BY OG ARKITEKTUR

Af lektor DORTE FOGH og mag. art. LEO K. JENSEN

---

Dansk Arkitekt- og Ingeniørkontor af 1945: Dybkærparken, 1972-76. Dybkærparken består af mange, forskellige slags boliger: lange, sammenhængende blokke på to, tre og fire etager, rækkehuse, gårdhuse og fælleshuse. De højeste ligger langs færdselsårerne og omklamrer de mindre i midten, som har langt til parkeringsplads. Hvor blokkene knækkede, opstod der rum med næsten trekantede grundplaner. Den øgede velstand satte sine spor: lejlighederne havde spisekøkkener med alt i hårde hvidevarer, mens stuerne ofte blev fyldt med alt for store, polstrede møbler. Foto 1995 © Lars Bay.

Tiden 1951-1973

VEJEN TIL VÆKST - 2

MODERNISMEN I SILKEBORG

I begyndelsen af 1960'erne drømte boligforeninger og entreprenører om at industrialisere byggeriet. Den ene part for at gøre noget effektivt ved boligmangelen. Den anden for at få del i de økonomiske gevinster, der kunne hentes ved masseproduktion, når arbejdskraft var en dyr mangelvare. Store bygninger, lange eller høje. Nøgleordene blev effektivitet, rentabilitet og rationalitet i byggeprocesser, men ikke menneskelige kvaliteter.

Det nye byggeri, der tydeligvis havde rødder i mellemkrigstidens funktionalisme, fik nu en så international karakter, at det kunne være svært at se forskel på bygninger i New York og Silkeborg. Et af de første eksempler i byen på modernismen er højhuset Silkeborghus, hvis udformning er enestående i Silkeborg.

I Silkeborg foretrak man i lang tid huse, der så ud som dansk håndværk. Derfor afløstes de murede, røde teglstenshuse kun langsomt af moderne elementbyggeri, der blev pyntet med gule sten for at minde lidt om gode, gamle dages håndværk. Således f. eks. blokkene ved Resedavej og Lupinvej.

Kommunen opkøbte i begyndelsen af 1960'erne alle de kolonihaver, der lå mellem Borgergade og Kejlstrupvej. Jorden blev overdraget til de to store boligselskaber AAB og AB, for at de i fællesskab kunne bygge 800 lejligheder med tilhørende institutioner i området.

Dansk Arkitekt- og Ingeniørkontor af 1945: Tyttebærhusene, 1987 for Arbejdernes Byggeforening. De mange karakterløse og ensartede boligblokke af beton, der blev bygget i 1960'erne og 70'erne mødte megen og hård kritik. Her valgte man at bygge tæt og lavt omtrent som et gammeldags landsbysamfund. Et afvekslende byggeri, hvor husene lukker sig om hinanden og en parkeringsplads. 73 lejligheder med et, to, tre og nogle få med fire rum. Foto 1995 © Lars Bay.

De mange blokke er placeret parallelt med eller vinkelret på de to veje i området. Imellem nogle få bygninger på skrå for at give det udstrakte byggeri lidt variation. Den skematiske fordeling er bestemt af placeringen af sporene til de kraner, der skulle bruges, for montagebyggeriet blev her for alvor taget i brug.

De bærende dele af bygningernes konstruktion var ikke længere ydermure, men skillevægge af beton, der blev leveret færdigstøbte fra fabrik. Siden blev facaderne udfyldt med præfabrikerede elementer. Teknikken gav stor frihed til udformningen af facaden, som imidlertid stort set kun blev udnyttet til store vinduesåbninger. Standardisering var billigere end variationer. Man anså det for at være for dyrt at satse på en levende og menneskevenlig arkitektur. Desuden mente man, at dekorationer var uvedkommende elementer i forbindelse med arkitektur. Man nøjedes derfor med at montere gule mursten på gavlene.

På grund af den nye teknik tog det kun kort tid at færdiggøre en opgang, og lejlighederne var så efterspurgte, at folk flyttede ind, ofte inden trappeopgangenes gelændere var monteret.

På trods heraf var fraflytningen fra Resedavej og Lupinvej stor i de år. Onde tunger talte om gennemgangslejr. Der har sikkert været flere grunde til, at folk flyttede. Bl.a. bidrog den øgede velstand, skattelovgivningen og inflationen til, at det blev populært at købe parcelhus i de store villakvarterer, der bredte sig omkring byens udfaldsveje som store sovebyer, idet alle forlod deres parcelhuse hver morgen, så længe der var fuld beskæftigelse.

	Jyske Banks facade i Vestergade. J.P. Jensen Wærum 1907, ombygning ved Knud Sørensen og Ejner Olesen 1965, renovering ved Ejner Olesen 1992. Samme år præmierede kommunen renoveringen af facaden. Yderst til højre: Foto 1995 © Lars Bay.

Også i Silkeborg viste modernismen sit betonansigt og udviklede sig efterhånden til det, fagfolk betegner som brutalisme. Tunge mastodontbyggerier så dagens lys på flade pløjemarker uden for byen. Bygningerne blev ikke indpasset i omgivelserne, hvad der ellers havde været et særkende for dansk arkitektur. Jo grovere behandling af materialerne, jo bedre. Alt skulle være rustikt. Man kan se det som et ønske om at vende tilbage til naturen som kompensation for den fremmedgørelse, mange oplevede i det moderne samfund.

Undertiden gav man byggerier romantiske navne - i Silkeborg f. eks. Havfruen - selv om der var tale om modernistisk betonbyggeri. Det kunne man ikke løbe fra. Heller ikke de steder, hvor man siden malede bygningerne i sarte pastelfarver.

I 1970'erne og 80'erne var udfyldningsarkitektur ikke et nyt begreb i Silkeborg. Samtidig blev mange bygninger renoveret og fik nye facader i tidens stil f. eks. i Vestergade. De nye huse og nye facader brød de lange, horisontale linjer, som var så karakteristiske for facaderne i danske provinsbyer fra sidste del af 1800-tallet. I stedet fik man nu huse, hvis vertikale linjer og hårde materialer, stål og glas brød med helhedens vandrette linjer. Den enkelte bygning kunne have et harmonisk udseende uden dog at føje sig ind i stedets sammenhæng.

Næste kapitel Dæmpet vækst - Udviklingen efter 1973