SKOVENE OMKRING SILKEBORG

Af kgl. skovrider JOHS. RAFN


	To egearter forekommer naturligt i Danmark: Stilkeg og Vintereg. Botanisk står de hinanden nær, og de kan være lidt svære at kende forskel på. Men når deres typiske form og forgrening - deres habitus - kan det dog lade sig gøre. I Kobskov syd for Silkeborg på hver sin side af Horsensvejens gamle linieføring står - formodentlig som en rest.

SKOVENE OMKRING SILKEBORG - 3

MOSAIKSKOVEN I 1900-TALLET

I begyndelsen af 1800-tallet fik man i Europa kendskab til flere nye træarter fra det vestlige Nordamerika, og nogle af disse trivedes så godt i haver og parker, at det gav lyst til at prøve dem i større omfang i skovene.

I den private Linå Vesterskov blev der i 1870'erne plantet flere af disse "eksotiske" arter, og få år senere begyndte man på andre skovdistrikter, bl. a. Silkeborg Statsskovdistrikt, at eksperimentere med dem, dels som indplantning (efterbedring) i mislykkede selvsåninger eller plantninger af bøg, dels som et indslag i plantninger af mere kendte nåletræarter. Det var først og fremmest douglasgran og sitkagran, der blev brugt, men også ædelgranarterne grandis og nobilis fik en vis udbredelse. Fra Østasien var det navnlig japansk lærk, der vandt indpas i danske skove og fra Kaukasus nordmannsgran.

BOTANISK SPROGFORVIRRING

Da den træart, der på nudansk kaldes douglasgran eller blot douglas (udtales duglas) først blev observeret af europæere omkring 1800, voldte det besvær at give den et egnet navn. I levende live mindede den en del om ædelgran og blev derfor kaldt Douglas Fir til ære for den skotske botaniker David Douglas, der beskrev den videnskabeligt i 1825.

Det opskårne tømmer mindede derimod med sin rødlige kerne mere om fyrretræ og blev derfor eksporteret til Europa under navnet Oregon Pine, der har holdt sig i tømmerhandelen. I virkeligheden er douglasgranen, eller Douglasien, som den blev kaldt i Europa i mange år, hverken en gran, en ædelgran eller en fyr, men tilhører botanisk en slægt, der fra naturens side ikke er repræsenteret i Europa.

Douglasalléen i Vesterskoven. Disse godt 100-årige douglasgraner i Vesterskoven er med højder omkring 45 meter blandt landets højeste træer, men stadig livskraftige, grønne til topknoppen og derfor i stand til at blive endnu højere. Også i tykkelsen er de vokset stærkt og nu op til 1 meter i diameter i brysthøjde. De jævnaldrende træer inde i bevoksningen er gradvis fjernet, så det er først efterhånden, at præget af en allé er fremkommet. Foto © 1995 Lars Bay.

Denne lyst til at eksperimentere havde og har sit udspring i, at der ikke i de danske skove er noget hjemmehørende nåletræ. Enebær og taks bliver jo ikke til høje træer, og oprindelsen af den enlige skovfyr på Læsø er måske tvivlsom. Det var derfor nærliggende at afprøve alle muligheder, og ejendommeligt nok blev det en håndfuld træarter fra et så fjernt område som vestkysten af Nordamerika fra Canada til Oregon, der i vækstkraft viste sig at overgå alle andre. Dette til trods for, at klimaet i Danmark tilsyneladende adskiller sig meget fra det i deres hjemlande.

Der var ikke den samme trang til at eksperimentere med fremmede løvtræarter, og de få forsøg, der blev gjort, faldt ikke særlig heldigt ud. Man holdt sig til de kendte, danske arter, men egen, der op gennem 1800-tallet her på egnen kun forekom som spredt indblanding i bøgeskoven eller som kratagtig skov på sandede bakker, blev efter århundredskiftet plantet hist og her, både stilkeg og vintereg.

I løbet af vort århundrede fik de danske skove, i hvert fald de lidt større, der var drevet som regulært skovbrug, et udseende, som man kunne kalde mosaikskoven. De enkelte bevoksninger er ret små og består typisk af én bestemt træart af omtrent samme alder. Sådan er det blevet, fordi den almindelige måde at forynge skoven på har været at fjerne den gamle skov i løbet af en kort årrække og efterfølgende at plante nyt med kun en enkelt træart for til sin tid at få den nemmeste udnyttelse. Skoven kan således siges at være ensformig på det enkelte areal, men er ofte afvekslende over en længere strækning, fordi billedet skifter fra træart til træart og fra højskov til tykninger og helt åbne partier.

Dette mosaikpræg er også tydeligt på Silkeborgegnen, men for den, der har øje for det, adskiller det sig fra præget i andre egne af landet ved, at de omtalte nordvestamerikanske nåletræarter er særligt dominerende. Klima og jordbund passer dem øjensynligt godt, så de holder sig sunde og opnår en smuk form og forbavsende dimensioner. Nogle af de største lokale eksemplarer af grandis og douglas må for tiden regnes som Danmarks højeste træer. De udmærker sig for øvrigt også ved at være mere stormfaste end rødgran og ædelgran, hvilket viste sig under de store storme i begyndelsen af 1980'erne, da man f. eks. i Silkeborg Vesterskov kunne se store douglasgraner stå tilbage, medens rødgranerne var væltede eller knækkede.

Danmarks højeste træ - en 110 år gammel Abies Grandis på 52,50 m - stod indtil i starten af januar 2002 på Rye Nørskov Gods' arealer. Men en hård storm væltede det. Silkeborg Statsskovdistrikt har derfor nu landets højeste træ - en Douglasgran plantet i 1895, som i 1997 blev målt til at være 49 m højt. I december 2006 havde træet nået en højde på 51,6 m. (Midtjyllands Avis 22.12. 2006).

Ny mast til Fregatten Jylland. Skibstømrerne har udset sig en næsten 40 meter høj og 85 år gammel Douglasgran i Sønderskoven. Den blev fældet 19. december 2005 og er den første af to træer, der skal anvendes til formålet. Træerne skal erstatte den mast, som i oktober 2005 knækkede under reparationsarbejde.


	Stormfald den 24. november 1981 i Vesterskoven. Træer i en kant eller langs en vej har været mere vant til påvirkning fra vinden og står derfor ofte bedre fast i en storm end træer inde i bevoksningen.

STORMFALD 1981-84

Indførelse af nåletræer i skovbruget i Danmark gav en større produktion og dækkede andre behov end løvtræerne. Men de fleste nåletræer står ikke så godt fast i storm, og derfor er de danske skove i de sidste 100 år af og til blevet ramt af store stormfald. Midtjylland har ikke hørt til de værst ramte egne - der var et kraftigt stormfald i 1934, men derefter nogenlunde fredeligt i næsten 50 år.

Da den hidtil største stormkatastrofe 24. november 1981 hærgede det meste af Danmark, blev Silkeborg-egnen dog også ramt med fuld kraft. I løbet af et døgn væltede eller knækkede der på statsskovdistriktet lige så meget træ, som normalt ville være blevet fældet på knap 2 år, og samtidig blev der slået huller i bevoksningerne, så et par mindre kraftige storme i løbet af de næste 3 år væltede yderligere godt og vel et års normal hugst, alt i alt ca. 52.000 m3.

Stormen i 1981 blev fulgt af en streng vinter med et tidligt snefald, der gjorde oparbejdningen og transporten af de væltede træer yderst besværlig, og da de ramte arealer var et kaos af løsrevne rodkager og splintret træ, varede det længe, før der var ryddet nogenlunde op og plantet nye træer, så genvæksten var sikret.

Veddet af nogle af disse træarter har egenskaber, der er værdifulde til bestemte formål. Douglasgranen er således både hård, bøjelig og bestandig og har vist sig at være velegnet til så specielle formål som skibsmaster, møllevinger, piloteringspæle, gulvbrædder og udvendig beklædning på bygninger. Nogle af disse anvendelser er selvfølgelig kuriositeter, som aldrig vil betyde noget særligt, men de to sidstnævnte ser ud til at have fremtiden for sig, og andre muligheder kan også tænkes, efterhånden som udbuddet af denne træart bliver større. Det er næppe noget helt letsindigt gæt, at douglasgranen også i fremtiden vil være et karaktertræ i Silkeborg-egnens skove.

To af de andre "eksoter", nobilis fra Nordvestamerika og nordmannsgran fra Kaukasus, har sat et mere specielt præg på egnens skove. Både de hårdt klippede pyntegrøntbevoksninger af nobilis og de indhegnede og pinligt renholdte juletræskulturer af nordmannsgran ser unægtelig kunstige ud og lyser af det, de er: rendyrket økonomi.

Nobilis klippebevoksning. Kønt er det måske nok ikke, men i løbet af 50 år er produktion af juletræer og pyntegrønt blevet en hjørnesten mange danske skoves økonomi, ikke mindste i Midtjylland. Erfaringerne fra eksperimenterne med fremmedde træarter, et gunstigt klima, den intensive drift på små arealer og nærheden til det store tyske marked har indtil videre givet Danmark en førerstilling i Europa inden for denne nicheproduktion.

Men paradoksalt nok er det denne produktion af rene luksusvarer, der i en årrække har været det solide fundament for mange, private skovejendomme og gjort det muligt for dem også at værne naturværdier, f. eks. ved at overholde gamle løvtræbevoksninger.

Det er tidligere nævnt, at der op mod 1900 opstod en træindustri for bøgetræet i form af en træskofabrik, der først lå i Ry, men hurtigt flyttede til Svejbæk. Men samtidig kneb det for statsskoven at komme af med nåletræet, så i 1907 blev den gamle brændeplads ved havnen stillet til rådighed til anlæg af et nåletræssavværk, der dog senere flyttede til Alderslyst. Der var nu efterhånden så store mængder træ til rådighed fra egnens skove og nye plantager, at der blev grundlagt adskillige savværker og senere også et par imprægneringsanstalter i Silkeborg og omegn. Helt op i 60'erne var den de mange savværkers by, men med tiden blev de små værker urentable og de store, der afløste dem, kom til at ligge uden for de større byer, så i vore dage er der bortset fra nogle små savværker i oplandet kun et enkelt råtræskærende savværk tilbage i selve Silkeborg.

Ude i skoven, ved skovningen, dvs. fældningen af træerne, og ved transporten hen til fast vej, hvor træet kunne afhentes, varede det længe, før moderne mekanik slog igennem. Helt op til efter anden verdenskrig var det de stilfærdige lyde fra økse og håndsav og hestenes prusten og stampen, der mødte en på en arbejdsdag i skoven, kun afbrudt af bragene fra faldende træer. Der var derfor også mange mennesker i skoven, men det ændrede sig, da motorsaven og traktoren vandt indpas i løbet af 50'erne.

Denne teknik findes i moderniseret form endnu i vore dage, men er fra omkring 1990 mere og mere afløst af store skovningsmaskiner og specialiserede ekvipager til udkørsel af træet til fast vej. Arbejdet med selve den primære produktion af træ kan i vore dage udføres af ganske få mennesker, og man kan gå langt og længe i skoven, før man støder på det. Til gengæld er der dukket andre former for skovarbejde op, ikke mindst i de offentlige skove med deres servicefunktioner.

Næste kapitel