SILKEBORGS HISTORIE

Af museumsinspektør KELD DALSGAARD LARSEN


	Peter Jessen åbnede i 1910 Silkeborg kontante Manufakturforretning på hjørnet af Vestergade og Tværgade. Det blev starten på en enestående succes, idet Peter Jessen forstod at sælge godt og billigt tøj til alle byens kvinder.

Tiden 1922-1941

BYEN NÅR
SINE GRÆNSER - 2

UNDER RØDT STYRE

Silkeborg fik socialdemokratisk borgmester og flertal ved kommunalvalget i 1921. I 1922-23 opstod en episode, som de borgerlige mente, var et tydeligt eksempel på socialdemokratisk "klasseregimente" og angreb på den personlige frihed. Silkeborg Avis erklærede Silkeborg for direkte underlagt Lyngsies diktatur med adresse til den landskendte forbundsformand for arbejdsmændene, M. Lyngsie.

Episodens udspring var en splittelse i arbejdsmændenes fagforening i byen. De fastansatte gasværksarbejdere ønskede at danne en fagforening under Kommunalarbejdernes Forbund, hvilket skete i oktober 1921. Arbejdsmændenes Fagforening og Dansk Arbejdsmands Forbund gik skarpt mod denne udmeldelse og splittelse. Fagforeningen fandt det moralsk forkasteligt, at gasværksarbejderne vragede den organisation, som havde sikret dem deres goder, og desuden fastholdt fagforeningen, at den havde overenskomsten vedrørende arbejdet på gasværket.

Al forhandling strandede. Gasværksarbejderne fastholdt deres udmeldelse fra arbejdsmændenes organisation, og Dansk Arbejdsmands Forbund nægtede at godkende udmeldelsen. Dansk Arbejdsmands Forbund truede Silkeborg Kommune med blokade, hvis ikke de rebelske gasværksarbejdere blev fyret. Silkeborg Byråd drøftede sagen, og det socialdemokratiske flertal vedtog at kræve af gasværksarbejderne, at de skulle genindmelde sig i Arbejdsmændenes Fagforening. Hvis ikke gasværksarbejderne fulgte henstillingen, ville de blive fyret.


Personalet opstillet til fotografering i Peter Jessens fine forretning.

Silkeborg Avis erklærede herefter Silkeborg for underlagt Lyngsies diktatur, da forbundsformanden efter avisens mening kunne diktere byrådet sin vilje med trusler om blokade af alt kommunalt arbejdsmandsarbejde.

Silkeborg Avis rettede hårde anklager mod den socialdemokratiske borgmester Esben-Petersen og beskyldte ham for usandhed og forsømmelse af sin embedspligt. Esben-Petersen stævnede avisen for injurier og vandt. Silkeborg Avis fik en bøde på 100 kr. og måtte betale sagsomkostningerne.

Silkeborg Social-Demokrat, Arbejdernes Fællesorganisation og Socialdemokratiet bakkede fuldt op bag Arbejdsmændenes Fagforening. Arbejdernes Fællesorganisation ekskluderede den nystiftede fagforening for kommunalarbejdere, Socialdemokratiet ekskluderede fire gasværksarbejdere, der var medlemmer af partiet, og Silkeborg Social-Demokrat førte en indædt skrivefejde med Silkeborg Avis.

Under denne fejde kaldte Silkeborg Social-Demokrat modstanderen for "smudsbladet Silkeborg Avis", og det førte til endnu en injuriesag, som Social-Demokraten tabte.

Silkeborg Byråd gennemtrumfede en fyring af tre gasværksarbejdere, og sagen kom siden for en voldgiftsret. Denne afsagde kendelse i 1925 og fastslog, at det var arbejdsmændenes organisation, som havde overenskomsten og derfor skulle gasværksarbejderne være organiseret i Arbejdsmændenes Fagforening. Gasværksarbejderne fulgte voldgiftskendelsen.

De borgerlige byrådspolitikere hævdede, at det socialdemokratiske byrådsflertal sikrede de kommunalt ansatte arbejdere en højere løn end andre steder.

LANGSOMMELIG UDVIKLING I EN TRANG TID


	Peter Jessen blev hurtigt en af Silkeborgs rigeste mænd og erhvervede den gamle Silkeborg Hovedgård til privatbolig. Peter Jessen var en dybt religiøs mand, og han havde en stor interesse i tidens moderne hjælpemidler, f. eks. biler.

Silkeborg udviklede sig langsomt i 1920'erne uden markante storbyggerier eller nye erhvervsvirksomheder. Befolkningstallet steg fra 10.896 i 1921 til 11.473 i 1925 og 12.078 i 1930. En stigning på 10,9 %. Silkeborgs indbyggertal var reelt højere, idet de officielle statistikker i 1930 regnede med tre udenbys forstæder beliggende i Balle og Gødvad Kommuner: Alderslyst (2692 indbyggere), Lysbro Villaby (376 indbyggere) og Søholt By (163 indbyggere).

Danmark var generelt præget af lavkonjunktur og arbejdsløshed i 1920'erne. Silkeborg var ingen undtagelse. Byens erhvervsliv var også præget af stagnation. De eksisterende virksomheder udviklede sig støt og roligt uden de store forandringer. Detailhandelen udviklede sig fortsat, og Peter Jessen fik drevet sin forretning frem til at sikre ejeren en plads blandt byens allerstørste skatteydere i perioden. Peter Jessen gik også ind i produktionen af tøj ved etableringen af Dansk Kjole Industri i 1924 og Dansk Konfektionsindustri i 1925-30.

En positiv begivenhed var, at Silkeborg Papirfabrik foretog en stor udvidelse i 1925. Fabrikken fik endnu en papirmaskine - papirmaskine nr. 2 (PM 2) - til produktion af finpapir. Etableringen af maskinen var et stort anlægsarbejde med regulering af Gudenåen og byggeri til det omfattende maskineri. Arbejdet blev udført med skovl og spade og gav arbejde til mange mand i en periode præget af arbejdsløshed. Installering af en papirmaskine krævede også udbygning af fabrikken med mange følgeafdelinger f. eks. nyt hollænderi.


Silkeborg set fra luften.

Boligbyggeriet fandt stort set udelukkende sted syd for banen. Kommunen opførte i begyndelsen af tiåret en række kommunehuse, men efterhånden kom der gang i det private byggeri, og boligmangelen forsvandt. Flytning foregik på årets to flyttedage i april/maj og oktober/november. Familier, som var opsagt til flyttedagen, men endnu ikke havde fået en ny lejlighed, kunne henvende sig til kommunen og få anvist en lejlighed.

En boligstatistik for Silkeborg i 1925 viste, at der var 240 etværelses lejligheder, 1294 toværelses lejligheder, 881 treværelses lejligheder og 354 fireværelses eller større lejligheder. Desuden var der 210 lejligheder i tilknytning til butikker. I alt 2979 lejligheder. På tællingsdagen var 34 lejligheder ubeboede, mens 44 lejligheder ikke var udlejet endnu til den kommende flyttedag. Til den kommende flyttedag havde 301 lejere sagt op eller var sagt op til flytning. Mobiliteten blandt lejerne var ret høj. Den bedre boligsituation fik det borgerlige byrådsflertal efter 1925 til at afvikle kommunens engagement på boligområdet.

Arbejdsløshed og social nød var en barsk kendsgerning også i 1920'ernes Silkeborg. Byrådet søgte i en vis udstrækning at hjælpe på beskæftigelsen ved at sætte en række beskæftigelsesarbejder i gang, f. eks. landets længste kælkebakke ved Dronningestolen i 1925-26, bådehavnen i Indelukket og Kærsgårdsbroen. Byens veje og fortove blev også udbygget og renoveret til glæde for brugerne og beskæftigelsen, og de arbejdsløse kunne også komme til at slå skærver.

AT VÆRNE EGET ARBEJDE

Arbejdsmændenes Fagforening indsendte i januar 1925 følgende skrivelse til byrådet: "På grund af den stærkt stigende arbejdsløshed henstiller Arbejdsmændenes Fagforening til det ærede byråd at have opmærksomheden mere henvendt på den stærke invasion af ugifte arbejdere og i lighed med, hvad der i boligrestriktionerne er gældende for gifte arbejdere, at hindre ugifte adgang til bolig, som en virksom regulator mod arbejdsløsheden. Samtidig må fagforeningen henstille til borgmesterkontoret, at der ikke gives arbejdstilladelse ved Bryrup-banen til unge nylig tilflyttede og derved forøge tilflytningen fra land til by, og vi må protestere mod, at der antages arbejdere fra kommuner, som ikke giver tilskud til banen".

Meningen er klar nok: fagforeningen vil værne om det lokale arbejde til dens egne medlemmer. Når der tales om at begrænse arbejdsløsheden, så tænkes der ikke på de unge tilflytteres ledighed.

Denne holdning var udbredt i byen i alle politiske lejre. Det er derfor meget naturligt, at det samlede byråd i december 1927 kunne udsende en indtrængende appel med overskriften "Til borgerne i Silkeborg!" Appellen slutter således:

"Foretag de indkøb, De har brug for, og som De har råd til, men gør Deres indkøb i Deres egen by, thi alt, hvad De har brug for, kan De sikkert købe lige så billigt her som andre steder.

De har Deres erhverv, Deres næring her, og derfor er byens tarv Deres egen tarv. Vi opfordrer alle borgere, der står for styret af virksomheder, til af al evne at holde produktion og omsætning i gang, så at det nuværende antal af arbejdere og personale kan vedblive at være beskæftigede, ja, helst forøges.

Produktion, arbejde og omsætning er de nødvendige betingelser for, at krisen kan mildnes og bedre kår indtræde for alle hjem i vor by".

Den udbredte holdning var, at man ønskede at værne om arbejdet for byens egne arbejdere og især at sikre familiefædrene et arbejde, så de kunne forsørge familien. Tilflyttere og unge var derimod knap så velkomne på arbejdsmarkedet. Derfor måtte mange unge silkeborgensere rejse ud efter arbejde, men det kunne være svært, når de øvrige danske byer førte en lignende politik. Heldigvis reklamerede aviserne med fristende tilbud om at rejse til USA og Canada, og flere unge rejste ud i det fjerne.

Næste kapitel

Tog og rutebiler