SKOLERNE

Af fhv. skoleinspektør PALLE BUUS-HANSEN

---

	Børn på Bindslevs Plads. Østre Skole, der senere er blevet til Silkeborg Handelsskole, ses i baggrunden.

SKOLERNE - 9

SKOLEBYGGERIETS ÅRTIER

I tiden 1950-1990 havde hvert årti mindst ét stort skolebyggeri. Befolkningstallet voksede, nye boligområder skød op, og byrådet fulgte op med investering i nye skoler. Både arkitektonisk og pædagogisk var der bevægelse i tiden. Det er skolerne fra perioden hver for sig vidnesbyrd om.

Efter kommunesammenlægningen i 1970 havde Silkeborg overtaget en række omegnsskoler, som i de følgende år blev udbygget. Det skete eksempelvis i Virklund, Funder og Linå. I den nordlige bydel eksploderede børnetallet. Dybkærskolen, som var igangsat under den gamle Gødvad Kommune, blev bygget færdig. Den gamle Gødvad Skole husede Balleskolen i dennes start, var derefter annexskole for Dybkærskolen og blev i 1980 en selvstændig 6-klasset skole. Samtidig med udbygning af yderkvartererne affolkedes bykernen. Den gamle Østre Skole ved Søndergade blev lagt sammen med Søndergadeskolen, som senere igen måtte nedlægges.

En omtale af nogle skolebyggerier kan fortælle noget om tidens tanker om skolens form og indhold.

NORDRE SKOLE

Den nye Nordre Skole. Byggeriet var en skolemæssig nødvendighed og samtidig en foranstaltning mod tidnes voldsomme arbejdsløshed.

Da Nordre Skole var fuldt udbygget i 1956, havde den 1000 elever. Der var 44 klasselokaler og 4 gymnastiksale. Skolen var bygget ud fra, hvad der var behov for, og ikke ud fra, hvor billigt man kunne slippe, koste hvad det ville! Den havde byens første, udbyggede skolebibliotek. Skolepatruljer indførtes også, og en tradition med skolehaver videreførtes fra den gamle Alderslyst Skole. Sølver Rasmussen dannede skoleorkester. Endnu var den almindelige boligstandard sådan, at der også blev indrettet et renselsesbad, hvor eleverne kunne få en ugentlig gang sæbevask.

På den nye skole afprøvedes tidens hjælpemidler og metoder. Et særligt indrettet filmlokale brugtes meget. Unge lærere eksperimenterede med emneundervisning, og såkaldt programmeret undervisning fandt vej ud i klasserne. Bydelens børn havde hidtil været henvist til Søndergadeskolen, hvis de ville tage mellem- og realeksamen. Nu oprettedes disse afdelinger også på Nordre Skole.

NØRREVANGSKOLEN

Efter oprettelsen af Nordre Skole fik den gamle Nordre Skole eller Borgergadeskolen luft nogle år. Men elevtallet steg fortsat. Man måtte i gang med nyt skolebyggeri. Kommunen købte arealer tæt ved kolonihaverne vest for Ansvej, og i 1965 blev den nye skole taget i brug. Det betød farvel til Borgergadeskolen, som 1966 blev nedlagt som folkeskole, og goddag til Nørrevangskolen på Gran Allé. Skolen var planlagt som 3-sporet med 900 elever. På mindre end 10 år var elevtallet 1100. For at gøre den store skole overskuelig, var den opdelt i 6 mindre afdelinger med hver sit lærerhold. Ideen med lærerhold udvikledes videre på kommunens næste store skole, Balleskolen, og i Skoleloven fra 1993 knæsattes ideen som et princip. Hver fløj fik sin egen skolegård. Blandt de moderne hjælpemidler rådede skolen også over den programmerede undervisnings yderste konsekvens, sproglaboratoriet, hvor eleven i sit eget aflukke indlærer ved hjælp af bånd, bog og lærerens direkte anvisninger gennem hovedtelefon. Dette redskab skulle naturligvis afprøves, men gled stort set ud af folkeskolen igen, inden elever udviklede tremmekalvssyndromer.

Nørrevangskolen blev hjemsted for kommunens hjælpeklasser, og i samarbejde med Århus Amt oprettedes centerklasser for elever med generelle vanskeligheder. Også modtageklasser for indvandrerbørn dukkede op. Her lærer fremmedsprogede elever dansk, så de senere kan optages i almindelige klasser. Skolen fik fra starten egen realafdeling og 8.-10. klasser.

HVINNINGDALSKOLEN

Op gennem 1960'erne udviklede Balle-området sig til et parcelhuskvarter med mange børn. En Balleskole blev besluttet, men først i marts 1975 kunne første etape tages i brug. Skolen havde da eksisteret i 3 år, idet en provisorisk Balleskole var startet i den gamle skole i Gødvad i 1972. De første elever til skolen begyndte i 1. klasse på Nordre Skole i 1970. Der var tale om en såkaldt distriktsklasse med børn fra Dalvejs-kvarteret. Efter 1. klasse overførtes eleverne sammen med 2 lærere til den foreløbige skole i Gødvad. Sammen med nye årgange transporteredes de i bus frem og tilbage mellem skolen og distriktet, indtil første etape af den nye skole på Balle Kirkevej var klar. Byggeriet fortsatte op gennem 70'erne og afsluttedes i 1984.

Ved årsskiftet 1973 tiltrådte Henning Iburg Andersen som skoleinspektør. Han fremkom med en omfattende programerklæring, og sammen med skolenævn og lærerråd udarbejdedes derefter grundlaget for den nye skole. Blandt Iburgs mange fremsynede ideer var tanken om et lokalt kulturcenter ved skolen, hvor kirke, foreninger og enkeltpersoner i distriktet skulle inddrages. Det var omgivelserne endnu ikke modne til. Men allerede under eksilet i Gødvad førtes tanker om lærerteams, projektarbejde og den åbne skole ud i livet. Den åbne skole startede med, at man bogstavelig talt åbnede klasseværelsernes døre! En personlig vision om retten til at være forskellige sammen blev også Balleskolens.

Elever og forældre blev straks inddraget i skolens opbygning. Til biologisamlingen kom børnene med fundne døde dyr, som blev anbragt i pedellens dybfryser, indtil de kunne konserveres. Denne praksis fortsatte, indtil pedellens kone en dag fik en rotte med op i køkkenet i stedet for en mørbrad.

Skoledirektør Kold Olesen havde skitseret tanker om en åben-plan-skole, og det planlagde man byggeriet ud fra. Åben-plan-skole er i princippet en skole, som arkitektonisk og pædagogisk er fleksibel, således at der er mulighed for hurtige skift for elever og aktiviteter. Grundmodellen for Balleskolen er mange selvstændige afsnit. Hvert afsnit består af 3 klasser placeret omkring et areal, som er fælles. Væggen mellem klasselokalet og fællesarealet mangler. Til afsnittet er tilknyttet et lærerhold med 3 klasselærere og yderligere 2-3 lærere. Der er således gode muligheder for dagligt samarbejde og for at indrette området efter aktiviteterne. Vil man indrette hele afsnittet som en færge eller en middelalderby, generer man ikke andre. Balleskolen lever på sin måde op til skolers mål: spørgende og kritiske børn, som er glade for at gå i skole, og som lærer noget.

HVINNINGDALSKOLEN

Udbygningen af Hvinningdal-området gjorde det i 1970'erne nødvendigt med en Hvinningdalskole på Eidervej. Den blev indviet i 1977, tænkt som en 2-sporet 6-klasset skole. I dag er skolen udbygget til og med 9. klasse.

Hvinningdalskolen er inddelt i blokke. 3 af blokkene huser hver 3-4 årganges klasser. Lærerne i en årgang udgør et team på 4-5 personer, og det daglige samarbejde foregår fortrinsvis mellem årgangens klasser. Men blokopdelingen gør det muligt at lave aktiviteter for flere årgange. Klasseværelserne er åbne ud mod et fællesareal, for, som det udtrykkes: "Den åbne skole skal gøre indvånerne åbne!"

BAKKESKOLEN - ET INTERMEZZO

Samme år som Hvinningdalskolen påbegyndtes Bakkeskolen ved Oslovej. Den skulle være midlertidig aflastningsskole for Dybkærskolen og Nørrevangskolen. Trods sit korte liv nåede Bakkeskolen at blive en velanskrevet skole, som forældrene ikke gerne gav afkald på igen. Dens nedlæggelse i 1989 understregede den gamle sandhed, at det er lettere at oprette en skole end at nedlægge den!

BØRNEHAVEKLASSER

I 1970 indførtes børnehaveklasser som et tilbud, hvor børnene, året før de skulle i 1. klasse, kunne vænne sig til at være sammen med jævnaldrende og udvikles frem mod at være skolemodne. I dag går så at sige alle børn i børnehaveklasse. Den er blevet en naturlig del af skoleforløbet. Børnehaveklassen er nu en integreret del af indskolingen, hvor børnene vænner sig til at gå i skole, og hvor indlæringen begynder.

Indførelsen af børnehaveklasser var virkelig en forandring i skolebilledet. Dels var den et tilbud om et års tidligere skolestart, og dels blev de pædagoger, som kom til at arbejde i børnehaveklasserne, et forfriskende og inspirerende indslag i skolernes personalegruppe. Der blev flyttet nogle ting, og de nye impulser smittede af. I dag tager begynderundervisningen hensyn til mange flere sider af barnets personlighed.

BEVÆGELSE

Ved Kommunalreformen i 1970 ændredes det lille købstadskolevæsen til også at omfatte skolerne i Linå, Sejs, Gødvad, Lemming, Skægkær, Resenbro, Kragelund, Funder og Virklund. Sammenlægningen forløb stilfærdigt. Man undgik skolenedlæggelser og gik dermed imod tidens tendens, som talte om 3-sporede skoler. I den nye kommune var der både meget store og meget små skoler. Enkelte hang vel i en tynd tråd, men Silkeborg foretrak skolestørrelser, som passede til de lokale forhold.

	Begyndelsen til Hvinningdalskolen, marts 1977. Juditthe Boock er sprunget op på bulldozeren og markerer første "spadestik" til endnu en skole. Nærmest fru Boock står skoledirektør Kold Olesen. Som nr. 3 fra højre ses skoleinspektør Flemming Johansen.

Juditthe Boock var formand for skole- og kulturudvalget 1962-1986, og i perioden 1962-1978 tillige formand for skolekommissionen. Hun var den begejstrede og engagerede politiker, som sammen med undervisningsudvalget skabte rammerne for det moderne skolevæsen, og som i skolekommissionen var med til at sætte dagsordenen for det pædagogiske indhold, som skulle fylde rammerne ud.

Politikerne havde vilje til at lytte til græsrødderne. Juditthe Boock var imødekommende og interesseret i, hvad folk ville fortælle om skolen. Hun lyttede og spurgte og var altid parat til at "springe op på bordet" for en sag, som optog hende. Og så blev hun ved, til hun havde fået en løsning igennem, om den så måtte gennemføres i etaper.

1971 overtog J. F. Kold Olesen posten som skoledirektør. Opbygningen af en forvaltning, som passede til den nye, store kommune blev gennemført. En skoleforvaltning var ny som begreb på rådhuset. Det blev Kold Olesens opgave at markere den nye gren i rådhusbilledet, ikke mindst i forhold til økonomi og teknik. Udadtil viste Kold Olesen sit humanistiske menneskesyn i omsorg for den enkelte elev, forældre og medarbejder. Hans dynamik udfoldede sig på både skolens rammer og indhold og såvel inden for som uden for kommunen.

Nu fulgte en pædagogisk udvikling, som både inspireredes fra toppen og fra gulvet. Med 4 års mellemrum afholdtes en række pædagogiske konferencer med deltagelse af skolenævnsmedlemmer, lærerrepræsentanter, skoleledere, forvaltningsfolk og politikere. Disse konferencer synliggjorde den pædagogiske virkelighed. De var med til at holde sammen på fælles anliggender og betød gensidig inspiration og forståelse. Der ansattes pædagogiske konsulenter i specielle fagområder.

Gennem 80'erne gennemførtes pædagogiske forsøgsarbejder for 2,4 millioner. To af dem skal nævnes her: et forsøg med specialcentre med henblik på bedst mulig udvikling af specialundervisningen, og et landskendt og velrenommeret dansk-projekt, som havde to formål: at opkvalificere dansklærerne og at styrke læseundervisningen. 1970 indførtes skolenævn ved alle skoler. Skolenævnet valgtes ved direkte valg af og blandt skolens forældre. I nævnets arbejde deltog endvidere skoleleder samt lærer- og elevrepræsentanter, men uden stemmeret. Nævnets arbejde havde overvejende rådgivende karakter. Det kunne udtale sig til kommunalbestyrelsen i sager vedrørende egen skole, og det skulle udtale sig i sager, som blev det forelagt af kommunalbestyrelsen. Ved læreransættelser skulle nævnet udtale sig, men det havde ikke indstillingsret. Undervisningsudvalgets medlemmer var tilforordnet skolenævnet ved hver et antal skoler, således at der var en direkte, personlig kontakt mellem nævn og udvalg. Ved en ny skolestyrelseslov i 1990 afløstes skolenævnene af de ligeledes forældrevalgte skolebestyrelser. Samtidig ændredes der afgørende ved ansvars- og kompetencefordelingen i skolernes styrelse. Skolekommissionen, som havde eksisteret altid, blev nedlagt. Skolerne refererer nu via skoleforvaltningen direkte til kommunens undervisningsudvalg. Skolelederens kompetence styrkes, og skolebestyrelsen tillægges en række beføjelser og udarbejder principper for væsentlige områder vedrørende skolens rammer og indhold. Lærerrepræsentanter har stemmeret i bestyrelsen, medens elevrepræsentanter deltager uden stemmeret. Skolelederen er sekretær, men uden stemmeret. Med skolebestyrelsen er forældrenes indflydelse på drift og økonomi fastslået. En udvikling gennem 25 år er foreløbig kulmineret. Skoleloven af 1993 understreger med al tydelighed forældrenes rolle i den moderne skole, idet den pålægger de enkelte forældre medansvar for deres børns undervisning.

Forældrene har mulighed for indflydelse på skolens rammer og indhold, men de har et ansvar for deres eget barns undervisning.

Næste kapitel Skolebiblioteker