SILKEBORGS HISTORIE

Af museumsinspektør KELD DALSGAARD LARSEN


	Læssøegades Brændselsforretning. Besættelsestiden var en knaphedstid på alt, herunder også på brændsel. Der var flere, små forretninger, som søgte at bøde på denne situation. Blandt andre O. Morthensen og hans firma Læssøegades Brændselsforretning.

	Alsang i Iskælderdalen ved Skovbakken under besættelsen. Danskernes fortvivlelse og stilfærdige modstand mod tyskerne kom til udtryk i en fremhævelse af det nationale, herunder den danske sangskat.

Tiden 1941-1959

ARBEJDSLØSHEDSØEN
SILKEBORG - 1

HVERDAG UNDER BESÆTTELSEN

Livet gik videre under den tyske besættelse om end noget mere besværligt end hidtil. Vareknaphed, restriktioner, rationeringsmærker, mørklægning m.m. blev en del af hverdagen. Husmødrene kunne blive fortvivlede, når gassen pludselig slap op søndag middag, mens middagsmaden lå halvfærdig i gryden, og gæsterne snart ville komme. Mange familier fik indrettet et lille nødkomfur. Erstatningskaffe, dårlig tobak og andre surrogater lærte man at leve med.

Tøj blev en mangelvare, og husmoderen måtte bruge megen fantasi på at holde familien med tøj. Dette almene problem søgte man også at afhjælpe ved en større, fælles indsats. Den 24. september 1943 blev tøjreparationscentralen indrettet i Nygade, og her kunne man få omsyet sit gamle tøj til brugbart "nyt" tøj.

De kolde vintre i 1941 og 1942 gjorde hverdagen besværlig, og manden måtte ud for at hente brænde i de omkringliggende skove. Opvarmningen var et stort problem for de enkelte familier, og på byens skoler måtte man i perioder give børnene fri, da klasselokalerne var umulige at varme op.

Fødevarer var der også mangel på. Forretningerne solgte først og fremmest til deres gamle kunder, og det kunne give store problemer for tilflyttere. Trods alle forbud og restriktioner hændte det, at familiefædre fik et tip om salg af halve grise ude på landet, og det herlige kød blev fragtet til byen og lagt i husmoderens saltkar. Børnene kunne opleve tiden som direkte spændende. Her var noget at se på og følge med i. Mange af børnene blev stik-i-rend-drenge for de tyske soldater, som ønskede at få bragt wienerbrød, smør og mælk. Forældrene så meget strengt på denne lønsomme hjælpsomhed, men det var umuligt at have børnene under konstant opsyn.

Livsglæden var heller ikke til at udrydde. Dansestederne bød publikum velkommen sidst på eftermiddagen, og de danseglade silkeborgensere svingede sig til tidens jazz-musik ved højlys dag. Biograferne gik for fulde huse, og sportslivet levede i bedste velgående. Vintersporten fik et enormt opsving i de to kolde vintre.

Det gjaldt om at klare sig i det daglige, og flere søgte at klare sig på bekostning af andre. Kriminaliteten steg mærkbart. Vareknaphed og restriktioner skabte grobund for illegale forretninger og fortjenester.

Danskerne blev under besættelsen mere nationale end nogensinde for derved at skabe en klar distance til besættelsesmagten. Alsangsaftener, nationale foredrag og arrangementer samlede tusindvis af silkeborgensere.

BOLIGNØD OG BOLIGFORENINGER

Silkeborg blev ved sammenlægningen en storkommune, og byen oplevede en fortsat vækst under besættelsen. Storkommunen havde i 1941 ca. 18.650 indbyggere, mens tallet i 1945 var 20.955 (en tilvækst på 12,4%). Beskæftigelsessituationen var relativ god under besættelsen, og det tiltrak en del tilflyttere.

Arbejdernes Andels-Boligforening fra 1940 blev sammen med Arbejdernes Byggeforening i Alderslyst 1940'ernes og 1950'ernes store bygherre i Silkeborg. Boligforeningens første byggeri var blokkene på Frederiksberggade og Lyngsøgården på Bryndumsvej. Boligforeningen ønskede også at udbygge mindre familiehuse til børnerige familier. Det første byggeri af den slags blev også udført på Bryndumsvej

Boligbyggeriet faldt drastisk i 1940 og 1941, og silkeborgenserne oplevede stor boligmangel. Mod slutningen af første verdenskrig og lige efter havde Silkeborg også haft boligmangel, og dengang måtte kommunen gå ind som bygherre og boligudlejer. Problemet blev fra 1940 søgt løst på en ny måde - ved boligforeninger. Statsmagten havde ved boliglovgivningen givet bedre finansieringsmuligheder for foreningsbyggeriet. Arbejdernes Andels-Boligforening blev stiftet den 9. september 1940, og Arbejdernes Byggeforening i Alderslyst blev stiftet den 17. januar 1941. De to boligforeninger blev oprettet lige før indlemmelsen af Alderslyst i Silkeborg Kommune, og de to foreningers virkeområde var i begyndelsen henholdsvis det gamle Silkeborg syd for Langsøen og Alderslyst.

Arbejdernes Andels-Boligforening byggede sine første boligkomplekser på Frederiksberggade 64-68 og Lyngsøgården på Bryndumsvej. Arbejdernes Byggeforenings første byggeri var på Sølystvej, og derefter fulgte byggerier på Herningvej i Lysbro, Herholtsvej osv. Byggeforeningen ønskede i begyndelsen at sprede byggeriet og undgå storbyggeri. Begge boligforeninger lod også opføre mindre familiehuse specielt beregnet på børnerige familier. Kærshøj-kvarteret var et sådant kvarter, der voksede op under besættelsen. Arbejdernes Andels-Boligforening byggede i 1943 seks to-familiers rækkehuse på Bryndumsvej. Lejlighederne blev opvarmet ved kaminer og kakkelovne. I kælderen havde hver familie brændselsrum og viktualierum, og der var fælles vaskerum og badeindretning med gasovn.

Men boligmangel tvang boligforeningerne til større, samlet etagebyggeri. Byrådet anslog behovet for nye boliger under besættelsen til at være 500-800 nye lejligheder. Arbejdernes Byggeforenings første storbyggeri var Færgegården fra 1943, mens Arbejdernes Andels-Boligforenings storbyggeri var på Århusbakken.


	Vesterbo på Vestergade blev opført som ældreboliger først i 1944. Her kunne pensionisterne som noget nyt bo i egne små lejligheder samtidig med, at der var et vist tilsyn.

Arbejdernes Andels-Boligforening opførte i 1943-44 fem store blokke med ialt 90 lejligheder. Hovedparten var 2 1/2-værelses lejligheder på ca. 70 m2. En fælles varmecentral sørgede for centralvarme til bebyggelsen. Trods materialesituationen var lejlighederne nogenlunde godt udstyret. I køkkenet var både madskab og kosteskab, og der var indbyggede skabe i entreen og soveværelset. Til hver lejlighed var der i kælderen et viktualierum samt et pulterkammer. Af fællesfaciliteter var der elektrisk vaskerianlæg med vaskemaskine, centrifuge og strygemaskine.

De to boligforeninger blev byens nye, store bygherrer både under og efter besættelsen. Kommunen støttede byggeriet ved at stille garanti, og byggeplanerne blev drøftet i byrådet. Opførelsen af Færgegården i 1943-44 gav anledning til en principiel drøftelse om licitation. Byggeforeningen havde indbudt sine traditionelle samarbejdspartnere blandt håndværkerfirmaerne og undladt en åben licitation. Det fandt byrådet uheldigt, og kommunen stillede herefter krav om, at boligforeningernes byggeri skulle udbydes i licitation. Tyskernes beslaglæggelse af en række bygninger, herunder også beboelsesblokke, gjorde kun boligsituationen endnu værre.

STORKOMMUNEN UDBYGGES

Silkeborg var præget af en vis optimisme under besættelsen. Silkeborgenserne oplevede en klar bedring i beskæftigelsessituationen. Mange fik arbejde i tørvemoserne, og siden gav tyskernes tilstedeværelse i byen mange nye arbejdspladser. Den nye storkommune skulle udbygges, hvilket også skabte arbejdspladser.

Skolevæsenet skulle udbygges, og den nye mellemskole på hjørnet af Markedsgade og Søndergade stod klar allerede i 1944. Et storbyggeri i tidens byggestil, som var parat til at tage mod de nye, store årgange. Der blev bygget ældreboliger, Vesterbo, i Vestergade. Silkeborg Kirke blev grundig renoveret. Stadion fik sin bygning med omklædningsfaciliteter. En udbygning af børnepasningen skete også i perioden. Dronning Louises Asyl flyttede til nye lokaler i hovedgården, og man oprettede i 1943 en fritidsklub for skoleungdommen.

Af mere overordnede planer besluttede byrådet sig for en omfartsvej, storstilet skolebyggeri, ny kirke i sydbyen og nye bolig- og industrikvarterer.

Silkeborg udviklede sig på Århusbakken og mod nord i det nyindlemmede Alderslyst. Flere af de nye boligkvarterer var etagebyggeri. Lejlighederne var typisk toværelseslejligheder med et kammer på mellem 69 m2 og 88 m2 moderne indrettet og med gode fællesfaciliteter.

Bystyret var således fortrøstningsfuldt med hensyn til fremtiden, og man var i fuld gang med at planlægge det nye Silkeborg efter krigsafslutningen. Besættelsen gav dog mange problemer for bystyret, f. eks. tyskernes beslaglæggelse af de fleste af byens skoler og andre bygninger. Skolegangen blev spredt rundt om i byen i mange midlertidige og uegnede lokaler.

Næste kapitel

Besat og befriet