Silkeborg 1846-1996
HISTORIE - NATUR - KULTUR
Du er her: Forsiden Skolerne Skolefritidsordningen

SKOLERNE

Af fhv. skoleinspektør PALLE BUUS-HANSEN



  Undervisningsprojekt på Skægkærskolen
  I 1994 startedes på Skægkærskolen et undervisningsprojekt med en undervisningsbiotop på et 10 ha stort areal øst for Viborgvej. Planen er frem til 2010 at gennemføre skovplantning, studere vådområdet, gennemføre jordforberedningsforsøg og etablere et jernalder- og vikingehus. Alle skolens klasser og lokalbefolkningen deltager i et tværfagligt arbejde, som bl. a. omfatter fagene natur og teknik, biologi, historie og miljølære. Billedet viser den første plantning i 1994. En eventuelt interesseret eftertid kan tage pejling efter trægruppen i baggrunden, hvis man vil finde stedet. Arrangementet er en udløber af Green City projektet, som gennemføres af Silkeborg og to andre midtjyske kommuner.

SKOLERNE - 12

SKOLEFRITIDSORDNINGEN

Skolefritidsordninger er et tilbud til børn i børnehaveklasse og de yngste klassetrin om leg og beskæftigelse uden for skoletiden. Ordningen startede i socialforvaltningens regi, men overgik i 1992 til undervisningsforvaltningen. Den findes på alle skoler.

"Sammen med forældre og børn skal skolefritidsordningerne skabe aktiviteter, som fremmer børnenes alsidige udvikling. Det skal gøre dem i stand til at forvalte deres eget liv ud fra deres egne valg. Og det skal gøre dem i stand til at indgå i og tage vare på medmenneskelige forbindelser".

For tiden er ordningen åben kl. 6.30-8.00 og kl. 12.00-17.00. Der er tale om både en dannelses- og en pasningsforanstaltning, hvorfor ventelister også forekommer.

UDDANNELSES- OG ERHVERVS ORIENTERING

1971-72 etableredes en aftale om uddannelses- og erhvervsorientering mellem skolevæsen, arbejdsgivere og arbejdstagere. Dette samspil er udviklet energisk. I 1975 ansattes skolevejledere ved alle skoler med elever over 6. klasse. Der gennemføres en velorganiseret erhvervspraktik og uddannelsesvejledning i 8.-10. klasse. Der arrangeres besøg i lokale virksomheder og de skoler i Silkeborg, som tilbyder en ungdomsuddannelse. Et årligt katalog over uddannelsesmuligheder i Silkeborg udleveres til afgangsklasserne. Til toppen

UNGDOMSUDDANNELSER

Silkeborg Ungdomsskole startede i 1941 under AOF. Den henvendte sig til unge, som havde forladt skolen efter 7. klasse, og som ikke havde fået læreplads. I 1964 blev skolen overtaget af kommunen og rykkede i 1976 ind på den nedlagte Borgergadeskole. Skolens første kommunale leder, Wigmar Edwart, var igangsætter og inspirator på en lang række områder, som kom til at tegne skolen. Der blev oprettet 11. klasse og alternativ undervisning for elever, som ikke befandt sig godt med folkeskolens ældste klasser. Heldagsundervisning indførtes. Undervisning til teknisk forberedelseseksamen og til HF (højere forberedelseseksamen) begyndte ud fra ungdomsskolen. Med ca. 2500 elever (1980) havde Silkeborg Ungdomsskole udviklet sig til en af landets største.

  Bakkeskolen
  Bakkeskolen fik en kort funktionsperiode som folkeskole, men er nu hovedkvarter for Silkeborg Ungdomsskole.

I 1989 flyttede ungdomsskolen til den nedlagte Bakkeskole på Oslovej. I dag findes heltidsundervisningen på hovedafdelingen med en enkelt 9. klasse og p.t. 7 10. klasser. Her kan elever få imødekommet eventuel trang til skoleskift efter måske 10 år på samme skole. 4 afdelinger dækker kommunens lokalområder. Endvidere drives knallertskole, alternativ undervisning på Højmarkskolen og ungdomsklubber.

Skolen optræder tillige som entreprenør i forbindelse med konkrete, særlige opgaver, f. eks. undervisning af fremmedsprogede unge. Teknisk Skole i Silkeborg oprettedes i 1863. Navnet var Søndagsskole for Lære- og Haandværksdrenge. Som navnet siger, var undervisningstiden begrænset. I en periode havde skolen lokaler i Håndværkerforeningens bygning på Torvet. 1889 flyttedes til ny bygning på Skoletorv. 1891-92 var der 119 elever, hvoraf de 33 var ukonfirmerede. I dag er hovedaktiviteterne samlet i komplekset på Kejlstrupvej.

Skolen tilbyder grunduddannelse inden for jern- og metalområdet og levnedsmiddelområdet. På de to områder kan man i Silkeborg færdiggøre ca. 10 uddannelser. I et 3-årigt forløb undervises hen mod teknisk studentereksamen. Silkeborg Handelsskole startede i 1892 med 6 timers undervisning om ugen, 2 timer i dansk, 2 i regning, 1 i skrivning og 1 i geografi. På stiftelsesmødet bemærkede formanden: "Til næste Aar vil man lægge mere Vægt på Handelsfagene, men på Grund af den fremrykkede Aarstid (februar måned) vil man i Aar indskrænke sig til ovennævnte Program."

Fisketur  
Det gælder om at udnytte omgivelserne i skolens undervisning.

 
I mange år lejede man lokaler i realskolen og Teknisk Skole, senere stillede kommunen plads til rådighed i Søndergadeskolen. Da Østre Skole blev nedlagt, overtog man dennes bygninger. Her har store udvidelser og ombygninger fundet sted. Der tilbydes en 1-årig grunduddannelse efterfulgt af praktik- og skoleperioder. Det 3-årige handelsgymnasium fører frem til studentereksamen (handelsstudent).

1907 oprettedes Th. Langs Gymnasium. Det var byens gymnasium i 70 år, indtil det i 1977 blev overtaget af Århus Amt, og Silkeborg Amtsgymnasium ved Oslovej indviedes. Første studenterhold i 1910 bestod af én pige, matematiker! Da man flyttede til det nye gymnasium i 1977 var elevtallet omkring 700.

Fra at være eneste adgangsbillet til en højere uddannelse betragtes det almene gymnasium i dag som en bred ungdomsuddannelse på lige fod med andre. Forløbet er 3-årigt og afsluttes med studentereksamen på matematisk eller sproglig linje. Th. Langs HF-Kursus i Hostrupsgade tilbyder en 2-årig uddannelse, som fører frem til højere forberedelseseksamen. Kurset drives af Århus Amt og har eksisteret siden 1967. Op mod en trediedel af kursets elever kommer efter 10. klasse i folkeskolen.

På Social- og Sundhedsskolen på Åhavevej undervises i indgangsåret til social- og sundhedsuddannelserne, som omfatter social- og sundhedshjælper, social- og sundhedsassistent og sygeplejerske.

Uddannelsen er ny og gennemføres i samarbejde med Silkeborg Kommune. For unge, som ikke er kommet i gang med en uddannelse, tilbyder Silkeborg Kommune en erhvervsgrunduddannelse. Den er 2-årig og veksler mellem praktik i privat eller kommunal virksomhed og teori. Afsluttet uddannelse giver adgang til medlemskab af arbejdsløshedskasse.

Unge mellem 16 og 30 kan optages på Silkeborg Produktionshøjskole, som er en praktisk orienteret skole, hvor indlæring tager udgangspunkt i det daglige arbejde inden for grønne og tekniske fag. Man kan gå på skolen i maximalt 1 år. Til toppen

Næste kapitel Seminarierne

© Silkeborg Bibliotek og forfatterne. Publiceret på nettet april 2005. E-mail til webredaktøren