SKOVENE OMKRING SILKEBORG

Af kgl. skovrider JOHS. RAFN

---

	Silkeborg set fra Fruens Bænk 1861. Den unge by i det gamle landskab set med kunstneren L. Lauritsens øjne. (Olie på lærred, 35x52 cm). Silkeborg Museum.

SKOVENE OMKRING
SILKEBORG - 2

OPBYGNINGSPERIODEN 1840-1900

Hvordan så Silkeborg-skovene da ud på dette tidspunkt? Af de i alt 2500 ha, der var "beregnet til skovkultur", var 1470 ha bevokset med bøg, 170 ha med nåletræ, medens der kun var en smule eg og el. Birk forekom som indblanding og spredt i moserne. Skovkortene, der hører til planen, viser, at bøgeskoven var meget uregelmæssig i sine grænser, lyngklædte områder skar sig ind i kanten og fandtes også inde i skoven. Det var selvfølgelig de steder, hvor græssende kreaturer eller træk i forbindelse med let jord havde gjort det svært for frøet at spire og for de små planter at komme i vækst.

Det var da også knap 800 ha eller ca. 1/3 af det areal, der burde have været skov, der blev betegnet som lyngslette. I sandflugtsområdet Hårup Sande havde arbejdet med sanddæmpningen bl. a. bestået i såning med fyrrefrø, men resultatet var betegnet som mislykket. De øvrige arealer med nåleskov var plantninger af gran og lærk og alle højst 10 år gamle.

Mere end andre købstæder har Silkeborg skoven tæt inde på livet, som det ses her. Odden i forgrunden og Nordskoven i baggrunden danner sammen med sø og å en smuk indramning af midtbyen.

Det arbejde, som trængte sig på, og som planen da også foreskrev, var at tilplante de åbne områder med nåletræ og at udfylde mangelfulde selvsåninger i bøgeskoven ved plantning. Naturligvis skulle der også indtægter til, så en del af den ældste bøgeskov skulle afvikles og forynges med bøg igen, dvs. ved selvsåning.

Det er betegnende, at planens beregninger af de mængder træ, der vil komme til salg, for bøgetræet kun omfatter forskellige former for brændsel. De fleste bøgetræer har været knastede og dårligt formede, savværker fandtes ikke og ganske vist skulle skovlovringerne bruge træ til træsko, vognhjul o.l., men dels kunne de vel bedst håndtere mindre dimensioner, dels købte de antagelig en del træ på roden. Egentligt gavntræ i senere tiders forstand har man ikke på forhånd kunnet regne med at afsætte, så det salgbare effekt (produkt) var brænde i forskellige størrelser.

Med datidens dårlige veje og små hestevogne gjaldt det om at benytte sig af transport ad vandvejen, hvor det var muligt. I de fjerntliggende skove ved søerne, Sønderskoven og Østerskoven, blev der anlagt flere ladepladser, hvor brændet kunne lastes i pramme, og ved Remstrup Ås bred ved hovedgården var der en ladeplads, hvorfra brændet enten kunne sælges lokalt eller omlades til pramme til videre transport.

	Råvildtet - bukke, råer og lam - hører til de dyrearter, der kan udnytte vor tids skove med skift mellem træarter og mellem tykninger og åbne partier. Da det desuden i høj grad har vænnet sig til menneskets nærhed, er der lagt flere rådyr i skovene i dag end for 150 år siden.

Fra de kunstnere, der i disse år begyndte at søge motiver i Midtjylland, kan vi få et vist indtryk af skovenes udseende, selv om der må regnes med den kunstneriske frihed og blandt andet en trang til at gøre landskabet både mere romantisk og mere dramatisk - det sidste røber sig i hvert fald i højdeforholdet i visse billeder, hvor gamle korts højder i fod synes at være konverteret direkte til meter i kunstnerens fantasi.

Alligevel giver billederne nok et ganske godt indtryk af, at skovene endnu midt i 1800-tallet var præget af ret spredt, gammel bøgeskov med helt åbne partier imellem. L. Lauritsens maleri fra 1861 Silkeborg set fra Fruens Bænk bekræftes smukt af skovkortet over Lysbro Skov fra samme år, hørende til den næste driftsplan for Silkeborg Skovriderdistrikt, som det hed dengang. Skovbrynet af gammel bøg ved Odden, den smalle bræmme af træer og buske ned mod Kalgårdsvig, den åbne slette i forgrunden, Lundens løvskov til højre - det hele genfindes i kortets signaturer og farver.

Men forandringen var rask på vej, det i vore øjne romantiske landskab var i samtidens ånd ved at blive nyttiggjort, og de nøgterne tal i driftsplanen fra 1861 afslører, at arealet med lyngsletter er formindsket med næsten 300 ha siden 1840, og at de alle er tilplantet med nåletræ, navnlig rødgran, hvidgran, skovfyr, weymouthsfyr og europæisk lærk.

Nyttiggørelsen rettede sig også mod, hvad der kunne findes nede i jorden. Energikilder var værdifulde, navnlig når der opstod en stor virksomhed som Silkeborg Papirfabrik i en egn, der havde langt til havne. Ganske vist transporteredes der kul med prammene op ad Gudenåen, men en god forekomst af tørv i bekvem nærhed var dog så interessant for fabrikken, at man lejede Vejlbo Mose af skovvæsenet i 30 år fra 1858 for at gå i gang med en industriel tørvefabrikation, som først døde hen, da jernbanen i 1871 kom til byen. Sporene efter denne stordrift fremtræder i dag som en landskabelig perle - ja, naturen har det trods alt med at læge mange sår.

Savværksarbejder ved rundsaven på Reimer Nielsens Savværk i 1949.

Et led i en mere landsdækkende jagt efter energikilder var de prøvegravninger efter brunkul, der blev foretaget i 1861. Forekomsterne var dog hverken store eller gode nok til en systematisk udnyttelse, og i dag ses kun svage spor efter forsøget.

I driftsplanen af 1861 dukker der også en mere beskrivende del op, som bl. a. fortæller om, hvad der findes af planter og dyr i skovene. Det er ikke en systematisk gennemgang, så det har ikke mindst været de større, de meget synlige og de jagtbare arter, der er blevet nævnt.

Sammenligner man oplysningerne med, hvad man kan træffe i skovene i dag, afspejles både forandringerne i landskabet og i indstillingen til de enkelte dyrearter. Når en i nutiden så almindelig hjorteart som råvildt dengang bedømmes som fåtallig, og der klages over, at det om foråret forsvinder fra skovene for at trække ud i det åbne land og til krattene dér, så røber det ganske givet, at skoven har været præget af åbne bøgebevoksninger uden tykninger med dækning og steder at skjule lammene. At kronvildt kun forekom som strejfgæst på kortvarigt ophold og ikke kunne danne en fast bestand har derimod ikke ændret sig frem til nutiden.

At de åbne, forblæste skove næppe har givet gode livsbetingelser for de mindre pattedyr og det lavere dyreliv må nok sammen med mangelen på rådyr forklare, at ræven og skovmåren bedømmes som ret fåtallige og grævlingen endda som meget fåtallig. Det nævnes dog "som en mærkelighed", at man hyppigere ser og hører sangfugle end 10-12 år før - aktiviteten i skoven med fremelskning af selvsåninger og plantning af nykulturer begyndte at kunne mærkes. De mange gamle træer har givet gode ynglemuligheder for spætterne, og både grønspætte, stor flagspætte og den nu forsvundne mellemflagspætte nævnes.

Har der været småt med føde til lands, så har der tilsyneladende været liv i søer og åer. Stort set alle de andefugle, der kan træffes i dag, nævnes også dengang, og odderen er faktisk det eneste pelsdyr, der betegnes som almindelig. Med dens nuværende forekomst i tankerne kan man så beklage, at det overvejedes at drive odderjagten mere intenst.

	Træskomageri. Skovlovringernes traditionelle håndværk vandrede ved indgangen til 1900-tallet fra de stilfærdige omgivelser i gårde og huse ind i larmende fabrikker.

Den største forskel på dengang og senere viser sig dog hos de store vingefang. Havørn, glente, stor hornugle og sort stork nævnes som ynglende, og ganske vist har man i de senere driftsplaner ikke givet plads til oplysninger om dyrelivet, men det vides, at der omkring århundredskiftet næppe har været nogen tilbage af disse arter. Det er først i de seneste år, at der igen er blevet chance for at se et så imponerende syn i Midtjylland. Hen mod århundredets slutning var de åbne partier i skovene stort set tilplantet og opbygningen af et produktionsapparat dermed afsluttet.

Skovene kunne nu indgå som en faktor i byens og egnens erhvervsudvikling, ikke blot som arbejdsplads i sig selv, men også som leverandør af råstof til lokal træindustri. Dette afspejler sig bl. a. i opgørelser over solgt træ ved at bøgetræet efterhånden solgtes mere og mere som kævler, dvs. som længere stammestykker. F.eks. gik den lokale specialitet, træskofremstillingen, fra at have været et hjemmehåndværk mere og mere over til at være en industri, der kunne håndtere langt træ.

Det meste af nåletræet var hele tiden blevet solgt i hel længde og formodentlig brugt til byggeri, men først i slutningen af århundredet var de ældste nåletræsbevoksninger blevet så gamle, at der begyndte at være basis for en savværksindustri.

Omkring 1890 var der mere nåleskov end løvskov på statsskovdistriktet, ikke blot fordi de åbne sletter og hederne var tilplantet med nåletræ, men også fordi mange af de partier af den gamle bøgeskov, som egentlig var planlagt at skulle fortsætte som bøg, når de gamle træer var fældet, faktisk også blev til ung nåleskov. Det har været svært at få de sarte bøgeplanter i gang, når jordbunden var hård og forblæst, og sandsynligvis har man været for sparsommelig med virkelig at ofre tid og penge på en grundig jordbearbejdning. Så var planterne af gran og fyr lettere at have med at gøre, og resultatet blev et stykke nåleskov, måske med lidt bøg hist og her.

Ret ensformige må skovene have været, hvad træarter angår. Bortset fra el langs søer og vandløb og birk på moser og som indblanding overalt var løvskov næsten ensbetydende med bøg. Blandt nåletræarterne var rødgran og skovfyr de sikre, man turde satse på, dog havde man plantet bjergfyr på nogle af de allermagreste jorder i Nordskoven. Ganske vist var der eksperimenteret noget med forskellige andre arter fra Europa og det østlige Nordamerika, men enten var væksten for ringe, eller også blev de angrebet voldsomt af bestemte svampe eller insekter og opgivet igen.

Nonneangreb 1972-74. Når naturen løber løbsk, er selv de "sikre" træarter i farezonen. Er der først millioner af dette lille uhyre, har en granskov ikke store chancer for at overleve, da rødgranen ikke kan skyde igen efter afmåling. Tegning: Bodil Nederby. NONNEANGREB 1972-74 En natsommerfugl, nonnen, der normalt lever en ubemærket tilværelse i de danske nåleskove, kan undertiden opformere sig så voldsomt i løbet af få år, at dens larver kan afnåle og dermed dræbe træerne over større strækninger. Efter at der i omkring 70 år ikke havde været angreb af betydning i Danmark, skete der i 1972 en sådan masseformering nogle steder i landet, bl. a. i Silkeborg Nordskov. 20 ha, mest gammel rødgran, blev afnålet, og da angrebet truede med at udvikle sig eksplosivt, blev der året efter foretaget en sprøjtning fra helikopter med forskellige bekæmpelsesmidler over de naboarealer, hvor æglægning var konstateret. Det lykkedes at forhindre angrebet i at brede sig nævneværdigt, og i 1974 brød angrebet sammen på grund af en specifik virussygdom, som også uden menneskets indgriben før eller senere bringer nonnernes antal tilbage til det normale. Smitstoffet, der udløser sygdommen, var blandt de bekæmpelsesmidler, der blev udsprøjtet året før, men om denne tilførsel fremskyndede sammenbruddet, vil næppe kunne hverken be- eller afkræftes. Da angrebet mest ramte gammel gran, og veddet ikke beskadiges, var den direkte skade til at overse, men gentilplantningen på så stor en flade var som at starte forfra med et plantageanlæg på bar mark og derfor både dyr og langvarig.

Næste kapitel Mosaikskoven i 1900-tallet