SILKEBORGS HISTORIE

Af museumsinspektør KELD DALSGAARD LARSEN

Schalburgtage af Håndværkerforeningen den 23. februar 1945. Tyskernes hævnaktioner for den stigende danske sabotage var den såkaldte schalburgtage, som ramte i flæng. Det gik bl. a. ud over Håndværkerforeningens smukke bygning, som siden 1896 havde dammet rammen om en stor del af byens teater og kulturliv. Det varede to år, før Håndværkerforeningen fik genopført en ny bygning på stedet.

Tiden 1941-1959

ARBEJDSLØSHEDSØEN
SILKEBORG - 2

BESAT OG BEFRIET

Det officielle Danmark ønskede en så lempelig besættelse af landet som muligt. Derfor indgik regeringen i et samarbejde med besættelsesmagten, og man manede den danske befolkning til ro, orden og værdighed i denne svære tid. Direkte modstand mod besættelsesmagten blev betragtet som landsskadelig virksomhed. Kun passiv modstand - den kolde skulder - var ønskelig.

Denne samarbejdspolitik var der udbredt tilslutning til frem til 1943, men den valgte regerings tilbagetræden og den efterfølgende undtagelsestilstand fra den 29. august 1943 og siden anholdelsen af det danske politi den 19. september 1944 var begivenheder, der viste, at samarbejdspolitikken gradvis var blevet afløst af direkte modstand mod den tyske besættelsesmagt.

Kaj Munks ligfølge den 6. januar 1944. Digterpræsten Kaj Munks brutale henrettelse skabte stor vrede og foragt mod den tyske besættelsesmagt over hele landet. Kaj Munks lig blev fundet på Hørbylunde Bakke lidt vest for Silkeborg, og liget blev ført til Silkeborg Sygehus.

Den 6. januar 1944 skulle Kaj Munks lig køres tilbage til Vedersø for at blive begravet. og den hjemtur blev en massiv, folkelig protest mod besættelsesmagten. Silkeborg Bad blev beslaglagt af tyskerne i 1942, og badet fungerede i 1943-45 som besættelsesmagtens militære hovedkvarter i Danmark. Den tyske besættelse blev herefter meget mere synlig i Silkeborg, og tilstedeværelsen af de mange tyske soldater gav meget vanskelige vilkår for den lokale modstandsbevægelse.

Kaj Munks ligfølge den 6. januar 1944. Digterpræsten Kaj Munks brutale henrettelse skabte stor vrede og foragt mod den tyske besættelsesmagt over hele landet. Kaj Munks lig blev fundet på Hørbylunde Bakker lidt vest for Silkeborg, og liget blev ført til Silkeborg Sygehus. Den 6. januar 1944 skulle Kaj Munks lig køres tilbage til Vedersø for at blive begravet, og den hjemtur blev en massiv, folkelig protest mod besættelsesmagten.

Kommunisterne var de første, som gik til direkte modstand mod tyskerne. Den første sabotageaktion fandt sted i sommeren 1942. Tyskerne gengældte brutalt modstandsbevægelsens aktioner ved hævntogter mod civile.

Præsten og digteren Kaj Munk havde længe været en torn i øjet på besættelsesmagten, og først i januar 1944 slog tyske lakajer til. Kaj Munks lig blev fundet den 5. januar ved Hørbylunde Bakker vest for Silkeborg, og liget blev kørt til Silkeborg. Silkeborgenserne viste deres sympati for Kaj Munk, for den danske modstand og deres afsky for tyskerne ved i tusindtallig skare at følge Kaj Munks lig ud af byen den 6. januar, mens byens flag var på halv.

Modstandsbevægelsens sabotage og tyskernes schalburgtage blev mere omfattende frem mod krigens afslutning. Den 16. februar 1945 blev J. W. Darrs fabrik på Torvet sprængt i luften af modstandsbevægelsen, og tyskerne tog hævn ved den 23. februar 1945 at sprænge Håndværkerforeningens bygning på Torvet i luften. Modstandsbevægelsen kæmpede med livet som indsats, og mange faldt i direkte kamp, ved henrettelse eller omkom i tyske koncentrationslejre.

Frihedsbudskabet den 4. maj om aftenen 1945 fik silkeborgenserne til spontant at strømme ud på gaderne. Frihedsdagen den 5. maj blev en glædens dag. Det danske flag vejede overalt i byen, og glæden fik frit løb.

VÆRNEMAGTSARBEJDETS OPHØR

Silkeborg havde haft mange store værnemagtsarbejder, f. eks. Silkeborg Bad, og det havde i besættelsesårene trukket mange mennesker til byen. Med befrielsen ophørte dette arbejde brat med stor arbejdsløshed til følge især blandt arbejdsmændene. Arbejdsmændenes Fagforening gik til byrådet med oplysninger om, at den havde omkring 500 arbejdsløse, hvilket svarede til ca. 40 % af medlemmerne, og det endog i den traditionelt gode sommersæson. Arbejdsmændene ønskede nyt arbejde sat i gang og en 45 timers arbejdsuge for de kommunalt ansatte mod de nuværende 48 timer med fuld lønkompensation.

Byrådet drøftede arbejdsmændenes ønsker på et møde i juni 1945, og der var stor forståelse for problemet. Men det borgerlige byrådsmedlem og formand for teknisk udvalg, handelsgartner Simonsen, vakte stor diskussion, da han fastslog, at alt det arbejde for værnemagten havde været beskidt og uværdigt, og at man egentlig ikke burde gøre noget for de mennesker, som nu var kommet i knibe ved, at værnemagtsarbejdet ophørte. Arbejdsmændenes repræsentanter i byrådet, Carl Jensen og Aage Thomsen, reagerede skarpt mod handelsgartneren, og deres standpunkt var, at man måtte handle ud fra det faktum, at de 3-400 arbejdsmænd, som var kommet til byen på grund af værnemagtsarbejdet, var i byen, og at arbejdsløshedstallet i fagforeningen var omkring 500 mand.

Handelsgartner Simonsen var kommet ind på et særdeles ømt punkt, nemlig værnemagtsarbejdet. Arbejdsmændenes fagforeningsformand Carl Jensen uddybede senere arbejdsmændenes holdning: "Arbejdsmændenes Fagforening er et åbent hotel, hvor vi har alle lige fra grosserere til røgtere, og vi må tage dem alle. Det er rigtigt, at nogle tog arbejde hos værnemagten, men man bør erindre, at såvel fagforening som socialkontoret har anvist disse mennesker til at tage netop det arbejde. Der er forskel på dem, der havde nok i forvejen og ville rage noget mere til sig, og dem der måtte tage arbejde for simpelthen at kunne eksistere". Regnskabet efter besættelsen viste sig at være umuligt at gøre op. Carl Jensen mente, at retsopgøret truede med at blive helt skævt - man fangede de små fisk og lod de store gå fri.

Kommunen var imødekommende over for arbejdsmændenes ønsker. Man ville igangsætte vej- og kloakarbejder, kommunalt byggeri, ringvejsarbejde, støtte andelsbolig-byggeri og endelig påbegynde et stort anlægsarbejde i forbindelse med en påtænkt lufthavn ved Silkeborg. Byrådet vedtog med de socialdemokratiske stemmer at indføre en 45 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation for de kommunalt ansatte arbejdsmænd. Kommunens initiativer skulle imidlertid hurtigt vise sig ikke at være tilstrækkelige. Hverdagen var kommet tilbage efter de glade maj-dage. Silkeborgs relativ gode beskæftigelsessituation under besættelsen gav efter befrielsen store beskæftigelsesmæssige problemer, især blandt de ufaglærte.

Næste kapitel

I erhvervslivet