SILKEBORGS HISTORIE

Af museumsinspektør KELD DALSGAARD LARSEN

---

	Silkeborg Posthus flyttede i 1906 fra hovedgaden til det nyopførte posthus på Drewsensvej lige ved siden af jernbanestationen.

Tiden 1900-1921

KØBSTADEN
UDBYGGES - 1

NYE OPGAVER 1900-1911

Silkeborg var omkring år 1900 en købstad med en bymidte med lige gader og to- og treetagers huse. Uden for bymidten skød små kvarterer op med en-familieshuse.

Ny Længe på Chr. 8. Vej med sine to etager og 26 lejligheder var det nærmeste, byen kom en storbys boligkaserne. Flere af byens arbejderfamilier boede i egne, mindre huse i byens udkant.

Silkeborg udviklede sig i disse år syd for banen langs med Lyngbygade og Sanatorievej. Silkeborgensernes antal steg i tidsrummet 1901-1911 fra 7228 til 8792, og stort set hele tilvæksten skete i årene 1901-1906. Silkeborg var således kommet ind i en noget roligere befolkningstilvækst efter de to hektiske årtier lige før århundredskiftet.

Amtssygehuset på Århusbakken blev anlagt i 1902, og byen begyndte nu at bygge på den østlige side af Gudenåen. Arkitekt Anton Rosen havde tegnet sygehuset, og dets officielle status kan også ses ved, at det unge byvåben er centralt placeret på bygningen.

Silkeborg tog i de første 10 år som købstad skridt til en række nye fællesfaciliteter. Sygehuset i Søgade blev i 1902 flyttet op i nye bygninger på Århusbakken, og fattiggården ved markedspladsen flyttede et års tid efter ligeledes op på Århusbakken. Fattiggården kom herved nærmere på sine marker. Tidligere havde Silkeborg alene udviklet sig på vestre side af Gudenåen. Med disse to nye store byggerier var Silkeborg ved at "gå over åen".

Borgerskolen fik ved århundredskiftet flere tiltrængte udvidelser. I 1898 fik skolen blandt andet gymnastiksale, og i 1902 og 1908 udvidedes med nye bygninger med klasselokaler.

Kommunen vedtog i 1907 at overtage Kirkeskovs Realskole for at oprette en gratis, kommunal mellemskole med realklasse. Det kommunale skolevæsen begyndte at tage udfordringen op fra de private skoler.

Silkeborgenserne havde hidtil haft relativ let adgang til vand med mange private brønde. Men bystyret og lægemyndighederne var begyndt at drøfte behovet for en samlet vandforsyning, og man gav sig til at lede efter vand i højdedragene uden for byen.

Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse påbegyndte i 1902 byggeriet af et stort sanatorium ved Silkeborg, og i den forbindelse gravede man efter vand. Prøvegravningerne viste, at der var rigeligt og godt vand i området, og Silkeborg Kommune etablerede i 1904 og 1905 byens vandværk her på Marienlunds jorder lidt uden for - men dog tæt på - byen.

	Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse opførte i 1903 det store sanatorium ved Vejlsø i den smukke og frie natur, som også gerne skulle have en velgørende og helbredende virkning på patienterne.

Vandet blev transporteret i rør til en vandbeholder på Frydensbjerg på Århusbakken, hvorfra der var en faldhøjde til byen på ca. 67 meter. Det nye vandværk blev en stor succes. Det kom i drift den 1. maj 1905, og ved nytår 1906 var der allerede indlagt vand i 360 af byens 600 ejendomme.

Mange af de gammeldags lokummer kunne nu afløses af vandklosetter. Vandafløb var intet problem ifølge distriktslægen: Gudenåen havde rigeligt med vand til at modtage affaldet.

Det gamle postkontor på hovedgården flyttede i 1906 ud til det nyopførte posthus ved jernbanestationen.

Postvæsenet bestod af postmester F. C. F. Petersen, tre postekspedienter, en statsansat assistent, to private assistenter og fem postbude. Postkontoret havde åbent på alle hverdage 8-11 og 14-18 og om søndagen 8-9 og 12-14.

Jernbanen var fortsat et varmt emne i byens offentlige debat, og den næste jernbanestrækning til Silkeborg kunne indvies i 1908 - Langå-banen var en realitet.

Silkeborg købte i 1907 en grund på det nuværende Kejlstrupvej til losseplads, hvor indholdet af lokumsspande og affald blev kørt hen. I folkemunde hed den chokoladefabrikken. De to forreste vogne kørte med lokumsspande, den tredie var den såkaldte fejevogn.

Byens affald - herunder også natspandene fra de mange lokummer, som fortsat var i byen - var ved at blive et problem. Dette løste man i 1907 ved at købe en grund i nabokommunen mod nord, Gødvad-Balle Kommune, til renovationsanstalt.

Alderdomshjem måtte købstaden selvfølgelig også have. Allerede i 1908 besluttede byrådet, at Silkeborg skulle have et hjem til de ældre borgere, men der gik en del år, fra beslutningen var taget, til bygningen stod færdig. De gamles Hjem stod klart i 1911 på Marienlunds jorder i det nye kvarter syd for banen.

Gasværket var flere gange blevet udvidet i takt med byens udvikling. Den unge købstad drøftede også etableringen af den nye tids løsen: elektricitetsværk.

I første omgang udsatte man beslutningen i 1907 på grund af dårlige tider, men i 1910 blev beslutningen truffet, og året efter havde Silkeborg fået sit elektricitetsværk og silkeborgenserne det hvide lys.

De nye tider med indlagt vand, elektricitet og en forbedret offentlig service var kommet til købstaden Silkeborg.

KULTURELLE INITIATIVER

Købstadsværdigheden gav forpligtigelser. Det mente i hvert fald en række fremtrædende mænd i Silkeborg omkring år 1900, og der blev i disse år arbejdet med folkebibliotek, museum og kunstudstilling. Pastor Viberg og Folkeuniversitetsforeningen i byen tog i 1899 initiativ til en "folkebogsamling" i byen. Bogsamlingens første bestyrelse kom til at bestå af pastor Viberg, papirfabrikkens driftsbestyrer J. Dreyer, fabrikant Schøller og skolebestyrer Kirkeskov. Lærerinde frk. B. Thomsen var samlingens første bibliotekar i tidsrummet 1900-1912.

Folkebogsamlingen fik til huse i et lokale på Teknisk Skole på Skoletorvet. Åbningen var den 6. februar 1900 med en samlet bogbestand på 730 bind. Samlingen havde åbent onsdag og lørdag 17-19.

Det første år var der 252 lånere, som hver betalte 1 krone om året eller 20 øre om måneden for at benytte samlingen. Bogbestanden voksede stærkt og talte i 1901 1400 bind. Samlingen var dog til stadighed i bekneb for penge, og i 1905 kom endnu et kedeligt problem: lokalet på Teknisk Skole var blevet for trangt, og man kunne ikke på stedet få nye og større lokaler. Bogsamlingen henvendte sig derfor til byrådet, og samlingen fik anvist et lokale i forbindelse med Borgerskolen. Det nye lokale var ikke velegnet, og biblioteket henlevede i noget kummerlige omgivelser frem til 1910.

Murermester Chr. Nielsens store ejendom på Vestergade, bygget 1898. Arkitekt Rosen har brugt sin frodige fantasi ved dette bygningsværk, og murerfagets mange facetter er illustreret. På bygningen kan man øverst blandt andet se det kommende byvåben.

Folkeuniversitetsforeningen opløstes i 1908, og bogsamlingen blev overtaget af en ny forening, Silkeborg Bogsamling, med lærer Jens Bjerre som formand. I 1910 fik bogsamlingen endelig bedre plads på Borgerskolen med et længe ønsket læselokale tilknyttet. Frk. Thomsen trak sig tilbage som bibliotekar i 1912 og erstattedes af lærer J. K. Jensen for en kort periode. Frk. Anna Grønborg blev ansat som den første heltidslønnede bibliotekar i maj 1913. En ung assistent, Peder Nielsen, begyndte i 1916, og han overtog bibliotekarstillingen efter frk. Grønborgs fratræden den 1. oktober 1917.

I 1917-18 havde biblioteket ifølge vejviseren åbent på hverdage 12.30-15.30 og 19-20 og om søndagen 9-22. Søndag var åbenbart den store biblioteksdag.

Silkeborg Bogsamling overgik i 1918 til kommunen. Silkeborg Centralbibliotek kunne den 1. april 1918 åbne i kommunalt regi med 5628 bind. Kommunen gik i 1918 i gang med en stor, kommunal bygning ved markedspladsen, og her skulle byens bibliotek have ordnede og blivende lokaler.

En købstad med respekt for sig selv burde også have et museum. Museumsplaner blev allerede drøftet i 1899 i forbindelse med etablering af et bibliotek, men planerne blev først konkrete, da fabrikant Chr. Hammer i 1900 forærede sin store oldtidssamling til Silkeborg Kommune mod, at kommunen påtog sig at opbevare og udstille samlingen. Chr. Hammers samling blev grundstammen i det kommende museum, og tyngdepunktet i samlingen var genstande fra stenalderen og bronzealderen. Der var også nyere genstande, blandt andet en del våben, husgeråd og gamle pengesedler. Chr. Hammer havde gennem en årrække været kendt i byen og på egnen for sin indsamling af oldtidssager, og han opbevarede samlingen i to stuer i sin bolig. Her blev samlingen frem til 1904.

Byrådet tog imod gaven, men det varede nogle år, før man fandt egnede lokaler til museumssamlingen. Silkeborg Museum kunne åbne den 2. april 1904 i et lokale i den nyopførte skolebygning ved Markedspladsen. Arkitekt Rosen havde stået for skolebyggeriet, og han havde også indrettet museumslokalet. Lærerne Esben-Petersen og Balling havde ordnet samlingen og stået for selve udstillingen. Der var almindelig tilfredshed med det nye museum, men i 1910 inddrog skolen lokalet til eget brug. Museet førte herefter en skyggetilværelse frem til 1915-16. På det tidspunkt fik museet til huse i en bygning i Fredensgade, som tidligere havde været benyttet til kødkontrol. Kommunen købte købmand L. M. Andersens oldtidssamling for 2932 kr. i 1917, og man satsede på at få genskabt byens museum. Bygningen viste sig desværre uegnet til museumsformål, og lokalerne blev inddraget til andet brug. Museumssamlingen blev pakket ned i kasser. Da kommunen begyndte på den nye, kommunale bygning ved markedspladsen, tiltænkte man derfor også plads til det hengemte museum her.

Silkeborg og egnen havde lige siden byens grundlæggelse trukket mange kunstnere til området for at male. Derimod varede det længe, før byen kunne præsentere en større maleriudstilling. Glarmester Hostrup-Pedersen og andre tog i 1910 initiativ til at få vandreudstillingen fra Charlottenborg og Den frie Udstilling til Silkeborg. Udstillerne lånte Drewsens store villa ved papirfabrikken til formålet. Året efter kom vandreudstillingen igen til byen fra den 16. september til den 1. oktober. Udstillingen havde dagligt åbent 10-17. Entreen var 25 øre for voksne. Efter dette års udstilling trådte en række mennesker sammen på Hotel Silkeborg den 30. september og stiftede Kunstforeningen for Silkeborg. Foreningen skulle sikre vandreudstillingens besøg i byen og endvidere købe enkelte malerier. Udstillingerne blev de følgende år afholdt i Drewsens villa, men efter 1918 måtte man finde andre lokaler, da villaen blev lejet ud til kammerherre C. L. A. Steensen-Leth. Udstillingen var et år på Teknisk Skole, men herefter ventede man spændt på nye og velegnede udstillingslokaler i den nye kommunale bygning ved markedspladsen.

De tre kulturelle initiativer ventede fra 1918 på at blive samlet i den nye kommunale bygning - kommunen var ved at skabe et stort kulturcenter for byen.

Silkeborgs byvåben tegnet af arkitekt Anton Rosen. SILKEBORGS BYVÅBEN Den nye købstad skulle selvfølgelig have et byvåben, og på et kommunalbestyrelsesmøde i januar 1900 vedtog man at bruge et byvåben tegnet af arkitekt Anton Rosen. Hans motiv var et skjold med en bispehue øverst, i midten en borg og nederst Gudenåen. Motivet havde udgangspunkt i et gammelt sagn om bisp Peder og Silkeborg Slot. En medvirkende årsag til, at byrådet tog netop Anton Rosens forslag, var, at dette motiv allerede var velkendt i Silkeborg. På flere bygninger, som Anton Rosen havde tegnet, var motivet opsat, f. eks. på Håndværkerforeningens bygning fra 1896, Borgerskolens gymnastiksal, gasværksbestyrerens bolig og kødkontrolstationen i Fredensgade. Motivet kunne også ses på murermester Chr. Nielsens pragtbygning i Vestergade (Ørne Apoteket) fra 1898. Silkeborg Bank havde også før 1900 anvendt motivet i sin annoncering i aviserne. Det nye byvåbens motiv var således en del af byens liv i 1900. Silkeborg fik først i 1938 indregistreret og dermed beskyttet byvåbnet. For at forstå motivet i byvåbnet må man kende sagnet om bisp Peder. Det kendes i mange varianter, og der er ingen historisk realitet i det. Her bringes sagnet i en af de ældste, skriftlige gengivelser fra Danmarks Folkesagn af J. M. Thiele fra 1843: "Fire mil fra Århus, nærved Gudenåen, ligger den gamle gård, Silkeborg, i en lystelig egn, omgivet af skove og søer. Den skal have fået dette navn af en bisp, hr. Peder, som engang ville bygge sig en gård, men længe ikke vidste, hvor han ville bygge. Engang sejlede han på Gudenåen og tog da undervejs sin silkehue af hovedet og lod den flyde på vandet, sigende, at hvor den flød i land, der ville han bygge gården. Således fandt han stedet, og da gården var bygget, kaldte han den Silkeborg".

Næste kapitel Børnenes ve og vel