SILKEBORGS HISTORIE

Af museumsinspektør KELD DALSGAARD LARSEN


	Junkers Gymnastikinstitut opført på Åhavevej og er fotograferet i 1914. H.G. Junker havde i perioden 1910-1940 et internationalt gymnastikinstitut i Silkeborg. Det trak elever fra den engelsk-talende verden til Silkeborg, hvor de skabte et helt specielt miljø.

Tiden 1900-1921

KØBSTADEN
UDBYGGES - 4

I KRIGENS SKYGGE

Første verdenskrig 1914-1918 var Danmark ikke direkte involveret i, men danskerne mærkede krigens følger på en række områder. Ved krigsudbruddet i 1914 blev sikringsstyrkerne indkaldt, og befolkningen var bekymret. Skulle vi i krig? De unge mænd kom ikke i krig, men de var samlet for alle tilfældes skyld.

Krigstiden var også dyrtid med vareknaphed og store prisstigninger. Brændsel blev det knapt med, og silkeborgenserne kunne få anvist tørvelodder i Vejlbo Mose. Med tiden kom også rationeringskortene, først for sukker siden for brød.

Den uindskrænkede u-bådskrig i 1917 bevirkede, at silkeborgenserne var tvunget til nedbringelse af elektricitetsforbruget. Senere samme år kom et midlertidigt spiritusforbud, som blev afløst af en dramatisk afgift på spiritus. Den billige brændevin var en saga blot.

Silkeborg indførte tidligt et huslejenævn for at imødegå store stigninger i huslejepriserne. De første år under verdenskrigen var der ikke egentlig boligmangel i Silkeborg. Men mod slutningen af krigen og lige efter blev boligmangelen et stort problem.

DEN SPANSKE SYGE

Den spanske syge var en ondartet influenza-epidemi, som hærgede Danmark i 1918. Epidemien kom til Silkeborg sidst i oktober 1918. Den spanske syge var voldsom, og hvis der stødte andre komplikationer - ofte lungebetændelse - til, kunne den være dødelig.


Café Rosenborg på Torvet 1919. I lejligheden på 1. sal blev der i 1819 indrettet midlertidigt lazaret for patienter med den spanske syge. Caféejeren var på grund af smittefaren naturligt nok meget bekymret over lazarettets nærhed.

Sygdommen krævede sit første offer i Silkeborg den 31. oktober, og byens kredslæge og andre slog alarm. Dansk Kvindesamfund i Silkeborg udsendte ved formanden fru Geltzer-Jensen en appel til alle "medborgerinder" om at melde sig til assistance ved sygepleje og til hjælp i de ramtes hjem. Der krævedes ingen specielle kundskaber for at hjælpe, og kvinderne ville modtage en betaling for arbejdet.

Der blev hængt plakater op i byen med instrukser om, hvordan man undgik sygdommen. Skolerne lukkede. De offentlige forlystelsessteder lukkede. Byrådet stillede 10.000 kr. til rådighed for arbejdet, og der blev iværksat en større indsamling blandt borgerne. Byen var mærket af epidemien.

De første uger af november 1918 hærgede sygdommen med mange syge og med flere dødsfald. Først på måneden blev der indrettet et lazaret i Ole Jensens gamle lejlighed over Café Rosenborg på Torvet. Fabrikant Hammer stillede lejligheden til rådighed, Silkeborg Bad - som havde sæsonlukket - udlånte senge og udstyr, og de første syge blev indlagt. Caféejeren var alt andet end begejstret og krævede erstatning. Det blev afvist.

I en opgørelse over sygdommen midt på året 1919 oplystes, at 2272 silkeborgensere blev ramt af den spanske syge, og 34 mennesker døde. Dødsfaldene ramte folk i alle aldersgrupper. Den spanske syge blev sent glemt i Silkeborg.

BYENS HUSE

Silkeborg fortsatte udviklingen fra 1911 til 1921 med en endnu større vækst end i århundredets første årti. Byens befolkning voksede fra 8792 i 1911 til 10.896 i 1921, en stigning på 23,9 %. Byen ekspanderede syd for jernbanen, og områderne nord for banen blev bedre udnyttet i yderdistrikterne.


	Udsigt over papirfabrikken mod Alderslyst. Mange silkeborgensere flyttede til Alderslyst, hvor de havde større muligheder for at få råd til eget hus. Større skatteborgere flyttede også til Alderslyst, hvor skatten ikke føltes så tyngende. Fabrikanterne A. Friberg og Zeuthen byggede således store villaer på Sølystvej.

Silkeborg havde imidlertid også skabt en forstad, Alderslyst, på 1141 indbyggere. Alderslyst lå ganske vist i en anden kommune og et andet amt, men den blev af samtiden betegnet som forstad til Silkeborg. Alderslyst-borgerne talte dog ikke med i Silkeborgs indbyggertal.

Byens huse blev større og mere prangende. Langs med østsiden af Chr. 8. Vej voksede nyt etagebyggeri frem. Trianglen ved Drewsensvej, Drewsenshus på Drewsensvej, Sønderborg i Søndergade var nogle af de private byggerier omkring 1910.

Junkers Gymnastikinstitut blev bygget i 1914 på Åhavevej, og netop denne vej var ved at udvikle sig til et velhaverkvarter. Det var længe planen, at de gamle længer ved hovedgården skulle nedrives og gøre plads for nogle rigmandsvillaer. Bolignøden udskød imidlertid planerne, og Østre Længe blev først nedrevet i 1920.

I forbindelse med de store ændringer ved de gamle længer ved hovedgården blev kammerslusen en realitet i 1920. Det private byggeri stagnerede. Samtidig satte en voldsom boligmangel ind mod slutningen af verdenskrigen, og bolignøden var et problem, som måtte løses. Men hvem skulle og kunne løse opgaven? Det private byggeri kunne ikke. De forskellige forsøg på andelsboliger mislykkedes. Tilbage var kun kommunalt byggeri en mulighed. Silkeborg Kommune blev fra 1918 bygherre og boligejer i stor målestok.


Kommunehusene på Solbakkevej. Første verdenskrig skabte boligmangel, og kommunen gik ind på boligmarkedet. Man ønskede gode og solide boliger til de boligløse, og et helt nyt kvarter blev skabt på Solbakkevej og Ewaldsvej. Kvarteret fik imidlertid hurtigt ry for at være et rabarberkvarter.

Til at begynde med håbede og troede man på, at bolignøden hurtigt ville ophøre. Derfor satsede kommunen på midlertidige løsninger: indkvartering i eksisterende byggeri og indkøb af træbarakker. Da problemet viste sig at være mere permanent, opgav kommunen de midlertidige løsninger og begyndte at bygge.

De første kommunehuse til nødstedte familier var to-familieshuse spredt i den sydlige bydel, men omkring 1920 opstod der et egentligt kvarter med kommunehuse ved Solbakkevej og Ewaldsvej.

Kommunehusene var efter datidens målestok gode, solide og rummelige lejligheder på ca. 45-50 kvadratmeter bestående af to værelser, et køkken, et wc på gangen og nogle fællesfaciliteter, f. eks. vaskerum og tørrerum. Kommunen blev også bygherre for en række kommunale institutioner.


	Silkeborg Kommunale Bygning blev opført i 1918-20 som beskæftigelsesprojekt. Opførelsens langsommelighed bevirkede, at bygningen i folkemunde fik navnet håndværksmestrenes hvilehjem. Bygningen skulle indeholde bibliotek, badeanstalt og museum.

I 1918 påbegyndtes den store kommunale bygning på markedspladsen med det formål at skabe rammerne om bibliotek, museum og kunstudstillinger.

Bygningen skulle også rumme badeanstalt, da kommunens hidtidige aftale med badeanstalten på Sejsvej ophørte, efter at læge Th. Nielsen overtog den gamle Kneippkuranstalt. Kulturbygningen på markedspladsen skulle varetage både åndelige og legemlige behov hos silkeborgenserne. Den kommunale bygning var et nødhjælpsarbejde, og det tog lang tid at få færdiggjort byggeriet.

Bygningen stod klar til indvielse i 1920. Biblioteket fik nu gode rammer med udlånssal og læsesal, badeanstalten havde både en fornem og en mere folkelig afdeling, salen på første sal var velegnet til kunstudstillinger og foredrag, og her blev byens museum også opstillet lidt diskret langs væggene.

Silkeborgs gamle rådhus blev for lille til alle dets funktioner, og derfor valgte byrådet at bygge en ny politistation på Chr. 8. Vej. Politistationen var færdig i 1921. Endnu en offentlig bygning blev opført i slutningen af perioden - den nye toldbygning på Drewsensvej stod færdig i 1920.

Næste kapitel

Politiske valg 1900-1921