SILKEBORGS HISTORIE

Af museumsinspektør KELD DALSGAARD LARSEN

---

	Helle Biler på Nørrevænget. En moderne brugtbilforretning i bilernes by, Silkeborg. Brugtbilforretningerne blev i perioden samlet i enklaver, hvilket viste sig at være til fordel for branchen.

Tiden 1975-1995

KRISE OG
FORANDRING - 2

SILKEBORG - BILERNES BY

Silkeborg blev kendt som "bilernes by" - med mange forretninger for såvel nye som brugte biler. Allerede i 1950'erne i en tid, da det kunne knibe med at skaffe nye biler, hentedes en række gode, brugte biler til Silkeborg og blev solgt. Brugtbilsalg blev en stor niche i byen.

Midtbyens forandring skabte også nye vilkår for bilbranchen. Kommunen pressede på for at få forretningerne ud fra bymidten og samlet på ét område i periferien. Det blev til diskussionen om det hensigtsmæssige i at samle samme type forretninger i et bestemt kvarter - var det en fordel eller ulempe for branchen og den enkelte forretning? Det viste sig hurtigt, at de mange bilforretninger trods indbyrdes konkurrence sammen skabte et salgscenter, som blev kendt i hele Jylland. Ved brancheforening og fælles annoncering skabtes et landsdelsdækkende ry som bilcenter for især brugtbilsalg.

Jørgen Helle blev på mange måder et symbol på denne nye branche. Efter nogle år i branchen flyttede han i 1969 ud til Nørrevænget og etablerede sin store brugtbilforretning. Konceptet var at sælge gode, brugte biler, som køberen kunne have fuld tillid til. Brugtbilbranchens klassiske, dårlige ry måtte under ingen omstændigheder gælde her. Jørgen Helle købte gode, brugte biler og satte dem herefter i stand. Brugtbilforhandleren var ikke længere kun et handelsled. Af andre nyskabelser kan nævnes fastsættelse af faste priser på de brugte biler. Med de rene linier i handelen var der ikke længere grundlag for at prutte om prisen som tidligere på den brugte bil. Silkeborg bilforhandlere har formået at få lanceret byen som bilernes by.

SILKEBORG OG DEN STORE VERDEN Silkeborg har altid haft stærke internationale relationer. Silkeborg Papirfabrik blev anlagt af en familie med tyske aner, maskinerne var fra England, den første papirmester islænding og fabriksdirektøren franskmand. C. Commichau og J. W. Darr var tyskere, der lagde deres livsværk i Silkeborg. Og sådan kunne man blive ved. Silkeborg er en del af den store verden, og begivenheder langt fra byen har hele tiden indflydelse på silkeborgensernes hverdag.   Pasilac's første fetaostanlæg på Ørum Mejeri 1977.   Silkeborg Maskinfabrik havde allerede først i 1900-tallet en stor eksport, og virksomheden er et godt eksempel på den store verdens lokale nærvær. I Danmark blev der med tiden tre større konkurrerende maskinfabrikker - i Silkeborg, Horsens og Kolding - med speciale i mejeriudstyr. Silkeborg Maskinfabrik var langt den mest eksportorienterede af de tre virksomheder. Sammenslutningen af de danske virksomheder skete i to tempi. I 1962 blev virksomhederne i Silkeborg og Horsens slået sammen til Paasch og Silkeborg. De Danske Sukkerfabrikker fuldendte fusionen ved at købe alle tre virksomheder i 1975 og danne koncernen Pasilac A/S i 1977. Produktmæssigt har fabrikken hele tiden måttet følge med tiden og den internationale udvikling. Produktionen af fetaost er et lille og godt eksempel herpå. Danske mejerier begyndte omkring 1970 at eksperimentere med produktionen af fetaost i større målestok. Denne idé udsprang ikke af et traditionelt hjemmemarked, men tværtimod ud fra en tro på, at der især i Mellemøsten lå et stort marked for et dansk mejeriprodukt. Paasch og Silkeborg i Silkeborg kom ind i udviklingsarbejdet i samarbejde med Jens Kjær, Ørum Mejeri, i Nordjylland. Det lykkedes ingeniører i Silkeborg-virksomheden at få konstrueret et fetaost-anlæg, som muliggjorde overgangen fra tidligere håndværksmæssig produktion til egentlig industriel produktion af fetaosten med starten af det første egentlige anlæg i 1977. Takket være dette nye anlæg kunne danske mejerier øge produktionen af fetaost til kolossale mængder, og en overgang udgjorde fetaost-eksporten ca. halvdelen af mejeriernes osteeksport. Den danske fetaost var ganske vist noget forskellig fra f.eks. traditionel græsk fetaost, men det var den nye dansk industrielt fremstillede fetaost, som gik sin sejrsmarch over den ganske verden. Fetaosten blev samtidig en del af danskernes moderne madkultur. Hemmeligheden bag denne succes var Silkeborg-ingeniørernes udnyttelse af ultrafiltreringsanlæg udviklet af sukkerfabrikkerne. På den måde viste det sig at være en fordel at være en del af en endnu større koncern. Anlæggets teknologi med membranfiltrering var anvendelig på andre områder, og den er således indgået i hele virksomhedens generelle produktudvikling. Silkeborg-fabrikken har i tidens løb solgt ca. 50 fetaost-anlæg først til de danske mejerier og siden til eksport. De nyeste anlæg er solgt til Polen og Ægypten.     Membranfiltreringsanlæg gav stødet til industriel produktion af fetaost. APV Pasilac fortsatte udviklingen af anlæggene, og i dag er membranfiltreringsanlæg en del af moderne mejeridrift. Blandt andet til udvinding af proteiner. Her ses APV Pasilac's største membranfiltreringsanlæg, som er leveret til firmaet Danmarks Protein i Videbæk på Pasilac. Eksporten af fetaost til Iran fik også indflydelse på danskernes og silkeborgensernes spisevaner. Iranerne ønskede nemlig også en eksport til Danmark, og danskerne begyndte at importere og spise pistacienødder. Silkeborg og silkeborgenserne er således ikke en isoleret ø på verdenskortet. Det fik Pasilac at mærke flere gange i 1980'erne og 1990'erne. Efter et stort mislykket eventyr i USA midt i 1980'erne solgte sukkerfabrikkerne Pasilac-gruppen i 1987 til den engelske koncern APV Baker, og virksomheden APV Pasilac blev resultatet. Den store internationale afhængighed giver nye muligheder og nye usikkerhedsmomenter. Der var således i sommeren 1995 forlydender om, at Pasilac-virksomheden i Silkeborg eventuelt skulle flyttes til en anden dansk by. Silkeborg by med borgmester Jørn Würtz i spidsen tog initiativ til at overbevise de engelske ejere om, at Pasilac var en naturlig del af Silkeborgs erhvervsliv. Virksomheden ligger derfor fortsat på Pasteursvej i industrikvarteret - med blikket rettet mod de store internationale muligheder og risici.

SUPERMARKEDER OG DØGNBUTIKKER

I perioden skete der en radikal omlægning af dagligvarebutikkerne. Købmændenes tid randt ud, og supermarkederne og døgnbutikkerne tog over. Der var fortsat mange købmænd i byen i 1974, men med udgangen af 1980'erne var stort set alle købmandsforretninger enten ophørt eller overgået til at være små supermarkeder. Forbrugerne er i dag langt mindre knyttet til én bestemt butik. Supermarkederne skal derfor konkurrere om kunderne med lave priser, kvalitet og service.

Tidens dagligvarebutik var enten det store supermarked, her Føtex på Torvet, eller den nære døgnbutik, her Lyngsø Nærbutik, Lyngbygade 22. Foto © Lars Bay.

Etableringen af Føtex på Torvet i 1965 var begyndelsen på denne udvikling. Men flere fulgte efter. Jens Lauridsen overtog i 1968 Nybo Selvbetjening på Nylandsvej. På det tidspunkt blev denne type butikker kaldt for mini-markeder, og det viste sig at være fremtidens dagligvarebutikker. Jens Lauridsen åbnede i december 1974 Trica-Marked på Borgergade, og tre år senere kunne han åbne endnu et supermarked, Merko Lavpris ligeledes på Borgergade.

Normann Supermarked åbnede på Kejlstrupvej ligeledes i december 1974, og året efter slog Jaco dørene op for endnu et supermarked denne gang på Chr. 8. Vej. De to store supermarkeder er dog fortsat FDBs Kvickly på Søtorvet, og Føtex på Torvet. Føtex åbnede i 1982 en ny forretning denne gang på Borgergade. FDB Brugsen har satset på Kvickly-forretningen, og det resulterede blandt andet i nedlæggelsen af brugsens afdeling i Sydbyen. De mange, mindre købmænds tid er forbi, men konkurrencen på området er bestemt ikke forsvundet ved overgangen til supermarkeder.

I 1980'erne kunne udviklingen have ført til, at Sydbyen - området syd for jernbanen - ville have stået fuldstændig uden dagligvarebutik. Brugsen lukkede sin forretning på Lyngbygade, de mindre købmænd lukkede og selv den større forretning Det grønne Hjørne overgik først til vinhandel for siden helt at lukke. En privat mand overtog imidlertid brugsens gamle forretning og etablerede en købmandsbutik - dog i form af et supermarked. Sydbyen beholdt en dagligvarebutik.

Døgnbutikkerne var en ny type forretning, som voksede frem i løbet af 1970'erne i takt med, at de traditionelle købmænd, kiosker og andre specialbutikker forsvandt.

De mange kvarterer beholdt derfor trods alt ofte en nærbutik i form af en døgnbutik. Varesortimentet var begrænset og var også gerne lidt dyrere, men silkeborgenserne kunne fortsat lige smutte hen for at købe avis, cigaretter, to liter mælk og et pund kaffe. Døgnbutikken konkurrerer ikke med supermarkederne på sortiment eller pris. De nye butikker konkurrerer ved at være nærbutikker med lang åbningstid, så glemsomme eller fortravlede forbrugere frem til ca. kl. 22 kan nå at få gjort indkøb.

	Ekstra Posten, der husstands- omdeles hver onsdag i næsten 40.000 eksemplarer, også langt uden for Silkeborg, er alle forretningers store og vigtige annonceorgan.

Døgnbutikkerne har haft en noget omtumlet tilværelse. Mange er åbnet, og mange er for længst lukket igen. Men døgnbutikken har efter en række begyndervanskeligheder vundet hævd i bybilledet. Døgnbutikkernes eksistensgrundlag er også blevet udbygget - med variationer fra butik til butik - med video-udlejning, lotto, tips, brødudsalg m.m. Opbruddet i dagligvarebranchen ramte også grossistledet. L. C. Lauritzen blev den eneste af byens tre grossist-forretninger, som overlevede i perioden. Det gamle firma flyttede over i nye bygninger i industrikvarteret. Men konkurrencen var blevet benhård med alle de nye, landsdækkende grossist-kæder.

De gode gamle dage, da byens grossister forsynede byens købmænd, forsvandt i løbet af 1960'erne. De store supermarkeder og de tilbageblevne købmænd fik deres varer fra egne, landsdækkende grossister. En medvirkende årsag til, at L. C. Lauritzen klarede sig som selvstændigt firma helt frem til først i 1990'erne, var fremvæksten af døgnbutikkerne. Firmaet blev på mange måder denne nye butikstypes grossistled.

Byggemarkeder blev også i denne periode en ny og ekspanderende udsalgsform. De blev supermarkeder for håndværkere og måske ikke mindst for alle de mange gør-det-selv-folk, som dukkede op i det moderne fritidssamfund.

Butiksudviklingen går generelt mod større enheder, men der er dog også en vis modgående tendens. Døgnbutikkerne er et eksempel. Nogle specialforretninger har overlevet og andre er kommet til f. eks. urforretninger, optikere, fotohandlere, blomsterbutikker, gavebutikker, lingeri, bagerier og radioforretninger. En særegen type specialforretning dukkede frem i løbet af 1980'erne i form af genbrugsbutikker. Disse udsalg er sjældent egentlig kommercielle forretninger, men ofte drevet på frivillig basis, og overskuddet går til et ideelt formål.

Næste kapitel Silkeborg Bibliotek