KUNSTEN

Af museumsinspektør TROELS ANDERSEN

---

	Godfred Christensen (1845-1928): Ved Remstrup Aa. 1866. Olie på lærred, 36x55 cm. Silkeborg Museum. Et nyt syn på naturen, præget af iagttagelse og realistisk gengivelse, har sat sine spor i denne skitse. Foto © 1995 Lars Bay.

KUNSTEN - 2

1880'erne

I 1880'erne slog realismen igennem i dansk malerkunst. Nu var det ikke længere skovenes ensomhed, kun brudt af menneskenes foretagsomhed eller opfattet som fjernt ideal, der blev kunstens emne, men derimod den fattige landbefolkning, hedens bønder og deres levevilkår i en gold, udsat natur. Christen Dalsgaard og Hans Smidth gav på Skive-egnen skikkelse til de bønder, som Blicher forlængst havde indført i litteraturen. Også hedestrækningerne ved Silkeborg fandt, i hvert fald sporadisk, deres skildrere. Hans Nikolaj Hansen tegnede i 1882 en bondepige til Ude og Hjemme, Tyttebærpigen, kom hun til at hedde i bladet. På tegningens bagside er en ganske anderledes uhøvisk skildring af en bondekone, der løfter op i sine skørter, betegnet Silkeborg oktober 82. Niels Pedersen Mols skildrede i et billede udstillet på Charlottenborg i 1885 Det indre af en smedie fra Seis Hede. Smeden står bøjet i en dramatisk vinkel over sin esse, tilsyneladende næsten i fri luft. Som oftest hos Pedersen Mols er det arbejdet, dyrenes og menneskenes slid, der træder frem.

Christian Zacho, der havde været elev af både P. C. Skovgaard og Janus la Cour, kom sammen med Godfred Christensen på en studietur til Århus-egnen i 1871. Zacho fortsatte til Silkeborg alene, mens Godfred Christensen i sine optegnelser lidt kryptisk noterer: "Jeg havde en vis skyhed for Silkeborg i disse år." Måske var det private komplikationer, og ikke blot kunstneriske overvejelser, der gjorde sig gældende. I hvert fald gik der mange år, før Christensen atter vendte tilbage til byens nærhed, helt til 1896, da han søgte sine motiver i Svejbæk.

Christian Zacho efterlod sig ved sin død adskillige billeder, malet i og omkring Silkeborg. De daterer sig fra 1873, 1876, 1880 og 1887. I 1888 udstillede han to billeder på Charlottenborg, Skovvej ved Nåege i nærheden af Silkeborg og Seis Hede. Optrækkende torden. Også han synes herefter at have foretrukket andre egne af Danmark som sine mål, afvekslende med rejser til Italien og Frankrig. En enkelt gang vendte han dog tilbage. Fra 1909 stammer nogle billeder fra Svejbæk med Staubjerg, Borresø og Ludvigslyst som motiver. Omkring Vilhelm Kyhn samledes endnu sidst i 80'erne en række malere, der havde fundet sammen i hans "huleakademi" allerede 1871-72 i København. Her havde de i hans haveatelier malet efter fælles model. Nu fulgte flere af dem Kyhn til de midtjyske egne. En af dem, Pauline Thomsen, bosatte sig i Ry, hvor hun døde i 1931. 1902 malede hun en fremstilling af Måneskin over Silkeborg Sø (Rosenholm Slot). Det var denne kunstnerkreds' opfattelse af egnen omkring Himmelbjerg-søerne, der senere blev banaliseret i tusinder af glarmesterbilleder og i amatørmalerier.

H. C. Andersen forudgreb i fortællingen Ib og Christine med hele sin intuition de modsætninger, der i 80'erne trådte frem i kunsten. Skovbarnet fra Silkeborg, Ib, møder hedebarnet fra Sejs, Christine. Deres barneforelskelse ender ulykkeligt, livet skiller dem. De to landskabsformer bliver til projektioner af børnenes væsen: Åsen i skoven ved Silkeborg bliver sat op imod de nøgne lyngbakker i Sejs. Og til sidst kontrasteret med byens ubarmhjertige levevilkår, som var det en realistisk skildring fra det følgende årti. Spændingen mellem naturen og de menneskeskabte vilkår, livet i kamp med eller i samklang med naturen var væsentlige temaer i kunsten mellem 1850 og 1890. Selv de spredte eksempler fra Silkeborg-egnen viser det.

Christian Zacho (1843-1913): Fra Silkeborg Langsø, 1876. Olie på lærred, 37x58 cm. Silkeborg Museum. I baggrunden ses Balle Kirke. Billedet hører til inventaret i Jones' stue. Foto © 1995 Lars Bay.

Den kreds af kunstnere, der havde skildret Silkeborg-egnen, hørte alle hjemme i Charlottenborg-udstillingen, der rummede alle tendenser i dansk kunst, indtil en gruppe i 1891 brød ud og dannede Den Frie Udstilling. Efter århundredskiftet nærmede de to grupperinger sig igen hverandre, og en fælles vandreudstilling fra begge udstillingsgrupper begyndte at turnere i provinsen med Kunstforeningen i Københavns energiske leder Viggo Jastrau som drivkraft. I 1910 og 1911 gæstede udstillingen Silkeborg, hvor den vistes i Drewsens villa. Jastrau så gerne samarbejdet lagt i fastere rammer, da udstillingen var afhængig af indtægter ved salg, og i 1911 dannedes derfor en kunstforening i Silkeborg, hvis formål var at modtage udstillingen, samt at gøre indkøb på den til bortlodning blandt medlemmerne. Foreningen fik 70 medlemmer, alle rekrutteret blandt borgerskabet, og udstillingen blev en strålende succes. I 1911 havde den 842 betalende gæster, og der blev solgt 398 kataloger. Det høje besøgstal holdt sig nogenlunde det følgende år. I 1917 måtte man meddele Jastrau, at man ikke kunne tage imod udstillingen, da Drewsens villa var "optagen af militair indkvartering". I 1919 fandt den plads på Teknisk Skole med de glimrende ovenlyslokaler, og i 1921 fik den sit tilholdssted i ovenlyssalen på "den nye kommunale bygning på markedspladsen", der også rummede Silkeborg Bibliotek og badeanstalten.

Den første verdenskrig skabte på mange måder nye vilkår for kunsten i Danmark. Centrum for de nye strømninger var ikke blot sammenslutningen Grønningen, stiftet 1915 i opposition til Den Frie, men også Kunstnernes Efterårsudstilling, der var forum for de helt unge kunstnere. Her debuterede i 1916 en ung, jysk maler, Martin Jørgensen fra Vrigsted. Han havde gået fire år på Kunstakademiet og afsluttet sin uddannelse med en studierejse til Italien sammen med en jævnaldrende maler fra Jylland, Viggo Jensen. De udstillede sammen med andre kunstnere i en række jyske byer under navnet Jyske Malere. I 1921 slog Martin Jørgensen sig efter giftermål og bryllupsrejse til Frankrig ned i Silkeborg. Han så snart muligheden for at udnytte den nye udstillingssal i "den kommunale bygning" og vandt den unge bibliotekar, Peder Nielsen, for sagen. Med Martin Jørgensen som drivkraft blev der i Århus dannet en ny sammenslutning, Frie jyske Malere, navnet var en tydelig henvisning til den københavnske udstillingsgruppe. Også denne gruppe havde til formål at vise kunstudstillinger i de jyske byer. Det blev især Århus og Silkeborg, som kom til at huse gruppen, men også Herning og Horsens fik besøg af dens udstillinger.

	Karikaturtegning af Søren Hjorth-Nielsen med titlen Regnvejr. Hjorth-Nielsen har portrætteret sig selv som nr. to fra højre. Tegningen gav han til en karl på nabogården, Simon Peder Pedersen, der i 1991 skænkede den til Silkeborg Kunstmuseum. Foto © 1995 Lars Bay.

Redaktøren af den socialdemokratiske avis i Silkeborg, Peder Tabor, tog entusiastisk imod initiativet og sluttede nært personligt venskab med Martin Jørgensen og hans hustru. Tabor kunne fransk, og læste i kunstnerhjemmet højt af "mile Bernards udgave af van Goghs breve fra 1911, og af Vollards netop udkomne, statelige bog om Paul Cézanne. Sammen med Edvard Munch, der havde været æresgæst på Efterårsudstillingen i 1915, blev de to kunstnere inspirationskilder for Martin Jørgensen.

Han dyrkede landskabs- og portrætmaleri, malede på stedet og over for modellen, han forenklede, overdrev og lod penselskriften spejle sine følelser. I landskaberne søgte han undertiden en fast opbygning, men hyppigst blev motivet opløst, forvandlet til et billede af sindets bevægelse og indre uro. Farven blev lagt op i brede strøg. I 1921 malede han en af de markante skikkelser, som straks havde sluttet op om den nye kunstnergruppe, lærer Laurits Andersen, der havde påtaget sig hvervet som gruppens regnskabsfører. Tabor bemærkede om billedet, at det "er formelig muret op med spartel og bred pensel, en voldsom formforenkling og farvekoncentration". Laurits Andersen holder på billedet Tabors bog Malurt i hånden.

Næste kapitel Moderne kunst