EN BY OMGIVET AF VAND

Af fhv. statsbiologi, mag. scient. JØRGEN DAHL

---

	Aborreturen. Fangsten præsenteres. En flok gæve silkeborgensere efter en udbytterig fisketur samlet foran Svejbæk Færgekro 1910.

EN BY OMGIVET
AF VAND - 2

I BEGYNDELSEN VAR DET FISKERI...

For den lokale landbefolkning har egnens søer og vandløb med deres fiskerigdom betydet et ofte højst nødvendigt supplement til det magre udbytte, en ejendom i denne skovrige og ikke meget frugtbare egn kunne give. Der har uden tvivl fra de ældste tider været drevet et betydeligt fiskeri først og fremmest til eget forbrug, men sikkert også til salg til egne, der ikke var så begunstiget i vandmæssig henseende.

Der var imidlertid omkring midten af forrige århundrede over hele landet vågnet en interesse for en rationel udnyttelse af de ferske vandes fiskeriressourcer, og samtidig en voksende forståelse for, at fiskeri måtte foregå på en måde, der kunne sikre fiskebestandenes fortsatte beståen og vækst. Denne interesse må ses i lyset af det tragiske udfald af krigen i 1864 og faldt i god tråd med de initiativer, som hedens opdyrker, Enrico Dalgas, havde sat i værk på landbrugsområdet, og som digteren H. P. Holst havde udtrykt i den enkle sætning: - Hvad udad tabes, det maa indad vindes!" En ung fiskeinteresseret adjunkt ved Viborg Katedralskole, Arthur Feddersen, var en af de første og ivrigste talsmænd for de nye synspunkter. Han havde sammen med nogle ligesindede medborgere i 1865 stiftet Fiskeriselskabet for Viborg og Omegn med det formål at udnytte egnens fiskevande på en hensigtsmæssig måde. Selskabet etablerede - efter tysk mønster - landets første udklækningsanstalt for ørredfisk ved Asmildkloster, lige øst for Viborg Søndersø.

Feddersens tanker vakte genklang mange steder, således også i Silkeborg, hvor nogle af den nye bys mere betydende borgere med bekymring havde iagttaget det umådeholdne fiskeri, der af lokalbefolkningen blev drevet overalt i egnens søer og vandløb uden smålige hensyn til nogen form for beskyttelsesforanstaltninger. Inspireret af det viborgske initiativ og med sagkyndig bistand af Arthur Feddersen oprettede man i 1869 Fiskeriselskabet for Silkeborg og Omegn, efter at de samme borgere et par år før havde forpagtet fiskeriet i de statsejede dele af Silkeborg-søerne for en 10-årig periode. Straks efter oprettelsen anlagde selskabet en udklækningsanstalt - "en konstig Fiskeavl" - efter den viborgske model. Den blev anlagt ved Kildebakken, hvor Michael Drewsen stillede et areal gratis til rådighed. Her kunne man udnytte det grundvand, som bakkerne var så rige på.

Odderen, et af Danmarks mest truede pattedyr, er blevet en slags vartegn for Aqua.

Man havde imidlertid ikke meget held med udklækningen, selv om man fra forskellig side fik foræret nystrøgne ørredæg, for det viste sig, at vandet i Kildebakken alligevel ikke var så rent og godt, som man havde ventet. Selv om anlægget blev ombygget flere gange, måtte man efter nogle års forløb opgive klækningsarbejdet. Det lykkedes heller ikke for selskabet at fastholde den forpagtning, man havde fået på statens fiskevande, og i 1888 måtte man skride til opløsning af selskabet.

Men netop på den tid havde en ny fiskerisammenslutning - Silkeborg Fiskeriforening - set dagens lys, og omkring 1890 blev selskabet og fiskeriforeningen sluttet sammen til den fiskeriforening, som stadig eksisterer.

Silkeborg Fiskeriforening overtog forpagtningen af statens fiskevande, og det har den, med enkelte afbrydelser haft lige til i dag. Oprindelig drev foreningen både det erhvervsmæssige og det rekreative fiskeri. I 1909 ansatte man en professionel fisker til at varetage foreningens erhvervsmæssige forpligtelser, det blev Bunde R. Busck, der havde sit virke i Silkeborg-søerne til nogle år efter anden verdenskrig, da han blev afløst af Arne Flyvholm. Få år efter, at de to foreninger havde sluttet sig sammen, besluttede man atter at gå i gang med en udklækningsvirksomhed. I 1892 købte man en ejendom på Gødvad Mark på nordsiden af Gudenå omtrent der, hvor Århusvejen i dag passerer åen, over for Okkerhuset, den gamle okkerfabrik. Arealet var velegnet til en klækkeanstalt og nogle få fiskedamme. Der blev her gennem en årrække opdrættet både ørred, kildeørred og regnbueørred, der alle blev udsat i foreningens fiskevande. Klækkeanstalten var i drift fra 1892 indtil 1913, da man besluttede, at man hellere ville købe udsætningsfiskene hos de lokale dambrug. Et fiskeopdræt i mindre omfang forsøgtes i nogle år i begyndelsen af 1940'erne, idet man med ministeriets tilladelse indfangede gydemodne gedder i fredningstiden. Gedderne blev afstrøget og yngelen opdrættet i nogle damme, man havde lejet ved Skellerup Mølle. Men også denne virksomhed er ophørt for længst.

	Fiskeribiologen C.V. Otterstrøm. Fotograferet 1920.

I årene 1917-20 foranstaltede staten en omfattende fiskeribiologisk undersøgelse af de fleste af statens fiskevande omkring Silkeborg, bl. a. dem, som fiskeriforeningen havde forpagtet. Det var en ung fiskeribiolog, magister C.V. Otterstrøm, der fik overdraget denne opgave, der var et led i en landsomfattende undersøgelse af de ferske vandes fiskeriforhold, en virksomhed staten havde oprettet i 1914.

Otterstrøm skulle op gennem dette århundrede blive en institution i dansk ferskvandsfiskeri. Hans landsdækkende og utrættelige virksomhed inden for alle grene af ferskvandsfiskeriet, frivandsfiskeri såvel som dambrug, fiskesygdomme, forurening m.m. har skabt det grundlag, som nutidens ferskvandsfiskeribiologer bygger videre på.

Der kom aldrig nogen egentlig rapport ud af Otterstrøms undersøgelser igennem disse 4 år, men i 1921 holdt han et foredrag i Silkeborg Fiskeriforening, hvor han gjorde rede for, hvorledes den fiskerimæssige drift i søerne burde foregå på den mest rationelle og effektive måde. I sin redegørelse gik han hårdt i rette med den lemfældige måde, fiskeriet hidtil havde været drevet på. Årsagen var efter hans mening, at fiskeriforpagteren var en lystfiskerforening, som ikke formåede eller havde forståelse for de principper, som en rationel fiskeridrift bygger på. Otterstrøm anlagde således i sin redegørelse en ren nyttebetragtning. Hans undersøgelse havde vist, at søerne var meget fiskerige, men fiskene var af ringe kvalitet, domineret af småtvoksende bestande af magre skaller og brasen uden nogen fiskeriværdi, og han mente, at en forening, hvis første formål var at sørge for de bedste muligheder for medlemmernes lystfiskeri, ikke magtede at opfylde de krav, som en rationel fiskeridrift stiller. Han anbefalede, at der blev oprettet et fiskeriregulativ omfattende alle søerne fra Ry til Silkeborg (for også at få de private lodsejere med), indeholdende nøje retningslinier for fiskeridriften, endvidere at fiskeriet blev overdraget en professionel fisker, og endelig at der blev udsat sandart og helt.

Gennem hele sin tilværelse var Otterstrøm på farten, og der er næppe den sø eller det vandløb, han ikke har beskæftiget sig med. Otterstrøms cykel fortjener en særlig omtale, idet den må betragtes som et af datidens danske ferskvandsfiskeribiologis vigtigste redskaber. Den var nemlig specialindrettet. Alt det nødvendige feltudstyr var rationelt og praktisk anbragt på cyklen: på en forbagagebærer fotografiapparat, fotostativ (Otterstrøm var en fremragende fotograf) og korttaske. På styret en kikkert. På den bageste bagagebærer ketcher og en kasse med glas, formalin, apparatur til hårdhedsbestemmelse m.m. En senere tilføjelse var en flad kasse indeholdende små flasker til iltbestemmelse og kemikalier til Winkler-analyse. Tasken var specielt konstrueret til at kunne ophænges under cykelstangen mellem cyklistens ben.

Det er synd at sige, at Otterstrøms udtalelser vakte begejstring. Man fandt, at lystfiskere ikke burde befatte sig med noget så vederstyggeligt som erhvervsfiskeri. Ikke desto mindre blev det i foreningens fremtidige kontrakter med staten pålagt den at følge de retningslinier, som Otterstrøm havde ridset op. Men som det så ofte går i lignende situationer kunne foreningen ikke altid leve op til kravene, og i 1958 blev lystfiskeriet og erhvervsfiskeriet adskilt i hver sin kontrakt. Forinden havde statsbiolog Knud Larsen fra Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelsers afdeling for ferskvandsfiskeri i 1957 udført en ny fiskeribiologisk undersøgelse af Silkeborg-søerne (statens del) og på grundlag heraf udarbejdet en driftsplan for det fremtidige fiskeri.

Det blev Arne Flyvholm, der som den første, selvstændige erhvervsfisker skulle sørge for, at staten fik et rimeligt udbytte af søerne. Men han havde store vanskeligheder. Med den gennem årene stærkt stigende rekreative udnyttelse af søerne omkring Silkeborg, ikke blot af lystfiskere, men også af sejler-, kano- og kajakfolket, blev erhvervsfiskerens virksomhed i stigende grad udsat for chikane, der dels udmøntede sig i tyveri fra og hærværk imod hans redskaber, dels i form af direkte trusler om korporlig overlast. Flyvholm blev til sidst træt af alle disse besværligheder og frasagde sig forpagtningen i 1980. Han blev afløst af Leo Nielsen, der i nogle år drev statens fiskeri i søerne oven for papirfabrikken. Men også han måtte efter nogle års forløb opsige sin kontrakt, dels af samme årsager som Flyvholm, dels på grund af svigtende udbytte.

I dag har Silkeborg Fiskeriforening overtaget den fulde forpagtning med de samme forpligtelser som før i tiden, men den fiskeplejemæssige del af kontrakten bliver ikke opfyldt, bortset fra de årlige udsætninger af åleyngel. Et fiskeriregulativ, som Otterstrøm havde foreslået, blev aldrig oprettet, derimod blev der udsat sandart i årene 1922-28.

Der har dog også været andre, der gennem årene har drevet erhvervsfiskeri i andre dele af søsystemet end der, hvor staten har fiskeretten. Således fiskede Johs. Errboe gennem mange år i Silkeborg Langsø, hvor også Aage Jespersen i de senere år har haft sit virke. Poul Erik Würtz har gennem en årrække fisket i Ørnsø.

Næste kapitel Det entomologiske triumvirat i Silkeborg