IDRÆT OG FRITID

Af journalist og forfatter KURT BALLE JENSEN


	Kricket har, som i andre byer, haft sin storhedstid i Silkeborg, og englænderne fra Junkers gjorde deres til at styrke denne hvide sport. Til højre ses SIFs kricketspillere i fuld udrustning foran klubhuset i 1925.

IDRÆT OG FRITID - 4

JUNKER OG ENGLÆNDERNE

Et vist internationalt snit var der over tingene, når der kom aktive idrætsudøvere og gæster fra udlandet til stævner i Silkeborg. Men det var for intet at regne mod den internationale atmosfære, der med ét kom til byen i 1914: Lærer fra Vinthers Seminarium, H. G. Junker, oprettede sit gymnastikinstitut for englændere, og de kommende år blev hundredevis af englændere en del af byens liv.

Silkeborg havde som den øvrige del af landet i sin tid importeret flere boldspil fra England. Men da den engelske regering ville have ordentlig gymnastik ind i de engelske skoler, blev blikket vendt mod Danmark, og det blev Junker, der fik buddet fra Englands gymnastikinspektør. Efter en tid i England vendte han i 1910 tilbage til Silkeborg og startede en uddannelse for gymnastikledere. Det gik fint, og i 1914 blev grunden lagt til Junkers Gymnastikinstitut på Åhavevej. Først med plads til 20-30 elever, men en halv snes år senere blev der udvidet og skabt plads til over 50 elever, der boede på enkeltværelser. Her fik englænderne en gymnastikuddannelse, så de kunne rejse hjem og fungere som instruktører. På skemaet var der anatomi, praktisk gymnastik, sygegymnastik, massage, fysiologi, hygiejne, psykologi, pædagogik og gymnastikhistorie. Også fem-seks slags danse og en række boldspil blev der undervist i.

De kommende år var instituttet en del af byens idrætsliv. Silkeborgenserne kunne gøre gymnastik på instituttet, og englænderne deltog i kampe mod foreninger i byen eller som forstærkning på deres hold. Helt glat gik dette dog ikke altid: da en englænder engang blev sat på banen i en fodboldkamp som wing, fik det alle med- og modspillere til at stoppe måbende op, første gang han blev spillet: han kastede sig ned, snuppede bolden med hænderne og stormede af sted med læderkuglen i favnen. Han troede, det var rugby, der skulle spilles.

TØNDETRILNING PÅ MOTORCYKEL

Silkeborgenserne begyndte omkring århundredskiftet at gå til opvisning i gymnastik og blev tilskuere til både boldspil og atletik. Siden kom der langt flere tilbud til sportspublikummet, og der var en del pudsige ting imellem:

I juli 1929 havde Silkeborg Motor Sport en rigtig publikumstræffer i Silkeborg. Klubber fra Århus, Horsens, Randers og Vejle var gæster, og der var mange "kraftige motormaskiner" imellem, pyntede med små dannebrogsflag. Der blev dystet i ringridning på motorcykel og slalomkørsel. Men mest morskab blandt det talrige publikum vakte tøndetrilningen. Her skulle deltagerne trille tønder foran forhjulet - om kap!

LOKALE "LANDSKAMPE"

Den forening, der mere end nogle andre havde været blandt pionererne i byens tidlige idrætsliv, forsvandt. Dårlig økonomi blev Fremads skæbne i 1914, samme år som første verdenskrig brød ud.

Men på ruinerne af Fremad blev der hurtigt dannet en ny forening: Silkeborg Idrætsforening af 1916. Godt gik det imidlertid ikke, hverken på den ene eller den anden måde. Den første fodboldkamp var mod Gjern, og den endte med nederlag på 1-5. Den nye forening prøvede dog hurtigt igen, denne gang mod et hold, der bestod af elever fra mellemskolen og gymnasiet. Her tabte foreningen 1-10. Idrætsforeningen smuldrede, men nogle lærere ville holde fast, og her var gymnastiklærer Ravn fra Th. Langs Skole blandt dem, der virkelig så mulighederne. Resultat: Silkeborg Idrætsforening af 1917 (SIF) opstod som fugl Føniks af asken fra Fremad og den hedengangne idrætsforening fra året før. De nye initiativtagere ønskede først og fremmest at få et fast, økonomisk fundament fra starten. SIF tilbød hockey, kricket og fri idræt, det vil sige atletik. Her havde udøverne hvid bluse og sorte bukser, men der blev også spillet fodbold, og her var dragten rød bluse og sorte bukser.


Den 26. juni 1938 samledes over 2000 mennesker til bakkeløb ved Resenbro. Der var anmeldt 40 af Jyllands bedste bakkeryttere, og ialt var der et par hundrede starter. Herluf Heiberg Andersen fra Silkeborg tog banerekorden i tiden 24 sekunder med sin 3½ HK B.S.A. i solokørsel. Da løbene var til ende, samledes motorfolkene på Resenbro Kro, hvor præmieuddelingen foregik.

SIF arrangerede Oddeløb og Hattenæsløb, og den unge forening var repræsenteret med løbere ved adskillige, jyske stævner. Idrætten fyldte meget, der var særdeles stolte traditioner fra Silkeborgs atletik-guldalder under Fremad, der skulle føres videre. Det sørgede ikke mindst SIF'eren Richard Kristensen for. Han blev én af mellemkrigstidens største, danske springere og tikæmpere. Han var aktiv i en snes år og blev noteret for syv danske mesterskaber og lige så mange jyske mesterskaber.

Netop omkring SIFs stiftelse fik fodbolden større og større betydning i Silkeborgs foreninger. I 1918 vandt SIF en kamp mod et blandet skolehold med 6-0. Kampen skulle give penge til skolebespisning, og da det blev vinter, blev der spillet endnu en velgørenhedskamp - på is.

Økonomi og regnskaber kunne være noget besværligt noget for byens klubber. Men så måtte der jo findes nye veje: Silkeborg Atletklub blev stiftet i 1918 og bød på boksning og brydning. Allerede i klubbens fjerde år havde foreningen tre jyske mestre på én gang, og økonomien fik klubben efterhånden god styr på ved at arrangere store baller hver 14. dag.


Richard Kristensen blev én af mellemkrigstidens store springere i dansk idræt. Bageren fra Silkeborg satte den ene rekord efter den anden, således blev hans danske rekord i trespring fra 1930 stående i 14 år. Han var aktiv i 20 år, og selv som 40-årig blev han noteret for fremragende resultater i stangspring og spydkast.

I årevis strømmede byens unge til atletklubbens baller, og de kommende årtier blev det helt almindeligt for idrætsforeninger i Silkeborg at arrangere bal, koncerter, byfester og meget andet til gavn for økonomien.

Silkeborg KFUM Idræt startede i foråret 1918, og det var fodbold, der sparkede foreningen i gang. Det foregik på den anden side af Viborg-broen, hvor Færgebakken endnu ikke var helt forsvundet, selv om der blev gravet læs på læs væk, så kanten nærmede sig målet faretruende. Først blev fårene flyttet, og så blev der spillet på livet løs. Men hver gang bolden røg ud over kanten og ned i grusgraven, måtte der holdes en pause, mens bolden blev hentet op igen.

Der var flere, der spillede fodbold på Færgebakken. Nogle drenge mødtes og spillede i 1921, og det blev til Alderslyst Boldklub, ABK. Da drengene syntes, de var gode nok, udfordrede de AIA fra Århus, men det kneb at finde vej til målet, og gæsterne kom på 10-0. Da mente én af drengene, at det kunne være nok, så han tog bolden og sparkede den ud over grusgravens kant, helt over til Ansvej. Her var hans træfsikkerhed bedre end på banen, for bolden ramte lige ned i en skorsten.

Men ABK fik godt fat, og der blev senere lagt op til nogle drabelige lokalopgør, "de små landskampe". I 1932 mødtes ABK og SIF i en vigtig og afgørende kamp i Alderslyst, og Silkeborg Avis vidste nok, hvem man skulle holde med. Det uciviliserede præg var vel ikke helt gået af dem "ovre i sandet ...": "Topmålet af utilbørlighed blev opnået, da ABKs centerhalf, Søndergaard, midt i anden halvleg sparkede SIFs centerhalf, Ditlevsen, direkte i underlivet, så han styrtede om på banen".

Lægen måtte behandle, og Søndergaard blev smidt ud, mens Alderslyst-publikummet protesterede. ABK mente bagefter, at SIF havde været pylrede og ikke tålte kontant spil. Sådan var tonen, og ingen af parterne havde nok noget at lade den anden høre.

ABK fik fra 1935 nogenlunde forhold, da der blev indviet stadion der, hvor Lupinvej-blokkene senere blev bygget. Hidtil havde der været spillet på en bane ved Sportsvej.

Næste kapitel