Silkeborg 1846
-1996
-1996HISTORIE - NATUR - KULTUR
Du er her:
Forsiden
Silkeborgs historie
Silkeborg kommune
SILKEBORGS HISTORIEAf museumsinspektør KELD DALSGAARD LARSENTiden 1844-1859NYBYGGERBYEN - 3SILKEBORG KOMMUNESilkeborg Handelsplads var oprettet i Linå Sogn, og det var i længden uholdbart. Silkeborg måtte organiseres i en selvstændig kommune, hvilket skete i 1855 med endelig adskillelse fra Linå Sogn i 1856.Silkeborgenserne havde de første mange år måttet kæmpe for deres fællesfaciliter. Børnene gik den første tid til skole i Skjellerup Nygårde små syv kilometer fra byen. Det ville forældrene ikke acceptere. En tid var der skolegang på Smedebakken, derefter i lokaler på hovedgården. I et halvt år ophørte al skolegang, og lærer Børge Møller fik ansættelse på papirfabrikken.
Silkeborg fik kommunale vedtægter ved et regulativ af 20. marts 1855, og nybyggerne kunne afholde kommunalvalg den 13. juni samme år. Birkedommer V. Drechsel blev kongeudnævnt borgmester for Silkeborg Kommune, og følgende seks mænd blev valgt til kommunalbestyrelsen i 1855: fabriksejer Michael Drewsen, købmand Johs. Nerger, godsforvalter J. H. Bindesbøll, gæstgiver Johan C. Keller, gæstgiver Niels C. Schou og købmand Robert Jones. Silkeborg Kommune fik sit eget rådhus i 1857. Bygningen var tegnet af støberiejer og arkitekt Zeltner i historisk stil, der understregede den nye værdighed: egen kommune. Det nye rådhus skulle bruges til retslokale, kommunalbestyrelsesmøder og fængsel. Silkeborgenserne fik samtidig en fælles tidsangiver, idet det prangende rådhus havde et fint tårn med ur. Den unge kommune fik også indrettet sit første, interimistiske sygehus i 1857 i Nygade 39 på grund af faren for en koleraepidemi. Men da epidemi-faren var drevet over, lukkede man sygehuset. Først i 1859 fik byen indrettet et mere permanent sygehus i Vestergade 81 med plads til 10 patienter. Byens sygehus flyttede i 1864 til Søgade 30. Skolevæsenet fandt også langt om længe en løsning i 1859, da kommunen byggede Almueskolen - senere Borgerskolen - i udkanten af byen. Bygningen var i ét plan med to klasseværelser og to lejligheder til lærerne. Arkitekten var igen jernstøber Zeltner. Silkeborg havde udviklet sig fra at være en flække, en nybyggerstad, til at være en selvstændig kommune i en rivende udvikling sidst i 1850'erne. De første, usikre år var overstået. 
GUDENÅEN OG LANDEVEJEKommissionen til planlægningen af Silkeborg Handelsplads havde understreget nødvendigheden af, at handelspladsen fik gode, trafikale forhold. Det tog imidlertid meget lang tid, før disse blev bragt i orden.
Arbejdet var denne gang grundigt og solidt. Trækstien var flyttet over på venstre bred og var overalt ca. 3 meter bred og hævede sig ca. 2 meter over sommervandstand. Åen fik en sejlbredde på ca. 13-15 meter, så to pramme kunne passere hinanden, og vanddybden var garanteret en lille meter selv i lavvandsperioder. Denne omfattende regulering af Gudenåen kostede mange penge, krævede mange retssager med lodsejere og et stort beløb til erstatninger af forskellig art. Reguleringen af åen havde også givet anledning til en del polemik, blandt andet havde fabriksejer Michael Drewsen været en hård modstander af projektet. Michael Drewsen ønskede pramsejladsen erstattet af dampskibssejlads på Gudenåen, men det blev ikke til noget. Pramsejladsen var en billig transportmåde, langt billigere end transport ad landevejene. Men det var alligevel noget af en tur at være pramfarer til og fra Silkeborg. Fra Silkeborg til Randers gik pramturen almindeligvis uden problemer, da man fulgte med strømmen. Derimod var det anderledes problematisk at komme mod strømmen fra Randers til Silkeborg. Det første stykke fra Randers til Bjerringbro fik pramfolkene hjælp fra de såkaldte lejekarle, der gik på land og ved hjælp af reb trak prammen fremad. Lejekarlenes antal afhang af vejr og vind. Fra Bjerringbro til Silkeborg var strømmen så hård, at menneskekraft ikke kunne gøre det. Lejekarlene blev afløst, og pramfolkene fik herefter hjælp af heste. Særlig ved Resenbro var det vanskeligt for prammene at komme forbi. En tur til Randers kunne nok gøres på omtrent et døgn, mens tilbageturen let kunne tage to døgn. Prammen "Viben" gik i rutefart Silkeborg-Randers, og denne pram havde kun en ugentlig afgang. Pramfarten havde ikke kun betydning for Silkeborg. De fleste pramme har givetvis sejlet mellem mindre pladser langs Gudenåen. Langs åen opstod små ladepladser, teglværker og kroer. I Silkeborg havde papirfabrikken et par faste pramme, og ellers anløb prammene havnen med adgang fra Langsøen. Byens gasværk blev anlagt i 1856 således, at prammene let kunne komme frem med deres læs af kul.
Med den endelige lovgivning for sejladsen i 1861 skulle alle hindringer langt om længe være fjernet for en livlig pramsejlads på Gudenåen. Silkeborg lå i et trafikalt knudepunkt ved hovedlandevejen Århus-Ringkøbing og vejen Horsens-Viborg. Kommissionen havde regnet med, at hovedlandevejen hurtigt var blevet anlagt, men der skulle gå mange år. I tidsrummet 1848-52 blev landevejen mod Århus og Ringkøbing anlagt ud fra Silkeborg, men først i 1853-56 blev vejstykket Galten-Århus færdigt. Landevejen nord-syd tog endnu længere tid. Noget af det første, man ønskede, var en dæmning og bro fra handelspladsen til det nordlige opland. Men hverken Viborg eller Skanderborg Amter var ivrige efter at betale for dette vejanlæg i de to amters yderdistrikter. Viborg-broen og dermed en fast forbindelse til det nordlige opland kom først i 1854. Silkeborg-Viborg-landevejen blev anlagt i årene 1855-60. Mod Horsens blev vejstrækningen til Virklund anlagt i 1858, fortsættelsen til Salten var færdig i 1861 og endelig blev strækningen fra Salten til Brædstrup færdig i 1863, hvorefter landevejen fra Silkeborg til Horsens var en realitet. I Silkeborg drøftede man flere gange muligheden for en sluse, så pramsejladsen kunne foregå uhindret både nord og syd for Silkeborg. Det blev imidlertid ikke til noget med de planer de første godt 70 år. I stedet anlagde man ved hovedgården en kanal og en ladeplads, så prammene sydfra kunne aflæsse deres last især af træ til eventuel omlæsning til den videre transport nord for Silkeborg.
FREMGANGSilkeborg Handelsplads udviklede sig meget i løbet af 1850'erne. Byen var kommet ind i en positiv spiral med øget befolkning, øget omsætning, mere byggeri, mere beskæftigelse, flere mennesker og dermed igen nye behov for boliger, handel osv. Indbyggertallet steg i årene 1850, 1855 og 1860 fra 462 til henholdsvis 1163 og 1713.
I forbindelse med Silkeborgs overgang til selvstændig kommune i 1855 havde man drøftet mulighederne for, at handelspladsen kunne blive til en egentlig købstad. Det blev ikke til noget i denne omgang, og flere af indbyggerne var noget utrygge ved at gå fra bevillingssystemet, som gav dem en vis sikkerhed i deres erhverv. Bevillingssystemet fortsatte i Silkeborg, men man var i praksis meget liberal i uddeling af erhvervsbevillinger. Næringsloven i 1857 betød et stop for dette bevillingssystem, og Silkeborg kom som det øvrige land for alvor ind i frihandelens og den frie nærings epoke.
Them By havde før Silkeborgs grundlæggelse været ved at udvikle sig til et bymæssigt centrum for egnen med mange håndværkere og med egnens distriktslæge og apotek. Silkeborg satte imidlertid en stopper for Thems videre udvikling, og den nye kommune trak hurtigt de centrale instanser til nybyggerbyen. Apoteket flyttede til Silkeborg i 1856, og distriktslægeembedet kom til byen samme år. Silkeborg var siden 1854 sæde for den nye Silkeborg Retskreds med V. Drechsel som birkedommer. Kirkeligt blev Silkeborg hjembyen for sognets præst i 1856, og byens første præst var den kendte digter Jens Christian Hostrup. Disse nye embeder og embedsmænd kom hurtigt til at spille en væsentlig rolle i byens liv. De flyttede alle ud til samme område af byen for enden af Vestergade. Birkedommer V. Drechsel byggede først en stor villa, dernæst etablerede apoteker C. F. Nielsen sig, lidt senere byggede distriktslæge C. Fibiger sin villa nabo til apoteket, og i 1858 fik J. C. Hostrup endelig sin præstebolig nabo til birkedommeren. Silkeborgs finere embedsmandskvarter var en kendsgerning.
ERHVERV OG BOLIG OMKRING 1860Distriktslæge C. Fibiger foretog i 1860'erne en undersøgelse af den unge bys befolkning med hensyn til erhverv, boliger og helbred. Undersøgelsen giver et detaljeret indblik i silkeborgensernes livsbetingelser først i 1860'erne.Fibiger gav en oversigt over erhvervsfordelingen i året 1860. Af de 800 opførte erhvervsaktive var de største enkeltgrupper håndværkssvende og lærlinge 146, fabriksarbejdere mænd som kvinder 124, handelsbetjente og tjenestekarle 101, tjenestepiger 136 og daglejere og arbejdsmænd 63 personer. Sammenlagt var der 570 arbejdere svarende til knap 75 % af den erhvervsaktive befolkning i 1860. Om de private næringsdrivende oplystes det, at der i byen var 17 købmænd, 11 træskomænd, 11 sypiger, 9 skomagere, 9 snedkere, 8 skræddere, 8 vognmænd, 6 smede og 6 gæstgivere. Håndværkerstanden var fortsat godt repræsenteret i den unge by, og der var som hovedregel tale om mindre mestre. Af distriktslægens opgørelse fremgik det endvidere, at byen havde to prammænd. Byens øvrighed bestod af 7 civile embedsmænd og 11 underordnede bestillingsmænd. Desuden var der tre gejstlige embedsmænd, en praktiserende læge og en jordemoder.
Silkeborg havde fået gasværk i 1856, og det var noget mod forventning blevet ganske almindeligt, at beboerne havde fået indlagt gas i husene til belysning. Selv i soveværelset! Af byens 338 familier boede 290 i forhuse, stueetage og på første sal, mens kun 48 familier boede i baghuse, kældre og loftskamre. Generelt var distriktslægen yderst tilfreds med Silkeborgs boligstandard. De to lokale jernstøberier var i øvrigt storleverandører af vindovne til de private boliger, hvilket var et gode ifølge distriktslægen. Papirarbejderne boede især i fabrikkens boliger på Smedebakken eller i længerne ved hovedgården. Distriktslægen gav en kort beskrivelse af lejlighederne ved hovedgården. Der var tale om små toværelseslejligheder med et opholdsrum på ca. 14 kvadratmeter, et soveværelse på godt 6 kvadratmeter og et køkken på 4,5 kvadratmeter. Altså en lejlighed på ca. 25 kvadratmeter. Det var efter datidens målestok en ganske udmærket arbejderbolig. På Smedebakken var lejlighederne en anelse større, men ligeledes på to værelser og et lille køkken.
Næste kapitel
Trange tider
|
