SILKEBORGS HISTORIE

Af museumsinspektør KELD DALSGAARD LARSEN

---

	Købmand Valdemar Frederiksens forretning lå på et hjørne - som mange af købmandsbutikkerne gjorde. Her på hjørnet af Steen Blichers Gade og Jernbanegade.

Tiden 1922-1941

BYEN NÅR
SINE GRÆNSER - 5

PÅ ARBEJDSMARKEDET

Arbejdsløsheden skabte kamp om arbejdet. Røster om, at kvinder og unge mænd skulle væk fra arbejdsmarkedet for at give plads for familiefædre, kom frem igen. Men det var ganske umuligt. Kvinderne havde altid været ude på arbejdsmarkedet i Silkeborg, især på papirfabrikken og i tekstil- og beklædningsindustrien.

Tekstil- og beklædningsindustrien beskæftigede i 1935 1074 personer, hvilket var 32,6 % af alle beskæftigede inden for håndværk og industri i byen. Og netop disse brancher var udprægede kvindearbejdspladser. Mændene kunne eller ville ikke overtage f. eks. en syerskes arbejde.

Kvindernes udearbejde sikrede tværtimod mange arbejderfamilier mod nød, selv om manden var arbejdsløs. De kvindelige arbejdspladser i tekstil- og beklædningsindustrien var i perioden sikre arbejdspladser, og det skabte en stabil indtægt til mange familier. Talen om, at kvinderne skulle ud af arbejdsmarkedet, vandt heller ingen gehør.

Silkeborg Brugsforening flyttede på Søndergade i 1928. Netop på denne tid fremstod arbejdernes lokale brugsforening som en succesrig og farlig konkurrent til byens mange, små købmandsforretninger.

Tidligere var det almindeligt, at de unge blev skubbet længst bag i de arbejdsløses kø. Men man begyndte at indse, at det gav store, sociale problemer at holde de unge væk fra arbejdsmarkedet. Derfor skete der en holdningsændring til de unge, så man søgte at få dem inddraget i arbejdslivet. Arbejdet med den nye bådehavn i Indelukket i 1939-40 var netop et beskæftigelsesprojekt for unge arbejdsløse.

Der var som regel ro og fordragelighed på de silkeborgensiske arbejdspladser, men en markant undtagelse var den store tekstilarbejderstrejke i 1934. Den vakte opsigt over hele Danmark. Strejken fandt sted på byens største arbejdsplads, Silkeborg Tekstilfabrik, i Østergade og inddrog byens største fagforening, Tekstilarbejdernes Fagforening.

Tekstilarbejderne på fabrikken gik i strejke den 14. august i protest mod indførelsen af et nyt akkordsystem. Strejken var overenskomststridig, og de strejkende tekstilarbejdere var oppe imod tekstilfabrikantforeningen, deres eget fagforbund og stort set hele pressen. Justitsministeriet forbød organiseret pengeindsamling til de strejkende. Strejken berørte hele byen, og den vakte store diskussioner. På to store, offentlige møder i byen deltog 2000 og 4000 mennesker. Selv om de strejkende havde stor lokal forståelse, og mange arbejdspladser samlede penge ind, var modstanden for hård. Strejken blev til en konfrontation mellem tekstilarbejderne i Silkeborg og hele landets fagretslige system. Tekstilarbejderne gik i arbejde igen den 9. oktober uden indrømmelser. Strejken var tabt.

PÅ KONTRABOG

Silkeborgenserne handlede hos deres købmand lige om hjørnet, hos brødudsalget, hos mælkemanden, hos tobakshandleren og hos slagteren. Forretningerne lå tæt, og mælkevognen og brødvognen kørte rundt til kunderne.

Silkeborg havde i 1935 ca. 60 købmænd og en brugsforening. I 1930'erne blev konkurrencen skærpet mellem de private købmænd og brugsforeningen. Arbejdernes Brugsforening i Silkeborg havde virket temmelig upåagtet frem til midt i 1920'erne. I 1925 var brugsforeningen blevet en solid og gældfri konkurrent til købmændene, og foreningen ønskede yderligere ekspansion. Brugsforeningen ophævede derfor i 1928 det solidariske ansvar blandt medlemmerne, hvilket havde været en hæmsko mod at få flere kunder som medlemmer. Samme år flyttede brugsforeningen til nye store lokaler i Søndergade.

	Købmand L. Larsen, Nygade 30 hed officielt Nygades Materialhandel, men i folkemunde blev forretningen kaldt for papegøjeapoteket, fordi han havde en papegøje, der blev sat ud på skiltet, når der var vejr til det. Den sagde; "Velkommen" til alle kunderne. L. Larsen havde både materialhandel og kolonialhandel.

Brugsforeningens næste skridt i ekspansionen var en filial på Landlystvej i det nye, store kvarter i sydbyen i 1935. Brugsforeningen var en medlemsforening, hvor medlemmerne handlede. Hvert år blev foreningens regnskab gjort op, og overskuddet blev uddelt i dividende til medlemmerne efter deres indkøbs størrelse. Dividenden var det særegne ved brugsforeningen, og medlemmerne i Silkeborg kunne regne med at få ca. 10 % af deres penge tilbage i dividende ved årets slutning.

Købmanden var en fast del af silkeborgensernes hverdag. Man handlede på kontrabog, som blev gjort op hver uge eller hver måned. Købmanden var således kreditgiver, og i vintermånederne og i knaphedstider var købmandens kredit ofte meget kærkommen og nødvendig i mange familier. Købmændene konkurrerede almindeligvis ikke på prisen, og kunderne var trofaste.

Købmændene så med stigende bekymring på brugsforeningens ekspansion, og man var også bekymret over en ny type købmandsforretninger, der søgte at vinde kunder ved slagtilbud, altså prisnedsættelser. Kolonial-Importen på Silkeborg Torv ejet af Århus-købmanden Lefevre var et eksempel på en sådan mere aggressiv købmandsforretning.

Købmændene havde tidligere søgt at fastholde deres egne kunder med et kræmmerhus bolsjer til børnene, cigarer til fædrene, en margarinedåse til jul, chokolade eller en mindre bonus. Flere købmænd mente, at der måtte andre midler til i den voksende konkurrence. Købmand Arne Weng på Lyngbygade ønskede at give sine kunder 10 % rabat, hvilket svarede til brugsforeningens normale dividende. Men det nægtede købmændenes forening at acceptere. Købmændene gik derimod til byens grossister for at kræve større rabatter, man begyndte med kollektive reklamer, f. eks. i biograferne og med initiativer i forhold til husmødrene. De enkelte købmænd begyndte også at gøre lidt mere ud af udstillingerne i vinduerne.

Konkurrencen var hård i detailhandelen. Også i grossistledet var konkurrencen hård i byen, idet Silkeborg havde hele tre grossister - Martin Pedersen, Carl Christensen og L. C. Lauritzen - til at betjene de lokale købmænd.

ØSTERGADE-PROJEKTET

Silkeborg Byråd søgte at skabe en moderne by i 1930'erne, og i den forbindelse var gode og brede veje helt afgørende. Mange af tiårets beskæftigelsesarbejder var udbedring af vejnettet. Østergade-projektet var den mest gennemgribende regulering i tiåret.

	Langhoffs Conditori i Østergade før husene på sydsiden blev revet ned. Senere flyttede bageriet og konditoriet op i det nye Østerport.

Silkeborg Kommune iværksatte i 1932-33 en kraftig regulering af Århus-vejen op over Kildebakken (Århusbakken). Landevejen fra Århus var nu god og moderne, men trafikken kom nærmest ind i en flaskehals fra Langebro. Reguleringen af Århus-vejen krævede en fortsættelse i selve byen. Borgmester Bindslev gav i 1937 sit oplæg: regulering af Østergade med nedrivelse af alle bygningerne i den ene side.

I samme forbindelse var det nødvendigt at købe og nedrive det gamle Hotel Silkeborg. Ved disse drastiske indgreb kunne byen opnå udbygning af vejnettet og øget beskæftigelse.

Østergade-projektet fik sin arkitektkonkurrence, og arkitekt Knud Sørensens projekt vandt. Østergades sydlige side skulle nedrives, vejen reguleres og et helt nyt og efter datidens målestok meget stort boligkompleks skulle opføres med Østerport som den mest markante bygning ud mod torvet. En rutebilstation ville blive etableret i forbindelse med projektet.

Østergade-projektet skabte stor debat, og ikke alle var lige begejstrede. Silkeborg Avis ønskede en ringvej i stedet for al trafikken gennem byen. Problemet var, at trafikkens flaskehals blot blev ført op til Torvet. Hvad så? Borgmesteren antydede, at man nok fandt en Østergade-løsning på Vestergade for at få trafikken den vej ud af byen igen.

Østergade-projektet kom i gang, men på grund af besættelsen og andre forhold blev det først endelig afsluttet i 1950'erne. Østerport blev dog færdig i 1938, og selv Silkeborg Avis måtte indrømme, at Silkeborg nu havde fået storbystil i sin arkitektur.

Næste kapitel 9. april 1940