SILKEBORGS HISTORIE

Af museumsinspektør KELD DALSGAARD LARSEN

---

	Rutebilerne vandt frem. Silkeborgs første bybus blev sat i drift i 1925 og kørte ruten Alderslyst-Silkeborg-Ørnsøvej. Vognmand Svend Weng stod for driften. Bilen var også lokal, produceret hos fabrikant Darr, og den havde plads til 12 passagerer.

Tiden 1922-1941

BYEN NÅR
SINE GRÆNSER - 3

TOG OG RUTEBILER

Jernbanen havde været tidens løsen med hensyn til såvel gods- som persontransport. Jernbanedebatten var fortsat efter indvielsen af Langå-banen i 1908, og resultaterne kom en del år senere. Langå-banen blev i 1920 forlænget med Bramminge-banen. Silkeborg-Kjellerup-banen var en realitet i 1924, og den sidste jernbanelinie kom til Silkeborg i 1929, Silkeborg-Bryrup-banen. Silkeborg var blevet et jernbaneknudepunkt, og togtrafikken var i høj grad persontransport. Det var således ingen tilfældighed, at byen var særlig udsmykket ved stationen på rundskuedagen i 1922. Byens indfaldsvej for de mange gæster var jernbanen.

Rutebilerne begyndte imidlertid at dukke op. Silkeborg fik efterhånden rutebilforbindelser med de fleste byer, og ruten Silkeborg-Alderslyst blev oprettet i 1925.

Rutebilerne måtte klare sig uden de store faciliteter, og de kom efterhånden til at skabe sig en station på Torvet. Først i januar 1940 fik Silkeborg en rigtig rutebilstation i det nye Østerport-byggeri.

Landevejene blev udbygget og forbedret, blandt andet med asfaltbelægning. Silkeborg fik en ny udfaldsvej mod det nordvestlige opland med Kærsgårdsbroen i 1927-28.

Fabrikant Darrs virksomhed på Torvet var særlig interesseret i denne udvikling. J. W. Darr kunne i 1922 annoncere med, at han havde leveret Audi-omnibusser til 55 bilruter. Året efter var der leveret omnibusser til 86 ruter. J. W. Darrs rutebilproduktion var en del af tiden og fremtiden. De første rutebiler havde plads til en halv snes passagerer, som sad på sæder langs siderne over for hinanden. J. W. Darr indførte i 1920'erne tværsæder i kørselsretningen efter inspiration fra en tyskbygget NSU.

Passagererne måtte i de første modeller selv åbne og lukke døren, men bilerne blev hurtigt indrettet med et stangtræk, så chaufføren kunne lette passagererne for dette arbejde. På taget var der plads til den større bagage. Hjulene var af massivt gummi, lygterne var frem til 1927 med karbid og vinduerne var forsynet med trækgardiner og kapper med klunker. Hyggeligt skulle dette fremtidens transportmiddel være indrettet.

TIDENS POLITIK

	Axel Kristiansen (1882-1942).

Valgkampene blev i perioden noget mere afdæmpede end tidligere. Socialdemokratiet havde vundet byrådsflertallet i 1921, og i periodens valg blev det en kamp mellem et stærkt Socialdemokrati og en borgerlig blok med flere partier.

Valget i marts 1925 gav borgerlig sejr. Socialdemokratiet var fortsat byens største parti med syv mandater, men partiet mistede et mandat og dermed byrådsflertallet. Venstre var det førende borgerlige parti med fire mandater, De Konservative havde to mandater, Det radikale Venstre kom ind igen med et enkelt mandat, og Retsforbundet kom ind for første gang med et enkelt mandat.

Det radikale Venstre og Retsforbundet indgik i den borgerlige gruppe i byrådssalen, og den borgerlige blok kunne således mønstre otte mandater mod socialdemokraternes syv mandater. De borgerlige kunne imidlertid ikke blive enige om en borgmesterkandidat.

Venstre og De Konservative foreslog venstremanden Axel Kristiansen, men de to små borgerlige partier undlod at stemme på den borgerlige kandidat. Ved konstitueringen blev resultatet, at Esben-Petersen fik syv stemmer, Axel Kristiansen seks stemmer, og dertil kom to blanke stemmer. De borgerlige var derimod enige ved udvalgsbesættelsen. Herved opstod den mærkelige situation, at det socialdemokratiske mindretal fik borgmesterposten mod et nogenlunde fast borgerligt flertal. Både Socialdemokratiet og Venstre påberåbte sig at være i opposition.

W. Darr førte sin virksomhed Dansk Automobil Byggeri frem til at blive en af landets førende på sit område. Hvert år kunne han berette om nye busruter, som havde købt netop hans busser til kørslen. Her en helsidesannonce i Dagbladet Social-Demokratens særnummer om Københavns sporveje 1.8.1936.

De personlige stemmer var normalt ikke udslagsgivende ved de kommunale valg. Ved valget i 1925 fik konservator Chr. Aaboe Sørensen helt ekstraordinært mange, personlige stemmer, hvilket sikrede ham en 1. suppleantpost. Chr. Aaboe Sørensens fine valg hang sammen med, at afholdsbevægelsen førte ham frem som sin kandidat. Chr. Aaboe Sørensen fik 142 personlige stemmer, mens f. eks. borgmester Esben-Petersen fik 62 personlige stemmer.

Det kommunalpolitiske arbejde blev påvirket af den noget uklare, politiske situation i byrådet i perioden 1925-1929. Det borgerlige flertal havde på nogle punkter ført deres politik igennem, f. eks. salget af kommunens huse. Der var politisk uenighed om bevillinger til hjælpekassen. De borgerlige lagde vægten på sparsommeligheden, mens socialdemokraterne klagede over den borgerlige nærighed.

Den førte politik var imidlertid hverken rigtig borgerlig eller rigtig socialdemokratisk, og ingen af grupperingerne ønskede fuldt at påtage sig ansvaret. Denne politiske uklarhed skulle valget i 1929 afklare.

Før valget i 1929 trak borgmester Esben-Petersen sig tilbage. Socialdemokraternes nye førstemand var faktor Rasmus Bindslev. I offentligheden fremstod Rasmus Bindslev som en mere traditionel socialdemokrat med sin faglige baggrund som typograf og tidligere fagforeningsformand hos typograferne end viceskoleinspektøren og insektforskeren P. Esben-Petersen.

Valget i marts 1929 blev en stor triumf for Socialdemokratiet og Rasmus Bindslev. Partiet vandt to mandater og genvandt byrådsflertallet med ni mandater mod de borgerliges seks mandater. Valgets tabere blev Venstre, som mistede et mandat, og Det radikale Venstre, som helt gled ud af byrådet. Retsforbundet beholdt sit ene mandat.

Det socialdemokratiske byrådsflertal ønskede at føre en sparsommelig kommunalpolitik og fremstå som økonomisk ansvarlige. Den store arbejdsløshed fra 1931 skabte behov for nye initiativer, og byrådet satte ind med beskæftigelsesarbejder, blandt andet udbedring af Århus-landevejen.

	Borgmester Rasmus Bindslev (1876-1951) siddende i det nye rådhusmøblement.

Socialdemokraterne lagde op til valget i 1933 vægt på, at de havde sikret borgerne billigt lys, gas og brændsel, udbygget skolevæsenet, indført gratis skolemateriale, et godt bibliotek og gode veje. Socialdemokraterne slog også på, at de borgerlige ville betyde uoverskuelige nedskæringer. Silkeborg Social-Demokrat gav det politiske budskab i følgende overskrift: "Hvis de kriseramte vil undgå nedskæringer, de vanskeligt kan bære, bevarer de det socialdemokratiske byrådsflertal". I Venstres opråb til vælgerne stod blandt andet: "Borgere! stem mod det socialistiske styre for sparsommelighed og sund økonomi i kommunestyret".

Socialdemokratiet fik ved valget i 1933 konkurrence fra venstre, idet Danmarks kommunistiske Parti (DKP) stillede op. Kommunisterne opnåede kun 54 stemmer, mens Socialdemokratiet fik 2593 stemmer. Vælgerne sikrede Socialdemokratiet det fortsatte byrådsflertal med ni mandater som hidtil. Venstre fortsatte nedgangen fra 1929 og mistede igen et mandat, som De Konservative overtog. Det konservative Folkeparti blev herved byens største, borgerlige parti med tre byrådsmedlemmer mod Venstres to medlemmer.

Venstres tilbagegang hang sammen med en massiv hetz mod partiet for at være "byfjendsk". Silkeborg Social-Demokrat kaldte i valgkampen gerne partiet for det byfjendske Venstre. Retsforbundet beholdt det ene mandat. Silkeborg Avis anslog efter valget mere fredsommelige toner og manede til samarbejde med socialdemokraterne.

Borgmester Rasmus Bindslev kom i 1930'erne til at fremstå som den bredtfavnende førstemand i byen. Ingen tvivlede længere på den socialdemokratiske dominans i den kommunale politik, og man indrettede sig derefter. Socialdemokratiet førte en politik, som selv modstanderne kaldte for "blegrød".

Kommunisterne og en Arbejderliste søgte i 1937 at gøre indhug i Socialdemokratiets vælgere. Arbejderlisten blev i folkemunde kaldt for bademester Christiansens liste. Kommunisterne og Arbejderlisten viste sig ikke at være nogen konkurrent til Socialdemokratiet, da de to lister kun fik henholdsvis 136 og 28 stemmer.

Socialdemokratiet fik et kanonvalg og gik et mandat frem, mens De Konservative og Venstre beholdt deres tre og to mandater. Retsforbundet mistede sit ene mandat. Styrkeforholdet i byrådet var herefter, at for hvert borgerligt byrådsmedlem var der to socialdemokratiske medlemmer.

Silkeborg udviklede sig i perioden til at være en solid socialdemokratisk højborg.

Næste kapitel Michael Sørensens Stiftelse