SKOVENE OMKRING SILKEBORG

Af kgl. skovrider JOHS. RAFN

---

	Skoven falder - byen vokser. Selv om skoven mellem Lyngsø og Sanatorievej blev købt af kommunen midt i 30'erne, varede det til op i 40'erne, før området var udbygget. Billedet er fra 1940.

SKOVENE OMKRING SILKEBORG - 4

SKOVEN OG BYENS LIV

For Silkeborg mere end for nogen anden dansk købstad har skoven været en vigtig faktor i byens udvikling og liv. Nogen beskæftigelse gav den, efterhånden vel mest indirekte ved de mange træindustrier, men den lå jo også tæt på og føltes som et snærende bånd, når udviklingen krævede jord til byggeri af boliger, virksomheder og institutioner.

I vore dage, da det meste af Silkeborg ligger nord for Langsøen, kan det måske være svært af forestille sig, at dette område langt op i 1900-tallet blev betragtet som noget af en udmark. Ikke blot var der søen som en naturlig barriere, men man bevægede sig ud i det uvisse, til andre sogne, et andet amt. Sådan må byens styre tilsyneladende have følt det, for nok lovpriste man skoven som en del af den smukke natur, der skulle lokke besøgende til, men når der skulle udvidelser til, var det den bynære del af skoven, der måtte holde for. Således blev skoven trængt tilbage fra sine gamle grænser - i 30'erne mod syd i Kobskov (Stadion og Lyngsøkvarteret), i 40'erne mod vest i Lysbro Skov (Kirkegården) og navnlig mod øst i Nordskoven (Århusbakken og Reimar Nielsens trælasthandel).

Endnu op i 60'ernes vokseværksepoke var det ikke kun luftkasteller at forestille sig institutioner i det meste af Lysbro Skov, sygehusudflytning til Langsøens bred i Nordskoven og omfartsveje på søjler over Nåege og Myrhoved med en gigantisk udfletning i Vesterskoven ved Almindsø. Tidligere tiders politiske velvilje over for sådanne projekter var dog nu afløst af en støtte til statsskovenes modvilje mod, at skoven fortsat skulle betragtes som råstof til veje og byggegrunde, så faktisk har grænsen mellem by og skov nu ligget fast i mere end 40 år.

Gjessø Savværk, der ligger lunt i den snævre dal syd for Vesterskoven, hørte til de mindre traktørsteder af den slags, der savnes stærkt i vore dage. Den karakteristiske bygning med serveringslokale på 1. sal blev nedrevet i begyndelsen af 70'erne, og dermed var det slut med kaffen og fru Frederiksens hjemmebagte horn.

Endnu i 1980 kunne et næsten enigt byråd dog samles om at anbringe et kulfyret kraft-varmeværk midt i Nordskoven - men det fordampede af andre årsager. Så måske har freden ikke sænket sig helt endnu.

Heldigvis kan skovene da også være stedet, hvor menneskers tilværelse i fritiden kan udfolde sig på mange måder. Fra byens første år har vi skriftlige beretninger om, hvordan det velstående borgerskab enten foretog ture i hestevogn (H. C. Andersens udflugter med Michael Drewsen og doktor Ryge) eller vandringer til fods som et led i rekreationsophold (A. L. Drewsen). Trængte man til noget at styrke sig på, var der servering i nogle af skovløberstederne, og senere opstod der i kanten af skovene større og mindre traktørsteder som f. eks. Hattenæs i Nordskoven og Højborg og Gjessø Savværk ved Vesterskoven.

Det bakkede terræn bød på gode udsigtspunkter, og mange af dem fik i årenes løb navne, der er blevet hængende og viser, at de har været mål for skovgæsternes fodture. Det kan være navne fra et besøg af den kongelige familie - Kongestolen, Dronningestolen og Frederik 7s Høj - med tilknytning til Drewsen-familien - Drewsens Bænk, Fruens Bænk - eller de forstmænd, der havde tilknytning til egnen - Kroghs Bænk, Baastrups Bænk.

Længere op i tiden dukker den mere organiserede brug af skovene op. Idræt af forskellig art fandt i skovene en naturlig tumleplads, og det er nok betegnende for en ændring af klimaet, at det var vintersporten, der først havde brug for faste aftaler og anlæg. Allerede før 1900 lejede skøjteløbere sig ind på Kalgårdsvig, og den blev under anden verdenskrig suppleret med en kunstig bane, dannet ved opdæmning af en lille eng på Odden.

	Udsigt fra Frederik 7.'s Høj. Silkeborgskovene er rige på udsigtspunkter, når der bare ikke står træer i vejen. Man må derfor finde sig i, at udsigterne flytter sig i årenes løb - ellers ville skovdrift være umulig. Enkelte af de mest navnkundige udsigter bliver dog holdt åbne, blandt dem den fra Frederik 7. Høj i Vesterskoven ud over Funderholme og Funder Ådal.

I 1926 anlagdes en efter danske forhold imponerende kælkebane i Nordskoven, og da moden skiftede fra kælkning til skiløb, blev kræfterne i stedet lagt i et hopbakkeanlæg på Duedalsbjerg i Torsø Bakker. Ingen af disse anlæg kunne overleve rækker af vintre uden frost og sne og de stadig bedre rejsemuligheder, men resterne af dem kan stadig spores i terrænet.

Efter anden verdenskrig har den øgede fritid og den større velstand sat skub i nogle former for idræt, som ynder at udfolde sig i skoven. Det gælder her på egnen ridning og især orienteringsløb, hvor skovene i det midtjyske søhøjland kan byde også udenlandske løbere på passende barske oplevelser. Som altid, når en udfoldelse fra at være for de få går over til at være for de mange, kan der opstå problemer. Ryttere kan slide veje og stier, så de hverken er til at køre eller gå på, og orienteringsløbere på kryds og tværs i skoven kan forstyrre dyrelivet, så der bliver mindre at glæde sig over for den stilfærdige skovgæst. Så må der regulering til, ubehagelig og somme tider uforståelig for dem, det går ud over, men nødvendig, fordi der heldigvis er så mange, der gerne vil nyde skoven på mange forskellige måder.

Store dele af skovene på Silkeborg-egnen er jo offentlige, ejet af stat eller kommune, og derfor åbne for befolkningen når som helst og næsten hvor som helst, men altså ikke hvordan som helst, fordi princippet må være, at den enes udfoldelse ikke må genere den anden mere end højst nødvendigt.

Næste kapitel Skovens fremtid