KURBYEN

Af cand. phil. TOVE HANSEN

---

	Silkeborg Vandkuranstalts første overlæge, Frederik Emil Klee, brugte ofte betegnelsen societetshus om hovedbygningen. Han ønskede på den måde at undgå forvekslingen med et almindeligt hotel, hvor enhver kunne indlogere sig.

KURBYEN - 2

SILKEBORG VANDKURANSTALT

Der gik nu nogle år, før ideen om en vandkuranstalt ved Arnakke atter blev taget op. Denne gang af en gruppe københavnske læger, der mente, at tiden var inde til at give flere danskere mulighed for at komme på vandkur. Hidtil havde dette været forbeholdt de få, der havde råd til at rejse til kurbadene i udlandet. Derfor ønskede lægerne nu en dansk vandkuranstalt efter samme mønster som den svenske i Mösseberg. De fik snart støtte af læger fra hele landet. Ja, faktisk stod halvdelen af den danske lægestand bag den ansøgning, der i 1876 blev sendt til Rigsdagen om at få området ved Arnakke-kilderne stillet til rådighed for en dansk vandkuranstalt.

Når valget faldt på området ved Arnakke, så skyldtes det ikke kildernes indhold af jern, men derimod de rigelige mængder af rent vand, der dagligt fossede ud fra kilderne.

Skønt der denne gang stod flere personer bag projektet, ønskede Rigsdagen stadig ikke at forære et stykke af den danske statsskov til private, men tilbød dem, at de kunne leje jorden for 100 kr. om året i 50 år.

Silkeborg Bads Venner skænkede i 1929 penge til at skaffe en værdig ramme for Arnakke-kilderne. Vandet blev samlet i en sø. I det foranliggende murværk var der seks bronzehoveder, gennem hvis munde vandet løb ud i små bassiner. 1951.

Efter nogle års betænkningstid startede aktietegning til projektet i 1880. Det projekterede byggeri ville koste 220.000 kr., og man planlagde at begynde i juli samme år. Det lykkedes imidlertid kun at få tegnet aktier for 40.000 kr. Ved at beskære projektet fik man skåret prisen ned til 120.000 kr. Der gik alligevel tre år, inden loven den 14. april 1883 blev vedtaget i Rigsdagen, hvorefter et område af Silkeborg Vesterskov blev overladt Silkeborg Vandkuranstalts bestyrelse i arvefæste. Samtidig fik den også et statslån på 40.000 kr., og byggeriet kunne begynde.

På kun 21/2 måned lykkedes det at opføre arkitekt Vilhelm Dahlerups bygninger under tilsyn af arkitekt Anton Rosen, og den 1. juli 1883 kunne Silkeborg Vandkuranstalt tage imod de første gæster. Ved åbningen var kun de 14 værelser i hovedbygningen klar. 20 gæster blev indlogeret hos bønderne i omegnen. Senere samme år blev der plads til yderligere 14 gæster i Søvillaen.

Behovet for flere sengepladser tog til, og i 1885 blev arkitekt Anton Rosens smukke Skovvilla bygget. Villa Granly blev i 1893 bygget til særlig syge patienter og blev den sidste villa på området. Den blev efter en ombygning i 1913 brugt som overlægebolig. Både hovedbygningen og badebygningen er blevet udvidet flere gange. De to værelsesfløje, der i dag danner rammen om badebygningen, blev opført fra 1917-20, og herefter havde kuranstalten endelig den værelseskapacitet, den havde behov for.

	Badebygningen på Silkeborg Vandkuranstalt ved åbningen i 1883. Bygningen var delt i to dele. En for kvinder og en for mænd. Det er ingangen til herreafdelingen, der ses på billedet. I årenes løb blev der bygget til adskillige gange.

I kuranstaltens første år dukkede adskillige pensionater op i den nærmeste omegn. Her kunne gæsterne bo billigere, mens de fik behandlinger. Samtidig gav det mulighed for en bedre udnyttelse af behandlingsfaciliteterne i badene. I 1918 fik aktieselskabet grunden ved Ørnsø til ejendom, og samme år ændrede Silkeborg Vandkuranstalt navn til Silkeborg Bad. At det endelig lykkedes at overbevise Rigsdagen om nødvendigheden af selv at eje jorden, skyldtes ikke mindst, at Silkeborg Bads bestyrelse havde bevist sin sande interesse for filantropi ved aldrig at udbetale udbytte til aktionærerne. At der kun sjældent var noget at dele ud af, er så en helt anden sag.

Byskilt til kurbyen Silkeborg.

I 1943 blev Silkeborg Bad overtaget af den tyske besættelsesmagt, og siden var der en tid flygtninge på badet. Efter en grundig istandsættelse kunne man i 1951 atter åbne dørene for kurgæster i sommermånederne. Men tiderne var dårlige og på et tidspunkt var badet tæt på at blive erklæret konkurs. Med en ihærdig indsats fra blandt andre Silkeborg Bads Venner lykkedes det at fremskaffe den nødvendige kapital, og badet overlevede.

Efter en større ombygning åbnede Silkeborg Bad i 1959 som helårskuranstalt, og havde i 1960'erne nogle rigtig gode år med et pænt overskud. Men intet varer evigt. I 1970'erne blev det atter dårlige tider for byens kurbade, der gav energikrisen, den stigende charterturisme og sygekasserne skylden. De sidste fordi de i 1972 fjernede tilskuddet til kurophold. Efter en større udvidelse af aktiekapitalen fra 220.000 til én million kr. blev hele aktieposten overtaget af Ensomme Gamles Værn. Det skabte dog ikke nogen bedring i økonomien. I juli 1983 fejrede Silkeborg Bad sit 100-års jubilæum, og ved udgangen af året ophørte det med at eksistere som kuranstalt. Silkeborg Bad var byens første kuranstalt, og blev også den sidste, der bukkede under for de dårlige tider.

I nogle år stod bygningerne tomme, indtil Silkeborg Kommune i 1992 købte badet og overdrog det til den selvejende institution KunstCentret Silkeborg Bad. Kort efter overtagelsen flyttede der atter flygtninge ind i hovedbygningen.

Næste kapitel Personalet