SILKEBORGS HISTORIE

Af museumsinspektør KELD DALSGAARD LARSEN

---

	Michael Drewsens villa lå mellem arbejderboligerne på Smedebakken og papirfabrikken. Villaen blev opført i 1847-48 og lå dengang i en parklignende have, hvorfra der var adgang til badehus ved Langsøen.

Tiden 1844-1859

NYBYGGERBYEN - 2

SILKEBORG HANDELSPLADS

Statsmagten ønskede udvikling i Midtjylland. Landbruget og de øvrige næringsveje skulle gøres mere tidssvarende og økonomisk rentable. Derfor ønskede statsmagten en handelsplads i området, hvor lokalbefolkningen kunne handle og derved skabe større produktion og omsætning. De nærmeste købstæder - Skanderborg, Århus, Randers, Viborg, Ringkøbing og Horsens - lå mange mil fra de små ejendomme i Midtjylland.

Statsmagten greb anlæggelsen af Silkeborg Handelsplads meget grundigt an. Der blev nedsat en kommission bestående af tre fremtrædende embedsmænd fra centraladministrationen, som skulle fremlægge forslag til den enevældige konge. Kommissionen kom til at bestå af Michael Lange, Gottfred Garlieb og Iver Johan Unsgaard. Kommissionsarbejdet var ulønnet, og der blev kun afsat meget små midler til selve arbejdet. Alligevel lykkedes det kommissionen at afgive en nøje plan for oprettelse af Silkeborg Handelsplads.

Silkeborg Torv før 1876. Maleri af Vilh. Güllich. Torvets sydside med fri udsigt mod øst ud over hovedgårdens længer og den store lade. I baggrunden ses papirfabrikkens skorsten (Silkeborg Museum).

Kommissionen besøgte den 4. og 5. august 1845 Silkeborg og indkaldte en række lokalkyndige embedsmænd til et møde om sagen. Her blev hovedlinierne for handelspladsen udstukket. Det centrale var, at kommissionen anbefalede det såkaldte bevillingssystem i forbindelse med handelspladsen. Det vil sige, at man skulle søge bevilling for at nedsætte sig på handelspladsen som håndværker, købmand osv. Kommissionen ønskede med andre ord at udvælge den nye handelsplads' beboere ud fra deres håndværksmæssige kunnen, deres økonomiske soliditet og deres ry og rygte i øvrigt. Tanken bag bevillingssystemet var, at en helt ny handelsplads krævede en solid og økonomisk rimelig velfunderet grundstamme af nybyggere, hvis det hele ikke bare skulle ende i fallit og personlige tragedier.

Kommissionen kunne til gengæld tilbyde nybyggerne en byggegrund, en begrænset konkurrence inden for den pågældende nybyggers erhverv og dermed udsigt til et rimelig godt udkomme, hvis nybyggeren i øvrigt passede sit erhverv godt og omhyggeligt. Der var dog også forpligtigelser forbundet med at nedsætte sig på handelspladsen. Nybyggeren var forpligtet til at bygge et grundmuret hus med tegltag og et malet stakit om den øvrige del af den anviste byggegrund. Det skulle altsammen - med kongens ord - se anstændigt og hyggeligt ud.

Kommissionens retningslinier for Silkeborg Handelsplads var på mange måder ude af trit med datidens liberalistiske hovedstrømninger. Flere i samtiden gjorde da også grundigt grin med, at man nu skulle udvælges for at kunne blive nybygger i Silkeborg. Kritikken og tidsånden var imod statslig indblanding. Man mente, at det nok skulle gå på privat initiativ alene. Kommissionen holdt imidlertid ved sit bevillingssystem, og på den måde kan planlægningen af Silkeborg karakteriseres som et spændende kompromis mellem den gamle enevælde og den fremstormende liberalisme, der sejrede ved Junigrundloven 1849.

Kommissionens forslag blev forelagt kongen og resulterede i de to resolutioner af 15. december 1845 og 7. januar 1846 om Silkeborg Handelsplads' oprettelse.

Hans Majestæt Kongens allerhøjeste Resolution af 15. december 1845 og 7. januar 1846 afstak retningslinierne for den nye Handelsplads Silkeborg. De nye silkeborgensere fik resolutionen med, når de nedsatte sig på pladsen.

EN PLANLAGT BY

Kommissionen fik udfærdiget et kort til den nye handelsplads med 31 byggegrunde. Den nye by skulle ligge på hovedgårdens vestermark ned mod Langsøen. Handelspladsen tog sit udgangspunkt i landevejen - i Østergade - og Torvet med plads til rådhus og kirke. Denne bykerne kunne udvides, når det var påkrævet. Det blev det først i 1850'erne, da byen udviklede sig langs Vestergade, Søndergade, Nygade, Tværgade og siden langs Søgade.

	Købmand Rasmus L. Høltzermann (1803-1874) var byens første købmand.

Kommissionen havde en lokal medhjælper i administratoren på Silkeborg Hovedgård. Det var først politiinspektør Frees Emil Hornemann (1846-1848) og siden dennes efterfølger, Johan Henrik Bindesbøll (1848-1854). Den lokale repræsentant skabte mulighed for en mere realistisk og fleksibel behandling af sagerne.

Kommissionens udvælgelse af nybyggerne fik nærmere karakter af en frasortering af de mindst egnede. Købmænd og håndværkere kom til handelspladsen, etablerede sig og søgte at skabe en levevej. Silkeborg blev dog ikke det helt store tilløbsstykke. Flere søgte om at etablere sig, men undlod at bruge bevillingen, da den kom. Men der kom dog et par større købmænd, en lang række håndværkere og ufaglærte arbejdere. Det gik lidt trægt med at opfylde pligten til at få bygget et grundmuret hus inden for et år på byggegrunden, men i løbet af 2-3 år fik nybyggerne dog opført husene. Et alvorligt problem for husbyggerne var, at de ikke havde offentlige lånemuligheder - man måtte enten selv have pengene eller låne dem privat. Byens første købmand, Rasmus L. Høltzermann, lånte mange nybyggere penge til husbyggeri.

Nybyggerne var forpligtet til at bygge hus til eget brug, og det var dem forbudt at bygge med den hensigt at udleje lejligheder til andre nybyggere. Kommissionen ønskede nogle nybyggerfamilier, der virkelig blev knyttet til det nye samfund. Dette udlejningsforbud resulterede i, at husene normalt blev relativt små enetages ejendomme. Da nybyggerne først i 1850'erne fik mulighed for at udleje lejligheder, kom der gang i et lidt større byggeri, og byggegrundene blev også bedre udnyttede end hidtil.

Datidens byer havde et landligt islæt, og det var kommissionen også opmærksom på. Det var derfor en selvfølge, at kommissionen sørgede for mark- og engarealer til nybyggerne, som de kunne leje til agerbrug og kreaturhold. Sådanne arealer blev udlagt på Stormaen og i Funderholme.

Udviklingen gik noget i stå under treårskrigen 1848-50, men derefter gik det hurtigere fremad. Ved folketællingen i 1845 var der 149 indbyggere i Silkeborg, som alle - stort set - var tilknyttet Silkeborg Papirfabrik, i 1850 var der 462 i byen og i 1855 var tallet steget til 1163 mennesker. Udviklingen frem til først i 1850'erne var kun jævnt fremadskridende, mens den det følgende tiår blev mere eksplosiv.

Kommissionen havde udstukket nogle retningslinier for den nye by, men statsmagten fulgte ikke de gode intentioner op med midler til at understøtte en positiv udvikling. Kommissionen havde påpeget transportvejenes afgørende betydning for handelspladsen, men landevejen Århus-Ringkøbing blev først klar omkring Silkeborg i tidsrummet 1848-1852, Gudenåen blev først rigtig prambar i 1858, og en dæmning med bro op til byens nordlige opland blev først en realitet i 1854. De ringe trafikforhold var en hæmsko for udviklingen. Dertil kom, at statsmagten ikke i nævneværdig grad støttede nybyggerbyen til at få en række fælles faciliteter som skole, kirke, jordemoder, politi osv. Efter det grundige forarbejde fra kommissionens side måtte nybyggerne derfor i høj grad satse på egne kræfter.

BY OG LAND Silkeborg Handelsplads skulle efter myndighedernes hensigter indgå i en positiv vekselvirkning med de omkringliggende landdistrikter. Handelspladsen skulle være et center for handel og omsætning for hele egnen. Silkeborg fik afgjort indflydelse på omegnens forhold, og med de generelt bedre vilkår i øvrigt oplevede også omegnens befolkning bedre tider. Forholdet mellem land og by kan være svært at belyse, men her gengives nogle dagbogsoptegnelser fra Kragelund-Funder-præsten J. P. Aaboe for årene først i 1850'erne og derefter nogle af C. Fibigers resultater ved sammenligningen af silkeborgensernes levevilkår med landbobefolkningens omkring 1860. For året 1850 nedskrev J. P. Aaboe blandt andet: "Handelspladsen i Silkeborg, der i året 1845 tog sin begyndelse, er nu blevet en ordentlig lille by, der tæller 4-500 indvånere. Her bor nu tre købmænd, og håndværkere er der af forskellige slags, 4 stærkt besøgte årlige markeder og torvedag hver lørdag holdes. De fleste af beboerne her på egnen søger nu til Silkeborg med deres produkter: korn, smør, æg, høns osv". Præsten er inde på samme emne i optegnelserne fra året 1853: "Silkeborg er nu blevet aldeles lig en lille købstad, der allerede tæller 800 indvånere, og den ene nye bygning rejser sig efter den anden med mageløs hurtighed. Nu findes der 8 købmænd, 2 gæstgivergårde, flere værtshuse og håndværkere af al mulig slags. Byen er nu handelsplads for hele omegnen. Hver lørdag tager folk herfra til Silkeborg torv, hvor de afsætter smør, æg m.m. og igen køber deres fornødenheder. Vi har altså nu kun 1-2 mil til købstad, i stedet for 4-7 forhen". De nye tider giver højere priser på landboprodukterne, giver mere arbejde og betyder også højere lønninger, hvilket fremgår af præstens optegnelser fra året 1853: "Arbejds- og folkelønnen svarer til de høje produktpriser. De fleste husmænd her omkring har i sommer haft arbejde på amtsvejene. Det er højst vanskeligt at erholde en daglejer, og tjenestefolkene ved ikke, hvor højt de vil rejse lønnen". Det bliver endog sværere og sværere at få tjenestefolk. Der er arbejde og en god løn at få ved de store anlægsarbejder i Midtjylland, og det fremgår af optegnelserne fra 1855: "Arbejdslønnen svarer ganske til de høje priser på livsfornødenheder, og aldrig har daglønnen været så høj som i dette år. Ved almindeligt arbejde på amtsvejene erholdes 5 mark til 1 rigsdaler daglig. Mange havde ved akkordarbejde 2 rigsdaler daglig, hvilken betaling også blev givet ved Gudenåens oprensning". (Fra Aarbog for Lysgaard, Hids m.fl. Herreder 1926. Dagbogsoptegnelser Aarene 1833-80 af J. P. Aaboe.)       Distriktslæge Chr. Fibiger (1819-1873). Silkeborgs og egnens distriktslæge, C. Fibiger, undersøgte forholdene i Silkeborg og i de omkringliggende landdistrikter først i 1860'erne. C. Fibiger var yderst positiv over for papirfabrikkens betydning for arbejderne og lokalbefolkningen. Dog var fabrikslivet ikke befordrende for småbørnene og sædeligheden. Fabriksarbejderne havde en større børnedødelighed, og fabrikspigerne fik oftere børn før ægteskabet end ligestillede piger. Bylivet og fabrikslivet havde altså sine skyggesider. Men forholdene på landet var dog en del værre ifølge distriktslægens grundige undersøgelse i omegnen. Han konkluderede derfor: "Jeg kan af det her udviklede ikke se rettere, end at Silkeborg i sammenligning med landet er i høj grad forskånet for smitsomme og farlige epidemier, fordi byen er nybygget, husene er rummelige med højde til loftet og god ventilation, og opførte med hensyn til hygiejnens forskrifter, medens landbefolkningen bor i slette boliger. Men at dødeligheden på handelspladsen er større end i andre byer, fordi de hyppigere fødsler medfører en større dødelighed i livets første år, fordi fabrikslivet virker hæmmende på de spæde børns pleje, og fordi det mislige vandafløb fremkalder en større fugtighed af jordsmonnet i måneder, hvor dødeligheden ellers på andre steder plejer at være mindst". De unge piger havde også ifølge distrikslægen det helbredsmæssigt bedre i Silkeborg end på landet. Hans forklaring herpå lød blandt andet: "Medens bondepigen altså sidder, drikker kaffe, strikker og keder sig, får købstadpigen sund kost, spadserer i sin fritid med sin kæreste, og danser undertiden den halve nat på de offentlige danseboder". Silkeborg gav altså nok bedre livsbetingelser for egnens beboere, men bybefolkningen havde ifølge distrikslægen noget bedre og sundere livsbetingelser end beboerne i landdistrikterne.

SILKEBORGENSERNE

Silkeborg tiltrak mange unge mennesker, der søgte muligheder i nybyggerbyen. Silkeborg var derfor naturligt nok domineret af unge familier med mange børn. Mange ungkarle søgte også lykken i Silkeborg, og der var derfor en vis overvægt af mænd i den unge by. Småbørn vrimlede det med, da cirka hver tredie silkeborgenser var et barn.

Erhvervsmæssigt dominerede Silkeborg Papirfabrik de første 10-15 år. Frem til først i 1850'erne var cirka halvdelen af silkeborgenserne tilknyttet fabrikken. Denne andel dalede til under 20% i 1860.

Silkeborg Hovedgård med længer. De to længer - kaldet Vestre og Østre Længe - blev indrettet til boliger for papirarbejderne. Til boligerne hørte traditionen tro en lille have, hvor familierne kunne dyrke grønsager og eventuelt holde lidt husdyr. I forgrunden hjuldamperen "Hjejlen", som Michael Drewsen fik skaffet til Silkeborg i 1861.

Silkeborg var en by i udvikling, og det afspejlede sig tydeligt i beskæftigelsen, idet håndværkerne var den største enkeltgruppe i byen. Især efter 1850 var håndværkerne - mestre og svende - den klart største erhvervsgruppe. Tjenestefolkene var der imidlertid også mange af, men det var en lidt mere ustabil erhvervsgruppe. Hovedregelen var, at de unge tjenestepiger efter nogle år blev gift og selv stiftede familie.

De mange, nye silkeborgensere kom fra hele landet og især fra Midtjyllands landdistrikter og Nordsjælland. Mange, lokale unge søgte ind til den nye by for at søge arbejde enten på papirfabrikken eller som tyende hos håndværksmestre, købmænd og andre. Silkeborg Papirfabrik bragte mange papirarbejdere og deres familier fra Strandmøllen med til Silkeborg.

Sjællænderne kom ikke i et ryk, idet der var en stadig tilgang af sjællændere til nybyggerstaden. Rygterne om livet i Midtjylland må åbenbart ikke have virket afskrækkende hos slægtninge, venner og bekendte på Sjælland.

Nybyggerne var dog langt fra stabile folk, mange flyttede hurtigt fra nybyggerstaden igen for at søge lykken andre steder. Håndværkere, arbejdsmænd, tjenestefolk og fabriksarbejdere kunne hurtigt rejse, og mange gjorde det. Men der var skabt en grundstamme af nybyggere, der var bosat i eget hus, havde et nogenlunde solidt erhverv og en tro på fremtiden. Silkeborg havde som ung by ikke noget traditionelt velhavende borgerskab, og de mere velstillede nybyggere kom ikke til at udgøre et velafgrænset borgerskab. Befolkningen bestod af en stor arbejderklasse og middelklasse og en meget lille, regulær overklasse.

Næste kapitel Silkeborg kommune