SILKEBORGS HISTORIE

Af museumsinspektør KELD DALSGAARD LARSEN


	Commichau & Co. i Silkeborg 1903. Denne reklametegning lader ingen tvivl herske om, at trikotagefabrikken er stor og dominerende i byen. Tegneren har dog også fået mange detaljer med fra selve byen f. eks. flere af Anton Rosens bygninger: Vandtårnet, Henryhus, Kneippkuranstalten og sygehuset.

Tiden 1900-1921

KØBSTADEN
UDBYGGES - 3

ERHVERV OG ARBEJDSFORHOLD

Silkeborgs erhvervsliv udviklede sig hurtigt i det første tiår af århundredet. Gamle virksomheder - især tekstilindustrien - ekspanderede, og en række nye virksomheder kom til.

Den voksende andelsbevægelse satte også sit præg på byens industri. Således etablerede Silkeborg Andelsmejeri sig i Nygade 39 i 1900 efter nogle år i Lysbro, Silkeborg Andels-Svineslagteri ved Viborgbroen blev indviet i 1908, og Silkeborg Maskinfabrik leverede mejeriudstyr til en række af omegnens mange, nye andelsmejerier. Arbejderne i Silkeborg etablerede i 1900 Arbejdernes Brugsforening i Nygade, og arbejderbevægelsens næste store, kooperative initiativ var Arbejdernes Fællesbageri i 1908.


Koopmanns Margarinefabrik blev anlagt ved siden af Koopmanns Svineslagteri.

Ved siden af Koopmanns Svineslagteri opstod i 1907 Koopmanns Margarinefabrik, og A. Madsen etablerede sit private mejeri i Nygade 8 i 1911. Silkeborg Papirfabrik fik i 1909-10 overdraget produktionen af papir til de danske pengesedler. Nationalbanken krævede af fabrikken, at produktionen foregik i en særskilt bygning, og derfor opførtes den imponerende Seddelfabrik i 1910. Papiret til pengesedlerne blev produceret på gammel, håndværksmæssig vis som håndgjort papir - ark efter ark blev produceret af de tre bøttemagere ved bøtten. Det håndgjorte papir gav både høj styrke og større sikkerhed mod efterligning.

De nye tider skabte også nye erhverv - cykler og senere biler blev den store mode. Fabrikant Friberg var byens store matador i århundredets første tiår. Lige før århundredskiftet begyndte Friberg på bar bund et salg af tidens statussymbol - cykler. I løbet af 10 år blev Fribergs cykelhandel med cyklen Kureer! Danmarks største med filialer over hele landet.

Ugebladet Hver 8. Dag gav i 1907 en begejstret skildring af denne initiativrige mand og hans fantastiske virksomhed. Blandt andet skrev bladet: "Men der er jag og hast over vor tid. Det gælder om at komme først. Og vore fædres "tids nok" er blot et sikkert "altfor sent" for den nuværende slægt". Bladet var imponeret over det store lager på ca. 8000 cykler. Fabrikant Friberg var også begyndt et salg af pianoer og orgeler. Forretningen var landskendt, og det gav derfor genlyd, da Friberg i 1912 gik konkurs. Silkeborg Bank havde været firmaets bankforbindelse, og banken led et mærkbart, økonomisk tab.


	Silkeborg fik sit andelssvineslagteri med tilhørende udsalg i 1908.

Andre fortsatte med den nye teknik og dens muligheder. Mekaniker J. Hvidtved Larsens Maskinværksted tog sig af reparationer af motorer og maskiner, mens M. Alfang producerede cykler og automobiler. Den unge tysker J. W. Darr begyndte sin virksomhed med bilproduktion i Tværgade i 1912, og i 1918 flyttede virksomheden til Torvet.

August Zeuthen var i 1899 af de nye ejere blevet fyret som værkfører på Silkeborg Maskinfabrik. Han startede derefter selvstændig virksomhed på Torvet og gik hurtigt i kompagniskab med den unge Martin Larsen, som var udlært hos ham selv på Silkeborg Maskinfabrik. Deres fælles fabrik fik navnet Zeuthen & Larsens Maskinfabrik. Aktieselskabet Silkeborg Maskinfabrik fortrød hurtigt fyringen af den tidligere værkfører samtidig med, at man var yderst bekymret over den nye fabrik. Aktieselskabet købte derfor A. Zeuthen tilbage i en større handel. A. Zeuthen og M. Larsen kom i spidsen for Silkeborg Maskinfabrik først som ansatte direktører og fra 1909 som ejere.


Silkeborg Maskinfabrik på Vestergade. Industrien holdt i datidens Silkeborg til midt i byen. Maskinfabrikkens areal strakte sig fra Vestergade til Søgade. Fabrikken brændte i 1914, blev genopført, men måtte dog i 1919 på grund af pladsmangel flytte til en nyopført fabrik lige syd for jernbanen.

Silkeborg Maskinfabriks produktion var mangesidig, men hovedproduktionen blev mejeriudstyr. Fra det lokale og siden det øvrige danske marked satsede fabrikken på eksport. I en reklame mente fabrikken at kunne slå følgende fast i anledning af 50-års jubilæet i 1904: "Vore maskiner er de mest kendte, såvel herhjemme som i alle mejeridrivende lande over hele jorden". Virksomheden kunne til stadighed øge beskæftigelsen. Omkring århundredskiftet var der ca. 60 ansatte, i 1912 ca. 125 og ved første verdenskrigs udbrud ca. 150.

Silkeborg Social-Demokrat bragte i februar 1912 et portræt af virksomheden. Avisen lagde vægt på, at det var en moderne virksomhed, som også tænkte på de ansattes kår. Således oplystes, at fabrikken inden længe ville indrette baderum og spiselokale til arbejderne. Virksomhedens eksportmarkeder var ifølge avisen imponerende: der blev eksporteret mejeriartikler (kærner og pasteuriseringsapparater) til Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Rusland, England, Irland, Skotland, Belgien, Frankrig, Schweiz, Brasilien og Australien.

Silkeborg Maskinfabrik brændte i 1914, men fabrikken blev hurtigt genopført. Ved første verdenskrigs udbrud i 1914 i Europa viste det sig afgørende for fabrikken, at man allerede var begyndt en eksport uden for Europa. Produktionen og eksporten kunne fortsætte. Silkeborg Maskinfabriks rammer i Vestergade var ved at være udnyttet over bristepunktet, og man søgte derfor en grund til en ny fabrik. En overgang blev der talt om, at fabrikken ville flytte fra Silkeborg. Virksomheden blev i Silkeborg og byggede en ny fabrik lige syd for banen i 1919. A. Zeuthen døde samme år, og han oplevede ikke at se den nye fabrik i drift. Silkeborg Maskinfabrik blev en stor virksomhed med snart henved 250 ansatte. Virksomheden var nu en af byens største og på størrelse med f. eks. Silkeborg Papirfabrik.


	Carl Sørensens købmandsbutik i Estrupsgade 1908. Han havde en af byens fineste købmandsbutikker. Kunderne kunne købe stort set alt lige fra margarine, whisky og fine vine til kul, koks og klipfisk. Carl Sørensen havde mange tillidshverv, bl.a. stod han også for kontrollen af branchens vægtlodder.

Fagbevægelsen i Silkeborg voksede sig stærk i perioden frem til 1920. Fag efter fag fik deres fagforening, og der blev indgået en række overenskomster både ved lokale forhandlinger og som resultat af landsdækkende overenskomster. Strejker var der kun få af, men der var dog et par større strejker inden for tekstilindustrien og blandt papirarbejderne. Tekstilarbejderne strejkede et par gange i 1915 med det resultat, at der blev indgået overenskomster og skete et gennembrud i organiseringen af byens tekstilarbejdere. Papirarbejderne iværksatte en overenskomststridig strejke i 1917, som resulterede i større opmærksomhed på deres problemer.

Verdenskrigen skabte dyrtid, nød og splittelse blandt arbejderne, og det krævede et stort arbejde at holde den lokale fagbevægelse samlet. Mod slutningen af perioden genvandt arbejderne en række forbedringer. Den danske fagbevægelses største sejr i perioden var gennemførelsen af 8-timers dagen i 1918-19. De nye tider gav muligheder for et helt andet familieliv med fritid i hidtil ukendt omfang.

Arbejdsgiverne søgte at organisere sig i en lokal arbejdsgiverforening i 1900. På første side af den nye forenings protokol er nedfældet med sirlig håndskrift:
"Den i slutningen af det nittende århundrede af arbejderstanden rejste bevægelse til kamp mod arbejdsgiverne og af den bestående samfundsorden, fremkaldte endelig efter mange års kampe en fast organisation, som kaldte sig "Dansk Mester og Arbejdsgiverforening". Denne blev først stiftet i København 1896, gik senere over til at omfatte alle centralforeninger i hele landet, og gik nu endelig i det år nittenhundrede over til at danne lokale arbejdsgiverforeninger for alle medborgere i alle landets byer, således også i vor by, Silkeborg. Denne protokol blev anskaffet til brug for forhandlinger i den nu stiftede lokale Arbejdsgiverforening for Silkeborg og Omegn. Silkeborg i oktober 1900".


Arbejdernes Fællesbageri med personale af bagere og kuske, 1921.

Den lokale arbejdsgiverforening var delt op i en række fag, som hver valgte en repræsentant til den fælles ledelse. Uden for disse fag var der en gruppe medlemmer uden faglig organisation. Her var en række mindre erhverv samlet, og de valgte ligeledes en repræsentant til den fælles ledelse. Faggrupperne i foreningen med faglig organisation var sadelmagere, tømrere, malere, snedkere, skomagere, skræddere og bagere. Tobaksfabrikant C. Christensen var medlem af den blandede gruppe, og han blev foreningens første formand.

Den lokale arbejdsgiverforening var præget af, at byens store virksomheder ikke var repræsenteret. De store virksomheder passede sig selv.

Arbejdsgiverforeningen havde også det problem, at medlemmernes problemer enten blev løst af medlemmerne selv eller af deres egne, landsdelsdækkende mesterforeninger. Foreningens opgaver var derfor noget uklare, og måske var problemerne blandt medlemmerne heller ikke så store. Resultatet blev, at foreningen efter et par års virke døde hen for først at blive genstiftet i 1914.

AT SE I VEJVISEREN 1907 OG 1918

Vejviseren var en nyttig bog, der udkom med noget ujævne mellemrum. Her kunne læseren se, hvor folk boede, der var en oversigt over kommunens institutioner, foreninger, forretninger osv.

Håndværkere havde altid været en stor erhvervsgruppe i Silkeborg, og de to vejvisere fra henholdsvis 1907 og 1918 bevidner også dette. Af bagermestre, barbermestre, gartnere, tømrermestre, murermestre, skræddermestre og snedkermestre var der begge år ca. 10 fra hvert håndværk. Det absolut største håndværk med hensyn til selvstændige mestre var skomagerne med 26 mestre i 1907 og 30 mestre godt 10 år senere.


Detailhandelen udviklede sig hastigt omkring århundredeskiftet. De omvandrende slagtere fik alvorlig konkurrence fra de langt mere hygiejniske slagteriudsalg. Her K. Bentzens udsalg i Søndergade 1. Kunderne kunne dog fortsat få bragt kødet ud.

Slagterne var også en stor gruppe blandt de selvstændige med henholdsvis 23 i 1907 og 19 i 1918. Malermestrenes antal steg fra 5 i 1907 til 14 i 1918.

Dameskrædderne blev i perioden også en stor erhvervsgruppe, idet antallet blev øget fra 5 til 22 selvstændige. Dette tal kan også ses i sammenhæng med, at mange modebutikker åbnede i dette tiår.

Blandt de mindre håndværk kan nævnes, at Silkeborg i 1907 kun havde 1 elektriker, N. Nielsen i Nygade, mens tallet i 1918 var 3.


	Annonce for det lokale bryggeri, Silkeborg Bryghus.

Købmænd kaldtes dengang kolonialhandlere, og dem var der mange af. Deres antal var i 1907 37 og godt ti år efter 41. I Søndergade var der kolonialhandel i nr. 4, 12, 13, 19, 21 og 24, og i Nygade var der kolonialhandel i nr. 13, 14, 30 og 39. Købmændene stiftede i 1906 Silkeborg Kolonialhandlerforening (senere Silkeborg og Omegns Købmandsforening) som den lokale interesseforening. Gæstgiverier, restaurationer og værtshuse var der også mange af i Silkeborg: 31 i 1907 og 26 i 1918.

Antallet af læger og tandlæger var på henholdsvis 11 og 3 og 4 i begge vejvisere, og dyrlægernes antal var også nogenlunde konstant nemlig 4 og 5. Vaskerier fandtes ikke nævnt i vejviseren fra 1907, men hele 7 vaskerier reklamerede for deres eksistens i 1918. Forlystelser var der flere af.

Håndværkerforeningens store bygning på Torvet havde både en teatersal og et Biograf-Teater i den lille sal, mens biografen Fotorama holdt til på Vestergade 18 i 1907.
Godt 10 år efter var der fortsat 2 biografer i byen: Biograf-Teatret i Søndergade 6 og Kino i Vestergade 6.

Næste kapitel

I krigens skygge