EN BY OMGIVET AF VAND

Af fhv. statsbiologi, mag. scient. JØRGEN DAHL

---

	Almindsø, Silkeborgs populære badesø, er bemærkelses- værdig ved sin store dybde, sit rene vand og sin interessante flora og fauna. Her lever bl. a. den lille, sjældne laksefisk heltling.

EN BY OMGIVET
AF VAND - 1

BYEN OG SØERNE

"Hvad der har gjort Silkeborg saa berømt for sin deilige Beliggenhed, er foruden det kuperede Lyngterrain og de store Skove navnlig den Mængde Søer, der paa alle Steder i større eller mindre Afstand omslutter Byen ..." Sådan skrev Silkeborg Avis i 1870, men det er ikke mindre sandt i dag - måske bortset fra det "kuperede Lyngterrain", som der ikke er meget tilbage af. Sindbjerg og Stoubjerg på Sejs Hede er vel på det nærmeste alt, hvad der er bevaret af den slags.

Søerne og skovene er her stadig og det er dem, der mere end noget andet karakteriserer egnen omkring Silkeborg og gør byen til noget enestående i det ganske land. Ej heller finder vi inden for et begrænset område noget sted i Danmark så store variationer i vandkvaliteten, spændende fra den ene yderlighed til den anden, fra det reneste til det mest forurenede. Fra bakkerne i det voldsomt kuperede landskab flyder småbække til søerne, ofte med kraftigt fald gennem dybe erosionskløfter, der betinger et helt specielt dyreliv.

Oprindelig er vandkvaliteten i vore søer bestemt af den magre jordbund, som isen efter sidste istid efterlod, da den havde udmodelleret landskabet i forbindelse med afsmeltningen. Smeltevandet gravede lange skår i moræneoverfladen, og visse steder blev isolerede dødisklumper efterladt i terrænet, da isen trak sig tilbage. I bunden af den største af dalene fandt Gudenåen sit leje, og i den uregelmæssige bund opstod de største af søerne som en perlerække: Julsø, Borresø, Brassø og Silkeborg Langsø. I nogle sidedale blev der plads til andre søer: Thorsø, Almindsø, Vejlsø og Ørnsø, mens der efter afsmeltede dødisklumper opstod mindre søer i dalenes randområder: Avnsøerne, Uglesø, Ellesø og Lyngsø.

Da Silkeborg blev grundlagt i midten af forrige århundrede, har søerne uden tvivl haft en god vandkvalitet, men i takt med forbedrede agerdyrkningsmetoder og fremkomsten af mere eller mindre koncentrerede byområder i Gudenåens opland, forringedes vandkvaliteten gradvis som følge af en forøget tilførsel af næringssalte og organisk materiale. Silkeborg har i den henseende selv været en af de største syndere, efterhånden dog også satellitbyerne i omegnen. Ganske vist er der i dag etableret store og effektive renseanlæg - Søholt-anlægget er et af landets bedste - men selv fra det mest moderne og effektive renseanlæg vil der komme næringssalte ud i vandet.

Lyngsø er en af de mest forurenede søer i Silkeborgs omegn. Her er fiskeribiologer i færd med at undersøge søens fiskebestand.

I Silkeborgs unge dage havde man ikke ret megen forståelse for, hvilke konsekvenser en øget tilførsel af spildevand havde på vandets kvalitet. Da der i forbindelse med etableringen af Silkeborgs nye vandværk i 1905 blev indlagt vand i 360 af byens 600 ejendomme og de eksisterende lokummer blev afløst af vandklosetter, udtalte distriktslægen, at vandafløb ikke var noget problem, Gudenåen havde rigeligt med vand til at modtage afløbet.

Den forøgede tilførsel af plantenæringsstoffer og organisk materiale har bevirket, at de fleste af de søer, der står direkte i forbindelse med Gudenåen, om sommeren bliver grønne og uigennemsigtige på grund af massiv opvækst af mikroskopiske alger, der svæver i vandet og som livnærer sig af det næringsrige vand. Den oprindelige plantevækst på bunden er blevet skygget væk, fordi lyset, som er livsnødvendigt for planterne, kun kan trænge få centimeter ned i det uigennemsigtige vand.

De søer, der ikke er direkte gennemstrømmet af Gudenåens vand, er næsten alle helt omgivet af skov, og tilførsel af næringssalte er her begrænset. Desuden kommer hovedparten af deres vand fra kildevæld i bunden, det gælder f. eks. Almindsø og Slåensø. Det er dybe, kolde søer med klart vand, der tillader lyset at trænge så langt ned, at der bliver gode vækstbetingelser for en artsrig bundvegetation.

	Schoubyes Sø i Hårup Sande der er den yngste af Silkeborgegnens mange søer, et populært mål for silkeborgensernes søndagstur.

Et par søer af en helt anden karakter bør omtales her, det er Vejlbo Mose og den lille, vanskeligt tilgængelige Mørksø, der skjuler sig i al ubemærkethed i Østerskoven, lige syd for Avnsø. Både Vejlbo Mose og Mørksø er højmosesøer, som er karakteriseret ved deres sure vand, der er brunfarvet af opløste humusstoffer. Vejlbo Moses højmosekarakter er i dag vanskelig at erkende som følge af den tørveproduktion, der fandt sted her i forrige århundrede og under første verdenskrig. Mørksø derimod er helt uberørt af menneskehånd, og her kan man opleve den typiske højmose, omgivet som den er af en hængesæk af tørvemos (sphagnum), som gør, at man ikke uden at få våde fødder kan nå ud til det mørke, dystre vand.

En helt speciel sø, både med hensyn til alder og renhed, er den kunstige Schoubyes Sø i Hårup Sande. Søen blev dannet i 1958, da man skulle bruge fyldjord i forbindelse med opførelsen af ringvejsbroerne over den daværende Langå-bane og over Gudenåen, hvor den forlader Langsøen. Søen er endnu vel nok den reneste af søerne i Silkeborgs omegn, dels på grund af dens unge alder, dels fordi den er udgravet i en sandet, næringsfattig jordbund. Vandet viser dog i dag tegn på begyndende næringsrigdom.

Næste kapitel I begyndelsen var det fiskeri...