Silkeborg 1846-1996
HISTORIE - NATUR - KULTUR
Du er her: Forsiden Skolerne Kornmod

SKOLERNE

Af fhv. skoleinspektør PALLE BUUS-HANSEN



  Seminariet og realskolen på Skolegade
  Seminariet og realskolen på Skolegade omkring århundredeskiftet. Silkeborg Seminarium havde til huse her fra 1894 til 1961, da det flyttede til de nuværende bygninger på Århusbakken.

SKOLERNE - 3

KORNMOD

Den grundtvigske friskole fra 1860'erne omdannedes 1881 til en realskole. I 1886 oprettede skolebestyrer Johansen Silkeborg Seminarium. Frem til 1890 kørte de to skoler under ét. Ejeren hed nu Kirkeskov, og i 1890 delte han de to institutioner i Kirkeskovs Realskole og Silkeborg Seminarium. Seminariet blev ledet af P. J. M. Vinther.

Kirkeskov havde længe haft tanker om at tilbyde unge mennesker - fortrinsvis fra landet - en undervisning, som hurtigt kunne kvalificere dem til en eksamen. I 1900 etableredes Ungdomsskolen Kornmod. Efter 15 måneders undervisning kunne eleverne indstille sig som privatister til præliminæreksamen. Der var tale om et forsøg, det første præliminærkursus i Danmark. Kurset havde to afdelinger: en forberedelsesklasse i 7 måneder fulgt af eksamensklassen. Selve eksamen foregik i København.

Fra 1890 havde Silkeborg Seminarium, seminariets børneskole, Kirkeskovs Realskole og Ungdomsskolen Kornmod til huse i bygninger nord for Skoletorvet/Skolegade.

1919 flyttede Kornmod til Fredensgade 9, hvor der nu er bybusterminal. 11 år senere oprettedes kostafdeling, et såkaldt skolehjem, samme sted. I 1935 købtes et tidligere rekreationshjem Ørnsø på Gjessøvej til skolehjem. Tanken var på længere sigt at omdanne Ørnsø til en selvstændig efterskole.

Ole Bole ABC fra 1927  
Ole Bole ABC fra 1927 udarbejdet af Cl. Eskildsen med Robert Storm Petersens illustrationer. Ole Bole blev brugt i mange danske skoler til langt op i 1950'erne. © Storm P.-Museet.

 
Som følge af Skoleloven af 1936 oprettedes den 4-årige realskole for børn. 1938 udbyggedes aktiviteterne med et studenterkursus. Denne afdeling af Kornmod kom dog kun til at eksistere i 3 år. De vanskelige forhold under den tyske besættelse 1940-45 gav ikke det nye initiativ tilstrækkelig grokraft. Man nåede dog at dimittere studenter i 1940 og 1941.

Skoleloven af 1958 betød afskaffelsen af den hidtidige mellem- og realskole. Som i folkeskolen etableredes en 7-årig grundskole efterfulgt af 3 realklasser eller 8.-9. klasser, som også afsluttedes med statskontrollerede prøver. Ved Silkeborg Seminariums udflytning til Århusbakken i 1961 blev der mulighed for at købe de gamle seminariebygninger i Skolegade. Sælgeren var Silkeborg Kommune, som i skødet betingede sig, at man efter 99 år kunne tilbagekøbe bygningerne efter nærmere aftalte retningslinier.

Peder Nørby, som i 1956 havde købt skolen, omdannede den i 1963 til en selvejende institution. Det betød, at vedtægterne skulle godkendes af Undervisningsministeriet. En forældrevalgt bestyrelse fik det økonomiske ansvar for skolens drift, medens skolelederen fik det pædagogiske ansvar. Kornmod Skole havde øje for både udvikling og service. 1966 oprettedes som et af de første steder i Danmark en børnehaveklasse.

Tre år senere fulgte tilbud om en skolepasningsordning for børn med mellemtimer eller ventetid efter skoletid. Skolen havde dengang som nu elever fra såvel Silkeborg som oplandskommunerne. På grund af øget elevtilgang måtte man med korte mellemrum se sig om efter lokaler. Undervejs var nogle løsninger midlertidige, andre kunne indgå i en samlet plan, som i dag er ført til ende efter et omfattende nybyggeri. Efter køb af jord og bygninger og efter byggeri omfatter Kornmod-komplekset nu Skolegade 4-14 med bagved liggende arealer. Skoleloven af 1975, som gennemførte enhedsskoleprincippet, betød, at realeksamen afskaffedes. Samtidig ophørte den kursusvirksomhed, som var skolens startgrundlag.

1963 skrev P. Nørby i skolens vedtægter "... at undervisningen tilrettelægges med det mål, ikke alene fagligt at dygtiggøre eleverne, men også på kristen grund søge at styrke deres ansvarsbevidsthed og deres ærbødighed for det ærligt udførte arbejde...". "Det er den frie skoles privilegium, at eleverne kommer frivilligt til netop den skole", siger den nuværende leder, Eli Schmidt. Man kræver, at eleverne yder en god indsats, og at forældrene tager et medansvar for deres børns undervisning. For øvrigt et krav, som Skoleloven af 1993 også stiller til forældre i den offentlige skole. I 1994 havde Kornmod ca. 670 elever. Til toppen

Næste kapitel Langs imperium

© Silkeborg Bibliotek og forfatterne. Publiceret på nettet april 2005. E-mail til webredaktøren