900-1940DE KIRKELIGE RETNINGERS TIDTiden fra århundredskiftet frem til anden verdenskrig blev en periode, i hvilken grundtvigianismen og Indre Mission konsoliderede sig. Bemærkningen i Elfride Fibigers erindringer fra tiden 1856-68 i Silkeborg om, at der til stadighed herskede en "babylonisk Forvirring i religiøs Retning" gjaldt dog og gælder vel endnu, men der var og er stadig ca. 90%, der er medlemmer af folkekirken. Den markante præst ved Silkeborg Kirke, John Ammundsen, der senere blev biskop over Lolland-Falster, skrev bl. a. om sin Silkeborg-tid: "Før min tid havde der været et par mormonprædikanter, som pastor M. K. Harbo havde taget en dyst med, men de var forduftet, da krigen udbrød, og der er vist nu kun en enkelt mormon i byen. Ganske små ubetydelige kredse af baptister, adventister og "bibelstudenter" - ligesom en lille spiritistkreds".John Ammundsen var præst her i byen 1914-23 og var den første sognepræst, der stod Indre Mission nær. Før hans tid havde den grundtvigske sognepræst F. V. Viberg fra 1911 haft den indremissionske M.K. Harbo som hjælpepræst - efter tidens skik lønnet af sognepræsten selv, men Indre Mission betalte en stor del af hans løn for at få deres egen præst. 
MISSIONSHUSET
Søndagsskolen, stiftet før århundredskiftet, fortsatte og Olaf Jessen, KFUM-sekretær, samlede store kredse af unge. Der kom tusinder til grundlovsmøderne ved Dronningestolen. Ja, helt fra Skjern kom der særtog til disse møder. Købmand Peter Jessen, Olafs broder, støttede økonomisk og samlede i øvrigt selv mange af byens forretningsfolk til kristelige møder på Silkeborg Hovedgård, hvor han havde bopæl. Et bibelkursus - stadig i en by med ca. 9000 mennesker - samlede ca. 1350 deltagere. Gaderne fyldtes med folk med Bibel i hånden og det skabte stor tilslutning til Indre Mission. Silkeborg Kirke blev også for lille. I flere år samlede man penge ind og 1920 byggedes Lyngby Kirkesal som aflastning. Her holdtes gudstjeneste hver søndag med 250 deltagere uden, at det mærkedes på kirkegangen i Silkeborg Kirke. Ca. 1350 samledes søndag efter søndag i de to kirker. Byen havde nu ca. 12.000 indbyggere. Men i Silkeborg Kirke havde valgmenigheden en del af gudstjenesterne.
VALGMENIGHEDENAllerede i slutningen af 1800-tallet havde grundtvigianerne haft planer om en valgmenighed. De familier, der havde løst sognebånd til sognepræsten i Sejling, havde fra 1868-71 en friskolelærer, Johannes Stouenberg, til at undervise deres børn. Han arbejdede ihærdigt på at få oprettet en valgmenighed. Selv tilbød han sig som præst stærkt optaget af synerne i Johannes' Åbenbaring.
Da der så skete et præsteskift i Silkeborg, og man fik den grundtvigske F. V. Viberg i 1874, blev planerne helt stillet i bero. Og de kom først op igen, da den grundtvigske kreds ikke fandt noget tilknytningspunkt ved Silkeborg Kirke, hvor sognepræsten var syg og den indremissionske hjælpepræst helt afvisende. 1912 besluttedes på et møde i Højskoleforeningens sal at danne en grundtvigsk valgmenighed. Silkeborg Avis skrev dagen efter, at denne kunde betragtes som en Kendsgerning, når det lykkes at finde den rette Mand til at være Menighedens Præst". Forstander Vinther var en drivende kraft og fandt hurtigt frem til P. M. Munch, der var præst i Høje Tåstrup, og som måske i højere grad end godt var, følte det som en pligt at komme til Silkeborg. Der blev købt grund og bygget præstebolig med konfirmandstue og mindre mødelokale på Vestergade og de næste 22 år frem til 1934 var Munch valgmenighedens præst. Valgmenighedsfolkene var stadig medlemmer af folkekirken og havde flere pladser i Silkeborg Menighedsråd. Fra 1934 til 38 klarede valgmenigheden sig med forskellige præster, men da så den grundtvigske pastor C. A. Grøn blev præst ved Silkeborg Kirke, ophævede valgmenigheden sig selv. Den solgte præsteboligen og stiftede en fond til fremme af grundtvigsk arbejde med en selvsupplerende bestyrelse. Der var et stærkt ønske om at genoplive konventerne fra sidste århundrede, og allerede i 1913 tog det en begyndelse ved besøg fra valgmenigheden i Herning. I særtog ankom mellem 300 og 400 Herning-boere til bespisning i private hjem og eftermiddagsgudstjeneste i kirken med over 1000 deltagere. Pastor Munch var imidlertid ikke den ivrigste konventdeltager, og først i perioden 1925-30 lykkedes det igen at etablere konventer med gudstjeneste og foredrag, men 1930 var det slut. Der var spændinger i valgmenigheden, så mange, at flere meldte sig ud og gik tilbage til sognemenigheden.
SAMARBEJDEDer var også spændinger mellem præsterne. Da John Ammundsen blev sognepræst, bemærker han selv, at der kom et venligere forhold præsterne imellem - "jeg havde jo ingen grund til at være krigerisk ... da jeg havde langt det største kirkebesøg". Men menighederne stod stadig stejlt over for hinanden. Da Ammundsen og Munch blev enige om at holde fælles reformationsjubilæum i 1917 til minde om Luthers opslag af de 95 teser, sagde Munch til Ammundsen: "Det får De jo klø for af Deres folk." "Ja, det gør jeg vel," sagde Ammundsen, "men jeg er ligeglad," hvortil han (Munch) svarede: "Jeg får også klø, men jeg er også ligeglad."Det fælles reformationsjubilæum blev afholdt i øvrigt også under medvirken af forstander Vinther, der både havde sæde i menighedsrådet ved Silkeborg Kirke og i valgmenighedens bestyrelse. Fra 1938, da Silkeborg Kirke fik en grundtvigsk sognepræst, har der været sognepræster fra dén kirkelige retning i Silkeborg Sogn. Det grundtvigske arbejde fortsatte bl. a. i Silkeborg Højskoleforening, der på et tidspunkt, da der var 8-9000 mennesker i byen, havde 800 medlemmer.
Næste kapitel
Trossamfund uden for folkekirken
|
