SILKEBORGS HISTORIE

Af museumsinspektør KELD DALSGAARD LARSEN


	Silkeborg-egnen fremstod som en øde, storslået og vildsom naturegn. Litografi efter maleri af L. Gürlitt gengivet i Danmark. Udgivet af Em. Bærentzen, 1856. Billedet har titlen "Egnen ved Silkeborg. Ved Skovriderhuset", og motivet er fra Nordskoven med Brassø og Nåege i baggrunden.

Tiden 1844-1859

NYBYGGERBYEN - 1

I DEN SMUKKE UDØRKEN

Silkeborg var før byens grundlæggelse i 1845-46 en lille flække beliggende i en storslået natur. På stedet fandtes kun hovedgården, møllen og et par småhuse. Silkeborg Hovedgård var bygget efter ritmester Hoffs overtagelse af Silkeborg og store dele af egnen i 1767. Ritmester Hoffs søn, landsdommer Hoff, overtog senere hovedgården, men han solgte den videre til H. P. Ingerslev i 1804. H. P. Ingerslev var især interesseret i Silkeborg på grund af de store skovarealer.

Lovgivningens skovfredning i 1805 var imidlertid en alvorlig hindring for Ingerslevs planer, idet han nu ikke blot kunne omhugge skoven og sælge træet. Silkeborg Hovedgård var ikke rentabel som landbrug, og i 1823 måtte hovedgården endelig gå på tvangsauktion. Staten overtog - som største kreditor - hovedgården og området.

Statsmagtens overtagelse af Silkeborg Hovedgård og området havde den positive betydning for den senere bygrundlæggelse, at statsmagten i praksis kunne disponere frit over området til det ønskede formål: at etablere en fabrik og en handelsplads. Danmark oplevede en voldsom befolkningseksplosion først i 1800-tallet, og i Midtjylland forøgedes befolkningen i flere sogne med 50-100 % i perioden 1787-1845. Linå og Them Sogne voksede fra henholdsvis 622 og 683 indbyggere i 1787 til henholdsvis 1229 og 1788 indbyggere i 1845.

Befolkningstilvæksten skabte også erhvervsmæssige problemer: hvad skulle alle disse mennesker ernære sig ved? Efter landboreformerne omkring 1800 og de nye tider i landbruget lå gårdenes antal nemlig nogenlunde fast. De nye generationer var henvist til husmandssteder og jordløse huse. Det kan illustreres ved forholdene i Linå og Them Sogne i 1805 og 1858. I 1805 var der i Linå 41 gårde og 5 huse, godt halvtreds år senere var tallet 50 gårde og 151 huse. I Them var tallet 94 gårde og 77 huse i 1805, og 105 gårde og ca. 200 huse i 1858.


Silkeborg Hovedgård. Ritmester Hoff købte Silkeborg-området af kongen i 1767 og lod opføre en lille herregård med hovedbygning og længer. Hovedgården blev renoveret i 1840 i forbindelse med Christian 8.s besøg på egnen.

Egnens landbrug var relativt ringe, så man måtte finde andre erhvervsmuligheder. I Midtjylland blomstrede derfor først i 1800-tallet to store landhåndværk op, som begge havde deres udspring i egnens skovrigdomme: træskomageriet og pottemageriet. Træskomageriet var især dominerende i Them, Ry og Linå Sogne, mens pottemageriet især var koncentreret i Dallerup Sogn. Til pottemageriet gik der store mængder brændsel til brændingerne. Desuden var der en stor produktion af andre træprodukter, f. eks. hjul og spader. Det var især husmænd, jordløse husmænd og karle, der stod for disse landhåndværk, men mange gårdmænd havde også brug for en ekstra indtjening og deltog derfor også i disse erhverv.

Nødvendigheden lærte midtjyderne at udvikle egnsbestemte erhverv, men der var hele tiden behov for nye beskæftigelser - en større fabrik ville være en kærkommen ny arbejdsplads.

Den øgede befolkning, de nye erhverv og den bedre agerdyrkning skabte handel og dermed behov for bedre handelsvilkår i Midtjylland. Midtjyderne havde langt til markederne, og det kunne tage en husmand flere dage at fragte sine produkter til markederne f. eks. i Skive og Holstebro. Det var uhensigtsmæssigt.

Silkeborg Hovedgård og jorder kom efter 1823 under administration af den kongelige godsinspektør. Området blev i 1837 såkaldte domæneskove, og der blev herefter arbejdet henimod en egentlig deling af Silkeborg Hovedgård med jorder og selve skovarealerne. Den kongelige godsinspektør, J. H. Bindesbøll, indsendte i 1840 en plan til den nytiltrådte konge, Christian 8., med henblik på udvikling af Silkeborg-egnen blandt andet med fabriksdrift og handel. Bindesbølls meget vidtskuende plan blev startskuddet til det omfattende arbejde, der resulterede i grundlæggelsen af Silkeborg Papirfabrik og Silkeborg Handelsplads blot 5-6 år senere.

Begge initiativer udsprang af ønsket om at udnytte Gudenåens vandkraft til fabriksdrift og ønsket om at skabe handel og bedre økonomi i Midtjylland. Fabrik og handelsplads var hele tiden tænkt som en helhed med den hensigt at få skabt udvikling i det tilbagestående Midtjylland.

SILKEBORG PAPIRFABRIK


	Papirfabrikant Michael Drewsen (1804-1874).

Papirdynastiet Drewsen fra Strandmøllen nord for København fik retten til at etablere et stort fabriksanlæg ved Silkeborg i 1844. Den ældre J. C. Drewsen overlod i 1844 driften af papirdynastiet til sine to sønner, Christian og Michael Drewsen, i firmaet Drewsen og Sønner. Brødrene Drewsen stod i fællesskab for opførelsen af Silkeborg Papirfabrik, men det daglige arbejde var overladt til den yngste af brødrene, Michael Drewsen.

Familien Drewsen ønskede at anlægge denne nye, moderne papirfabrik midt i det øde Midtjylland af flere grunde:

Gudenåens vandkraft skulle være energikilde til produktionen.
Gudenåen skulle være transportvej for råstoffer
og produkter til og fra omverdenen.
Der skal bruges meget vand til papirproduktion,
og i Gudenåen var der vand nok.
Hovedråstoffet til papirfremstilling var klude, og de var lidt af en mangelvare i Danmark. Man håbede, at man midt i Jylland kunne være centralt placeret til
at indkøbe klude fra et stort område.

Silkeborg Papirfabrik var efter datidens målestok et stort og meget moderne fabriksanlæg med den nyeste teknologi. Anlæggelsen af et sådant fabriksanlæg var en stor opgave midt i et næsten ubeboet område. Michael Drewsen kom i april 1844 med sine folk fra Strandmøllen og gik i gang med arbejdet.


Silkeborg Papirfabrik. Maleri af G. E. Libert, 1850 (Silkeborg Museum).

Fabrikken blev anlagt på et ret sumpet område ved Gudenåens udløb i Langsøen. Området skulle derfor piloteres. Til bygningerne skulle der skaffes tømmer, mursten osv. Der havde tidligere på området ligget et teglværk. Det blev flyttet, og man anlagde et nyt teglværk på området til at producere sten til byggeriet. Dernæst skulle de store fabriksbygninger opføres. Arbejderne skulle også have boliger. Det blev til fire længer på Smedebakken - gartnerboligen og tre arbejderlænger - og til indretning af lejligheder i avlslængerne ved hovedgården.

Michael Drewsen måtte under opførelsen sørge for mad og overnatning til arbejderne. Fabriksbygningen stod færdig i september 1844. En imponerende præstation i betragtning af, at så meget måtte bringes til Silkeborg udefra. Selve papirmaskinen og de øvrige maskiner fra Donkins i England kom lidt forsinkede til Silkeborg i november 1844.

Drewsen og Sønner ansøgte i oktober 1844 kongen om at måtte indføre det nye maskinanlæg afgiftsfrit til landet. Af ansøgningen fremgår, hvilke maskiner der skal til Silkeborg: et jernvandhjul i tre afdelinger til underfald på omtrent 60 HK, en dobbeltvirkende pumpe med rør, seks store hollændere af støbt jern med tilbehør, en papirmaskine med alt tilbehør, et satineer-apparat og to hydrauliske presser.


	Smedebakken bag Silkeborg Papirfabrik var en del af det fabriksmiljø, som voksede op ved fabrikken. Smedebakken havde tre beboelseslænger med ialt 16 lejligheder til papirarbejderne.

Energikilden til det omfattende anlæg var det store jernvandhjul, der var og forblev Danmarks største kraftmaskine de næste knap 20 år. De seks hollændere skulle tilberede råstoffet til papirmaskinen. De to hydrauliske presser var til efterbehandlingen. Det nye industrianlæg var helt anlagt til produktion af maskinpapir.

I ansøgningen om afgiftsfrihed kom Drewsen og Sønner også ind på fabrikkens betydning for Silkeborg: "At når foretagendet lykkes, har vi ikke blot virket til egen gavn men også ej lidet bidraget til at vække liv og virksomhed i en egn, der før vi drog derhen, var næsten at betragte som en ørken, hvorhen ingen før vi havde vovet at ty endsige at anlægge så betydelige kapitaler".

Maskinerne kom afgiftsfri til Silkeborg for at skabe papir og ny udvikling i den tidligere udørken. Silkeborg Papirfabrik producerede de første ark papir den 1. januar 1845. Silkeborg Papirfabrik blev udvidet to år senere og blev hermed landets absolutte hovedcenter for papirproduktion. I samtiden taltes direkte om anlæggelsen af fabrik nr. 2 med endnu en papirmaskine og ny energikilde ved installeringen af landets første vandturbiner.

Næste kapitel