Gader og veje i Silkeborg Til forsiden


Du er her:
Forsiden Om Silkeborg Gader og veje i Silkeborg Essays fra byens kvarterer: Hvor ligger Lyngby?

Essays fra byens kvarterer. Ved forfatteren Bent Rasmussen

Bent Rasmussen foran Lyngby Kirkesal
Bent Rasmussen foran Lyngby Kirkesal, der nu er Adventistkirke.
Foto: © Torben Larsen, Midtjyllands Avis.
Forfatteren Bent Rasmussen
skrev i perioden 28. september 2002 til 5. april 2003 til Midtjyllands Avis en række essays fra Silkeborgs kvarterer. Vi har venligst fået lov til at publicere artiklerne her på Silkeborg Biblioteks hjemmeside.
  1. Hvor ligger Lyngby? Kvarteret mellem Frederiksberggade og Mariehøj.
  2. Den forsvundne trekant. Kvarteret mellem Søndertorv og Østerport.
  3. Under ørnens vinger. Silkeborgs gamle latinerkvarter.
  4. Teglbrændernes by. Lysbro en hvid dag i januar.
  5. Marginaljord. Fra Kærsgård til Alderslyst.
  6. Piphøj. Kvarteret mellem åen og egen. En tur rundt på Århusbakken.

1. Hvor ligger Lyngby?

På en septemberdag i 2002 tager vi rundt
i kvarteret mellem Frederiksberggade og Mariehøj.

Den, der er lille og beskeden, ønsker sig større og mere synlig. Et træk hos både mennesker og byer. Således har enhver provinsby sit selvværd at tage vare på. Eller frimodigt sagt: Sine storbydrømme.
    Den vaskeægte lokalpatriot er den, der tager disse eskapistiske drømme på sig, og som til enhver tid - for eksempel på rejser i indland og udland - er villig til at hævde sin hjemstavn på trods og på tværs.
    Møder man en landsmand under parasollen på en fremmed kyst eller i mylderet på Peterspladsen, ja, måske endda et bysbarn, tager man det som en god og overraskende ekstra oplevelse, man ikke har betalt for, og som ikke stod i programmet.
    Er du også fra Silkeborg? Det var dog morsomt!
    Helt præcist er jeg fra Lyngby, svarer man korrigerende.
    Nå, javel, du er køwenhavner?
    Nej, jeg er fra Lyngby i Silkeborg, hvis du ved, hvor det er.
    Men det gør man ikke. For hvor faen ligger Lyngby?

Døde før det blev født
Den er ellers god nok, den dér med navnet.
    Syd for banen, hvor gaderne engang henlå uden asfalt og nymodens gaslygter - på den del af byens domæner, man matrikulerede som Silkeborg bys markjorder, slog arbejderne sig ned sammen med postbude, portører, funktionærer, lærere og andet godtfolk. Her boede slagterne fra Koopmann, smedene og formerne fra Zeuthen og Larsens maskinfabrik, tekstilarbejderne og papirarbejderne, hvis de da ikke lige havde forlagt deres residens til Alderslyst langt nordpå, hvor jorden var rigelig, sandet løst og husene billige.
    Lyngby og Frederiksberg. Navne, der gav associationer til noget ganske andet end til en opkomling af et provinshul. Der var ingen falsk beskedenhed i den dyd at designe en opvoksende by. I dag skjuler intentionerne fra dengang sig i bydelens pulsårer til alle tider: Lyngbygade, der er stamvejen i kvarteret, og Frederiksberggade, der tegner dets grænselinje mod øst.

Guds hus i Lyngby
I min barndom var en af kvarterets centrale bygninger den hvide kirkesal først for på Lyngbygade. Den brede trappe og de imposante lygter var ikke til at tage fejl af. Det var ikke noget almindeligt hus. Ikke engang "kommunehusene" kunne hamle op med kirkesalen.
    Gudshuset lignede en reformert kirke, enkel og prunkløs, om end den havde takkede gavle. Den var ganske vist i en periode indviet til kirkelige handlinger, men sidste prosaiske stavelse i dens navn "-sal", fortalte den, at den ikke skulle tro, den var noget. I stort og småt fungerede det hvide kirkehus som pastor Axel Grams hjemmebase for alt det, der ikke lige var plads til i den pæne kirke på Torvet. Og imens græsset groede om dens sokkel, snakkede man så frem og tilbage om at bygge en rigtig kirke i den folkerige bydel syd for jernbanen. I nogle år reserverede man således en uanselig, skævvredet sandgrund til formålet på hjørnet af Lyngbygade og Richtersvej.
    I Lyngby kirkesal holdt en af byens store søndagsskoler til med sin gavmilde uddeling af formaninger og bibelske glansbilleder. Tilbud, som de vandkæmmede og træskobærende arbejderbørn tog til sig. Om søndagen, når vi havde spist de stegte dueunger, og kapflyverne var vel hjemme fra det fjerne udland, listede vi op til Midtjysk Trælasthandels røde plankeværk, lurede ved hjørnet og kiggede efter, om rullegardinerne var trukket for vinduerne i kirkesalen. For var de det, viste pastor Gram og kompagni diverse film, hvoraf mange nok var værd at se. Så hankede vi op i os selv, skråede over den middagsstille Lyngbygade og lukkede os - som de træske unger vi var - diskrete ind i den unge menigheds allerede etablerede fællesskab.

Ligkusken i Læssøegade
Lyngby kirkesal blev overdraget til adventisterne, og dermed forsvandt navnet. Nu er det kun tilbage i gadens. Navnet segnede i glemslen, som de små butikker forsvandt fra gadehjørnerne og brevduerne i luften over Lyngsø.
    Engang var det nemlig i Lyngby, de rigtige brevduemænd holdt til. Ikke en eneste gade var uden dueslag. Tilskærer Simonsens, som var et af de ædleste, skrædderens haveslag i Læssøegade og Due-Karls på Jernbanevej. Efter kapflyvningerne mødtes mange i Fini's kælder i Lyngbygade for at stemme urene og pille gummiringene ud af kapslerne.
    Bydelens huse ligger vel stort set, som de lå, men de er naturligt nok shinet gevaldigt op mange af dem. Dermed ophører også fortidens grænseløse tolerancer. Hvem vil i dag acceptere en morgenmunter hanes galen, en hemmelig gris i vaskehuset, mælkekusk Møllers opstaldede hest under halvtaget eller min morbrors får, der havde vinterkvartér sammen med hønsene og duerne.
    Der var sikkert nok mere luft omkring folk i Lyngby i de dage. På én gang distance og nærhed. Der var god plads til både tømmerhandelen og Det grønne Hjørnes koks- og kuldepot. I Læssøegade bredte brændselshandler Mortensen sig, på Lyngbygade havde tømrermester Gam Pedersen sin oplagsplads. I Holbergsgade var der kransebinderi, rulleforretning, købmanden på hjørnet, Lysdals vognmandsforretning og postbud Henriksens udlejning af godt brugte biler. I Ryesgade fyldte murermesteren op med sin grund, der gik helt ned til skovbrynet, og Koopmann og maskinfabrikken regerede over arealer, der var store som Refshaleøen.
    For enden af Læssøegade lå koholderens gamle stald med en pittoresk lade, som for ikke så mange år siden gik al kødets gang, thi sådant noget forældet lort er vi ikke meget for at holde hånden over i Silkeborg.
    Midtfor i Læssøegade havde vognmand Peter Madsen sin blandede gesjæft. Han ejede pragtfulde heste, som det næsten var en blasfemisk handling at spænde for en arbejdsvogn, når de nu tog sig bedst ud som et alvorstungt forspand med sorte dækkener foran den pompøse ligvogn. Et dystert og smukt syn i byens gader, et ydmygt foretagende drevet af en ydmyg mand, hvis bestemmelse det var at skulle befordre så mangen en silkeborgenser ud på den sidste rejse.

Søen
Væk er det pulserende forretningsliv, de mange énmandsbetjente butikker, som forsynede indbyggerne med de daglige fornødenheder, minutiøst opregnede i sorte kontrabøger, som let kunne blive til mareridt og djævleskrift, når arbejdsløsheden bankede på.
    Der var ikke langt mellem udsalgene. Slagter Rasmussen, slagter Bernitt og slagteriudsalget for nu at blive i én branche. Sofus, Mønsterbageren og Cementbageren var i en anden metier. Og dertil alle købmændene, brødudsalgene - som var de rene nyhedsbureauer - trikotagehandler frøken Leth, salon Hundeklipperen, der vel at mærke ikke studsede hunde, men herrer, En højt specialiseret biks var pottemagerens. Han var en jævn mand, der blev berømt, fordi Asger Jorn fik lov til at lege med ler i hans værksted.
    Bag det altsammen glimter kvarterets perle, legeplads og åndehul, Lyngsø. Tidligere en kloak - på skrømt beskyttet af uduelige rensningsanlæg - og dog et centrum for fantasiens frie flugt og vilde togter. Her levede aggressive svaner og millioner af nærende røde dafnier til vores akvariefisk.
    I dag kan man dyrke nostalgien ved søens bred og synes, at det, der var barndommens verdenshav, nu kun er en såre overskuelig andedam. Synd og skam at man ikke, mens tid var, sikrede offentlig adgang til søen hele vejen rundt.
    Søens grønne bagtæppe er Kobskoven. Altid har den bestemt Lyngbys sydgrænse, men årene og omfartsvejen har gjort kål på dens tidligere storhed. Den er skrumpet og blevet næsten gennemsigtig.

Det yderste land
Grøften trækker sit skår mellem den fjerne Pøtsø og den nære Lyngsø. Den går bag om skolegårde og villahaver, hvor skurvede æbler drysser resignerende til jorden.
    Engang var grøften grænsen. Hertil gik civilisationen og asfalten. Der var folk, som byggede på sandet længere ude, og hinsides deres gule og røde huse lå teglværket, banedæmningen og den afsnørede bygd, Ørnsø. Silkeborg Bad var på en måde ekskommunikeret fra byen og dens borgere, for derude kom kun disse hersens fine københavnere og tyendet, der skulle varte dem op.
    På en banke lå en hvid bondegård, hvor man husede boligløse. Det kunne være familien Herzberg, der lavede en eksistens i dette at klinke potter, fade og andet lertøj. I skovkanten lå de små mænds gartneri, som leverede livsduelige forårsplanter til områdets nyttehaver.
    Det yderste overdrev er for længst blevet en ejendomsmæssig guldklump. Og det hedder da ej heller som tilforn: Lyngby. Næh, i mæglerannoncerne bærer det navnet Mariehøjkvarteret. Det er vigtigt at sige, hvad man er, og hvad man ikke er.
    Og, jo, på banken, hvor den hvide bondegård lå, rejser Mariehøj kirke sit rustikke tårn. Det er så markant og stateligt, at det så at sige kan spejle sig i Lyngsø, der kaster lyden tilbage, når solen ringes ned over det, der var, og det, der er.
    Hvorfor dog ikke tage de gamle navne op - om end et navn som Lyngby kan virke skrydende i sin kontrast til lidenheden?
    Lyngby!
    Mulighederne er legio: Lyngby Hundesalon, Café Lyngby, Lyngby Autobody, FC Lyngby, Lyngby Tidende, Massageklinikken Lyngby, Team Lyngby, Lyngbygrillen. Og hundeklipperen kunne efterfølges af Lyngby Hairstyling og trikotagehandler frøken Leth af Lyngby Lingeri.
    Sådan går det selvfølgelig ikke. Lyngby kirkesal er blevet til Adventkirken, og selv om advent betyder genkomst, renæssance, så er de forrige tider gået det sted hen, hvorfra de ikke vender tilbage.
    Navne og drømme er gjort af det samme stof.
    Vel er det blevet både dyrt og trendy at slå sig ned i bydelen. De små huse koster en herregård, selv om de er på få værelser. Måske ligner Lyngby mere sit nordsjællandske forbillede end nogensinde før - selv om det langtfra er til forveksling. Vist er stamvejen lagt i lænker, såret og skåret af trafikale chikaner og bump, der kun kan fremme bilsammenstødene. Vist er den lange tarm fra Frederiksberggade i øst til Vestre allé i vest uden sin gamle sjæl og sin gamle charme, sådan som den har mistet sin foretagsomhed og rolle som rygrad og livline, sine butikker og de snakkende husmødre på trappestenene. Men, okay, den grå gade, Lyngbygade, der begynder med noget småt og ender med noget stort, bærer dog det glorværdige og ambitiøse navn med sig ind i morgendagen, og hvem ved: evigheden.
    Lyngby!



2. Den forsvundne trekant. Kvarteret mellem Søndertorv og Østerport.

Første gang offentliggjort i Midtjyllands Avis 29. september 2002.
Til toppen af siden


Find på websiderne. Publiceret 1. februar 2004. Opdateret 15. januar 2005. Tilrettelæggelse: Per Hofman Hansen.