BY OG ARKITEKTUR

Af lektor DORTE FOGH og mag. art. LEO K. JENSEN

---

	Anton Rosen: Vestergade 9, det nuværende Ørneapotek. Huset er opført 1898 til murermester Chr. Nielsen. Foto 1995 © Lars Bay.

Tiden 1845-1941

BYUDVIKLING - 3

ROSEN I SILKEBORG

Anton Rosens (1859-1928) første møde med Silkeborg var i 1883. Han kom hertil som nyuddannet arkitekt for at føre tilsyn med opførelsen af de nye kurbygninger ved Ørnsø, tegnet af den berømte københavnske professor Vilh. Dahlerup. Hans ophold førte hurtigt selvstændige byggeopgaver med sig, og ved giftermålet med en Silkeborg-pige i 1889 blev han knyttet til byen i et fast og livslangt forhold.

Rosens arkitektur er enestående, og ikke bare i Silkeborg. Han ligner ingen anden arkitekt herhjemme. Hans væsentlige inspirationskilde er jugendstilen, som ude i Europa udfoldede sig i årene mellem 1890 og 1910. Dens forkærlighed for en rigt varieret facadeornamentik, fantasifulde og fintformede detaljer og brug af forskelligartede, men altid ægte materialer kendetegner også Rosens arkitektur. Hertil kommer hans forkærlighed for højt spidsede gavle, rundede hjørnekarnapper eller egentlige hjørnetårne, ofte afsluttet med fantasifulde spir.

Som en rigtig Rosen-specialitet kan fremhæves de stangdekorationer, han ofte anbragte på gavle og tage, dvs. lange jernstænger forsynet med æg- eller kugleformer udført i kobber.

Af bevarede Rosen-byggerier i Silkeborg kan nævnes hans fine og meget særprægede hus for murermester Chr. Nielsen, Vestergade 9, opført 1898, og de to byggerier i Søndergade, Svaneapoteket og Henryhus, fra henholdsvis 1896 og 1901. Endvidere den gamle Borgerskole på Bindslevs Plads og det elegante vandtårn ved Amaliegade, begge fra 1902. For Th. Langs Skoler byggede han adskilligt. Den første skole på torvet er allerede omtalt. I 1911 føjede han et forskoleseminarium til sine arbejder her, den høje, fint proportionerede bygning Hostrupsgade 41.

BYEN FÅR VOKSEVÆRK 1890 - 1930

Edv. Jensen: Drewsensvej 62-64, opført 1910-11. Foto 1995 © Lars Bay.

Silkeborgs indbyggertal næsten firdobledes i tidsrummet 1890 til 1930, fra godt 4000 til godt 15000. En så kraftig befolkningstilvækst måtte naturligvis stille krav om en forøgelse af boligmassen ud over det almindelige. Men det viste sig at være krav, som de private bygherrer i perioder ikke kunne indfri. Dette gjorde sig i særlig grad gældende i tiden efter første verdenskrig, da kommunen for første gang blev nødsaget til at gribe direkte ind på boligområdet og selv optræde som bygherre.

I takt med befolkningsudviklingen ændrede byen udseende. Muligheden for at brede sig var ikke længere til stede; dertil var pladsen for trang. I stedet fyldte man - hvor det var muligt - hullerne ud i den eksisterende, lave bebyggelse, og forhøjede efterhånden denne med en, undertiden to nye etager. Silkeborg kom nu til at ligne en rigtig provinsby.

Det var i første række byens håndværkere, der stod for denne fornyelsesproces, som resulterede i et stort antal fornuftige og velbyggede huse. Men efterspørgselen efter boliger var nu blevet så stor, at også faguddannede arkitekter fik mulighed for at skabe sig en levevej i den hastigt voksende by. Og tre af disse kom på afgørende vis til at præge byggeriet i årtierne frem mod 1930. Det var Edvard Jensen, Knud P. Kristjansen og Hans Chr. Rasmussen.

DET STORE BOLIGBYGGERI - EDV. JENSEN OG K.P. KRISTJANSEN

Edvard Jensen (1858-1943) var den ældste af de tre og tillige den, der fik den bredeste vifte af opgaver at arbejde med, i hvert fald i Silkeborg. De rakte fra bolig- og institutionsbyggeri over forskellige former for forretnings- og erhvervsbyggeri til kirkebyggeri. Teknisk Skole på Skoletorvet er allerede nævnt.

	K.P. Kristjansens eget hus, Chr. 8. Vej 22, 1912-13. Foto 1995 © Lars Bay.

Sent i karrieren, i 1934, kom Åstiftelsen ved Remstrup Å til i en lidt sen nyklassicisme. Og ind imellem ligger hans to kirker, den fine katolske kirke i Hostrupsgade og Alderslyst Kirke fra henholdsvis 1912 og 1929. Af erhvervsbyggeri fra tiden skal fremhæves de nye bygninger til Silkeborg Maskinfabrik i Jernbanegade 51 fra 1919.

Edv. Jensens stilsikre og pyntelige manérer kommer dog bedst til udtryk i hans etagebyggerier fra årene omkring 1910. Her viser han i en række sikkert gennemarbejdede facader i fransk palæstil den sans for de arkitektoniske og dekorative detaljer, som er så karakteristisk for ham. Man kender let hans bygninger fra denne periode på de fint udformede pilastre, som anbringes på facaderne i anden eller tredje sals højde. Af væsentlige byggerier må især fremhæves Fredensgade 18 fra 1909 og Drewsensvej 62-64 opført 1910-11. Men også Vestergade 45A og Søndergade 15 fra 1908 og 1910 er karakteristiske eksempler fra disse år.

I forhold til Edv. Jensens stilige arkitektur er K. P. Kristjansens (1861-1930) robust og ligefrem. Han har en sikker fornemmelse for de store linjer i helheden og forfalder sjældent til overdreven brug af detaljer, der kunne forstyrre helhedsindtrykket.

Kristjansen tegnede i 10-året mellem 1910 og 20 en række etageejendomme til ganske almindelige mennesker. De fleste lejligheder er på to værelser, og temmelig små efter vores målestok, men de er alle regulære og fornuftigt disponerede.

Facaderne er i nybarok, og det er netop en stilart, der tilgodeså Kristjansens sans for de store linjer. Karakteristiske byggerier er hans eget hus, Chr. 8. Vej 22, fra 1912-13 og ejendommen Møllegade 3 fra 1918. I de tredelte facader er midterdelen tydeligt accentueret og øverst afsluttet af en trekantsgavl, som på markant vis bryder op gennem tagetagen. Kristjansen er i øvrigt let kendelig på sine ofte højt spidsede og let buede gavlafslutninger. Af andre gode byggerier fra Kristjansens hånd kan nævnes Frederiksberggade 52 fra 1912 og Søndergade 36, Møllegaard, bygget 1919.

VILLAEN OG DET JÆVNE HUS - HANS CHR. RASMUSSEN

Det fritliggende enfamiliehus var længe kun en sag for det bedre borgerskab. Det begyndte så småt allerede i 1850'erne i Vestergade, hvor byens første embedsmænd byggede deres huse, præsten, birkedommeren og distriktslægen foruden apotekeren. Men udviklingen tog først rigtig fart efter århundredskiftet i takt med byens stærke vækst.

Murermester Henrik Møller: Drechselsvej 2B Et typisk og godt Bedre Boligskik-hus fra omkring 1930. For at kunne få råd til opførelsen blev 1. salen sædvanligvis lejet ud. Foto 1995 © Lars Bay.

Husene kom naturligt til at ligge i byens randområder, ud mod søerne og skovene. I den vestlige del af byen fortsatte byggeriet længere ude ad Vestergade efter kirkegården og i Frydensgade; mod sydøst byggedes der lidt mere på Sanatorievej og de tilstødende gader mod øst.

Efter reguleringen af de daværende veje, Birkevej og Lindevej, opstod den lange Åhavevej langs Remstrup Å. Her blev der i løbet af 1920'erne og ind i 30'erne opført en række endog meget fornemme villaer, og gaden blev stedet, hvor man boede - og stadig bor.

En af de mest benyttede arkitekter inden for villabyggeriet var Hans Chr. Rasmussen (1888-1984), den yngste af de tre arkitekter, som prægede byggeriet i Silkeborg i den første tredjedel af århundredet. Hans sikre formsans og greb om en bygnings helhed kom markant til udtryk i de huse, han tegnede i 1920'erne. Tidens stilart var nyklassicismen, den allersidste retning i den historicistiske stilparade. Her lagde man vægt på, at en bygning fremtrådte som en harmonisk, sluttet helhed igennem sin enkle og velafbalancerede form. Og anvendelsen af dekorative detaljer skulle være sparsom, men delikat.

Illustrative eksempler på denne hustype finder man i villaerne Åhavevej 41 og Hovedgårdsvej 3 fra henholdsvis 1923 og 26. Sidstnævnte var Rasmussens eget hus, og det er en særdeles fin repræsentant for det nyklassicistiske byggeri, både i helheden, detaljen og udførelsen. Andre gode bygninger fra hans hånd er Remstrupvej 30 og Sanatorievej 8, begge opført 1918.

	Hans Chr. Rasmussens eget hus, Hovedgårdsvej 3, 1926. Foto 1992.

Efter 1920 var enfamiliehuset ikke længere kun forbeholdt det bedre borgerskab. Mere jævne mennesker fik nu også mulighed for at sætte eget bo. Det forudsatte dog som regel, at husene af økonomiske årsager indrettedes som tofamiliehuse med ejeren boende i stuen og lejeren ovenpå. Husene var i vidt omfang murermesterhuse, men ofte af usædvanlig god kvalitet, såvel i udformning som udførelse. Dette skyldtes ikke mindst det arbejde, som landsforeningen Bedre Byggeskik gjorde for at fremme byggeriet af enkle, kønne og funktionelle huse.

Med hensyn til offentligt byggeri i perioden var man påholdende, både fra kommunens og fra statens side. Et nyt, stort alderdomshjem, det senere Remstruplund på Sanatorievej, kom man ikke udenom. Det blev indviet i 1911, og er bygget i en overdådig, dansk herregårdsstil.

Det samme er tilfældet omend i en noget mere behersket udformning med den nye biblioteks- og badebygning i Hostrupsgade. Bygningen blev tegnet af den københavnske arkitekt L. Bendixen og opført som beskæftigelsesarbejde i årene mellem 1918 og 20.

Et nødvendigt byggeri var også det nye arresthus på Chr. 8. Vej fra 1920-21. Bygningen er i flot nybarok, og arkitekten den gode, århusianske bygmester Frimodt Clausen, som et kvart århundrede tidligere havde stået for de nye seminariebygninger i Skolegade.

Næste kapitel Funktionalistisk byggeri efter 1930