BY OG ARKITEKTUR

Af lektor DORTE FOGH og mag. art. LEO K. JENSEN

Knud Sørensen: Østerport. I slutningen af 30'erne planlagde man nedrivningen af hele den sydlige side af Østergade som led i et nyt Østergade-projekt. Gaden skulle gøres bredere og beboelsesbyggeriet forøges. I 1939-40 blev Østerport mod Torvet og den nye rutebilstation opført, men først i 1952-55 blev projektet afsluttet med det lange forretnings- og beboelsesafsnit langs sydsiden af Østergade. Foto 1995 © Lars Bay.

Tiden 1845-1941

BYUDVIKLING - 4

FUNKTIONALISTISK BYGGERI EFTER 1930
- KNUD SØRENSEN OG MAX PAPE

I 1920'erne brød en ny bevægelse igennem inden for arkitekturen. Den ville en total fornyelse og ikke flere efterligninger af tidligere tiders dårskaber. Arkitekturen skulle nu være ærlig og sund, funderet i et helt andet menneskesyn end tidligere. Det almindelige menneske blev centrum, og de krav, det måtte stille til anstændige levevilkår, fritidsinteresser, bovilkår osv., de væsentlige. Var man progressiv, var man som tidsskriftet Kritisk Revy og dets hovedredaktør Poul Henningsen absolut ikke tilhænger af borgerskabets diskrete charme. Man var snarere lidt rød.
I praksis indebar dette, at en bolig skulle være hensigtsmæssig, funktionel - deraf betegnelsen funktionalisme. Facaden f. eks. spillede ikke længere nogen rolle i sig selv; den skulle egentlig blot lade lys og luft passere ind i den store, solorienterede dagligstue. Hvad de enkelte rum angik, skulle de placeres praktisk og smidigt i forhold til hinanden. Og endelig skulle køkken og badeværelse indrettes snildt og med så mange, tekniske hjælpemidler som muligt for at lette kvindens arbejde i hjemmet, og i det hele taget bidrage til en sundere levevis for hele familien.


Max Pape: Sønderport, Chr. 8. Vej. Oprindelig opført som en arbejdernes forsamlingsbygning, 1939-1940. Senere Hotel Louisiana, men nu ungdomsboliger. Foto 1995 © Lars Bay.

Funktionalismens huse er let kendelige i bybilledet. Der hænger altaner uden på murene, vinduerne er store af hensyn til lyset, og dekorative detaljer en uskik. Det prætentiøse hørte fortiden til.

I Silkeborg ligger 1930'ernes huse spredt rundt omkring i byen; enkelte bygninger her og der. Det skyldes dels - og som altid i Silkeborg før anden verdenskrig - mangel på plads, dels at de private bygherrer ikke kunne eller turde binde an med store byggeprojekter. Først efter krigsudbruddet og etableringen af de nye boligforeninger, Arbejdernes Andels-Boligforening i Silkeborg og Arbejdernes Byggeforening i Alderslyst, kom der gang i byggeriet af større boligkomplekser.

Funktionalismens gennembrud betød også gennembruddet for en ny arkitektgeneration i Silkeborg. Flere unge og yngre arkitekter slog igennem omkring 1930, og to af disse kom på afgørende vis til at præge bybilledet i 30'erne, 40'erne og 50'erne, Knud Sørensen (1902-80) og Maximilian Pape (1901-73). De to arkitekter markerer hver sin holdning inden for byggeriet i dette tidsrum. Hvor Knud Sørensen står for en lidt tilbageholdende og meget fornuftsbetonet arkitektur, er Max Papes mere eksperimenterende og ekspressiv.

KNUD SØRENSEN OG EJNER OLESEN

Knud Sørensens virksomhed som arkitekt i Silkeborg rakte over næsten et halvt århundrede fra 1930 til midt i 70'erne. Hans gennembrud var iøjnefaldende med store byggerier fra karrierens start, Michael Sørensens Stiftelse på Åhavevej fra 1932 og Vestre Skole fra 1933-34. Senere i 30'erne tegnede han blandt meget andet det fine vandrerhjem Åbo på Åhavevej og vandt i 1938 konkurrencen om det omfattende Østergadeprojekt, som først blev fuldendt i 1955.

I 1961 indtrådte Ejner Olesen som kompagnon. Firmaet har sat sit tydelige præg på byen, da det bl. a. har stået for de mange ombygninger på Silkeborg Centralsygehus, opførelse af både boliger - såvel enfamiliehuse som større boligbyggerier - og offentlige bygninger.

I en arkitekturhistorisk sammenhæng repræsenterer Sørensen den funktionelle tradition inden for dansk byggeri, mens Pape ligger på linje med den internationale strømning i tidens funktionalisme. Denne forskellighed kommer tydeligt til udtryk i de to store byggerier fra slutningen af 1930'erne, Knud Sørensens Østerport ved Torvet og Papes Sønderport på Chr. 8. Vej. Sørensens bygning med den karakteristiske blanding af forretnings- og beboelsesfunktioner og den enkle facadeudformning er tidstypisk og moderne i 30'erne. Sønderport er avanceret. Facaderne er her brudt op, rundede og plane bygningsdele veksler, og indbyggede altaner bidrager til en dynamisk helhed. Det er en flot bygning, Papes væsentligste overhovedet.

Både Knud Sørensens og Max Papes produktion er omfattende og mangesidig. Kvaliteten kan variere noget, men deres huse er for det meste fornuftigt byggeri. Af gode bygninger fra 1930'erne kan man for Knud Sørensens vedkommende i øvrigt nævne Tværgade 21-25 fra 1936 med den fine tagetage og Nygade 20-22 og Østergade 13 fra henholdsvis 1938 og 39.

Max Papes mere eksperimenterende holdning kommer blandt andet til udtryk i Kildegården ved havnen fra 1938-40 og Solgården i Lyngbygade, opført 1939. Interessant er også forretnings- og beboelsesbygningen Vestergade 105 fra 1938.

Næste kapitel

Byplanlægning - Tiden 1941-1951