Silkeborg 1846-1996
HISTORIE - NATUR - KULTUR
Du er her: Forsiden Skolerne Skolebiblioteker

SKOLERNE

Af fhv. skoleinspektør PALLE BUUS-HANSEN



SKOLERNE - 10

SKOLEBIBLIOTEKER

Før 1970 havde oplandskommunernes skoler fællesbiblioteker, hvor førstelæreren som regel stod for både voksenudlån og skolebibliotek. I Silkeborg havde kun Nørrevangskolen et velforsynet skolebibliotek. Men i løbet af 1970'erne lykkedes det at få skolebibliotekerne gjort funktionsdygtige på alle skoler. Det skyldtes ansættelse af en skolebibliotekskonsulent og et ihærdigt arbejde fra et skolebiblioteksudvalg, som både bestod af politikere og fagfolk.

  Balleskolens mediatek
  "Nyheder for børn - og andre vildt godt begavede" finder man i Balleskolens mediatek og skolebibliotek.
Foto © 1995 Lars Bay.

De nærmeste år vil stille endog meget store krav til skolebibliotekernes samlinger og personale. Det vil blive nødvendigt at nedtone fritidsudlånet og bruge kræfter på materialer, som er påkrævede i undervisningen. Samtidig vil lærernes behov for overblik og pædagogisk vejledning presse på.

Den ny teknik er på vej ind i skolebiblioteket i form af skærmkataloger og databaser. Medierne er der for at blive brugt på en fornuftig måde.

I tiden efter anden verdenskrig opbyggede initiativrige lærere skolecentraler, hvor deres kolleger kunne se de undervisningsmidler, som var på markedet. Centralen i Silkeborg havde i mange år til huse på biblioteket. Her var en fast samling af skolebøger, og der blev arrangeret aktuelle udstillinger og kurser. 1972 rykkede centralen ind i bryggeriet Neptuns bygninger på Søgade. Beliggenheden var perfekt, central. Men efter nogle år udflyttedes til det nye Amtsgymnasium på Oslovej. Her var pladsforholdene bedre, men beliggenheden mindre egnet for den spontane benyttelse. 1990 nedlagde Århus Amt centralen i Silkeborg og samlede alle aktiviteter til orientering og distribution vedrørende undervisningsmidler i et tomt sygehus i Skanderborg. Som en konsekvens heraf har Silkeborg Kommune i samarbejde med Silkeborg Seminarium oprettet en ny, lokal skolecentral.

I min skoletid kunne man om sommeren søge om fribillet til DSB. På det tidspunkt havde jeg en ældre søster, der boede i Odense, jeg selv var 9 år. Med mange formaninger blev jeg fulgt til banegården. Min mor sagde: "Nu ser du godt efter, hvor der står Odense, og der står du af." Jeg stod hele vejen fra Ry for at være sikker på at komme ud. Det gør børn ikke i dag. En stor oplevelse var udflugterne. Turen til Vesterhavet var særlig eftertragtet. Dertil havde vi en slagsang, der lød sådan: "Silkeborg går bort bag skoven og det gør Funder - Moselund Bordings jord - jo efter ploven kun giver lidt på kistens bund. I kast med Ikast vil vi ikke, men Hammerum vi hilser på vi Herning roligt lader ligge, thi den kan ej til havet nå. Til Vesterhavet vi alle drager, drager i flok og skarer drager til Vesterhavet." Vi synger den en gang imellem når vi søskende er samlet. Ja det var tider. (Sofie Nielsen)
Til toppen

UD AF HUSET

I århundredets første halvdel - og lidt længere end det - var den årlige skovtur eller udflugt et højdepunkt for skolebørnene. Utallige jyske børn har sejlet med "Hjejlen" og er vendt hjem med den obligatoriske stok med Hilsen fra Himmelbjerget. De små Fisk i Sejs var et af Silkeborg-skolernes mål for forårets udflugt. Man gik derud eller sejlede. Spiste madpakken, som nok indeholdt lidt ekstra, legede og tog hjem igen. Senere arrangeredes skoleudflugter med særtog til f. eks. Vesterhavet. Så var der samlet march til stationen med musik i spidsen.

Silkeborg Banegård 1957  
Silkeborg Banegård 1957, Østre Skoles udflugt. Det pæne tøj var fremme, og de pårørende var mødt frem på perronen.

 
De udflugtsprægede ture er i vore dage overtaget af forældrene i de enkelte klasser. Der arrangeres udflugter, eller man tager på fælles tur efter julegrønt og slutter i klassen med saftevand og gløgg.

I skolens program indgår nu lejrskoleophold og ekskursioner flere gange i løbet af elevernes skoletid, alt sammen som led i undervisningen. I 1948 oprettedes Silkeborglærernes Feriekoloni på Ahl Hage ved Ebeltoft. Den startede som svagbørnskoloni, beregnet for børn, som trængte til at par ugers ferie og nærende kost. Efter få år blev Ahl Hage-lejren også lejrskole for Silkeborg-skolerne. Den indgår i dag som et punkt i skolevæsenets planer og budgetter og benyttes af elever i fortrinsvis 5.-6. klasse.

I 8.-10. klasse gennemføres lejrskoler i ind- og udland, det være sig de næsten uopslidelige Bornholms-ture, rejser til vore nordiske nabolande, sproglejrskoler i Tyskland og England eller vinplukningsture til Frankrig. Mulighederne er mange, men fælles er, at de gennemføres i en undervisningsmæssig sammenhæng. Ekskursioner med enkelte overnatninger gennemføres i forbindelse med konkrete undervisningsforløb. Det kan lige så vel foregå i 3. som i 8. klasse. For at understrege, at lejrskoler og ekskursioner er undervisning, er de gennemført uden udgifter for eleverne og deres forældre. Til toppen

Næste kapitel Musik i skolen

© Silkeborg Bibliotek og forfatterne. Publiceret på nettet april 2005. E-mail til webredaktøren