SILKEBORGS HISTORIE

Af museumsinspektør KELD DALSGAARD LARSEN


	Hjørnet af Hostrupsgade og Nygade, hvor købmand Kvolsbæk havde forretning i en lang årrække indtil 1994. Billedet her er fra 1910, hvor huset endnu kun var i en etage.

Tiden 1880-1899

FREMSKRIDT OG FORANDRING - 2

BEFOLKNING, BYGGERI
OG ERHVERV 1885-1889

Silkeborg havde oplevet en voldsom befolkningstilvækst i første halvdel af 1880'erne. Tilvæksten blev noget mindre i anden halvdel af årtiet. Silkeborg havde 3755 indbyggere i 1885, i 1888: 3934 og i 1890: 4217.

Selv om tilvæksten stilnede noget af, fortsatte byggeaktiviteterne for de nye silkeborgensere. Mest synligt var skolebyggerierne ved det daværende Nygades forlængelse, det senere Skoletorv. Realskolen havde allerede i 1881 bygget skole på pladsen, og i 1886 byggede både Theodora Lang og Kr. Johansen deres to store skolebygninger på pladsen. Håndværkerforeningen stod bag Teknisk Skoles store, selvstændige skolebygning opført i 1888-89, og hermed var Skoletorvet en realitet.


Højskolehjemmet og Th. Langs Forskoleseminarium indviet 1911.

Silkeborg udviklede sig fra Skoletorvet langs Estrupsgade til jernbanestationen, langs jernbanestrækningen på Drewsensvej og langs med landevejen til Horsens. Silkeborg Børnehjem opførte i 1887 børnehjemmet på Drewsensvej, og den nye birkedommer, Adler Lund, fik sin embedsbolig opført ved Horsenslandevejen i 1888.

Erhvervsmæssigt var Silkeborg fortsat præget af mange, små virksomheder og et par enkelte, større virksomheder som den store papirfabrik og den ekspanderende Commichaus Tricotagefabrik.

Silkeborg Papirfabrik og dansk papirindustri gik imidlertid dårligt i 1880'erne. De mange papirfabrikker konkurrerede på livet løs på det indenlandske marked med det resultat, at indtjeningen var yderst begrænset - hvis man da ikke kørte med direkte underskud.

Silkeborg Papirfabrik indgik i 1884-85 et tæt samarbejde med Maglemølle Papirfabrik med fælles ledelse, og fabrikkens ejer N. C. Strøyberg flyttede fra Silkeborg. Hermed forsvandt byens absolut største skatteyder, og der blev en smule mere skat at betale for de øvrige skatteydere. Silkeborg Papirfabriks udvikling kan også aflæses i de ansattes antal, som i 1880 var 210 og i 1889 var 133.


	Silkeborg Tekniske Skole, opført 1889.

	Kristian Johansens realskolebygninger fra 1880'erne.

Papirindustriens krise resulterede i 1889 i dannelse af aktieselskabet De forenede Papirfabrikker. Selskabet gik straks i gang med at koordinere og etablere en mere rationel drift på de danske papirfabrikker. En af handlingerne fra det nye aktieselskab var at lukke Silkeborg Papirfabrik nærmest fra den ene dag til den næste. Det ramte små 10% af byens befolkning, og det vakte stor harme og fortvivlelse.

Aktieselskabet tilbød at indrette en cellulosefabrik på stedet, men det blev afvist især af hensyn til turisterne og den lokale befolknings helbred. Silkeborg Papirfabrik stod stille i årene 1889-1894.

Silkeborgs store, historiske papirfabrik lukkede, og erhvervslivet måtte søge andre veje. Det blev til en række mindre virksomheder, hvoraf nogle voksede sig store i de følgende årtier. En af disse virksomheder var tømmerhandler Morthensens trævarefabrik i Vestergade. Den beskæftigede 12 mand i 1889, hvilket var nogenlunde det samme antal som Zeltners jernstøberi.

Fabrikken havde en mangesidig produktion af blandt andet stikpinde til brug hos gartnerne, bærepinde til at bære småpakker i, blomsterstokke, sigter af alle slags, solde, skyggelister til drivhuse og drivbænke, kosteskafter, rullegardinstokke, frakkebøjler, kroketspil, havestole, haveborde, snitteborde og brødmaskiner.

Trævarefabrikken havde en række maskiner til forarbejdningen, og de fleste af disse maskiner var udviklet af ejerens søn, Vilhelm Morthensen. Bærepindene til småpakker blev fremstillet på tre maskiner, og fabrikken producerede dagligt 7-8000 pinde til de handlende.

Kunderne fik ved køb en pakke med snor om, og for at man skulle kunne bære pakken på behageligste vis, satte man en pind i snoren. Erhvervslivet fik også impulser fra oplandet og den gryende andelsbevægelse. Der blev diskuteret både andelsslagteri og andelsmejeri i byen, men det blev imidlertid det private Koopmanns Svineslagteri, der etablerede sig i Silkeborg i 1889-90.

MARIUS OLSEN OG DE 10 RIS

Kong Christian 9. holdt fødselsdag den 8. april 1886, og den blev højtideligholdt af Højre-folkene i byerne - men ikke i Silkeborg. Interessen var for ringe. Byens bedrestillede borgere ønskede dog at festligholde dagen ved at invitere ca. 100 fattige børn til spisning på Hotel Silkeborg. De fattige børn var de samme børn, der til daglig blev bespist rundt om i byen hos mere velstående familier.

Det var en festmiddag, som satte børnene i godt humør. Sofus på 16 år, From på 14 år, Christen på 16 år og Marius på 13 år fulgtes ad fra middagen, og de gik over Torvet ned ad Søndergade, mens de skrålede den populære oppositionssang "Ministersangen" med det velkendte kampråb "Ned med Estrup". Desværre for de glade drenge sad politibetjent Lemming hos barberen i Søndergade, og han hørte den slagsang. Betjent Lemming mente nok, at her var tale om en ulovlighed, så han fangede drengene. Og hermed startede en sag over seks retsmøder i april og maj 1886, som blev det helt store samtaleemne i byen, og som gjorde Silkeborg tragikomisk berømt i hele landet.

Politimester V. Drechsel tog meget alvorligt på denne forseelse. Han ville høre, hvor drengene havde lært denne sang. Det viste sig, at de havde lært den hjemme og på deres pladser som røgterdrenge på landet. Politimesteren indkaldte drengenes forældre og to tjenestefolk på gårdene, hvor drengene havde tjent. To af fædrene kom og bekendte, at de i fællesskab havde købt den socialdemokratiske sangbog, hvor slagsangen var i. Den ene af fædrene oplyste, at han havde givet sin søn en gang tæsk, da han opdagede, at knægten havde begået ulovligheder, for det var efter faderens mening bestemt ikke socialdemokratisk politik. V. Drechsel var tilfreds med faderens irettesættelse, men for en sikkerheds skyld beslaglagde han den socialdemokratiske sangbog. Det landsdækkende blad Social-Demokraten undrede sig højlydt over denne enevældige politimester, som mente, at han kunne forbyde partiets fuldt lovlige sangbog.

Retsmøderne viste, at drengene havde en gevaldig lyst til at snakke uden om og at give andre skylden for hele miseren. Til sidst fik de tre ældste drenge overbevist politimesteren om, at det var den yngste, Marius, som havde forledt dem til at synge sangen. Marius Olsen var en faderløs knægt, som nok havde viljen og lysten til at snakke sig fra begivenheden, men altså uden det fornødne held. Straffen skulle foregå i hjemmet og bestod i 10 piskeslag med et ris. Politimesteren indforskrev skomagersvend G. Jørgensen til at udføre afstraffelsen.

Skomagersvend Jørgensen gennemførte afstraffelsen, men han blev så led ved begivenheden, at han skrev en ret udførlig beskrivelse af hændelsesforløbet. Under afstraffelsen var betjent Lemming, madam Olsen, G. Jørgensen foruden Marius Olsen til stede. Først kasserede Lemming riset, det svirpede ikke nok. G. Jørgensen slog dernæst uden på bukserne, men det var ikke meningen. Slagene skulle være i den bare bagdel. På det tidspunkt ville skomagersvenden gå sin vej, men madam Olsen bønfaldt ham om at få det overstået. Marius Olsen fik sine 10 slag. Og så skulle man tro, at sagen var ude af verden. Men det var den ikke.

Nogen tid efter holdt socialdemokraterne i Silkeborg et stort offentligt møde, hvor den landskendte socialdemokrat E. Marott talte. V. Drechsel og de lokale betjente satte sig på første række. Mødet startede med, at væver Madsen opfordrede forsamlingen til at synge den berygtede slagsang. Det har givet ikke sat V. Drechsel i noget godt humør, og bedre blev det ikke, da E. Marott direkte kom ind på sagen i sin tale. Det blev V. Drechsel for meget, og han for op og råbte, at det var løgn. Forsamlingen hujede ad byens øverste embedsmand. V. Drechsel havde forløbet sig, og han gav også E. Marott en undskyldning, idet han bekendtgjorde, at han senere ville offentliggøre sandheden om hele hændelsesforløbet.

Drechsel gav sin forklaring i det københavnske Højre-venlige Dagbladet i form af en udskrift af retsprotokollen. Silkeborg Avis faldt straks over denne gode historie og bragte hele referatet i avisen. Redaktør Sørensen havde følgende kommentar til politimesteren: "Den bekendte historie om Marius Olsen og de ti slag ris, der skal fri birkedommer Drechsels navn fra den forglemmelse, hvortil det ellers ganske naturlig vil være hjemfalden, er...(nu kommet på tryk) og senere "Alt i alt må "birkedommerens hævn" eller "røverkaptajnen i Silkeborg" anbefales enhver som en overmåde morsom og spændende nutidslæsning, der trygt tør betros i enhver ung piges hænder".
Drechsels redegørelse gav i øvrigt modstanderne ganske ret i hele hændelsesforløbet. Begivenheden vakte harme, morskab og forundring i Silkeborg og i hele resten af Danmark.

AFHOLDSBEVÆGELSEN


	Familien Knap åbnede i 1887 Silkeborg Børnehjem - senere kendt under navnet C. Knaps Minde - på Drewsensvej. Anton Rosen havde tegnet huset, som blev opført til formålet.

Drikkeri var et af tidens samtaleemner og problemer. Druk var både et samfundsproblem og et individuelt problem for den enkelte og vedkommendes familie. Drikkeri var uforeneligt med en industriel produktion, hvor maskinerne arbejdede, og punktlighed var afgørende. En fordrukken arbejder var en dårlig arbejder i produktionen. En fordrukken arbejder var også en trussel for sin familie, som let kunne henfalde i nød og elendighed. Det var en familietragedie, og kommunen oplevede det som en potentiel forøgelse af fattigvæsenets budget. Kampen mod drikkeriet blev derfor en af tidens folkelige bevægelser med bred opbakning og sympati. Silkeborg Avis og Silkeborg Folkeblad gav bevægelsen megen positiv omtale, og mange af den unge, lokale arbejderbevægelses ledere deltog aktivt i afholdsbevægelsen.

Silkeborg kom hurtigt med i den landsdækkende afholdsbevægelse. Silkeborg Afholdsforening blev stiftet i oktober 1880 med 31 medlemmer. Afholdsbevægelsen blev imidlertid på landsplan og i Silkeborg splittet i afholdsforeninger og i afholdsloger. Good-Templar-logen oprettede i 1883 logen Klippen i Silkeborg. Forholdet mellem afholdsforening og -loge var ikke det bedste, og på en generalforsamling i januar 1885 vedtog afholdsforeningen, at man ikke kunne være medlem begge steder. Logen blev imidlertid også splittet, blandt andet i 1892 efter uenighed om nydelse af lyst øl.


Den nye dommerbolig på Chr. 8. Vej. Birkedommer Adler Lund overtog embedet i 1886, og han lod opføre en ny embedsbolig i 1888.

Afholdsbevægelsen var i Silkeborg en organisation af den jævne middelstand og arbejdere. På afholdsforeningens etårs stiftelsesfest i oktober 1881 havde foreningen 101 medlemmer, og med hensyn til medlemssammensætningen oplystes til avisen: "Her, såvel som på andre steder er det et særkende, at totalafholdsbevægelsen i Danmark bæres frem og støttes væsentligst af de mindre bemidlede, af arbejder- og den jævne håndværkerstand. Denne sociale sammensætning var også gældende for bevægelsen i Silkeborg sidst i 1890'erne. Håndværkere og mindre næringsdrivende dominerede dog foreningens ledelse. Formanden frem til 1898 var damaskvæver Kristensen.

Silkeborg Afholdsforening kunne i 1884 indvie sin store bygning i Østergade, og logerne i byen indviede i 1887 deres bygning i Fredensgade. Afholdsbevægelsen var blevet nogle af byens helt store organisationer med egne bygninger, ungdomsarbejde, oplysning, fester og udflugter. Medlemsmæssigt gik det støt fremad.

Afholdsforeningen havde i 1885 187 medlemmer, men - som det blev udtrykt - "efter en grundig udrensning" var medlemstallet i 1887 på ca. 120. Medlemmerne kunne ret let melde sig ud enten ved at gøre det til ledelsen eller simpelthen ved at drikke spiritus. I en af logerne kunne man også blive smidt ud, hvis man bar en øl for en anden.

De to grene af afholdsbevægelsen oplevede en fortsat vækst i 1890'erne og ved årtiets slutning nævnes, at Silkeborg Afholdsforening havde ca. 400 medlemmer og logerne tilsammen cirka det samme. Hermed var afholdsorganisationerne samlet suverænt Silkeborgs største foreninger.

Til sammenligning kan nævnes, at der i 1900 var under 450 fagligt organiserede arbejdere i alle byens fagforeninger. Afholdsbevægelsen i Silkeborg havde derfor stor indflydelse både på medlemmernes private liv og på byen generelt. Denne indflydelse fortsatte mange årtier ind i det nye århundrede.

Næste kapitel

Fritiden