IDRÆT OG FRITID

Af journalist og forfatter KURT BALLE JENSEN

---

	Svend Erik Nielsen ("Svenne") fra silkeborg må en tur i gulvet i kampen mod Orla Sørensen fra Grenå, men normalt var det Svennes modstandere der måtte en tur i gulvet. Han blev jysk mester i 1951 i mellemvægt og i 1954 i letsværvægt.

IDRÆT OG FRITID - 6

KAMP FOR EN IDRÆTSHAL

Fred og fremskidt, samarbejde og nye tider. Men var det ikke som om sporten stagnerede lidt? Atletklubben, ski-, svømme- og roklubben blev fremhævet som nogle af de klubber, der havde gjort det godt i 1945-46, men ellers var der en vis stilstand at spore.

Blandt andet derfor blev der for alvor slået til lyd for en form for sportsråd, der kunne tage sig af de opgaver, der var fælles for alle foreninger. Det havde byrådet allerede under krigen argumenteret for. En bevilling på 150 kr. til Silkeborg Lawn-Tennisklub blev først givet efter en tydelig irriteret debat: Lad os få "de forenede sportsklubber", så kan de få et samlet beløb og så selv fordele, mente flere byrådsmedlemmer.

Debatten om et fælles forum kørte nu også i foreningerne, og det gav resultat: i 1947 sluttede 18 sportsklubber i Silkeborg sig sammen og dannede Idrætssamvirket, så man kunne tale med én stemme og dermed stå stærkere sammen om fælles interesser. Boghandler Anker Mogensen blev samvirkets første formand.

Danmark åndede frit. Selv om efterkrigstiden var svær, var der kræfter til at se udad og fremad: i 1948 var der nordisk idrætsstævne i Silkeborg, og året efter var stemningen for alvor international, da den store vandrerlejr blev åbnet på stadion. 1200 vandrere fra 18 nationer deltog.

Fordums skel mellem Silkeborg og Alderslyst blev efterhånden noget udviskede, men helt forsvandt de ikke og gør det nok heller aldrig. At det var nye tider viste sig dog blandt andet ved, at Alderslyst Boldklub i 1952 tog navneforandring til Silkeborg Boldklub. Geografiske skel skulle ikke holde medlemmer væk, Alderslyst var en del af Silkeborg, og SB blev et nyt begreb i byens idrætsliv. Ajax, der havde baner på "gummiengen" skrev først i 1950'erne fodboldhistorie ved som de første lokalt at oprette et hold for piger.

I disse år blev mangelen på en hal i Silkeborg et større og større problem. På "gummiengen" ved Kejlstrupvej blev der spillet håndbold og fodbold, og bueskytterne brugte også området. Alderslyst Idrætsforening blev den nye, store klub, der kom op på 300 medlemmer. Langt de fleste spillede håndbold, men når der skulle spilles indendørs mod andre klubber, var hallen i Horsens hjemmebane. Også andre klubber måtte udenbys, problemet var generelt. Skolernes gymnastiksale kunne benyttes, men en decideret idrætshal var en stor mangel.

Silkeborg Svømmeklub blev stiftet i 1936, og fik fra starten tilholdssted ved Almindsø. Billedet er fra 1945.
Silkeborg Skøjteløberforening. Jubilæumsstævne februar 1956. Ishockeyholdet.

Da hallen på Vestergade blev indviet den 2. november 1957, var det efter flere års pres fra idrætsverdenen. DIF havde støttet økonomisk med et rentefrit lån. Men der var andre behov, der ikke blev opfyldt. Skøjteløberforeningen var én af de foreninger, der pressede på og med god grund. Helge Lund Christiansen var blevet formand i 1945, og han ville have fart og spænding. Der kom ishockey ind i foreningen, og selv var han i 1949 med til at stifte Dansk Ishockey Union. Det blev til en glorværdig periode for Silkeborg-foreningen. Seks år i træk var den jysk mester, og da den landsdækkende turnering kom, spillede foreningen i 1. division.

Der blev trænet på søerne, men der blev også knoklet med overrisling i hård frost, blandt andet på arealerne oppe ved stadion. Med sveller kunne der afgrænses en bane, og så blev der ellers pøset vand på i mangen en nattetime.

Gang på gang imponerede skøjteløberforeningen. Da den fejrede sit 60-års jubilæum i 1956, blev der med overrisling lavet en isbane i Lunden med lysanlæg og det hele. Der var god plads til tilskuerne, der kunne sidde og se ned på banen, og 2000 mødte op i vinterkulden. Blandt andre de danske ishockeymestre, KSF, kom til byen for at spille ved stævnet, og den bane var noget, der imponerede københavnerne. Også opvisning i kunstskøjteløb blev der budt på.

At omdanne Lunden til en jævn ishockeybane med de rette mål var noget af en bedrift. Men bagefter kom der en regning på 222 kroner for leje af brandslanger. Og i det hele taget følte foreningen sig ikke rigtig belønnet efter fortjeneste: andre steder dukkede hallerne op, og Silkeborg havde et førstehold i front.

"Lad os for en gangs skyld komme før vores naboby", sagde lederne til politikerne, og gode ord og løfter skortede det ikke på. Men det blev nu Herning, der fik hallen, og bittert var det. Silkeborg havde altid med sin beliggenhed ved søerne haft sin naturlige forudsætning for vintersport, og byen havde i årevis været ishockeyens jyske spydspids. Nu overhalede byer som Vojens, Herning, Esbjerg og Frederikshavn.

Næste kapitel Søholt