KURBYEN

Af cand. phil. TOVE HANSEN

---

	Silkeborg Bads mangeårige portner Søren Peter fik tilnavnet Sankt Peter ved Himmeriges Port. Fra det lille hus solgte han aviser og ugeblade, slik, tobak og småfornødenheder.

KURBYEN - 4

SILKEBORG BADS VENNER

Hjælpen blev i 1920 sat i system, da en gruppe gæster dannede foreningen Silkeborg Bads Venner, hvis formål det var "at arbejde for, at Silkeborg Bad medicinsk og æstetisk kunde holde sig paa Højde med Tiden". Foreningen blev på mange måder hjertet i Silkeborg Bad. Gaverne bestod blandt andet af kostbart behandlingsudstyr, som badets egen økonomi aldrig havde kunnet bære indkøbet af. I det hele taget trådte foreningens medlemmer ofte til, når det gik dårligt for badet.

Foreningen blev opløst i 1960, man mente den havde udspillet sin rolle. Tiden var ikke mere til filantropi, og den sætning blev da også strøget i badets formålsparagraf. Men uden Silkeborg Bads Venner havde Silkeborg Bad næppe overlevet indtil anden verdenskrig.

SYGDOMME OG BEHANDLING

Sygdomsbilledet blandt patienterne på Silkeborg Bad ændrede sig i årenes løb, men generelt kan det siges, at sygdomme, der stammede fra et for godt liv, var blandt de mest fremtrædende gennem hele badets levetid. Overvægt var en helt almindelig grund til et ophold, og det er jo kun i sjældne tilfælde en sygdom. I de første år kom der en del tuberkulosepatienter til badet, der også havde rimelig succes med deres helbredelse. Især hvis patienten kom, mens sygdommen var på et tidligt stadie. Det største problem var den korte åbningstid. Tre måneder var sjældent nok til en fuldstændig helbredelse.

Den behandling, gæsten fik, var naturligvis afhængig af sygdommens art. Nogle gæster fik to, tre korte bade om ugen, mens andre fik flere bade om dagen. Badene blev suppleret med massage, pakninger og med elektricitetens indførelse på badet også af lysbade og elektriske bade. For tuberkulosepatienter var det daglige ophold i de udendørs liggehaller en vigtig del af behandlingen, ligesom mange af gæsterne havde brug for motion, både i form af gymnastik og traveture i skoven omkring badet.

Tuberkulosepatienter havde godt af at ligge i fri luft, men også andre nød denne afslapningsform under deres ophold på badet. Der blev derfor bygget flere overdækkede liggepladser rundt om i parken. 1914. LIGGEN I KÆRNEMÆLK Diæt var også et vigtigt led i behandlingen på kuranstalten, hvad enten patienterne havde sukkersyge eller skulle hjælpes af med nogle overflødige pund. En dag om ugen var særlig hård, da "lå afmagringspatienterne nemlig i kærnemælk". Det betød selvfølgelig ikke, at de svømmede rundt i et badekar fyldt med kærnemælk, men at de hele dagen opholdt sig på deres værelser og kun fik 600 kalorier fordelt på: 1 liter kærnemælk 1 pund frugt 1 kop kaffe eller te 1 kop bouillon 3-4 tørre kiks Det var på disse dage, komponisten Charles Kjerulf fortalte, hvordan han drømte om sardiner, som han egentlig slet ikke kunne lide!

FRITID

Der blev lagt stor vægt på at gøre opholdet på Silkeborg Bad så behageligt som muligt, og derfor arrangerede ledelsen også forskellige former for underholdning. Der blev givet koncerter i parken et par gange om ugen. Dygtige amatører og professionelle, der besøgte badet, optrådte ofte for de øvrige gæster. Ligesom der jævnligt blev spillet op til dans i salonerne.

Motion og underholdning var vigtige ingredienser i et kurophold. Her spiller overlæge Erik Faber tennis med gæsterne. 1907.

Under første verdenskrig synes badet at have haft en række livlige år. Man havde i nogle sæsoner besøg af teaterdirektør Ivar Schmidt fra Det ny Teater og komponisten Charles Kjerulf, der satte deres tydelige præg på badet, alt imens de forsøgte at slippe af med de mange, ekstra kilo.

Gæsterne kunne også fordrive tiden med at spille billard, kroket eller tennis. Eller de kunne ro en tur på søen i en af badets robåde og håbe på, at de kunne modstå fristelsen til at ro hele vejen over søen til Lysbro Kro. En spadseretur ind til Silkeborg gav også motion, men også her var fristelserne store, når byens konditorier og restaurationer bare ventede på at lokke en stakkels sulten afmagringspatient.

Især i første halvdel af badets levetid var der en støt voksende gruppe af ansatte og patienter, der år efter år vendte tilbage til Silkeborg Bad. De kom til at danne en hård kerne, for hvem en sommer på Silkeborg Bad syntes at være blevet en livsstil.

Opførelsen af Silkeborg Vandkuranstalt inspirerede i årenes løb flere lokale forretningsfolk til at oprette kuranstalter i Silkeborg.

BRÆNDESAVNING TILBYDES Afmagring kræver ikke kun lidt mad, men også megen motion. Det sidste mente teaterdirektør Ivar Schmidt ikke, at han fik nok af og spurgte derfor overlæge Erik Faber, om der ikke var et eller andet, han kunne gøre for at få mere motion. Overlægen foreslog, at han kunne save brænde "for det havde man da nok af." Næste dag startede han med hjælp fra kammerherreinde Kaufmann og en ung bondekone på over 125 kg. Den sidste holdt hurtigt op, men teaterdirektøren og kammerherreinden fortsatte. Næste år var der på trods af overlægens ord ikke mere brænde at save, men de ihærdige gæster byggede så i stedet en dæmning ud til badebroen ved søen.

Næste kapitel Kneippkuranstalten