Silkeborg Arkivs logo
Menu Close

Vejlsøvej – hjemkomst og tuberkulose

Sana1

Sana2
Sana3
Sana4

Se videoTilbage til kortet

Tekst og billeder fra app’en Jorn i Silkeborg som Silkeborg Arkiv udgav med støtte fra Jorn100-puljen. App’en til Iphone kan hentes i Itunes.

Idag….har jeg været til røntgenundersøgelse og modtaget en seddel…., hvorpå der står …., at jeg har en frisk tuberkulose i venstre lunge….. Somme tider ligner virkeligheden en dårlig roman. Jeg kan ikke lide det”. Sådan skrev Jorn (i sit essay “Menneskedyret”) umiddelbart før han i maj 1951 syg og nedbrudt rejste fra Paris til Silkeborg. Og at han var syg, kan vi se på det billede, hans gode ven, fotografmester Johannes Jensen, tog af ham lige efter hjemkomsten. Selvom der stadig er lidt glimt i øjet, er det en udmagret og afkræftet Jorn, der netop er blevet indlagt på tuberkulosesanatoriet i Silkeborg, hvor han straks kom under behandling.
At han hellere ville være et helt andet sted end i Silkeborg, kan måske udledes af titlen på et af de tidligste værker fra denne periode: “Return to the Detested City” (Hjemkomst til den forhadte by). Selvom han følte sig rigtig godt modtaget og fik en god behandling, var det ikke med hans bedste vilje.Jorns sundhedstilstand blev efterhånden bedre. Han begyndte at skrive og tegne i sygesengen og sidst i 1951 sørgede den jævnaldrende overlæge, Fritz Hagn-Meincke, for at han fik stillet et “atelier” til rådighed. Her kunne Jorn arbejde og udfolde sine boblende idéer og have besøg af sine mange lokale venner og støtter. Her var Johannes Jensen blandt stamgæsterne og han blev i foråret 1952 bedt om at komme ud til sanatoriet og fotografere de mange færdige malerier. De blev simpelthen båret ud af atelieret og placeret på en trillebør.Indlæggelsen varede i 17 måneder. 13. oktober 1952 blev Jorn udskrevet. Han flyttede derefter ind hos familien, som da boede i en lille lejlighed i Møllegade 30, men skulle dog stadig gå til kontrol.Malet blev der også. Fotografmesteren stillede et lille lokale til rådighed på første sal over forretningen på Vestergade 22.
Det efterfølgende år i Silkeborg blev en periode med en utrolig produktivitet og koncentration om kunsten, og det gav Jorn mulighed for at udleve drømmen om at arbejde med keramikken på et kunstnerisk plan. Det blev på mange måder et vendepunkt i Jorns liv – begyndelsen til hans modne livsværk.