SILKEBORGS HISTORIE

Af museumsinspektør KELD DALSGAARD LARSEN

---

	O. Jensen havde trikotagefabrik på Torvet og på 1. salen havde han sin private bolig.

Tiden 1880-1899

FREMSKRIDT OG FORANDRING - 4

ARBEJDERNE ORGANISERER SIG

Arbejderne havde hele tiden præget Silkeborg, og arbejdernes problemer var på den måde også byens problemer. Byens borgere havde tidligt søgt at hjælpe arbejderne, f. eks. ved børnepasning, børnebespisning, sygekasse og uddeling af tøj og penge. Velgørenhedsselskabet og den udbredte, private godgørenhed hjalp mange, trængte arbejderfamilier. Med Internationale og det unge Socialdemokratis vækst i 1870'erne kom der et afgørende brud: arbejderne begyndte at organisere sig selv for at forbedre deres vilkår. Det blev til de socialistiske arbejderorganisationer i partiet Socialdemokratiet og fagforeningerne. De borgerlige så med stor bekymring på denne udvikling, og der opstod en række borgerlige arbejderforeninger som modvægt til de socialistiske arbejderforeninger. De borgerlige foreninger arbejdede normalt med oplysning, selskabelighed og en form for sygesikring.

Arbejderne i Silkeborg havde søgt at organisere sig i Internationale i årene 1872-73, og Socialdemokratiet i Silkeborg var en realitet i september 1884. Silkeborg Svendeforening af 1884 og Silkeborg Handels- og Kontoristforening af 1888 var eksempler på borgerlige arbejderforeninger, hvor hovedsigtet var oplysning, selskabelighed og højnelse af standen generelt.

En række fagforeninger forsøgte at etablere sig i 1880'ernes Silkeborg, f. eks. en fællesfagforening for tømrerne og murerne, arbejdsmændene og typograferne. Men det var først i 1890'erne, at fagforeningerne blev levedygtige. I dette tiår oprettedes fagforeninger for: typograferne (1890), snedkerne (1891), skomagerne (1892), skrædderne (1892), tømrerne (1893), arbejdsmændene (1893), træskomagerne (1893/94), slagteriarbejderne (1894/95), papirarbejderne (1895), formerne (1896), tekstilarbejderne (1896), blikkenslagerne (1896), malerne (1897), rebslagerne (1899) og bagerne (1899).

Fagbevægelsen i Silkeborg kom ind i en stabil fremgangsperiode efter stiftelsen af Arbejdernes Fællesorganisation i januar 1894. Socialdemokratiet og seks fagforeninger stod bag oprettelsen af denne fællesorganisation. De seks fagforeninger repræsenterede i 1894 150 organiserede arbejdere. Ved århundredets afslutning havde Arbejdernes Fællesorganisation 14 tilknyttede fagforeninger med tilsammen 423 medlemmer. De enkelte fagforeninger var meget forskellige af størrelse. Arbejdsmændenes organisation var den største med ca. 100 medlemmer, mens papirarbejdernes organisation var den næststørste med ca. 85 medlemmer.

Sofus Jørgensens snedkerværksted i Tværgade før århundredeskiftet. Sofus Jørgensen overtog et af Silkeborgs gamle værksteder, og han blev hurtigt byens fine snedker. Snedkersvendene hos Sofus Jørgensen udgjorde grundstammen i byens næstældste fagforening, Snedkernes Fagforening. Arbejdernes Fællesorganisations første formand V.V. Petersen var også ansat i firmaet og blev mestersvend.

Arbejdernes Fællesorganisation tog straks fat på en lang række områder: stiftede i maj 1894 Fællesorganisationens Sygekasse, holdt fest, drøftede brugsforening, indsamlede penge til strejkende, var initiativtager til Arbejdernes Forsamlingsbygning i 1898 i det gamle Højskolehjem i Nygade, stod for agitationen til de politiske valg osv. Fællesorganisationen blev den lokale arbejderbevægelses krumtap.

De enkelte fagforeninger og Arbejdernes Fællesorganisation tog således også fat på de områder, som de borgerlige arbejderforeninger traditionelt stod for. Men den afgørende forskel var, at fagforeningerne også ønskede at varetage medlemmernes interesser med hensyn til løn og arbejdsvilkår over for arbejdsgiverne. Derfor blev indgåelse af overenskomster en basal del af de unge fagforeningers arbejde. Nogle fagforeninger, f. eks. malernes, fik hurtigt indgået overenskomster med deres modpart. Andre faggrupper måtte vente længe.

Almindeligvis forløb forhandlingerne uden den store dramatik. Arbejdsgiverne var ikke ganske uinteresseret i overenskomsterne, da disse også begrænsede den indbyrdes konkurrence mellem virksomhederne i og med, at lønnen lå nogenlunde fast. De første overenskomster var ofte stort set en stadfæstelse af den gældende betaling og praksis. Den unge fagbevægelse i Silkeborg indgik en række eksklusivaftaler i 1890'erne, der indebar, at mestrene kun måtte beskæftige organiserede arbejdere. På den anden side lagde mestrene også et pres på de organiserede arbejdere for, at de kun tog arbejde hos organiserede mestre. Organiseringen var altså dobbelt.

Arbejdsro var regelen på de silkebergensiske arbejdspladser. Men der var en del små og store arbejdskonflikter i løbet af 1890'erne. Arbejdsmændene havde en kortvarig konflikt med murermester Chr. Nielsen på byggeriet ved det nye seminarium i Skolegade i 1894 om retten til at være organiseret. Arbejdsmændene vandt en hurtig og klar sejr - de måtte gerne være organiseret. Malerne havde en kortvarig strejke i 1897, som de også vandt. Derimod kom papirarbejderne ud i en strejke i 1896, hvis afslutning blev oplevet som et stort nederlag, og fagforeningen døde hen. Fællesorganisationen var initiativtager til at få papirarbejdernes fagforening genrejst året efter.

Tekstilarbejdernes Fagforening havde en lang og voldsom konflikt med firmaet Brødrene Werner i 1896-97. Brødrene Werner ansatte skruebrækkere - af arbejderne ironisk kaldt for "hædersmænd" - og der opstod flere konflikter mellem skruebrækkerne og de strejkende, så politiet måtte gribe ind. Tekstilarbejdernes Fagforening tabte strejken, og fagforeningen forblev de følgende årtier svag.

Den landsdækkende storlockout i 1899 ramte også Silkeborg. Fællesorganisationen sørgede for anvisning af andet arbejde til de udelukkede, for indsamling af penge til de hårdest ramte, for møder og fester og for agitation. Storlockouten sluttede med det store Septemberforlig, der blev arbejdsmarkedets grundlov. Hvem der vandt konflikten, var der dengang delte meninger om, og det har der været lige siden. Men i Silkeborg kom fællesorganisationen og fagforeningerne klart styrket ud af konflikten. De havde vist i praksis, at de var arbejdernes organisationer, når det gjaldt. Fagbevægelsen i Silkeborg havde vist sin styrke og vilje til at værne om medlemmernes løn, arbejdsvilkår og værdighed.

Næste kapitel Tidens politik