Tekst og billeder fra app’en Jorn i Silkeborg som Silkeborg Arkiv udgav med støtte fra Jorn100-puljen. App’en til Iphone kan hentes i Itunes.
“…det må vel nok alligevel kaldes dristigt af museets bestyrelse at overlade en hel stue til en samtidig kunstner, hvis kunst tilmed er omstridt….” hed det i december 1953 i Aftenposten. Og dristigt var det. Man havde valgt at indrette et helt “diskussionsværelse” med Jorns malerier, keramik og grafik på trods af, at mange den gang vægrede sig ved at kalde Jorns arbejder for kunst. Men det viser, at folkene bag museet turde satse på Jorn. At de troede på ham og på hans kunst. Faktisk satsede de 40% af museets netop bevilgede kommunale tilskud.
Jorn havde sit første møde med keramikken i seminarietiden. Han fik kontakt med pottemager Niels Nielsen på Frederiksberggade 10, som hjalp ham med at brænde nogle af hans lerting.
I sygeperioden først i 1950’erne genoptog han interessen for leret. I første omgang fik han sin gamle ven, Niels Nielsen til blandt andet at brænde en serie askebægre beregnet til salg som souvenirs på Himmelbjerget. De viste sig dog at være komplet usælgelige.
Gennem sin ven, keramikeren Erik Nyholm i Funder, kom han i kontakt med pottemageren Knud Jensen på Sorring Lervarefabrik. Og med opbakning fra fotografmester Johannes Jensen lykkedes det at få en aftale i stand med Silkeborg Museums “triumvirat” – stationsforstander Hansen, overbibliotekar Peder Nielsen og kriminalassistent K.G. Kristiansen. Den betød, at museet betalte for Jorns “læretid” på pottemagerværkstedet. Til gengæld skulle han levere 30 keramiske værker. I Sorring fik Jorn mulighed for at arbejde med keramikken på et kunstnerisk plan. Det blev på alle måder et løft for ham. Han fik skabt uforglemmelig kunst. Og sikret sig et bredere fundament for sit videre virke som kunstner.
Også for museet viste det sig at være en særdeles visionær satsning. For Jorns 30 keramiske værker viste sig at blive grundlaget for det, der senere blev til “Jorns Samling” og hele baggrunden for det der i dag er Museum Jorn.
Jorn havde sit første møde med keramikken i seminarietiden. Han fik kontakt med pottemager Niels Nielsen på Frederiksberggade 10, som hjalp ham med at brænde nogle af hans lerting.
I sygeperioden først i 1950’erne genoptog han interessen for leret. I første omgang fik han sin gamle ven, Niels Nielsen til blandt andet at brænde en serie askebægre beregnet til salg som souvenirs på Himmelbjerget. De viste sig dog at være komplet usælgelige.
Gennem sin ven, keramikeren Erik Nyholm i Funder, kom han i kontakt med pottemageren Knud Jensen på Sorring Lervarefabrik. Og med opbakning fra fotografmester Johannes Jensen lykkedes det at få en aftale i stand med Silkeborg Museums “triumvirat” – stationsforstander Hansen, overbibliotekar Peder Nielsen og kriminalassistent K.G. Kristiansen. Den betød, at museet betalte for Jorns “læretid” på pottemagerværkstedet. Til gengæld skulle han levere 30 keramiske værker. I Sorring fik Jorn mulighed for at arbejde med keramikken på et kunstnerisk plan. Det blev på alle måder et løft for ham. Han fik skabt uforglemmelig kunst. Og sikret sig et bredere fundament for sit videre virke som kunstner.
Også for museet viste det sig at være en særdeles visionær satsning. For Jorns 30 keramiske værker viste sig at blive grundlaget for det, der senere blev til “Jorns Samling” og hele baggrunden for det der i dag er Museum Jorn.