KULTURLIVET

Af fhv. lektor MICHAEL RASMUSSEN og bibliotekar MOGENS LARSEN


	Åbningsforestilling i Håndværkerforeningen 9. september 1956, hvor Andelsteatret spillede det finske modstandsdrama Johan Ulfstjerne. Handlingen foregår i 1904 under den russiske besættelse. Personerne er fra venstre: Valdemar Brodthagen, Erik Olsson, Mogens Pedersen, Elsa Kourani og Einer Reim.

KULTURLIVET - 2

TEATERLIVET

Teaterlivet har fulgt samme udvikling som musiklivet, dog med den forskel, at da der jo ingen fast scene var, var der heller ikke knyttet en fast stab af skuespillere til byen: alle forestillinger var gæsteoptrædener, og mange teaterselskaber har i årenes løb passeret Silkeborg.

Fra 1931 fik den energiske kongelige operasanger og teaterentusiast Johannes Fønss gennemtrumfet, at Det kgl. Teater drog på provinsturné med op til 30 forestillinger pr. sæson! Han mindedes senere med tilfredshed en opførelse af Den solgte brud i Silkeborg - for halvfuld sal - men alligevel! Han - og i mange år Jørgen Lindendahl - var i tiden helt frem til 1957 de drivende kræfter i det arrangement.

Der kom også private teaterselskaber til byen. Gerda Christophersens f. eks. Den 22. februar 1945 spillede hun i Håndværkerforeningen. Stykket var Sommer i Tyrol. Om natten jævnede tyskernes håndlangere bygningen med jorden som hævn for en vellykket sabotage mod et værksted i byen, der fremstillede dele til de frygtede V1- og V2-raketter. Og som om det ikke var hævn nok, henrettede tyskerne en måned senere fire af de deltagende sabotører.


Kinografen på Søndergade 15. Her ses kontrollør Viggo Jensen og biografdirektør tømrermester Chr. Nielsen, kaldet Kino-Nielsen. 1912.

Så var det slut med at spille teater i Håndværkerforeningen de næste 11 år. I den periode påtog Sønderport sig opgaven som teater.

Først i 1956 kunne en ny bygning indvies på stedet. Første teaterforestilling var - naturligvis - et modstandsstykke: Thor Hedbergs Johan Ulfstjerne fra 1907 om en dramatisk episode 1904 under det russiske styre i Finland. Siden blev både Det kgl. Teater, Andelsteatret og Det danske Teater faste gæster her. 1946 var friluftsscenen blevet indviet i Indelukket med Shakespeares En skærsommernatsdrøm, spillet af Det kgl. Teater. Senere kom lokale stykker (bl. a. af højskolelærer Bent Rasmussen) og musikarrangementer til.

1967 stiftedes Teaterforeningen med Henning Henriksen som formand. Åbningsprogrammet for første sæson var flot: Ernst Bruun Olsens Bal i den borgerlige, Dollarprinsessen og Anouilhs Vildfuglen.

Men nogen teatersal er det stadig ikke blevet til. 19.9.1989 overtog Jyske Bank bygningen og indrettede undervisningslokaler på 1. sal, men bevarede den store sal og La Strada.

BIOGRAFERNE

Den første biograf - bortset fra en rejsebiograf, der af og til besøgte byen omkring århundredskiftet - var Fotodrama 1906. Så kom Kinografen (senere Kino) 1910 og Bio. Bios nuværende bygning er fra 1950 og blev dengang regnet for en af landets største - og smukkeste!

En kort periode i slutningen af 70'erne - da det var dårlige tider for biograferne - blev der bygget en dobbeltbiograf Arena i nordbyen (indviet 1977). Den måtte imidlertid snart lukke igen. En art Cinema blev i 1974 åbnet i Vaskehuset. Den flyttede i 1982 til Bindslevs Plads som Den lille Biograf i Rampelys, hvor den ligger endnu som Café-biografen. Herom senere.

AVISERNE

I enhver dansk provinsby var der i slutningen af forrige århundrede traditionelt fire aviser: en liberal (her Silkeborg Avis), en konservativ (Silkeborg Dagblad), en radikal (Silkeborg Folkeblad, senere Venstreblad) og Silkeborg Social-Demokrat, hver med deres lokalpolitiske standpunkter, men også optaget af den store politik f. eks. på Rigsdagen.

Således var Silkeborg Avis klart mod Grundlovsændringen i 1866 og gennemførelsen af de provisoriske love i firserne. Og på samme måde demonstrerede Social-Demokraten, da verdenskrigen brød ud i 1914 og i de følgende år, en stærk anti-krigsholdning.


Den ældste biografreklame fra Silkeborg er fra før århundredeskiftet. Den stod i Silkeborg Folkeblad 5. januar 1899.

Silkeborg har haft ni aviser i tidens løb og kun én har overlevet: Silkeborg Avis, fra 1974 med navnet Midtjyllands Avis. Bortset fra de første 5 år har den været ledet af samme familie: Sørensen. Først Simon, så Sophus og Svend og sidst Viggo Sørensen, der døde i 1995.

Linjen har hele tiden været liberal, men efterhånden som de andre dagblade gik ind: Folkebladet i 1902, Dagbladet i 1920 og Social-Demokraten og Venstrebladet i 1952, steg forpligtelsen til det sidste lokale blad til at være mere rummeligt.

Der er således god mening i Viggo Sørensens indledende artikel i jubilæumsavisen 1982 med overskriften: "125 år til gavn for den midtjyske egn" - ikke, som han skriver, som en konstatering, men som et mål.

Byens mest spændende pressemand er Social-Demokratens medarbejder gennem 20 år fra 1910 til 30, Peder Tabor.


	Midtjyllands Avis på hjørnet af Vestergade og Hostrupsgade. Tegning: Poul Johansen.

Tabor var gårdejersøn fra Vejen, men "blev sin generations mest fremtrædende journalist ved arbejderpressen" (Verner Jespersen). Ikke fordi han var særlig folkelig; tværtimod beskrives han som lidt af en aristokrat af væsen, sprogkyndig og med udtalt kunstneriske anlæg. Han tegnede f. eks. satiriske tegninger til blade som Klods Hans og Ravnen, og han skrev en aforismesamling: Malurt (1919).

Men hans betydning for kulturlivet i Silkeborg kan næppe overvurderes: han skrev boganmeldelser i sit blad, han tog kontakt til Johan Skjoldborg, der i de år boede på Dynæs og var en meget aktiv foredragsholder.

Hans interesse for kunst bragte ham i forbindelse med Martin Kaalund-Jørgensen, som han skrev en bog om, og Frie jyske Malere, der udstillede bl. a. i ovenlyssalen på biblioteket. 1924 stiftedes Jysk forening for moderne Kunst med Tabor som formand.

1930 blev han hentet til Social-Demokraten i København for at redigere Hjemmets Søndag, det eneste søndagsavis-tillæg, der bare tilnærmelsesvis kunne måle sig med Politikens Magasinet.

Alt i alt som Peder Nielsen skrev i 1946: "Foreningslivet i Silkeborg er udviklet på normal vis". Måske lige med undtagelse af musiklivet, som har været usædvanlig veludviklet.

Næste kapitel