SILKEBORGS HISTORIE

Af museumsinspektør KELD DALSGAARD LARSEN

---

	Buntmager Johansens ejendom og forretning i Søndergade med børnene pænt placeret foran fotografen.

Tiden 1900-1921

KØBSTADEN
UDBYGGES - 2

BØRNENES VE OG VEL

Drengene løb rundt i deres træsko, knælange bukser, sorte, strikkede strømper, der blev holdt oppe af strømpeholdere, skjorte uden flip og kasket. Pigerne gik også rundt i træsko, havde sorte, strikkede strømper på, kjole og et beskyttende forklæde. Noget af det første, pigerne skulle lære at strikke i kommuneskolen, var netop disse lange, sorte strømper. Børnene kunne lige så godt med det samme lave noget fornuftigt.

Børn hjalp til i familierne ved småtjanser i hjemmene og ved erhvervsarbejde i form af budpladser m.m. Af småtjanser kan nævnes samling af optændingsbrændsel, indkøb af dampsteriliseret kød eller gammelt brød, hente vand fra pumpen, hvis man ikke havde fået indlagt vand osv. Og mens børnene løb i deres træsko, skankede de deres hæle, så blodet flød, og den sorte strømpe satte sig fast i såret.

Arbejderbørnene og børn fra den lavere middelstand gik på Borgerskolen, mens de lidt bedrestilledes børn gik på de private skoler. Borgerskolen havde lang middagspause, så skolebørnene kunne løbe hjem og spise varm mad sammen med familien. Hvis børnene blev sultne inden da, var det almindeligt, at de havde en sukkermad med. En del fattige børn fik den varme mad ved skolebespisning i Borgerskolens gymnastiksal.

En lang række privatpersoner og organisationer, herunder fagforeninger, gav penge til denne skolebespisning, og nogle damer lavede maden og uddelte den. Børnene kom selv med tallerkener og bestik. Maden var rigelig og nærende, men det var lidt af et socialt stempel at deltage i skolebespisningen. Mange arbejderfamilier satte en ære i, at deres barn ikke deltog. Disse børn måtte løbe hjem i den store pause og spise.

Skolebespisningen foregik i vinterhalvåret, og et eksempel på en uges madplan kan gives for november 1918: mandag: byggrød, tirsdag: sødsuppe og frikadeller, onsdag: vælling og rundstykke, torsdag: kærnemælkssuppe og pølser, fredag: hvidkålssuppe og kød og lørdag: vandgrød og biksemad eller klipfisk.

Familien Kristensen Dalgaard ca. 1909. Arbejderfamilierne havde næsten altid fint og præsentabelt tøj på til højtider som konfirmation og fotografering.

Børnene kom med jævne mellemrum i centrum af de offentlige diskussioner. Man var bekymret over nutidens børn og unge. Foreningen Børnenes Værn fik en afdeling i Silkeborg i sommeren 1902, og den ønskede et nøjere tilsyn med børnenes og de unges gøren og laden i byen.

I et læserbrev i december 1902 i Silkeborg Avis gav foreningen udtryk for tidens problemer med børnene: de røg tobak og cigarer, de gik for lud og koldt vand om i byen, og denne lediggang skabte ballade og hærværk, f. eks. i form af tegninger på bygninger, og endelig havde de et alt for stort forbrug af fyrværkeri og kanonslag ved nytårstide. Foreningen opfordrede forældre, arbejdsgivere og andre voksne til at se bedre efter børnene og de unge. Bekymringen for børnene blev også næret ved et par større, lokale sædelighedsskandaler i henholdsvis 1901 og 1913, som var meget omtalt og diskuteret i byen.

Børnearbejdet var en naturlig del af hverdagen, men det søgte byrådet og især socialdemokraterne at dæmme op for. I forlængelse af den almindelige lovgivning søgte kommunen i 1911 at begrænse og sætte nærmere regler for børnearbejdet. Det vakte dog nogen diskussion i byen, idet flere arbejderfamilier havde brug for den indtjening, som børnene fik ved deres arbejde. Der måtte derfor lempes lidt i reglerne, hvorved børnene i større udstrækning kunne være bude også om søndagen før klokken 9.

Børnene fik efter århundredskiftet bedre muligheder for fritidsliv. Sportsklubber og spejderbevægelse var nye fritidstilbud. Børnene havde deres børneliv på godt og ondt med glæder og fortrædeligheder. Når de kom til skelsår, blev de konfirmeret. Pigerne havde frem til omkring 1914 sort konfirmationskjole på, men herefter dukkede de nye, hvide konfirmationskjoler frem. Det var ofte piger fra mere velstillede hjem, som kom i hvide kjoler de første år. Drengene kunne enten komme i matrostøj, som mindede noget om det fine drengetøj, eller i et sæt voksent tøj, som vidnede om den nye status.

KØBSTADENS AVISER

	Redaktør og folketingsmand Jacob Christensen (1873-1924).

Silkeborg Avis (siden 1857, fra 1974 Midtjyllands Avis), Silkeborg Folkeblad (1884-1902) og Silkeborg Dagblad (1889-1920) var byens aviser ved overgang fra handelsplads til købstad i 1900. Den lokale fagbevægelse havde i 1899 et samarbejde med Jysk Husmandstidende (senere Midtjyllands Arbejderblad) redigeret af væver M. A. Madsen. Den socialdemokratiske presse kom til Silkeborg i 1900 med Silkeborg Social-Demokrat (1900-1952). Bladet blev frem til 1907 trykt ved Demokraten i Århus, men avisen blev selvstændig med eget trykkeri i Estrupsgade fra 1907.

Det radikale Silkeborg Folkeblad gik ind i 1902, og de radikale måtte vente en årrække frem til 1911, før de igen var repræsenteret på avismarkedet i Silkeborg med Silkeborg Venstreblad (1911-1952). Højrepressen i Silkeborg var Silkeborg Dagblad, som var en aflægger fra Aarhus Stiftstidende.

Silkeborg Avis holdt til i Vestergade 30, Silkeborg Venstreblad i Vestergade 31, mens Silkeborg Dagblad holdt til Drewsensvej 16 og Silkeborg Social-Demokrat havde til huse i Estrupsgade 16.

Redaktør Sophus Sørensen (1865-1947).

Tidens aviser var på fire meget store sider med megen tekst og få illustrationer. I perioden kom der dog lidt flere illustrationer. Aviserne var disponeret nogenlunde ens. Første side havde gerne de større, udenlandske begivenheder - krige m.m. - og store, danske begivenheder. Anden side var domineret af indenlandske nyheder med måske 1/4 side lokalt stof.

Det udenlandske og indenlandske stof blev hentet fra andre, landsdækkende aviser eller pressebureauer og kom kun meget sjældent fra egne korrespondenter. Tredje side havde mange annoncer, herunder især mødeannoncer og måske et enkelt læserbrev. På den sidste side var der også annoncer. Til tider kunne aviserne indeholde en føljeton, f. eks. bragte Silkeborg Social-demokrat Martin Andersen Nexøs store roman Pelle Erobreren.

Silkeborg havde altså i perioden det såkaldte fire-avis-system med aviser fra henholdsvis Venstre, Det radikale Venstre, de Konservative og Socialdemokratiet. Men i den offentlige diskussion var byen præget af to aviser: Silkeborg Avis med redaktør Sophus Sørensen og Silkeborg Social-Demokrat med redaktør Jacob Christensen. Begge aviser og redaktører førte sig frem med skarp og polemisk journalistik over for hinanden, en journalistik, der ofte nærmede sig det injurierende.

Næste kapitel Erhverv og arbejdsforhold