KIRKE OG FOLK

Af provst CHRISTEN DAMGAARD NIELSEN

---

1877 indviedes Silkeborg Kirke. 1943 blev den genindviet efter en gennemgribende restaurering, bl. a. blev den forsynet med hvælvinger. Om den oprindelige kirke skrev birkedommer V. Drechsel i sine erindringer: "Kirkens ydre er smukt fra Siderne, Facaden derimod efter Udgiverens Syn kold og kantet, Taarnet ikke ret tiltrækkende. Indvendig gjør den et godt Indtryk. I acustisk Henseende er den ikke heldig".

Tiden 1846-1900

DE GUDELIGE
FORSAMLINGER - 2

FORSAMLINGSFOLKET - INDRE MISSION

Det er kirkehistorikeren, professor P.G. Lindhardt, der har hævdet den teori, at mens grundtvigianismen var gårdmændenes og de velstilledes religion, var Indre Mission husmænds og småfolks tilhørssted.

Det gælder også i Silkeborg - dog med den tilføjelse, at Peter Jessen, indehaver af byens store manufakturhandel, med mange andre senere sluttede op om Indre Mission, så byen fik to markante grupper, der stod over for og på mange måder imod hinanden.

Omkring 1860 deltes den gudelige vækkelse for alvor i grundtvigianere og missionsfolk, eller som en af de mange, der her fra byen drog til USA og i øvrigt blev dansk præst der, skrev i 1928: "Man kaldte deres (grundtvigianernes) Forsamlinger "de Kirketroende". De, som Harald Julius Dahlstrøm (1835-1919) stillede sig iblandt, nævnedes "Forsamlingsfolket". Dahlstrøm kom med sine forældre som dreng til Silkeborg. Grundet hans dårlige syn blev han karl på en gård på landet. I 1856 hørte han, at hans søskende og stedfar var blevet "hellige" og besluttede at deltage i den første gudelige Forsamling i Silkeborg" bl.a. under ledelse af den kendte missionær fra Bording, Anders Stubkjær. Han blev selv vakt, grebet af talerne på mødet. Efter endnu nogle år fik Dahlstrøm i 1861 arbejde på papirfabrikken, der på det tidspunkt havde 200 arbejdere.

Dahlstrøm kom sammen med mange af papirfabrikkens arbejdere i kapellet på Silkeborg Hovedgård og blev en slags forsanger ved gudstjenesterne. Snart talte han ved religiøse møder både ude på landet og i byen, og fabrikkens arbejdere tog kraftigt positiv eller negativ stilling til hans taler.

Det kom Michael Drewsen for øre. Han betragtede Dahlstrøms røre som noget sværmeri og ville afskedige ham, men en af byens læger fik Drewsen talt fra dette. Dahlstrøm fortsatte sin virksomhed her i Silkeborg, bl. a. også - som Hostrup - med angreb på mormonerne. Siden blev han ansat af den i 1861 dannede forening Indre Mission efter en samtale med dens formand Vilhelm Beck. Efter at have deltaget som missionær i krigen 1863-64 ved Dybbøl fortsatte han sit arbejde for Indre Mission for endelig i 1884 at emigrere til USA, hvor han blev dansk præst.

KIRKE OG MISSIONSHUSE

Silkeborg Kirke blev efter mange års venten og besværlige pengeindsamlinger indviet i 1877. Men selv om menigheden netop på det tidspunkt havde en grundtvigsk præst, som missionsfolkene også gik til, så samledes missionsfolkene hovedsagelig stadig i missionshusene.

1877 indviedes Silkeborg Kirke. 1943 blev den genindviet efter en gennemgribende restaurering, bl.a. blev den forsynet med hvælvinger. Om den oprindelige kirke skrev birkedommer V. Drechsel i sine erindringer:" Kirkens ydre er smukt fra siderne, Taarnet ikke ret tiltrækkende. Indvendig gjør den et godt Indtryk. I acustik Henseende er den ikke heldig". I forbindelse med det andet missionshus' indvielse i Amaliegade 1904 skriver den grundtvigske kirkeminister Carl Hermansen, der var vokset op i Indre Mission i Silkeborg: "Kirken, den var der jo ganske vist i forvejen, og der kom man også, men den var noget fjernt og ophøjet, og præsten var vist ikke rigtig kurant".

Nej forsamlingsfolket havde missionshuset. Det første lå i Tværgade, bygget i 1882, med søndagsskole, ungdomsmøder og missionsmøder under fabrikant Stougaards ledelse. Omkring 1880 ansattes den første missionær. I missionshuset var "ikke mange rige, ikke mange vise og ikke mange fornemme. Hverken justitsråden, kancelliråden eller birkedommeren var her. Mest folk af det jævne solide borgerskab", skriver Carl Hermansen videre, med urmager Nielsen, der i søndagsskolen "fortalte om paradisets skove, der var langt skønnere end Silkeborgskovene", og kom Hermansen i paradis, så "skulle det ikke undre" om "den lille tykke væver Hansen ...var travlt beskæftiget med at anvise pladser til de sidst ankomne... kom her, tredie sidevej til højre, dér træffer du dem alle sammen, både dem fra Amaliegade og dem fra Skolegade".

I missionshuset kom mange præster og missionærer som talere. Her kom også Chr. Jessen fra Grønbæk og Bernhard Willer fra Aulum. Tidens debat afspejles i endnu et citat af Carl Hermansen med beskrivelsen af Willer, der så det "gøs ind i sjælen" kunne udnævne en til "en helvedeskandidat". Og han kunne advare mod "denne verdens børn" og da især mod omgang med socialister, "men jeg siger jer, at den dag, socialisterne taler godt om jer, er I ikke længere missionsfolk".

Nej, skellet blev opretholdt og det fra begge sider. Indre Mission kom til omkring 1860. Da vi nærmer os 1900, er det alligevel, som om det er Indre Mission, der er i fremgang eller med forstander Vinthers ord: "Det bør siges, at i kirkelig Henseende har Indre Mission og dens Arbejde i KFUM og K øvet den største Indflydelse i Byen og Egnen". Og det skønt Indre Mission først fik sin egen præst i 1911.

SOCIALISTER FØR 1900

I 1899 var der møde her i Silkeborg om kirken og det sociale spørgsmål.

Pastor Viberg med konfirmander foran præsteboligen omkring århundredeskiftet. Klik på billedet og se det i stor størrelse.

Ifølge Silkeborg Avis 27.10.1899 deltog Peter Sabroe, nogle præster og skolefolk i mødet. Sabroe talte om "Socialismen og om dens Forhold til Kirken" og roste Serup-præsten, fordi han havde "præsteligt Mod" til at tale i en arbejderforsamling. Sabroe mente i øvrigt, at kirken især i de katolske lande havde været "Natvægter for de Rige" og havde overset spørgsmålet om det daglige brød. Pastor Thiel og seminarieforstander Vinther mente, kirken ikke kunne tage del i partipolitik og kun indirekte kunne være med til at løse det sociale spørgsmål.

Løsningen må komme fra menneskehjertet; den der "tilegner sig Kjærligheden, Kristendommens egentlige Kjærne har ogsaa løst det sociale Spørgsmaal".

Vinther mente, kirken burde tale om "Samfundsretfærdighed", og at den skulle have "et godt Lov blandt Arbejderne" for at kunne virke på dem. Mødet var et rimeligt fredsommeligt møde. Dagen efter (28.10.99) citeres en københavnsk præst i Silkeborg Avis i anledning af lock-out'en i 1899 for, at de store sociale stridigheder ifølge kirkens folk "vedrører det øvrige Samfund". Kirken har indtil nu desværre ikke udført andet end "Ambulance-Tjeneste". Jo, der var kritik af kirkens manglende sociale engagement.

Kritikken fremgår også af Silkeborg Social-Demokrats referat fra indvielsen af Missionshuset i Amaliegade, hvor det hedder, at det er et særkende for alle missionsmøder "at Kvinderne er i stort Overtal blandt Tilhørerne, men maaske netop af den Grund har denne mørke Lære kunnet trænge saa dybt ind i det danske Folk". "Den ny Bygning er lys, luftig og rummelig, men det bliver sikkert den samme mørke og triste Lære om Synd og Usseldom, Satan og ny Fordømmelse, der bliver det fremherskende i Forkyndelsen i denne Bygning". "Den aandelige Luft er lige trang".

Søndagsskolen i Alderslyst foran Alderslyst Missionshus, hvor der i 1995 stadig er søndagsskole. Billedet her er fra 25-års jubilæet i 1935. Manden med blød hat til højre i billedet er en af stifterne, Chr. Madsen, der havde Chr. Madsens Magasiner, det nuværende Martin Jensen i Søndergade. Til venstre for ham lederen af søndagsskolen og formand for Alderslyst Menighedsråd, tilskærer N.P. Jensen. Til venstre for ham Chr. Frederik Storgaard. Klik på billedet og se det i stor størrelse.

Indvielsen blev foretaget af provst Zeuthen "der med sit funklende Ridderkors paa Brystet viser, at han ikke forsmaar den verdslige Udmærkelse, som der bydes paa hernede".

Om indsamlingen til Missionshuset hedder det: "Men det fylder jo altsammen og Præstens og Missionens Pung bliver aldrig fuld".

Også med hensyn til forholdet mellem kirken og socialdemokraterne var trådene til det, der foregik på landsplan tydelige, og socialisterne hævdede også her i byen deres modstand mod kirken og de religiøse bevægelser.

Alligevel viser et andet Carl Hermansen citat, at der var stor social forståelse i missionsfolkenes rækker. Hermansens moder var alene med sine børn og sled og slæbte som mejerske for at forsørge børnene. Hun havde "som enker og faderløse dengang, ikke andre end den himmelske fader at holde sig til" - men i Indre Missions samfund, som hun holdt sig til, var "der ingen forskel på rig og fattig og de kendte til den kristenpligt at bære hinandens byrder".

Efter århundredskiftet og den nye Menighedsrådslov skiftede Socialdemokratiet signaler i synet på kirken og i 1923 kom der en socialdemokratisk gruppe i Silkeborg Menighedsråd.

Næste kapitel De kirkelige retningers tid