Silkeborg Arkivs logo
Menu Luk

Silkeborgs Historie

Silkeborgs historie

Af Lis Thavlov, Silkeborg Arkiv

Silkeborgs historie defineres af, at byen blev anlagt som handelsplads i midten af 1800-tallet. Parallelt hermed etablerede papirdynastiet Drewsen en papirfabrik ved at udnytte vandkraften i Remstrup Å.

Silkeborg-kommissionen, der bestod af tre højtstående embedsmænd, arbejdede i perioden 1844-53 med planlægning og etablering af byen. De bestemte, hvor i terrænet den skulle anlægges og hvordan befolkningen skulle sammensættes for at sikre de bedste startbetingelser. Nybyggerne skulle igennem en ansøgningsprocedure. Blev de udvalgt, fik de ret til at drive deres erhverv og fik tildelt en gratis byggegrund, hvor de forpligtede sig til at bygge et grundmuret hus.

Statsmagten ønskede med anlæggelsen af en handelsplads i det tyndt befolkede Midtjylland at skabe udvikling. Områdets bønder skulle sikres bedre afsætningsmuligheder og desuden skulle den være trafikknudepunkt for de kommende hovedveje Aarhus-Ringkøbing og Horsens-Viborg. I den forbindelse blev der i 1854 etableret en dæmning over Silkeborg Langsø. Al transport af gods foregik med pramme til og fra Randers. Byplanen tog udgangspunkt i en øst-vestgående akse med Torvet som central plads og hjemsted for rådhus og kirke. Det blev hurtigt nødvendigt at udvide antallet af byggegrunde. Det skete ved at tilføje nye, retvinklede gadeforløb.

Efter de første årtier var Silkeborg blevet et funktionsdygtigt bysamfund med et støt voksende indbyggertal, erhvervsliv og også med de nødvendige offentlige funktioner og institutioner: kirkegård (1851), retskreds (1854) kommune (1855), sogn (1856), apotek (1856), distriktslæge (1856), gasværk (1856), ting- og arresthus (rådhus) (1857), præstegård (1857), telegraf (1857), sygehus (1859), skole (1859) og fattiggård (1868).

De første år måtte kirkegængere søge til Linå Kirke. Derefter indrettedes en kirkesal på Silkeborg Hovedgård, som var i brug frem til, at kirken stod færdig i 1877. Indbyggertallet taler sit tydelige sprog. I 1845 var der 149, i 1855 1204 og i 1860 1775 beboere. Silkeborg blev anlagt som industriby og udviklede sig som sådan. Den var de første årtier præget af mindre håndværksvirksomheder med få ansatte. Ved en industritælling i 1871 havde tolv virksomheder mere end fem ansatte. Papirfabrikken toppede listen med 228, næststørst var et uldspinderi med tretten og på tredjepladsen kom Silkeborg Jernstøberi (1853/54) med ti ansatte.

Anlæggelsen af jernbanelinjen fra Skanderborg til Silkeborg i 1871 og videre til Herning i 1877 var med til at skabe grundlaget for byens videre udvikling. I de følgende årtier blev Silkeborgs status som turistby slået fast. Turismen var dog allerede hjulpet på vej, da dampskibet Hjejlen i 1861 blev sat i drift. Dermed kunne gæsterne let komme ud til de storslåede attraktioner - Himmelbjerget og områdets skov-, sø- og hedelandskaber. Op gennem 1900-tallet øgede Hjejleselskabet antallet af turistbåde i takt med turiststrømmen .

Jernbanen understøttede også, at Silkeborg med tiden blev Danmarks “kurby”. Som den første blev Silkeborg Vandkuranstalt/Silkeborg Bad (1883-1983) oprettet, derefter fulgte Kneippkuranstalten (1897-1933), Silkeborg Sanatorium (1903-58), kuranstalten Gl. Skovridergaard (1915-78) og Gudenå Kurbad (1947-75).

I 1880’erne begyndte Silkeborg desuden at manifestere sig som “skoleby”, hvilket fik uddannelsesmæssig såvel som kulturel og økonomisk betydning. Det skete da Theodora Lang i 1882 sin åbnede pigeskole, som med tiden udviklede sig til et skoleimperium med både børneskole, lærerseminarier (1891/1896-1986) og gymnasium (1907-77). Men i 1886 oprettedes Silkeborg Seminarium og i 1888-89 fik Håndværkerforeningen, der var oprettet i 1863, opført Teknisk Skole. I 1892 begyndte undervisningen på Silkeborg Handelsskole og i 1902 åbnede Silkeborg Husholdningsskole. I samme årti åbnede H.G. Junker sit gymnastikinstitut (1908-40).

Årtierne op til århundredskiftet var præget af stor byggeaktivitet. Mange ejendomme blev forhøjet eller revet ned og nyopført i flere etager. Byens grænse flyttede mod vest, ligesom der blev udlagt byggegrunde syd for banen. Det afspejles i indbyggertallet, der steg fra 2931 i 1880 til 7228 i 1901.

En af de arkitekter, der satte sit præg på Silkeborg i denne periode, var Anton Rosen (1859-1928). Han kom til byen i 1883 for at medvirke ved opførelsen af vandkuranstalten, men fik også hurtigt selvstændige opgaver. Gennem giftermål fik Anton Rosen en livslang tilknytning til byen. Han kan tilskrives godt 30 nybygninger, hvoraf omkring 20 endnu eksisterer.

Silkeborgs industri fik for alvor gang i maskinerne fra omkring 1880. Små virksomheder blev store og nye kom til. I 1882 fik byen sin første bank - Silkeborg Bank. Jernstøberiet udviklede sig til Silkeborg Maskinfabrik med speciale i udstyr til landets andelsmejerier og fik med tiden fodfæste på det internationale marked.

I 1890’erne steg antallet af ansatte fra ca. 15 til 60. I 1920 var det vokset til ca. 200 - en udvikling der fortsatte langt frem i tiden. Til sammenligning var der på byens største virksomhed, papirfabrikken, beskæftiget 400-450 mennesker i 1930'erne. Trævare- men især tekstilindustrien vandt også frem. Commichaus Tricotagefabrik blev således anlagt tæt på jernbanen i 1883 og blev med tiden en stor og dominerende arbejdsplads, senere kendt som Jydsk Trikotagefabrik (1919-91). Det samme gjaldt Tekstilfabrikken Silkeborg (1892-1966), der i 1931 blev opkøbt af A/S Henriques & Løvengreens Tricotage-fabrikker. Branchen beskæftigede i 1935 ca. en tredjedel af arbejderne inden for håndværk og industri.

Silkeborgs mange industriarbejdspladser gav basis for en stærk fagbevægelse og en vidtforgrenet kooperation. Socialdemokratisk Forening blev dannet i 1884, og i løbet af 1890’erne fik fagforeningerne fodfæste. I 1894 stod parti og fagforeninger bag dannelsen af Arbejdernes Fællesorganisation. Ved valget i 1921 fik kommunen sin første socialdemokratiske borgmester.

1. januar 1900 blev Silkeborg købstad og i årene derefter blev en lang række fælles faciliteter etableret eller moderniseret: sygehus (1902), udvidelse af Borgerskolen (1902 og 1908), vandværk (1905), posthus (1906), renovationsanstalt (1907), alderdomshjem (1911), elektricitetsværk (1911), bibliotek (1918), biblioteksbygning og varmtvandsbadeanstalt (1920), toldkammer (1920), politistation med arrest og retssal (1921).

I de første årtier af 1900-tallet blev Silkeborg knudepunkt for den midtjyske jernbanetrafik. Omkring 1925 kom der konkurrence fra rutebiler, der kørte til de fleste af oplandets byer. I løbet af 1960’erne måtte privatbanerne give op overfor busser, lastbiler og den stigende privatbilisme. DSB fortsatte jernbanedriften til Silkeborg frem til 2003, hvorefter Arriva tog over.

Fødevareindustrien begyndte også at vinde frem. I midtbyen blev der oprettet et bryggeri, senere med navnet Silkeborg Bryghus (Neptun) (1883-1990). Syd for banen kom det private Koopmanns Svineslagteri (1889-2002) til og ved siden af i 1907 Koopmanns Margarinefabrik. Også andelsbevægelsen begyndte at få fodfæste: Silkeborg Andelsmejeri (1900-65) og Silkeborg Andels-Svineslagteri (1908-70). Med Silkeborg Brugsforening (1900), Arbejdernes Fællesbageri (1908-81) og Mejeriet Stassano (1942-86) gjorde arbejderbevægelsens virksomheder sig gældende.

De moderne tider kom til at præge byens industri. Friberg Cycle og Automobilfirma (1899-1912) blev Danmarks førende producent af cykler. Efter firmaets konkurs begyndte en af dets ansatte, tyskeren J. W. Darr, sin produktion af lastbiler og senere busser. Virksomheden fik senere navnet Dansk Automobil Byggeri (DAB) (1912-2002). Næsten samtidig begyndte J. Hvidtved Larsens Maskinværksted (1915) at reparere motorer og maskiner. Virksomheden udviklede sig med tiden til en af verdens førende producenter af slamsugeranlæg. Befolkningstallet steg støt og roligt fra 10.896 i 1921 til 13.393 i 1935.

Omkring 1930 havde byen nået sine grænser. Nye udviklingsmuligheder opstod dog mod syd i 1934, da kommunen efter et voldsomt stormfald kunne erhverve store statslige skovarealer. Det var også her, at byens anden skole, Vestre Skole, blev taget i brug i 1933.

I 1930’erne så en ny form for turisme dagens lys - vandrere, cyklister og folk på kanotur. For at opfylde behovet for overnatningsmuligheder opførtes i 1938 et vandrerhjem ved Remstrup Å. På tilsvarende vis åbnede i 1939 en primitiv lejrplads ved åen, som i løbet af kort tid blev til en egentlig campingplads. I følgende årtier blev der etableret moderne campingpladser i naturskønne omgivelser hele vejen rundt om byen. Silkeborgs position som turistbyen med den grønne identitet, der bygger på nærheden til sø, å og og skov, er siden blevet fastholdt og videreudviklet. I foråret 2017 udnævnte VisitSilkeborg byen til “Danmarks outdoor hovedstad”.

1. april 1941 blev Alderslyst, der havde udviklet sig til en reel forstad, sammen med flere andre mindre områder indlemmet i Silkeborg. Dermed fik kommunen 18.650 indbyggere og var tillige sikret byudviklingsmuligheder mod nord. Tidens løsning var almennyttige boligforeninger og kommunen støttede ved at stille garantier. Arbejdernes Andels-Boligforening (1940) og Arbejdernes Byggeforening (1941) blev dermed byens store bygherrer. De opførte det ene store boligkompleks efter det andet - i Alderslyst, på Århusbakken, i Sydbyen og i Lysbro. De er stadig store aktører på det lokale boligmarked. Byggeaktiviteten betød, at befolkningstallet steg med godt 25 procent frem til 1950 og kom op på 23.372. I samme periode fik arbejderkooperationen, især inden for byggebranchen, et betydeligt opsving - og kunne fastholde sin position frem til omkring 1970.

Den tyske besættelse af Danmark satte sit præg på byen og egnen, da tyskerne i 1942 beslaglagde Silkeborg Bad og i løbet af 1943 indrettede deres militære hovedkvarter her. Samtidig oprettedes det såkaldte Silkeborg-kontor, der fungerede som den øverste danske myndighed i Jylland og som bindeled mellem centraladministrationen i København og den tyske militære overkommando.

Silkeborg Bad er i tre perioder blevet anvendt til at huse flygtninge. I perioden 1945-47 var det de mange tyske flygtninge, der var flygtet fra den fremrykkende russiske hær. I 1980'erne flygtninge fra Iran og i starten af 1990'erne mennesker fra det tidligere Jugoslavien.

Tyskernes mange byggearbejder havde tiltrukket megen arbejdskraft. Det betød, at Silkeborg i efterkrigstiden fik den tvivlsomme ære at have landets største arbejdsløshed. Kommunen søgte at afhjælpe problemet via en række anlægsarbejder: udbygning af sygehuset (1949-50), Nordre Skole (1950), rensningsanlæg (1951), udbygning af fjernvarmen (1952), varmecentral (1953), desuden forbedret kloakering, overgang til vekselstrøm samt modernisering af gasværket. Udbygningen af områderne mod syd, øst og nord fortsatte i de følgende årtier. I 1958 fik byen sin anden kirke - Mariehøj Kirke i Sydbyen, hvor der allerede i 1920 var opført en kirkesal.

Industrivirksomhederne var helt traditionelt placeret inden for bygrænsen frem til omkring 1970. Med indvielsen af en omfartsvej i 1960 og i tilknytning hertil et nyt industrikvarter begyndte virksomhederne så småt at flytte ud og opføre moderne industrianlæg. Teknisk Skole valgte også i 1966 at etablere sig i industrikvarteret. I de følgende årtier blev industrikvarteret udvidet mod nord, ligesom en ydre ringvej kom til. Samtidig blev nye arealer inddraget til parcelhuskvarterer og store boligkomplekser. Byens store industrivirksomheder - DAB, J. Hvidtved Larsen, Pasilac/APV/SPX (oprindelig Silkeborg Jernstøberi) og mange andre valgte at flytte ud til de stadig større industrikvarterer. En ny virksomhed var Kaj Neckelmann A/S, der i 1961 startede sin produktion af syntetiske garner. Virksomheden ekspanderede voldsomt og blev i 1990’erne Silkeborgs største private arbejdsplads med ca. 850 ansatte. Produktionen ophørte dog i 2012. Også Danfoss valgte i 1979 at etablere en helt ny produktionsenhed i Silkeborg.

Beskæftigelsessituationen ændrede sig fra omkring 1960. Nu var der mangel på arbejdskraft. Inden for industri og håndværk var tekstilproduktionen stadig dominerende med ca. 39 procent, dernæst kom jern- og metalindustrien med 23.

Den høje beskæftigelsesgrad i tekstilindustrien skyldtes især, at Neckelmann var kommet til. Virksomhedens behov for arbejdskraft var så stort, at man fra omkring 1970 måtte hente medarbejdere i daværende Jugoslavien.

Befolkningstallet steg ikke ret meget i Silkeborg i løbet af 1960'erne - fra 24.465 i 1960 til 27.285 1970. Efter kommunalreformen samme år steg det til 42.672. I 2006 var det kommet op på 55.906.

I 1976 kom antallet af beskæftigede inden for administration og service på niveau med det tilsvarende for håndværk og industri - med omkring en tredjedel af arbejdsstyrken til hver. Så Silkeborg var begyndt at ændre sig - fra “industriby” til “vidensby”. 15 år senere var administration og service blevet totalt dominerende i forhold til fremstillingsvirksomhed - med 45 kontra 22 procent af samtlige beskæftigede. Til gengæld var industri og håndværk nu domineret af jern- og metalindustri med ca. 40 procent, mens tekstilindustri var på omkring 18.

Silkeborg midtby oplevede en omfattende forandringsproces fra omkring 1970. Handel, servicefunktioner og langt senere boliger tog over, efterhånden som industrien flyttede ud. Samtidig blev strøggaderne omdannet til gågader. Det øgede til gengæld behovet for parkeringspladser, som derfor blev indrettet i karréernes gårdrum. Den øgede privatbilisme betød, at byen allerede var ved at drukne i trafik i 1960’erne. Først forsøgte man at klare problemerne ved lysregulering. Derefter ved et stort gadegennembrud på Christian 8.s Vej i perioden 1970-76, hvor i alt 35 ejendomme blev revet ned. Det løste dog ikke trængselsproblemerne på længere sigt. I 2019 er man gået i gang med etableringen af en ny vej, der skal føre trafikken fra midtbyen gennem Nordskoven mod øst til motorvejen. Tiden vil vise, om det afhjælper trafikproblemerne.

Blandt de nye funktioner, der blev udbygget i midtbyen og som betød mange nye arbejdspladser, kan nævnes Jyske Bank, der etablerede sit hovedsæde her. Og Silkeborg Kommune, der i perioden 1973-77 opførte et nyt rådhus, og som siden har udbygget de administrative hovedfunktioner.

Efter årtusindskiftet er tendensen med byggeri af nye boliger med en kombination af leje- og ejerboliger forstærket. Nu rives også ældre ejendomme ned for at give plads til højere etagebyggeri end hidtil tilladt. Samtidig etableres parkeringskældre for at styrke handlen. I løbet af 2017 blev to underjordiske anlæg med omkring 400 offentlige parkeringspladser således taget i brug.

Da Silkeborg Papirfabrik lukkede i 2000 opstod en helt ny bydel Papirfabrikken. Flere af de gamle produktionsbygninger blev bevaret og indgik i nye strukturer - med liberalt erhverv, hotel, biografer, restauranter og caféer. Samtidig blev der opført et stort antal boliger samt et musik- og teaterhus. I 2018 påbegyndtes byggeriet af Papirtårnet i 22 etager. En af de nye virksomheder i bydelen var Revisionsselskabet Deloitte, der beskæftiger ca. 100 ansatte. Til sammenligning var Silkeborg Papirfabrik ved lukningen en produktionsvirksomhed med ca. 130 ansatte.

Som følge af udviklingen i perioden 1966 til 1976 faldt antallet af beboere i midtbyen fra 4514 til 2728. Til gengæld har de seneste årtiers bynære og fortættede udvikling betydet, at midtbyens mange nye boliger i 2018 husede 4062 personer. I de kommende år vil denne urbanisering fortsætte på den vestlige side af Remstrup Å - med flere boliger, dagligvarebutikker, caféer, restauranter og med planer om et nyt Museum Jorn.