SILKEBORGS HISTORIE

Af museumsinspektør KELD DALSGAARD LARSEN

---

Tiden 1860-1879

TRANGE TIDER - 3

SOCIALISTER OG PRIVAT VELGØRENHED

Arbejdernes kår var et stort debatemne i datidens offentlige diskussion. Især da arbejderne i Paris gjorde oprør i forlængelse af den tysk-franske krig i 1871 og dannede Pariserkommunen, kom der endnu mere alvor også i de lokale diskussioner. Nød og elendighed måtte under ingen omstændigheder resultere i åbent oprør. Arbejderne i Danmark begyndte at organisere sig i Internationale med Louis Pio som leder. Også i Silkeborg var der i 1872-73 en lille afdeling af denne tidlige, socialistiske organisation under ledelse af skomagersvend Th. Jensen.

Første halvdel af 1870'erne var præget af gode, økonomiske konjunkturer, men omsvinget kom omkring 1876-77. De bedrestillede var nu for alvor opmærksomme på, at nøden også kunne få politiske følger. Derfor søgte de at få den private velgørenhed bedre organiseret. Velgørenhedsselskabet i Silkeborg blev oprettet i januar 1872 på initiativ af pastor H. R. Panduro. Selskabets opståen var blandt andet en reaktion på det omfattende børnetiggeri. Selskabets formål var primært at støtte mennesker i akut nød, før de var nødsaget til at søge kommunen om fattighjælp. Selskabet ønskede at imødegå tiggeri blandt andet ved at opfordre sine medlemmer til ikke at "give noget ved dørene".

Velgørenhedsselskabet inddelte byen i seks distrikter, og i hvert distrikt blev udvalgt to forstandere, som var bekendt med områdets dårligt stillede familier. Forstanderne, præst og læge udgjorde selskabets ledelse. Midlerne skulle komme ved frivillige bidrag og indtægter i forbindelse med arrangementer.

Velgørenhedsselskabet blev aldrig den helt store succes. Gang på gang beklagede generalforsamlingen, at de bedrestillede ikke sluttede nok op bag den gode sag. Det første år blev der uddelt for et beløb på 72 rigsdaler (144 kr.). Det følgende år gik det lidt bedre, og i 1877 blev der udbetalt 777 kr. fordelt på 148 portioner. Især enker nød selskabets bevågenhed.

Da de økonomiske nedgangstider igen kom i anden halvdel af 1870'erne tog Velgørenhedsselskabet initiativ til i 1878 at indkalde til et offentlig møde med henblik på at få de private mestre til at sætte noget mere arbejde i gang og til at få etableret bespisning af fattige børn. Børnebespisningen havde man regnet med skulle foregå i de bedrestilledes hjem, men da der var en vis modvilje, blev resultatet, at børnebespisningen blev henvist til fattiggården.

Den private velgørenhed foregik også under mere private former, hvor arbejdsgiver, arbejdskammerater og venner i tilfælde af sygdom ydede et kontant bidrag til afhjælpning af nøden i den enkelte familie.

Silkeborg torv ca 1890. Handel var en af grundpillerne i Silkeborgs udvikling. De ugentlige småmarkeder blev holdt på Torvet, mens de lidt større markeder hurtigt flyttede om på Markedspladsen (i dag Bindslevs Plads). På markederne mødtes land og by. Blandt andre kom pottemagerne fra Sorring gerne for at sælge deres produkter til silkeborgenserne. TIL MARKED I SILKEBORG 1878 Jens Jensen nedskrev i 1929 nogle erindringer, og blandt meget andet skildrede Jens Jensen en tur til markedet i Silkeborg, som han foretog som 13-årig i 1878. Den unge Jens gik turen på de 2 mil fra den fædrene gård, Refshalegård, vest for Kragelund til Silkeborg med 75 øre på lommen: "I de 51 år, der er forløbet siden hin tid, har livet forandret sig kendeligt. Ikke alene er selve byen nu næsten ukendelig - der var dengang kun små etetagers huse, og større strækninger i Vestergade og Søndergade lå ubebygget hen, men på disse steder var opført teglstensmure... På Torvet stod der hin markedsdag flere rækker af telte med gøgl, kageboder, legetøj og frugt. I et telt fremvistes en indianer, der var fanget i Amerikas urskove. Jeg kunne ikke modstå fristelsen, jeg måtte ind og se ham. Han havde sort, krøllet hår, dansede og sang, medens han slog på en tromme med både hænder og knæerne. Det kostede 10 øre - men jeg havde råd til det! Derefter gik jeg en tur op mellem kramboderne, og her fik jeg i en af boderne øje på en dejlig trææske, foret med kulørt papir, og på låget var der et smukt billede. Æsken kostede 35 øre, det var mange penge, og jeg overvejede længe, om jeg skulle købe den. Men så tog jeg min beslutning og købte æsken. Konen i boden var så elskværdig, og hun tilbød at ville pakke den kønne æske ind i avispapir. Så tog hun skatten, bøjede sig ned under bordet, hvor de gamle aviser lå, og jeg tænkte, det var en rar kone ...Men da jeg kom hjem og forventningsfuld tog æsken ud, var denne forvandlet til en tarvelig og grim lille trækasse! Den "rare" kone havde en pæn æske stående på bordet som lokkemad, og under bordet ombyttede hun den med en værdiløs æske ...   Torvedag med handel af jydepotter, 1918.   Da jeg havde handlet med konen, fik jeg øje på en mand, der stod og sang viser, så sveden randt i stride strømme ned ad hans kinder. Han stod med et bundt viser i den ene hånd og i den anden holdt han et rødt lommetørklæde med hvide prikker, og med dette tørrede han sig hvert øjeblik, thi det var en varm dag, dertil kom, at han måtte have en slurk af sin sorte brændevinsflaske hver gang, han havde sunget en vise... Ved siden af ham stod hans kone, et lille rundrygget kvindfolk... Visesangeren hed Søren Christensen, men han var kendt under navnet Søren Sult, og han boede i Asklev i Them. En stor del af viserne digtede han selv over en eller anden sørgelig tildragelse... Her modstod jeg heller ikke fristelsen, men købte en vise, der kostede 10 øre. Nu havde jeg kun 20 øre tilbage, og disse anvendte jeg således: i en kagebod købte jeg nogle honningkager og et hjerte med et vers på, disse ting kostede 12 øre. Jeg spiste de tørre kager og blev derefter tørstig. På Torvet boede der dengang en værtshusholder, der hed Andreas Jensen... Der gik jeg ind for at købe et glas øl, men jeg måtte bede om øllet tre gange, inden det kom, så jeg havde god tid til at se mig om i lokalerne. Hver plads ved bordene var besat, alle gæster sad og drak kaffepunche - dengang var bajerskøl endnu ikke kommet på mode, brændevinen var billig, kun 25 øre pr. helflaske - og de røg tobak, så der var en kvælende røg, som var der ild i huset, og så råbte de allesammen højt i munden på hinanden... Jeg fik omsider øllet, jeg havde bestilt, og drak det i et drag, men da jeg kom ud på Torvet, syntes jeg, at jeg var endnu mere tørstig end før, skønt jeg havde fået øl for 8 øre. Så gik jeg ad Østergade ned til Langsø, og her tog jeg vand i min kasket og drak, til jeg fik tørsten slukket. Derefter gik jeg atter tilbage til Torvet. Jeg havde ganske vist ikke flere penge, men der var jo nok at høre og se på uden penge. Bønderpigerne havde dengang for skik, at de tog hinanden under armen og dannede kæder, når de kom til marked, og så kunne de næsten spærre gaden... Man så mange berusede folk, særlig ældre mænd, og den slags folk veg ikke uden om pigernes kæde". (Fra H. P. Hansen: Skovlovringer. Folkeminder fra Silkeborgs Vesteregn. Efter optegnelser af sognedfoged J. Jensen og andre. 1936.)

SILKEBORG KIRKE

	Præsten og digteren Jens Christian Hostrup (1818-1892).

Silkeborg Kirke blev desværre et symbol på den stagnation, som den unge by kom ind i efter 1860. Kirkegård fik byen allerede i 1851. Digterpræsten Hostrup blev Silkeborgs første præst i 1856. Efter en del tovtrækkerier blev præsteboligen bygget i 1857-58 nabo til kirkegården, men præsten manglede fortsat en kirke på selve handelspladsen. Indretningen af et kapel i hovedgårdens sydøstlige del var kun en midlertidig løsning.

Men det blev en meget lang, midlertidig løsning helt frem til 1877. Befolkningstilvæksten fordrede et større kirkerum. En komité af byens fremtrædende mænd satte sig sammen i 1858 for at få opført en kirke i byen. Det blev dog heller ikke denne gang til en kirke, men til en udvidelse af den midlertidige løsning på hovedgården. Muligheden for kirkesalens udvidelse i 1859 skyldtes givetvis fraflytningen af skolelokalet samme år ud til den nyopførte Almueskole.

Det viste sig i mange år umuligt at få rejst pengene til opførelsen af en kirke. Lokalt var der ikke midler til rådighed, og staten ønskede ikke at betale byggeriet. Men staten stillede sig dog velvilligt over for sagen ved at afstå en grund ved Torvet til en meget lille, årlig afgift.

I perioder sygnede kirke-diskussionen helt hen. Man var grebet af almindelig apati. Først efter flere forsøg i løbet af 1870'erne og ved private indsamlinger lokalt, basarer og større bidrag fra udenbys donatorer lykkedes det lige akkurat at få midler nok til, at byggeriet kunne påbegyndes. I mellemtiden havde et andet lille kirkesamfund - irvingianerne - fået opført deres kirkebygning i Markedsgade i 1874. Men folkekirken måtte vente endnu tre år, før Silkeborg Kirke stod færdig.

Silkeborg Kirke blev opført i den lille lund ved Torvets østlige side, og indvielsen fandt sted den 4. november 1877 ved biskop Brammer fra Århus. Silkeborgenserne havde fået deres længe savnede kirke, og Torvet var nu en afrundet plads med rådhuset i vest, kirken i øst og private ejendomme mod syd og nord.

PERSONLIGHEDER, PRIVILEGERET VALGRET OG POLITIK

Silkeborg fik eget bystyre i 1855. Kommunalbestyrelsen bestod frem til 1862 af seks mænd med en kongevalgt borgmester i spidsen. Kommunalbestyrelsen blev i 1863 udvidet til syv mænd og i 1870 til ni mænd. Vælgerne var efter 1863 de samme som til folketingsvalgene. Det vil sige mænd med egen husstand, som svarede mindst 2 rigsdaler i skat om året. Mange af byens arbejdere fik herved lejlighed til at stemme til de kommunale valg.

Valgreglerne til kommunalbestyrelsen var indviklede, fordi man frem til 1908 havde en såkaldt "privilegeret valgret". Kommunalbestyrelsen blev valgt ad to omgange: den store halvdel og den lille halvdel. Til den store halvdel af kommunalbestyrelsen havde alle valgret, men den lille halvdel af kommunalbestyrelsen blev valgt af byens rigeste mænd, som tilsammen betalte 2/3 af skatterne. Oftest gik man ud fra, at det drejede sig om 1/5 af byens mandlige borgere, der betalte 2/3 af skatten.

Redaktør Hans Simon Sørensen (1838-1902).

Valgene fandt sted hvert 6. år på rådhuset. Selve valghandlingen varede sædvanligvis tre timer. Vælgerne fik udleveret en stemmeseddel, hvorpå de skulle afkrydse det antal kandidater, som skulle vælges.

I januar 1866 var der valg til den store halvdel af kommunalbestyrelsen. Der skulle vælges fire mand. Valgt blev sagfører R. Th. Zielian, støberiejer H. C. Zeltner, købmand Fr. Arntzen og fabriksejer Michael Drewsen. Af de 351 stemmeberettigede skatteydere stemte 181. Selv om den store halvdel var det mest demokratiske forum i det kommunale demokrati, så afspejlede valgene klart, at vælgerne stemte på byens fremtrædende personligheder.

Den politiske debat i Silkeborg var på dette tidspunkt begrænset, og de politiske valg var ikke omgærdet af store og intense valgkampe. Som regel var der et par dage før selve valget et lille prøvevalg for at se, hvilke kandidater, som var mest populære. Nogen offentlig valgkamp var der ikke tale om. Partipolitik var der slet ikke. Det var byens velhavende skatteborgere, der påtog sig opgaven i kommunalbestyrelsen, og vælgerne fandt det ganske naturligt at stemme på disse fremtrædende mænd.

Det daglige, kommunalpolitiske arbejde var præget af, at den kongevalgte borgmester havde et særskilt mandat, som kom fra kongen (statsmagten) og ikke de silkeborgensiske vælgere. Birkedommer V. Drechsel var kongevalgt borgmester i Silkeborg fra 1855 til 1886. V. Drechsel var en mangesidig mand med interesse for byen, handelen, landbruget m.m. Han drev selv landbrug og var med til at stifte Silkeborg og Omegns Landboforening i 1860. Men som embedsmand blev han kendt som stivstikker og for sin usmidige ledelse af byens arbejde. Kommunalbestyrelsen var derfor i perioder i større eller mindre opposition til den udpegede borgmester. I denne kontrovers kom formændene for den kommunale repræsentation til at spille en rolle som modpart til V. Drechsel. Formændene for kommunalbestyrelsen var frem til 1880 godsforvalter Bindesbøll (1855-1856), fabriksejer Michael Drewsen (1857), sagfører Zielian (1860-1868) og støberiejer H. C. Zeltner (1858-1859 og 1868-1889).

I det offentlige liv var der gnidninger mellem birkedommer Drechsel og fabriksejer Michael Drewsen. Begge havde store magtbeføjelser, og ingen af dem tålte ret godt, at den anden blandede sig i områder, hvor de selv mente, at her bestemte de. Birkedommeren var meget vred over den udvidelse af valgretten, som kom i 1861, hvorved mange af papirarbejderne fik stemmeret. Han beskyldte direkte Michael Drewsen for at påvirke arbejderne til at stemme på bestemte kandidater.

Den politiske debat kom mere og mere frem i Silkeborg i løbet af 1860'erne takket være Silkeborg Avis og dens nye redaktør, Hans Simon Sørensen. Avisen var startet af redaktør F. Listoe i maj 1857, men avisen var de første år kun et lille, uanseeligt organ med meget begrænset, lokalt stof. Den unge bogtrykker H. S. Sørensen overtog Silkeborg Avis i 1862, og det ændrede avisens karakter og betydning for Silkeborg og omegn.

Redaktør Sørensen gav avisen en markant politisk profil, som lå i opposition til de herskende ministerier og i forlængelse af de politiske strømninger, som udsprang af bøndernes øgede, politiske engagement og samfundsmæssige betydning. Silkeborg Avis var således en drivende kraft i den lokale opposition mod revisionen af Grundloven i 1865-1866.

Silkeborg Avis var en lille avis med ca. 125 abonnenter, da redaktør Sørensen overtog bladet. Den markante linie skabte i første omgang mere tilbagegang end fremgang for bladet, og avisen kom helt ned på 65 abonnenter. Redaktør Sørensen gav imidlertid ikke op, og det lykkedes ham at skabe en byavis med nære kontakter til det store opland. I dette arbejde fik han en kort overgang god hjælp af læreren i Østerbording, Thomas Nielsen, den senere kendte Venstre-politiker. Silkeborg Avis og redaktør Sørensen skabte øget politisk debat i Silkeborg, og avisen var en medvirkende årsag til, at kommunalbestyrelsens møder åbnede adgang for pressen og offentligheden i 1866. At kommunalbestyrelsens møder skulle have almenhedens interesse var givetvis aldrig faldet byens ledelse ind tidligere.

Redaktør Sørensen og Silkeborg Avis overtog efterhånden rollen som en markant modspiller til byens kongevalgte borgmester, V. Drechsel.

Næste kapitel Fremskridt og forandring 1880-1899