SILKEBORGS HISTORIE

Af museumsinspektør KELD DALSGAARD LARSEN

---

	Hotel Dania på Silkeborg Torv. Hotel Silkeborg og Hotel Dania blev de to store gæstgiverier i den unge by. Hotel Dania blev grundlagt af Jens Heegaard Grabow i 1848.

Tiden 1860-1879

TRANGE TIDER - 1

I FATTIGDOMMENS SKYGGE

Silkeborg oplevede en vis stilstand i 1860'erne og 1870'erne efter de hektiske første 15 år af handelspladsens historie. Silkeborg havde stabiliseret sig som en funktionsdygtig by med erhvervsliv, boliger og fælles institutioner.

1860'erne var præget af fattigdom. Distriktslæge C. Fibiger havde i sin undersøgelse af forholdene i 1860 tegnet et ret positivt og optimistisk billede af den arbejdende befolknings vilkår og muligheder. Men i 1870 udgav distriktslægen en ny undersøgelse, og her var tonen en ganske anden: fattigdommen var ved at vælte de kommunale budgetter. Silkeborg Kommunes budget for 1864 viste, at fattigvæsenet og skolevæsenet var langt de største udgiftsposter med henholdsvis 1139 rigsdaler og 1391 rigsdaler, mens lønninger til de offentligt ansatte var fastsat til 800 rigsdaler.

Fattigvæsenet var en kommunal opgave, og flere af de ledende mænd i kommunen var bekymret for, at alt for mange skulle komme til at ligge kommunen til byrde. En mulig løsning kunne være oprettelse af fattiggårde, hvor ideen var, at de fattige selv skulle arbejde for føden. Silkeborg Kommune forhandlede i løbet af 1860'erne mange gange med omegnskommunerne for i fællesskab at oprette en stor fattiggård, men forhandlingerne endte uden resultat.

En tid drøftede kommunen muligheden af at oprette en fattiggård på Øster Kejlstrup, og fabriksejer Michael Drewsen tilbød fattiglemmerne arbejde med kludesortering i forbindelse med papirproduktionen. Men heller ikke disse planer lod sig føre ud i livet. Efter mange drøftelser blev Silkeborg Fattiggård endelig indviet den 22. januar 1869. Fattiggården lå i nær tilknytning til byen ved Tværgades forlængelse frem mod markedspladsen. Fattiglemmerne kunne sættes til arbejde ved gårdens landbrug og ved husflidsarbejde.

Gæsterne kunne selvfølgelig blive transporteret standsmæssigt til Hotel Dania. Da jernbanen kom, holdt hotellets vogn og tog gæster op, så de blev kørt det sidste stykke vej til torvet.

Arbejderfamilierne kunne nok klare sig, hvis manden havde fast arbejde, eller hvis hustruen havde muligheder for at supplere mandens løn ved erhvervsarbejde. Men hvis arbejderfamilierne blev ramt af arbejdsløshed, sygdom eller hvis de blev gamle, blev fattigdommen en reel trussel.

Byens bedre kredse - og især damerne - ønskede at gøre noget for byens arbejderbefolkning. Der blev indsamlet midler og afholdt basarer til fordel for arbejderbørnene. Elfride Fibiger inviterede udvalgte børn til spisning i hjemmet i Vestergade for at give dem en sund og nærende kost.

En anden måde at hjælpe arbejderfamilierne var at sikre børnepasning, så faderen og moderen kunne arbejde og sørge for familiens eksistens. Komiteen for Oprettelsen af et Asyl i Silkeborg henvendte sig derfor til offentligheden den 16. november 1863. Det blev begyndelsen til byens første børnehave, Dronning Louises Asyl. I en beretning for året 1868 nævnes, at asylet dagligt havde 32 børn i vintermånederne og lidt flere i sommermånederne. Børnene blev passet af en kvinde med stillingsbetegnelsen "asylmoderen", og hun fik en årlig løn på 60 rigsdaler, mens brændslet kostede knap 30 rigsdaler og øvrige udgifter små 30 rigsdaler. Asylet holdt til i lejede lokaler, og først i 1879 fik institutionen egne lokaler i Tværgade.

SILKEBORGS HÅNDVÆRKERE

Håndværkere var en dominerende erhvervsgruppe i byen, og i 1863 gik en række håndværksmestre sammen om at stifte Silkeborg Håndværkerforening. Håndværkerforeningen havde til formål at være et forum, hvor håndværksmestrenes interesser blev drøftet og fremført. Man ønskede også en større agtelse for håndværket som fag, og i den forbindelse var lærlingeuddannelse en vigtig opgave for den nye forening.

	Friboligerne i Hostrupsgade var tidens højhusbyggeri i Silkeborg. Lejlighederne var beregnet til ældre håndværkere eller deres enker, og lejlighederne var en del mindre end arbejderboligerne på Smedebakken og længerne ved hovedgården.

Silkeborg Håndværkerforening startede med ca. 60 medlemmer, og omkring 1870 steg medlemstallet til over 100. Det egentlige gennembrud for foreningen kom først omkring 1880, da foreningen fik over 300 medlemmer. Silkeborg Håndværkerforening begyndte straks med at undervise unge og oprette en lille læsesal. Undervisningen af unge var forløberen for Silkeborg Tekniske Skole. Undervisningen var som regel et par timer om søndagen, og medlemmernes børn kunne nøjes med at betale halv pris.

Håndværkerforeningen blev hurtigt en ret åben forening med medlemmer fra alle samfundslag: embedsmænd, fabrikanter, lærere, værtshusholdere og arbejdere. Nye medlemmer skulle balloteres, hvilket betød, at nye medlemmer kunne afvises, hvis et flertal nægtede vedkommende optagelse. Men i praksis var medlemskab ret åbent. Silkeborg Håndværkerforening åbnede i 1870 et Industri-Magasin, som var en art salgsudstilling af produkter. Industri-Magasinet holdt i sin korte levetid til på Hotel Dania.

Håndværkerforeningens gennembrud hang givetvis sammen med foreningens store byggeri af et hus på Torvet midt i 1870'erne. Hermed blev der skabt gode rammer for foreningen og dens skoleundervisning. Håndværkerstanden havde i 1861 markeret sig ved oprettelsen af Foreningen Friboligerne, der skulle opføre boliger til ældre håndværkere eller deres enker. Friboligerne påbegyndte imidlertid først byggeri i Hostrupsgade i 1872.

DREWSEN OG SØN

I 1870 overtog farmaceut, cand. pharm. N.C. Strøyberg Silkeborg Papirfabrik efter Drewsen. I de første år boede Strøyberg i fabriksmesterens villa, som ses her. I anledning af hans og Gydas bryllup i 1872 blev den udsmykket af fabrikkens arbejdere.

Michael Drewsen var fabriksherren på Silkeborg Papirfabrik lige fra fabrikkens etablering i 1844, men det var et familiefirma: Drewsen og Sønner. Drewsen var den gamle J. C. Drewsen og sønnerne var Christian og Michael Drewsen. Brødrene Drewsen fik efter 1854 noget nær monopol på papirproduktion i Danmark. Men forholdet mellem brødrene var ikke altid lige godt. Christian Drewsen var bekymret over Michael Drewsens noget ødsle drift af Silkeborg-fabrikken.

Adolf Ludvig Drewsen (1803-1885), der var farbror til Michael Drewsen, var konferensråd og senere dommer i kriminal- og politiretten i København. Han var i 1826 blevet gift med H.C. Andersens velynder Jonas Collins ældste datter, den muntre Ingeborg (1804-1877), og det var i Collins kreds af skønånder, at Drewsen blev H.C. Andersens gode ven. Det udviklede sig til, at H.C. Andersen fem gange på tre år (1850, 1853 og 1859) besøgte Amalie og Michael Drewsen i Silkeborg.

Silkeborg Papirfabrik blev større i løbet af 1860'erne, og arbejdsstyrken steg fra ca. 125 i 1860 til ca. 200 i 1870. Fremgangen var desto mere iøjnefaldende, da den øvrige erhvervsudvikling i byen var noget stillestående i dette årti. Men i oktober 1864 indtraf katastrofen: fabrikken brændte. Den ene af de to papirmaskiner måtte helt skrottes og en ny indkøbes. Branden satte skub i en regulær deling af firmaet Drewsen og Sønner, og ved årsskiftet 1864-65 var delingen en realitet.

Drewsen og Sønner fortsatte under ledelse af Christian Drewsen og med fabrikkerne Strandmøllen, Nymølle og Ørholm, mens Michael Drewsen optog sin søn Johan Chr. Drewsen i firmaet Drewsen og Søn i Silkeborg. Ved delingen havde Michael Drewsen sikret sig, at Silkeborg Papirfabrik blev genopbygget i god stand. Arkitekt Sibbern stod for tegningen af den nye fabriksbygning.

	Silkeborg Papirfabrik brændte i oktober 1864. Branden blev en medvirkende årsag til, at det gamle familiefirma Drewsen og Sønner blev delt, og Michael Drewsen overtog fabrikken i Silkeborg sammen med sønnen Christian. Efter istandsættelse og installering af en ny papirmaskine kunne fabrikken i 1865 præsenteres som nyopført. Tegning af Ludvig Ipsen i Illustreret Tidende i 1865.

Silkeborg Papirfabrik kunne åbne med to papirmaskiner i 1865 - en gammel og en helt ny og moderne maskine. Papirproduktionen steg i de følgende år i Silkeborg.

Michael Drewsen havde flere gange vist, at han gerne gik forrest i udvikling af nyt inden for papirindustrien. Mest berømt var hans patent på den første kalander til glitning af papiret i ruller, men fabrikken var også kendt for sine konvolutmaskiner.

Michael Drewsen havde siden 1849-50 eksperimenteret med nye råstoffer og især halm til afløsning af datidens hovedråstof i papirproduktionen: kludene.

Michael Drewsen opførte i 1868 en regulær halmfabrik i tilknytning til Silkeborg Papirfabrik, og det blev kendt viden om, at fabrikken nu modtog næsten ubegrænset store mængder halm. Halmfabrikken gav også ny beskæftigelse.

Michael Drewsen solgte i 1870 fabrikken til N. C. Strøyberg for 300.000 rigsdaler. Hermed var en epoke slut i Silkeborg. Michael Drewsen havde været patriarken på fabrikken og en meget dominerende og aktiv mand i det unge Silkeborgs liv.

Næste kapitel Jernbanen kommer til Silkeborg